Ufortalte beretninger 28:

Kampen for Gud - imod demokratiet

Unge national-religiøse bosættere blokerer en af vejen ud af Gaza-striben, for at forhindre Israel i at rømme området.
Unge national-religiøse bosættere blokerer en af vejen ud af Gaza-striben, for at forhindre Israel i at rømme området.
De jødiske bosættere varetager Guds vilje på jorden, mener de selv i hvert fald. Og de beskytter det jødiske folks interesser. Ikke bare de jøder, der lever lige nu og her, men alle jøder i fortid, nutid og fremtid.
 
Da premierminister Ariel Sharon i 2005 besluttede at det var bedre for Israel at trække sig helt ud af Gaza-striben, nedlægge bosættelserne og bare overlade området til palæstinenserne, strittede bosætterne imod. Evakueringen var imod Guds vilje, mente de.
 
Jeg spurgte en kvindelig bosætter fra Gaza-striben om hun ikke var nødt til at bøje sig for en demokratisk valgt israelsk regerings beslutning, og flytte tilbage til det egentlige Israel, selvom det måske smertede hende?
 
”Det her land er givet af Gud til det jødiske folk”, svarede hun med klippefast overbevisning. 
 
”Ikke blot til den del af det jødiske folk, der lever nu, men til alle jøder: De generationer der har levet, dem der lever nu og til alle de generationer, der kommer efter os. Derfor er det ikke vores land at give bort til andre, blot fordi vi kan se en kortsigtet politisk fordel i det lige nu og her”, var hendes begrundelse.
 
Bosætterne tror på Bibelen, de tror på Gud, men de tror ikke på demokratiet. Når det handler om Guds vilje, som de mener at de, og kun de har forstået korrekt, så kan intet demokratisk flertal ændre på det. 
 
Kun hvis alle jøder kan enes – dem der bor i verden lige nu, også udenfor Israel, alle de jøder der har levet igennem århundrederne, samt alle dem der bliver født frem til Dommedag – så vil bosætterne bøje sig.
 
Det bliver mere end svært. For alle jøder ved, at er der to jøder forsamlet, så er der tre meninger. Og her taler vi blot om to nulevende jøder.
 
Bosætterne stolede på den anden side ikke så meget på at Gud, som ellers ene og alene skabte jorden, himlen og hele universet på bare seks dage, på egen hånd ville magte at stoppe rømningen af Gaza-striben. Derfor demonstrerede de og forsøgte at blokere vejene ud af Gaza-striben for at sabotere den israelske regerings beslutning om at forlade området.
 
* * *
     
Forgående afsnit -- Næste afsnit
 

 
 
”Ufortalt…” som e-bog
Hvis du vil se en oversigt over alle de afsnit af ”Untold Stories: Billeder og beretninger om Mellemøsten”, som indtil videre er blevet offentliggjort her på hjemmesiden, så kan du finde den ved at klikke her. Listen bliver løbende opdateret.
 
 


 
Tilføj kommentar