Det israelske valg:

Det er altid et skæbnevalg

JERUSALEM (16.03.2015): Israelske parlamentsvalg har altid et skær af liv og død over sig. Livet i den jødiske stat synes altid i en eller anden udstrækning at balancere på afgrundens rand. Derfor er spørgsmålet om, hvem der leder landet altid afgørende. Ethvert parlamentsvalg beskrives næsten hver eneste gang som et skæbnevalg.
 
Landet har været i formel krigstilstand med mange af sine naboer lige siden sin oprettelse for 67 år siden. Med jævne mellemrum bryder det ud i åben krig. 
 
 
Israelske valg handler altid om sikkerhed. Mange på højrefløjen tror ikke længere på fred, så de vil have størst mulig sikkerhed. Venstrefløjen siger, at det netop er fred, der giver allermest sikkerhed.

Siden 1967 har Israel været en besættelsesmagt, og en del nationalistisk indstillede jøder har siden oprettet landsbyer – såkaldte bosættelser – ude i de besatte områder. Det fører til konfrontationer med den lokale palæstinensiske befolkning, og er medvirkende årsag til at fredsforhandlingerne med Det palæstinensiske Selvstyre er brudt uhjælpeligt sammen.
 
Samtidig føler Israel sin eksistens truet af det iranske atomprogram. Mange israelere frygter, at får Iran atomvåben, så vil den jødiske stat være mål for dem. Oveni det har det, vi i starten kaldte for ”Det arabiske Forår”, de fleste steder udviklet sig til et kaotisk mareridt, som gør Mellemøsten til et endnu mere ustabilt område, end det var i forvejen.
 
”Israel befinder sig i et brutalt nabolag”, minder premierminister Benyamin Netanyahu ofte både israelerne og omverdenen om. Derfor er Israel også nødt til at tage midler i brug, som mange andre vestlige nationer er så lykkeligt forskånede for ikke at være tvunget til at bruge.
 
Derfor handler israelsk politik altid om sikkerhed.
 
Israelerne drømmer om fred og sikkerhed.
 
Og kan de ikke få fred, vil de have størst mulig sikkerhed.
 
 
Højrefløjen tror ikke længere på en to-statsløsnig.

Højrefløjen i israelsk politik mener, at man ikke kan stole på palæstinenserne, at den palæstinensiske ledelse ikke er troværdige partnere i fredsprocessen, og mange israelere har derfor mistet troen på en to-statsløsning. 
 
Skræmmebilledet er Gaza-striben. Israel trak sig i 2005 helt ud af området, rømmede alle jødiske bosættelser i Gaza-striben og overdragede den til Det palæstinensiske Selvstyre. Det førte til at Hamas tog kontrollen med området, og bruger det til at affyre raketter imod det sydlige Israel. Mareridtsscenariet for mange israelere er, hvis noget lignende skulle ske på Vestbredden, som grænser op til Tel Aviv og Israels tætbefolkede kystslette.
 
Venstrefløjen siger, at man aldrig får fred med palæstinenserne, hvis de ikke får deres egen stat. At fred giver Israel meget mere sikkerhed, end flere territorier og mere militær gør. At den fortsatte besættelse og undertrykkelse af et andet folk, undergraver og fordærver Israels moral og etik, og dermed æder det israelske samfunds anstændighed op indefra.
 
Opretholdelsen af de mange bosættelser og de konstante udvidelser af dem æder også en god bid af det israelske statsbudget. Ingen ved hvor meget, for mange af pengene kanaliseres hemmeligt ind i bosættelsesprojektet. Israel har også – ikke overraskende – et af de højeste udgifter i den vestlige verden til landets militær og sikkerhedsapparat.
 
De enorme ressourcer kunne, siger kritikerne, kunne, hvis der var fred, være blevet brugt til noget bedre for de israelske samfundsborgere.
 
Af de rige, industrialiserede, vestlige nationer indenfor OSCD hører Israel til de lande, der har flest borgere under fattigdomsgrænsen. De sociale forskelle i befolkningen er store. Huspriserne i de større byer – og hernede er lejerboliger ikke det normale - er astronomiske for de fleste almindelige israelere. Især for nygifte, unge par. Lønniveauet for ufaglærte er lavt.
 
Selvom Israel fortsat har held til at uddanne nobelpristagere, forskere i verdensklasse og anses for at være en sprudlende iværksætternation, så synes det mere at være på trods af forholdene – end på grund af dem.
 
 
Herzog/Livni-blokken håber både på forhandlinger med palæstinenserne og på at kunne lave sociale forbedringer i Israel.

For uddannelses- og undervisningssektoren lider. Skoler ligner ofte udbombede lokummer. Social- og sundhedssystemet kører på pumperne. Hospitalssektoren klager.
 
Det er også et af de områder, som centrum-venstrefløjen siger, at den vil tage fat på, hvis den kommer til magten.
 
Dagen før valget står Benyamin Netanyahus regerende Likud-parti i meningsmålingerne til at få 21 mandater i det 120 mandater store parlament, Knesset. 
 
Rivalerne Isaac Herzog og Tzipi Livni i Zionist Union, som er et valgforbund mellem Arbejderpartiet og Ha-T’nuah, får derimod hele 25 mandater i meningsmålingerne. 
 
Dermed kunne det se ud som om Netanyahu taler og Herzog/Livni står til at vinde. Men sådan fungerer israelsk politik ikke. Hernede opererer man ikke med mindretalsregeringer, som forhandler og forliger sig frem. Hernede skal man have en flertalsregering. Det vil sige 60 mandater mindst.
 
Det kan Benyamin Netanyahu nemmere end Herzog/Livni opnå, viser en hurtig hovedregning.  Lægger man de mulige koalitionspartnere sammen, som Herzog/Livni i allerbedste fald kan gøre sig håb om at få, så kan de mønstre 55 mandater. Det vil sige, at de er pisket til at tage Den Forenede (arabiske) Liste med sig, og det er ikke populært i israelsk politik – for ikke at sige direkte upopulært.
 
Netanyahu kan med de øvrige højrefløjspartier, samt de samme midterpartier, som Herzog/Livni også appellerer til, skaffe sig 58 mandater uden nogen af de tre religiøse partier. Det vil sige, at han kun skal have ét enkelt af de religiøse partier ind, for at få flertal.
 
Så selvom meningsmålingerne dagen inden valget står til at give Benyamin Netanyahu og hans parti et nederlag, så kan han stadigvæk gå hen og blive Israels næste premierminister alligevel.

 
 
Fra højrefløjens valgfest i Tel Aviv i aftes.

 
* * *
 
 
Oversigt over valg-artikler
Israelsk politik og især valgkampe handler altid om personer. Ofte meget mere end om politik og indhold. Derfor har jeg op til valget lavet en række politikerportrætter. Der kommer til stadighed flere, så jeg opdaterer denne oversigt:
 
 Benyamin Netanyahu
 
Isaac Herzog
 
Tzipi Livni
 
Yair Lapid
 
Avigdor Lieberman
 
Jeg har også skrevet nogle baggrundsartikler op til valget. Der kommer forhåbentlig også flere. Så kig forbi listen igen.
 
Det israelske valgsystem
 
De arabiske vælgere og partier
 
 
 


 
Tilføj kommentar