Ufortalte beretninger 21:
Med venner som dem...
Der er noget næsten gøgeungeagtigt over Israel-Palæstinakonflikten. Som gøgeungen, der skubber den lillebitte rørsangers egne æg og unger ud over redekanten, så den til sidst har reden for sig selv, og ene og alene bliver madet af to forpustede småfugle. Sådan er det også lidt med israelerne og palæstinenserne. De har i hvert fald indtil Det arabiske Forår formået at få verden til at tro, at de er det eneste i Mellemøsten, der har krav på omverdenens opmærksomhed.
Israel-Palæstinakonflikten er så indgroet en del af virkeligheden, at den næsten er blevet synonym med Mellemøstkonflikten som helhed. I virkeligheden er den ”kun” en del af en større arabisk-israelsk konflikt, og, som blandt andet Det arabiske Forår og dets sørgelige fortsættelse viser os, er der masse af andre konflikter og kriser i Mellemøsten, som intet som helst har med Israel og palæstinenserne at gøre.
Begge folk synes at forvente, at andre skal gøre arbejdet for dem og levere freden, sikkerheden, staten, friheden og alt andet de ønsker sig. Begge folk bruger fortidens synder begået imod dem som undskyldning for deres egne nutidige forbrydelser og undladelsessynder.
Israel bruger fortsat den vestlige verdens skyldkompleks for Europas masseudryddelse af det jødiske folk under Den anden Verdenskrig og deres bibelske krav på Israels jord.
Palæstinenserne udnytter lige så energisk, at de er endt med at betale en del af regningen for europæernes forbrydelser imod jøderne, og at mange palæstinensere stadigvæk lever i flygtningelejre flere generationer efter den første arabisk-israelske krig, fordi de ikke vil genbosættes andre steder.
Begge folk synes mere komfortable i deres offerroller, end de er med at tage de nødvendige, dristige og modige skridt, der er nødvendige, for at afslutte konflikten.
Israelerne fokuserer så meget på sikkerhed, at de overser, at sikkerhed ikke giver fred, mens fred faktisk giver sikkerhed. I israelernes meget snæversynede stræben efter sikkerhed nu og her, opnår de den aldrig, fordi deres skridt altid ender med at skabe flere fjender, end de rydder af vejen.
Palæstinenserne er mere optaget af at ødelægge israelernes stat, end de er af at opbygge deres egen. Dette destruktive fokus truer med at tage livet af den positive konstruktivitet, der naturligvis også er iblandt dem. Det i en grad, at de palæstinensere, der faktisk bygger op, ikke nyder den samme anseelse, som dem der laver terror.
Begge folk accepterer, at ekstremisterne sætter dagsordenen. Dem med de firkantede, nemme sort-hvide løsninger bliver hørt, fordi deres budskab er nemt at forstå, spiller på nogle lave instinkter og giver fjenden al skyld. De der forsøger at forklare nogle mere komplicerede sammenhænge, at ingen er uden skyld i miseren, og at alle kommer til at betale en smertefuld pris, hvis det skal blive bedre på langt sigt, hænges ud som farlige naivister, der vil bringe død og ødelæggelse, hvis de får magt som de har agt.
Som om død og ødelæggelse ikke allerede er en ulykkelig del af alles hverdag i Israel-Palæstinaområdet.
Derfor vil Israel- og Palæstina-venner i resten af verden gøre klogt i at ændre taktik, hvis de virkelig ønsker at hjælpe deres idoler i Mellemøsten til en fredeligere, frodigere og fremgangsrig fremtid. Det virker nemlig imod hensigten at støtte israelere og palæstinensere i hver deres tvangstanker om modparten. De skal snarere begge parter presses og genopdrages til at forstå, at det der betyder noget, og det enhver kan tage del i, er en indædt, oplysningskampagne om, hvad de hver især selv skal yde, for at freden kan få fast grund under fødderne.
Dem der gerne vil hjælpe israelere og palæstinensere gør det bedst, ved at beskytte begge folk imod sig selv. Hver især er de nemlig deres egne værste fjender.
Jeg ved ikke, om andre udenrigskorrespondenter rundt om i verden hele tiden bliver afkrævet svar om deres grundholdninger. Jeg tror det ikke, men jeg bliver altid spurgt, om jeg er pro-israelsk eller pro-palæstinensisk.
