Pinse i Jerusalem:

Da lyset dalede herned

 
 

JERUSALEM (24.05.2015): Jeg missede Pinsen. Desværre. De kristnes Pinse. Eller mere korrekt nogle af de kristnes Pinse. Jøderne fejrer også deres pinse - Shavuot - Ugefesten, kaldes den på dansk. Den handler om lovgivningen på Sinai Bjerg. De kristnes Pinse er til minde om Helligånden, der på denne dag for 2000 år siden kom til disciplene. Eller det er i hvert fald dagen, som de vestlige kirker satser på – den romersk katolske, de forskellige protestantiske kirker med flere. De østlige, ortodokse kirker – det er de græsk ortodokse, de russisk ortodokse, kopterne, etiopierne og andre fejrer - de fejrer først pinsen på næste søndag.
 
Desværre nåede jeg ikke at komme ind til byen, for at fotografere gudstjenesterne i morges. Jeg skulle medvirke i Presselogen på TV2/NEWS, og var derfor nødt til at blive hjemme. Dernæst var jeg, da jeg bagefter forsøgte at nå frem, nødt til at vende om og køre tilbage igen, fordi jeg også skulle hjælpe med til en nyhedsudsendelse på NEWS. Så jeg ankom for sent til Gravkirken i Den gamle Bydel. 
 
Desværre.
 
 

Det meste var overstået.

Men så er det jo dejligt, at de kristne ikke helt kan enes om, hvilken søndag Helligånden faktisk dalede herned på, for så har jeg jo endnu en chance til at fotografere nogle af gudstjenesterne i næste uge.
 
Jeg ankom altså for sent, så derfor måtte jeg koncentrere mig om at fotografere nogle af pilgrimmene, som naturligvis en dag som i dag trænges i kristendommens helligste kirke – kirken der huser Jesu’ Grav.
 
Jeg havde ganske vist taget en flash med mig til at hjælpe lyset lidt på vej, men da jeg kom ind i kirken, valgte jeg, ikke at bruge den. 
 
 

I stedet gik jeg rundt og forsøgte at bruge det lys, der alligevel falder ind i det gamle kirkerum her og der. At bruge Guds eget lys så at sige, hvilket vel er meget passende på dagen, hvor Helligånden skulle være kommet.
 
På vejen ud af kirken, gik jeg lige omkring taget, hvor de etiopiske munke bor i et lille kloster. Jeg fik lov til at fotografere to af dem, mod at jeg kom tilbage med nogle papirkopier til dem i løbet af ugen. Det må jeg jo så sørge for at gøre. Til den tid får jeg så forhåbentlig lov til at fotografere dem igen.
 
Her lige nogle enkelte af dagens ”høst” inde fra Gravkirken.
 
* * *
 
 


Det her var en lille kort, hurtig dagsrapport hernede fra på en Pinsesøndag. Jeg vender tilbage til offentliggørelsen af min fotobog "Untold Stories" en af de allernærmeste dage.



 
Tilføj kommentar
 
 
1 Kommentarer: