Khan al-Khalili-marked

KAIRO (24.11.2006): Nogle gange skal man lige stoppe op, og tænke sig en smule om. I særdeleshed som journalist. Og måske i særdeleshed som journalist her i Mellemøsten. Ellers risikerer man nemt at køre på ”autopilot”, så at sige. At fungere på rutinen uden at tænke for meget over, hvad det er, man går og laver. Og det er nemt i den her del af verden, for vi journalister har en tendens til altid at fokusere på problemer, konflikter og ballade. Og det er der meget af i Mellemøsten. På sin vis er det godt nok. Det er jo vores job. Sådan skal det være. Det er jo der, de hotte journalistiske nyheder ligger begravet.
Herinde i de snoede baggyder finder man i virkeligheden en del af et gammelt Mellemøsten, som for længst er forsvundet de fleste andre steder.    Men ind imellem skal man også lige stoppe op, trække vejret dybt, åbne øjnene, og se sig omkring. Se sig omkring og indse, at ikke alt er problemer og konflikter. For guderne skal vide, at der er masser af problemer og konflikter her i Mellemøsten. Men det er jo ikke det eneste, der er at fortælle om det her område. Der er sandelig også mange smukke, fantastiske, dejlige, interessante og vidunderlige ting at se og opleve hernede. Dem bør vi journalister også fra tid til anden fortælle om.
    Så for at I ikke skal få det indtryk, at Mellemøsten kun er problemer, terrorister, voldelige sammenstød og endeløse konflikter, men fornemme at her også er utroligt mange smukke, dejlige og flotte ting at opleve, så vil jeg bestræbe mig på fra tid til anden også her på hjemmesiden at skrive nogle positive historier om nogle af de steder, fænomener og oplevelser, som fængsler og fascinerer mig selv i den her meget smukke og interessante del af verden. Det vil også give mig mulighed for at vise nogle af de mange fotografier frem, jeg selv optager, når jeg er på reportagerejse.

    I denne artikel bliver I så tvangsindlagt til en lille rundtur på Khan al-Khalili, det gamle arabiske marked i Kairo. Jeg har været i Khan al-Khalili mange gange, men det meste af denne artikel og alle fotografierne stammer fra vore optagelser til TV-dokumentarserien ”Vredens Ansigt”, som I kan se og opleve i sin helhed andet steds her på hjemmesiden.

”Khan” er det arabiske ord for et ”karavaneserai”. En slags orientalsk mellemting mellem et motel og en købmandsgård med plads til varerne, dyrene fra karavanen og værelser til de handelsrejsende. Det hele bygget op lidt som en lille fæstning udadtil og omkring en central gårdsplads indadtil.
    Khan al-Khalili er en hel samling af sådanne khans. I gamle dage lå disse købmandsherberger i udkanten af Kairo. Det gør det ikke længere. Kairo er vokset så eksplosivt, at Khan al-Khalili nu næsten ligger i byens centrum.
    Det man i dag omtaler som Khan al-Khalili er hele det kæmpestore, gammeldags orientalske marked. En af Kairo’s mange turistattraktioner. Men desværre – for turisterne i hvert fald, men godt for os andre – så opdager og oplever turisterne som oftes ikke det ”rigtige” Khan al-Khalili. Måske tør de ikke vove sig i de små gyder og baggårde, hvor de virkelige juveler er at finde. Turisterne færdes som oftes kun på markedets store hovedstrøg, hvor man kun kan købe grimme, kulørte, plastik-souvenirs, som intet har med Mellemøsten eller den arabiske verden at gøre. Sfinxer, Nefertiti-buster, pyramider, Tut Ankh Amon-ansigtsmasker og så videre i kulørt plastik. Turistbras ”made in China”.

Går man bare en lille smule væk fra de turistede hovedstrøg på markedet og ind i baggårdene, så finder man alle de små håndværkere, forretninger og værksteder, som Kairo’s egne beboere bruger. Selvom her er beskidt, forfaldent og rodet, så er det et fantastisk smukt sted. Selv forfaldet har her sin egen skønhed i den her by. Her er gyder fulde af eventyr, historier, mystik, fantasi, farver, dufte og alt andet, man kun kan drømme om. Herinde i de snoede baggyder finder man i virkeligheden en del af et gammelt Mellemøsten, som for længst er forsvundet de fleste andre steder.

