Ufortalte beretninger 37:

Døde idoler

I Gaza samler drengene ikke på billedkort med berømte fodboldspillere eller store rock-stjerner. De idoler børnene her dyrker, er martyrer. De døde! Dem der har givet deres liv i kampen. Og de er overalt.
 
Husmurene i flygtningelejrene er plastret til med billeder, og på væggene omkring de større huse inde i byerne er der plakater med deres ansigter. På vægge, reklamestandere og hvor end der plads.
 
Vil du være berømt og en helt, så spræng dig selv i luften sammen med så mange af fjendens civile, du kan komme af sted med. Din familie vil være stolt af dig og dine venner omtale dit navn med respekt.
 
Hvad får unge mennesker til at dyrke martyriet på den måde? Det er ret ubegribeligt for de fleste. Selv for en af mine palæstinensiske psykologvenner i Gaza-striben.
 
 

”Jeg har talt med flere selvmordsbombere, der forsøgte at gennemføre en aktion, men et eller andet gik galt. Bomben virkede ikke, eller de blev fanget af israelerne”, fortæller Iyad el-Sarraj, der er leder af Gaza Mental Health Clinic.
 
”De fortæller samstemmende, at i det øjeblik de trykkede på knappen, og forventede at springe i luften, sænkede der sig en nærmest paradisisk fred over dem. De følte sig fuldkommen.”
 
”Jeg tror, at deres beretning er sandfærdig, men forstår jeg, hvad det er, der driver dem? Udover de forfærdelige forhold, de lever under til daglig? Nej, det gør jeg ikke”, siger Iyad, og giver et eksempel.
 
”Jeg behandlede en patient for depression. Ved du, hvad der skubbede ham ud til depressionen”, spørger Iyad retorisk. 
 
”Han havde stået øverst på Islamisk Jihads liste over kommende selvmordsbombere. Og da de havde brug for ham, befandt han sig et sted i Gaza, hvor mobilforbindelsen ikke rakte, så de sendte en anden. Da han kom tilbage, og hørte at en anden havde sprængt sig selv i luften, gik han i depression”, han kigger på mig med en udtryk, der siger, hvordan skal jeg kunne forklare det?
 
 
* * *
     
Forgående afsnit -- Næste afsnit 
 

 
 
”Ufortalt…” som e-bog
Hvis du vil se en oversigt over alle de afsnit af ”Untold Stories: Billeder og beretninger om Mellemøsten”, som indtil videre er blevet offentliggjort her på hjemmesiden, så kan du finde den ved at klikke her. Listen bliver løbende opdateret.
 
 
 


 
Tilføj kommentar