Ufortalte beretninger 45:
Islamisterne høstede frugterne af unge, liberales revolution
Tunesisk politimand jagter demonstranter ned ad fortovet på Avenue de Bourguiba i Tunis, hvor der hver eneste dag var protester.
Den 26-årige tunesiske grønthandler Mohammed Bouazizi brændte i december 2010 sig selv ihjel.
”Han ønskede egentlig kun at kunne drive sin lille forretning, en lille bod med frugt og grønt, så han kunne tjene til dagen og vejen. Det var det hele. Men det fik han ikke lov til, og så var der noget, der slog klik for ham”, fortæller Jamal Hajlawi, en politisk aktivist jeg møder i Tunis.
Vrede og frustration over myndighedernes korruption og magtarrogance udløste hans dramatiske handling, men hvad ingen kunne vide: Det satte også den kædereaktion i gang, vi i dag kalder for Det arabiske Forår.
Bouazizi’s selvmord fik vreden til at eksplodere iblandt veluddannede, unge middelklasse tunesere, som også kæmpede med en stor ungdomsarbejdsløshed og inkompetente, brutale myndigheder. Opstanden greb om sig i en sådan grad, at præsident Zine al-Abidine Ben Ali en måned senere flygtede med hele sin familie. På det tidspunkt havde protest-demonstrationerne allerede bredt sig til en lang række andre arabiske lande.
Det er stort, det der sker i den arabiske verden i øjeblikket. Berlinmurens fald på arabisk kunne man kalde det. Det er verdenshistorie, vi er vidner til, og gymnasieelever verden over vil være tvunget til at terpe emnet i generationer fremover.
Man kan med god ret kalde den udvikling Berlinmurens fald på arabisk. Det er verdenshistorie, vi er vidner til.
Om det så betyder, at den arabiske verden er på vej mod frihed og demokrati, som vi forstår de to begreber, er en helt anden sag. Det er det for tidligt at spå om. Der er dog næppe grund til at tro, at det vil gå glat og gnidningsfrit – det bliver nærmere en både skræmmende og nervepirrende rutsjebanetur op og ned, som fra tid til anden vil få os til at tvivle på, om omvæltningerne overhovedet har forbedret arabernes hverdag og fremtidsudsigter.
Det bedste, vi kan sige nu og her, er, at flere af de arabiske befolkninger i det mindste har taget deres skæbne i egne hænder. Taget ansvar både for at få ryddet op i det totalitære morads, de lever i, og også for at skabe sig en ny og anderledes fremtid, som er deres. Om vi i Vesten, og for den sags skyld de arabiske befolkninger selv, kan lide denne nye fremtid, er det umuligt at sige på forhånd. Men i det mindste er det deres egen fremtid. Og det i sig selv er et kæmpe fremskridt.
Den steppebrand af oprør, omvæltninger, borgerkrige og revolutioner, vi har oplevet, kom som en overraskelse for de fleste.
Den arabiske verden var af de fleste blevet afskrevet som et område, der var uimodtageligt for frihed og demokrati. Hvor befolkningerne enten ikke magtede eller ikke var interesserede i at tage et opgør med diktaturerne, men hellere ville tåle undertrykkelsen.
Hvis et oprør endelig ville komme, forventede mange, at det ville være de muslimske fundamentalister, dem vi også kalder islamisterne, der ville stå for det, og det ville blot føre araberne fra et tyranni til et andet.
Selvom omvæltningerne ganske vist de fleste steder blev startet af veluddannede, ofte vestligt orienterede middelklasse unge, så ser det ud til, at det er islamisterne, der ender med at høste frugterne. Islamisterne er de fleste steder langt bedre organiserede end de sekulære oppositionsgrupper.
Det synes også oplagt, at mens flere arabiske lande har oplevet revolutioner, og har væltet de tyranner og autokrater, der har regeret dem i årtier, så er der ofte også store indbyggede interessemodsætninger religiøst, etnisk, kulturelt, stammemæssigt, politisk og så videre, som kan komme til at spille en rolle for stabiliteten i de nye regimer.