    Krydderimarkedet er det mest fantastiske sted, man kan forestille sig. Varerne vælter ud af forretningerne. Her står sække fulde af duftende krydderier, tørrede urter og te helt ude i gyderne, så man skal sno sig ud og ind imellem sækkene, kasserne, de handlende og deres ”slæbere”, der må bære de kæmpestore sække og kasser ind til forretningerne på deres ryg.
    De større krydderihandlere sælger langt mere end blot aromatiske stoffer til at krydre madlavningen. De er også en slags materialister og apotekere med alle mulige former for naturmedicin og ”gamle gode husråd”. Her kan man få et stort udvalg af mærkelige remedier til at kurere alt fra dårlig mave til manglende potens. I særdeleshed til at øge potensen er der et pænt antal remedier. Interessant, må man sige, for et samfund, der ellers går meget langt i sine bestræbelser for med klæder, tilsløring og andet at skjule sine kvinder så meget som muligt, så de netop ikke skal vække mandens seksuelle drifter.
    Nogle krydderihandlere er næsten en slags heksedoktorer, der gør sig i gamle tørre rødder, der, påstår de, hvis de indtages i pulveriseret form, kogt til en slags te, er langt bedre end Viagara til at give ægtemanden uanede ”evner” i sengen.
    ”Fem gange, hver eneste nat”, sagde en af krydderihandlerne til mig med et frækt grin, mens han knyttede hånden og lavede en slags pumpende bevægelse, som ikke lod nogen i tvivl om, hvad det var, man skulle kunne klare fem gange hver nat.
    Her er tørrede kamæleoner og andre indskrumpede firben, som skal males og opblandes med honning. Af ren fascination af Viagara-roden fik jeg ikke rigtig hørt, hvad det er, de tørrede firben hjælper for. Men hvis man brænder et pindsvin og indånder røgen, skulle det slå feberen ned og afhjælpe må mavesmerter, bliver jeg fortalt.

Så er der kamelslagteren bagved Al Azhar-moskéen. Da han så mig med mit fotografiapparat, stillede han sig straks op i slagterpositur og sleb demonstrativt sine knive, så jeg kunne tage et billede af ham. Den lille kamel, skåret ud af træ på væggen bag ham, viser, at det er kamelkød, man køber her. Her bliver jeg for øvrigt også fortalt, at kamelens rygmarv er det bedste middel til at øge ægtemandens potens.
    Man begynder at spørge sig selv om egypternes utrolige optagethed af nattens aktiviteter i ægtesengen. Eller, hvis man skal tro den mandehørm, man også ofte møder rundt om i gyderne, så bedrives legemsøvelserne også på mange andre lagener end lige dem, der ligger på ægtesengen.

Lige ved siden af kamelslagteren er der et lille udendørs te- og kaffehus. Det er i virkeligheden ikke er mere end en trækvogn. Men udfra denne lille trækvogn piler en hel flok rigtige tjenere i hvide skjorter og skinnende bakker rundt med glas og kopper med varm te med mynteblade i.
    De blanke bakker skinner som spejl og kaster sollyset tilbage op i tjenernes ansigter nedefra, så de får en lidt skræmmende lyssætning, som i 30’ernes gyserfilm, eller som storbror, der om natten i børneværelset fortæller spøgelseshistorier med lommelygten under ansigtet.
    Og jeg kunne blive ved. Her er oplevelser, historier, billeder og fantasier over det hele.
    Bevæger vi os lidt udenfor det egentlige Khan al-Khalili, finder vi teltmagernes marked, hvor de kæmpemæssige kulørte sejl og markiser i patchwork laves, som man ser hængt op overalt på gader og til at skygge for solen. I særdeleshed under Ramadan – den muslimske fastemåned – hvor man i den slags telte bryder fasten efter solnedgang. Her findes også de sidste to værksteder – hvor de laver fez’er, eller ta’abuz, som de kaldes her – de gamle røde filthatte, der kendetegnede overklassen i gamle dage og embedsmændene i den osmanniske administration.
    Tag et kig på billederne... og nyd det.
    Mellemøsten er – som I kan se – også et smukt, kulørt og dejligt sted. Fuld af historier og eventyr med masser af sjove, glade, venlige og gæstfrie mennesker.

 

* * *

Hvis du vil se flere billeder fra Khan al-Khalili i Kairo, så kig over i fotogalleriet: http://www.steffen-jensen.dk/dan/fotogalleri/40-kairo-s-khan-al-khalili/