Ufortalte beretninger 24:

Én lang, tragisk, ond spiral

 
 

Endnu en begravelse. Det seneste angreb kostede 19 palæstinensere livet. I morgen vil tallet allerede være reduceret til en lille bid af den blodige statistik, der er en fast del af denne altædende konflikts faste bagtæppe.
 
Alle de dræbte var uskyldige. Granaterne ramte de forkerte mål. Det indrømmer den israelske hær senere. Men Beit Hanoun her i det nordlige hjørne af Gaza-striben ligger så tæt på den israelske by Sderot på den anden side af grænsehegnet, at man kan se fra de sidste palæstinensiske huse her til de første israelske derovre. Derfor bruger de militante grupper ofte Beit Hanoun til at affyre deres raketter fra, og af samme grund er byen også ofte mål for Israels militære svar. 
 
Sådan er krig. Byer bliver frontlinjer, civile uskyldige ofre. I et forsøg på at beskytte sig selv, har Israel skabt endnu mere vrede og had blandt palæstinenserne, og efter ofrene er begravet, sværger unge palæstinensere, at der skal tages hævn. På den måde er konflikten blevet sit eget brændstof. Den ene dags aktioner giver undskyldningen for næste dags angreb. Den blodige spiral fortsætter.


* Den tragiske begivenhed beskrevet i dette afsnit fandt sted i midten af november 2006.



 
 

 
En lille martyr
 
”What can I say? They killed my son!” – ”Hvad kan jeg overhovedet sige? De dræbte min søn!”
 
Opgivende og med trætte øjne fyldte af en bundløs sorg peger han på plakaten på husmuren med billederne af de dræbte. 
 
”Det er min søn Sa’ad”, siger Majid Athamna og peger på et lille drengeansigt lige midt på plakaten. 
 
Billedet viser en lille, sød, nørdet dreng med interesserede øjne bag tykke brilleglas. Det er som om han er fascineret af den fotograf, der er i færd med at tage billedet af ham. Nu er han død, den lille Sa’ad.
 
Og som om Majid’s tragedie ikke allerede er stor nok, så bliver han ved med at pege hele vejen rundt på plakaten:
 
 

”Og det er min bror Muhammed, det er min bror Mahmoud, det er min bror… det er min onkel… min nevø… min…” Størstedelen af Majid Athamna’s familie er blevet udslettet. Dræbt under et israelsk artilleribombardement, som israelerne selv umiddelbart efter indrømmer, var en tragisk fejltagelse.
 
Alle 19 dræbte her i Beit Hanoun i det nordlige hjørne af Gaza-striben var uskyldige civile. Sådan er krig! De uskyldige lider. De forkerte bliver dræbt. Og sådan skaber konflikten den vrede, der er næste dags brændstof.
 
 

Med sin stille dæmpede stemme fortsætter Majid sin rædselsberetning.
 
”En anden af mine sønner, Rami, forsøgte at flygte fra granaterne. Han krøb ind igennem et hul, som en israelsk tank havde skudt i muren ind til naboen, som er min onkel. Men så blev det hus også ramt, og min onkel og min nevø blev dræbt, og Rami flygtede igen ud på gaden.”
 
Jeg stod bare tavs og lyttede til en af de mest forfærdelige beretninger, jeg nogensinde har hørt, ude af stand til at stille spørgsmål.
 
”Min kone var løbet af sted med vores mindste barn, som hun havde fået anbragt sikkert. Så kom hun tilbage for at hente Rami. Men Rami var allerede blevet ramt. Begge hans ben var sprængt væk. Hun når ikke hen til ha, så eksploderer endnu en bombe, og hun mister også begge ben…”
 
 

Jeg kunne ikke klare at høre mere, men hvordan kan jeg sige det? Jeg skal blot lytte. Det er det eneste, der kræves af mig. Majid Athamna har levet det, lidt under det, og skal leve med denne ubærlige tragedie resten af sit liv. Jeg kan ikke bede ham om at stoppe, bare fordi jeg ikke kan bære at høre mere, så jeg fortsætter med at holde mikrofonen og nikke, men jeg lytter ikke mere. Jeg har slået mit system fra, fordi det har nået bristepunktet. Jeg vil heller ikke fortsætte historien her, for jeg kunne blot sætte mig ned og skrive af efter videobåndet, men beretningen er forfærdelig nok allerede, og sådan bliver den ved.
 
Pludselig opdager jeg midt under interviewet, at der ligger en blodig barnesko i det mudrede pløre foran mine fødder.
 
Jeg tør næsten ikke kigge på den, af frygt for at Majid også får øje på den. 
 
Der er tusind ting, jeg ikke får spurgt om. Hvor gammel Sa’ad blev? Og Rami… Hvor gammel Majid selv er. Hvor mange børn hans ellers har… jeg ved det ikke. Jeg fik ikke spurgt, som det ellers er mit job. Det er basal journalistik. De mest grundlæggende spørgsmål, men jeg fik ikke spurgt. Min hjerne var gået på standby. Og det er også ligegyldigt. Tragediens omfang har intet med børnenes præcise alder at gøre eller resten af familiens sammensætning.
 

 

 
 

…men livet går videre
 
19 mennesker er lige blev dræbt. Endnu flere er blevet såret og lemlæstet. Alt sammen ved et angreb, der var en fejltagelse. Et af ofrene var den lille, nørdede Sa’ad med de interesserede øjne og tykke briller. Tragedien er næsten for meget til at bære. Men det er hverdagen hernede, og livet går videre. På trods af alt! Er det godt eller skidt?
 
* * *
     
Tidligere afsnit -- Næste afsnit 

English Version
 


 
 
”Ufortalt…” som e-bog
Hvis du vil se en oversigt over alle de afsnit af ”Untold Stories: Billeder og beretninger om Mellemøsten”, som indtil videre er blevet offentliggjort her på hjemmesiden, så kan du finde den ved at klikke her. Listen bliver løbende opdateret.
 
 
 
 


 
Tilføj kommentar