Jeg dækkede først og fremmest omvæltningerne i den arabiske verden i Tunesien, Egypten og Libyen, som jeg alle besøgte et utal af gange i løbet af det første år. Jeg besøgte også ganske kort Bahrain, men blev på grund af situationen i Libyen nødt til at rejse meget hurtigt igen. Jeg forsøgte mange gange at komme ind i Syrien, men myndighederne sagde nej, og derfor var jeg tvunget til at dække situationen fra Libanon og andre steder.
At dække det arabiske opbrud har været en af de mest fascinerende oplevelser i mit mere end kvarte århundrede i Mellemøsten.
Bedst som jeg troede, at jeg kendte til alt i regionen, så blev jeg alligevel overrasket over udviklingen. Og mens jeg alt for ofte dækker sørgelige, deprimerende begivenheder i området, og selvom man må sige, at de opstande, som Det arabiske Forår består af også har deres tragiske sider, så er det i det mindste en historie, der har nogle positive og konstruktive fremtidsperspektiver, og det er anderledes.
Selvom meget blod er flydt under de voldelige sammenstød, så er det for en gangs skyld et opgør, der også indebærer et håb. Et håb om at en region, der ellers har været hensunken i totalitære, autokratiske og kleptokratiske diktaturer, måske er på vej mod nogle mere menneskeværdige samfund.
Selvom det strengt taget var en ung tunesisk grønthandlers selvmord, der leverede gnisten, der fik krudttønden til at eksplodere, så skyldes oprøret naturligvis mange andre, gamle og meget dybereliggende problemer, som var tydelige for enhver. På de efterfølgende sider blot lidt om disse årsager, inden jeg går videre til selve opstanden.
* * *
Forgående afsnit -- Næste afsnit
”Ufortalt…” som e-bog
Hvis du vil se en oversigt over alle de afsnit af ”Untold Stories: Billeder og beretninger om Mellemøsten”, som indtil videre er blevet offentliggjort her på hjemmesiden, så kan du finde den ved at klikke her. Listen bliver løbende opdateret.
”Han ønskede egentlig kun at kunne drive sin lille forretning, en lille bod med frugt og grønt, så han kunne tjene til dagen og vejen. Det var det hele. Men det fik han ikke lov til, og så var der noget, der slog klik for ham”, fortæller Jamal Hajlawi, en politisk aktivist jeg møder i Tunis.
Revolutionen i Tunesien gav håb om, at folket kunne sejre. At friheden kunne blomstre og tyrannerne ville falde.
Vrede og frustration over myndighedernes korruption og magtarrogance udløste hans dramatiske handling, men hvad ingen kunne vide: Det satte også den kædereaktion i gang, vi i dag kalder for Det arabiske Forår.
Bouazizi’s selvmord fik vreden til at eksplodere iblandt veluddannede, unge middelklasse tunesere, som også kæmpede med en stor ungdomsarbejdsløshed og inkompetente, brutale myndigheder. Opstanden greb om sig i en sådan grad, at præsident Zine al-Abidine Ben Ali en måned senere flygtede med hele sin familie. På det tidspunkt havde protest-demonstrationerne allerede bredt sig til en lang række andre arabiske lande.
Det er stort, det der sker i den arabiske verden i øjeblikket. Berlinmurens fald på arabisk kunne man kalde det. Det er verdenshistorie, vi er vidner til, og gymnasieelever verden over vil være tvunget til at terpe emnet i generationer fremover.
Man kan med god ret kalde den udvikling Berlinmurens fald på arabisk. Det er verdenshistorie, vi er vidner til.
Ned med diktaturet, råber de unge. Til alles overraskelse flygtede diktatoren.
Om det så betyder, at den arabiske verden er på vej mod frihed og demokrati, som vi forstår de to begreber, er en helt anden sag. Det er det for tidligt at spå om. Der er dog næppe grund til at tro, at det vil gå glat og gnidningsfrit – det bliver nærmere en både skræmmende og nervepirrende rutsjebanetur op og ned, som fra tid til anden vil få os til at tvivle på, om omvæltningerne overhovedet har forbedret arabernes hverdag og fremtidsudsigter.