Allerede i selve spørgsmålet ligger der en af denne konflikts ulykkelige præmisser: Er man pro-det-ene, må man automatisk være anti-det-andet. Folk der tror, at de for at være for eksempel pro-palæstinensisk, så nødvendigvis også må være anti-israelsk, er selv mere en del af problemet, end de er en del af løsningen.
Spørgsmålet i dag er snarere, om man er pro-fred eller anti-fred – og fred i denne sammenhæng er en fred, der bygger på et territorielt kompromis, som betyder oprettelsen af en palæstinensisk stat, der giver mening, med en række begrænsninger, så Israel får den fred og sikkerhed, det har krav på. Støtter man det, er man efter min mening på én og samme tid være både pro-israelsk og pro-palæstinensisk.
Desværre lever vi i en virkelighed, der er anderledes.
Siden fredsprocessen styrtede i grus under ledelse af PLO-formand Yassir Arafat og den daværende israelske premierminister Ehud Barak, har de kredse i Mellemøsten, der kæmper for fred og sameksistens baseret på ”land-for-fred”-formularen mistet al troværdighed.
At fredsforhandlingerne ikke bare brød sammen, mens man var så tæt på en løsning, men oveni købet blev afløst af endnu en blodig palæstinensisk Intifada – opstand – fik alt for mange til at resignere.
Den følelse har bredt sig, at fred måske slet ikke er mulig, og at en kontrolleret, konstant konflikt derfor kan være et nødvendigt onde, man er pisket til at leve med.
På den ene side ses afdøde PLO-leder Yassir Arafats kontrafej billedet på ærketerroristen, mens den anden side ser ham som en modig, romantisk frihedshelt.
Den ene side ser de israelske soldater som det ultimative udtryk for en stat, der undertrykker andre og selv i stigende grad bliver mere og mere racistisk, mens modparten ser de selvsamme soldater som de selvopofrende helte, der betaler den sørgelige, men nødvendige pris for, at befolkningen kan få en smule sikkerhed i deres hverdag, når rigtig fred ikke længere synes som en realistisk mulighed.
I selve den resigneren ligger en del af problemet. Man har vænnet sig så meget til problemet, at man føler sig mere hjemme med det, end man gør med indsatsen for at opnå en løsning på det.
* * *
< Tidligere afsnit -- Næste afsnit >
”Ufortalt…” som e-bog
Hvis du vil se en oversigt over alle de afsnit af ”Untold Stories: Billeder og beretninger om Mellemøsten”, som indtil videre er blevet offentliggjort her på hjemmesiden, så kan du finde den ved at klikke her. Listen bliver løbende opdateret.
Israel-Palæstinakonflikten er så indgroet en del af virkeligheden, at den næsten er blevet synonym med Mellemøstkonflikten som helhed. I virkeligheden er den ”kun” en del af en større arabisk-israelsk konflikt, og, som blandt andet Det arabiske Forår og dets sørgelige fortsættelse viser os, er der masse af andre konflikter og kriser i Mellemøsten, som intet som helst har med Israel og palæstinenserne at gøre.
Begge folk synes at forvente, at andre skal gøre arbejdet for dem og levere freden, sikkerheden, staten, friheden og alt andet de ønsker sig. Begge folk bruger fortidens synder begået imod dem som undskyldning for deres egne nutidige forbrydelser og undladelsessynder.
Israel bruger fortsat den vestlige verdens skyldkompleks for Europas masseudryddelse af det jødiske folk under Den anden Verdenskrig og deres bibelske krav på Israels jord.
Palæstinenserne udnytter lige så energisk, at de er endt med at betale en del af regningen for europæernes forbrydelser imod jøderne, og at mange palæstinensere stadigvæk lever i flygtningelejre flere generationer efter den første arabisk-israelske krig, fordi de ikke vil genbosættes andre steder.
Begge folk synes mere komfortable i deres offerroller, end de er med at tage de nødvendige, dristige og modige skridt, der er nødvendige, for at afslutte konflikten.
Israelerne fokuserer så meget på sikkerhed, at de overser, at sikkerhed ikke giver fred, mens fred faktisk giver sikkerhed. I israelernes meget snæversynede stræben efter sikkerhed nu og her, opnår de den aldrig, fordi deres skridt altid ender med at skabe flere fjender, end de rydder af vejen.
Palæstinenserne er mere optaget af at ødelægge israelernes stat, end de er af at opbygge deres egen. Dette destruktive fokus truer med at tage livet af den positive konstruktivitet, der naturligvis også er iblandt dem. Det i en grad, at de palæstinensere, der faktisk bygger op, ikke nyder den samme anseelse, som dem der laver terror.