Det bedste, vi kan sige nu og her, er, at flere af de arabiske befolkninger i det mindste har taget deres skæbne i egne hænder. Taget ansvar både for at få ryddet op i det totalitære morads, de lever i, og også for at skabe sig en ny og anderledes fremtid, som er deres. Om vi i Vesten, og for den sags skyld de arabiske befolkninger selv, kan lide denne nye fremtid, er det umuligt at sige på forhånd. Men i det mindste er det deres egen fremtid. Og det i sig selv er et kæmpe fremskridt.
Den steppebrand af oprør, omvæltninger, borgerkrige og revolutioner, vi har oplevet, kom som en overraskelse for de fleste.
Håbet var grønt. Drømmen var frihed og demokrati. Og vi kaldte stadigvæl omvæltningerne for Det arabiske Forår.
Den arabiske verden var af de fleste blevet afskrevet som et område, der var uimodtageligt for frihed og demokrati. Hvor befolkningerne enten ikke magtede eller ikke var interesserede i at tage et opgør med diktaturerne, men hellere ville tåle undertrykkelsen.
Hvis et oprør endelig ville komme, forventede mange, at det ville være de muslimske fundamentalister, dem vi også kalder islamisterne, der ville stå for det, og det ville blot føre araberne fra et tyranni til et andet.
Selvom omvæltningerne ganske vist de fleste steder blev startet af veluddannede, ofte vestligt orienterede middelklasse unge, så ser det ud til, at det er islamisterne, der ender med at høste frugterne. Islamisterne er de fleste steder langt bedre organiserede end de sekulære oppositionsgrupper.
Det synes også oplagt, at mens flere arabiske lande har oplevet revolutioner, og har væltet de tyranner og autokrater, der har regeret dem i årtier, så er der ofte også store indbyggede interessemodsætninger religiøst, etnisk, kulturelt, stammemæssigt, politisk og så videre, som kan komme til at spille en rolle for stabiliteten i de nye regimer.
Jeg dækkede først og fremmest omvæltningerne i den arabiske verden i Tunesien, Egypten og Libyen, som jeg alle besøgte et utal af gange i løbet af det første år. Jeg besøgte også ganske kort Bahrain, men blev på grund af situationen i Libyen nødt til at rejse meget hurtigt igen. Jeg forsøgte mange gange at komme ind i Syrien, men myndighederne sagde nej, og derfor var jeg tvunget til at dække situationen fra Libanon og andre steder.
At dække det arabiske opbrud har været en af de mest fascinerende oplevelser i mit mere end kvarte århundrede i Mellemøsten.
Revolutionen i Tunesien tændte et håb i hjertet på mange arabere, og det satte en frygt i livet på diktatorerne.
Bedst som jeg troede, at jeg kendte til alt i regionen, så blev jeg alligevel overrasket over udviklingen. Og mens jeg alt for ofte dækker sørgelige, deprimerende begivenheder i området, og selvom man må sige, at de opstande, som Det arabiske Forår består af også har deres tragiske sider, så er det i det mindste en historie, der har nogle positive og konstruktive fremtidsperspektiver, og det er anderledes.
Selvom meget blod er flydt under de voldelige sammenstød, så er det for en gangs skyld et opgør, der også indebærer et håb. Et håb om at en region, der ellers har været hensunken i totalitære, autokratiske og kleptokratiske diktaturer, måske er på vej mod nogle mere menneskeværdige samfund.
Selvom det strengt taget var en ung tunesisk grønthandlers selvmord, der leverede gnisten, der fik krudttønden til at eksplodere, så skyldes oprøret naturligvis mange andre, gamle og meget dybereliggende problemer, som var tydelige for enhver. På de efterfølgende sider blot lidt om disse årsager, inden jeg går videre til selve opstanden.
* * *
Forgående afsnit -- Næste afsnit
”Ufortalt…” som e-bog
Hvis du vil se en oversigt over alle de afsnit af ”Untold Stories: Billeder og beretninger om Mellemøsten”, som indtil videre er blevet offentliggjort her på hjemmesiden, så kan du finde den ved at klikke her. Listen bliver løbende opdateret.
Tilføj kommentar