Begge folk accepterer, at ekstremisterne sætter dagsordenen. Dem med de firkantede, nemme sort-hvide løsninger bliver hørt, fordi deres budskab er nemt at forstå, spiller på nogle lave instinkter og giver fjenden al skyld. De der forsøger at forklare nogle mere komplicerede sammenhænge, at ingen er uden skyld i miseren, og at alle kommer til at betale en smertefuld pris, hvis det skal blive bedre på langt sigt, hænges ud som farlige naivister, der vil bringe død og ødelæggelse, hvis de får magt som de har agt.
Som om død og ødelæggelse ikke allerede er en ulykkelig del af alles hverdag i Israel-Palæstinaområdet.
Derfor vil Israel- og Palæstina-venner i resten af verden gøre klogt i at ændre taktik, hvis de virkelig ønsker at hjælpe deres idoler i Mellemøsten til en fredeligere, frodigere og fremgangsrig fremtid. Det virker nemlig imod hensigten at støtte israelere og palæstinensere i hver deres tvangstanker om modparten. De skal snarere begge parter presses og genopdrages til at forstå, at det der betyder noget, og det enhver kan tage del i, er en indædt, oplysningskampagne om, hvad de hver især selv skal yde, for at freden kan få fast grund under fødderne.
Dem der gerne vil hjælpe israelere og palæstinensere gør det bedst, ved at beskytte begge folk imod sig selv. Hver især er de nemlig deres egne værste fjender.
Jeg ved ikke, om andre udenrigskorrespondenter rundt om i verden hele tiden bliver afkrævet svar om deres grundholdninger. Jeg tror det ikke, men jeg bliver altid spurgt, om jeg er pro-israelsk eller pro-palæstinensisk.
Allerede i selve spørgsmålet ligger der en af denne konflikts ulykkelige præmisser: Er man pro-det-ene, må man automatisk være anti-det-andet. Folk der tror, at de for at være for eksempel pro-palæstinensisk, så nødvendigvis også må være anti-israelsk, er selv mere en del af problemet, end de er en del af løsningen.
Spørgsmålet i dag er snarere, om man er pro-fred eller anti-fred – og fred i denne sammenhæng er en fred, der bygger på et territorielt kompromis, som betyder oprettelsen af en palæstinensisk stat, der giver mening, med en række begrænsninger, så Israel får den fred og sikkerhed, det har krav på. Støtter man det, er man efter min mening på én og samme tid være både pro-israelsk og pro-palæstinensisk.
Desværre lever vi i en virkelighed, der er anderledes.
Siden fredsprocessen styrtede i grus under ledelse af PLO-formand Yassir Arafat og den daværende israelske premierminister Ehud Barak, har de kredse i Mellemøsten, der kæmper for fred og sameksistens baseret på ”land-for-fred”-formularen mistet al troværdighed.
At fredsforhandlingerne ikke bare brød sammen, mens man var så tæt på en løsning, men oveni købet blev afløst af endnu en blodig palæstinensisk Intifada – opstand – fik alt for mange til at resignere.
Den følelse har bredt sig, at fred måske slet ikke er mulig, og at en kontrolleret, konstant konflikt derfor kan være et nødvendigt onde, man er pisket til at leve med.
På den ene side ses afdøde PLO-leder Yassir Arafats kontrafej billedet på ærketerroristen, mens den anden side ser ham som en modig, romantisk frihedshelt.
Den ene side ser de israelske soldater som det ultimative udtryk for en stat, der undertrykker andre og selv i stigende grad bliver mere og mere racistisk, mens modparten ser de selvsamme soldater som de selvopofrende helte, der betaler den sørgelige, men nødvendige pris for, at befolkningen kan få en smule sikkerhed i deres hverdag, når rigtig fred ikke længere synes som en realistisk mulighed.
I selve den resigneren ligger en del af problemet. Man har vænnet sig så meget til problemet, at man føler sig mere hjemme med det, end man gør med indsatsen for at opnå en løsning på det.
* * *
< Tidligere afsnit -- Næste afsnit >
”Ufortalt…” som e-bog
Hvis du vil se en oversigt over alle de afsnit af ”Untold Stories: Billeder og beretninger om Mellemøsten”, som indtil videre er blevet offentliggjort her på hjemmesiden, så kan du finde den ved at klikke her. Listen bliver løbende opdateret.
Tilføj kommentar
