JERUSALEM (15.03.2015): Valg er en god forretning for Muhammed Ghanaim, men ellers har han mest et skuldertræk tilovers for det. På hans trykkeri i den israelsk arabiske by Baqa al-Garbiyeh arbejder Muhammed og hans ansatte på højtryk med at fremstille valgplakater, bannere og andre kæmpe trykkeriopgaver. I øjeblikket er det plakater for Zionist Union, der ruller ud af maskinen.
Muhammed er ikke imponeret over politikerne i Israel. Hverken de jødiske politikere eller de arabiske.
”De arabiske partier har siddet i Knesset i 20 år, men hvad har de lavet? De har ikke fået gennemført noget som helst”, lyder hans sønderlemmende dom over dem.
Araberne i Israel er naturligvis internt lige så uenige som alle andre befolkningsgrupper, og derfor er det langtfra alle, der ser sig bedst repræsenteret af den nye forenede arabiske partiliste, som er dannet op til dette parlamentsvalg.
Bogtrykkeren Mohammed Ghanaim vil i hvert fald ikke stemme på listen. Hans støtte går til Den Zionistiske Union – sammenslutningen af Arbejderpartiet og det nye parti Ha-T’nuah – hvor den arabiske politiker Zuheir Ba’aloul, som Muhammed synes godt om, er på kandidatlisten.
”Zuheir Ba’aloul er en helt igennem seriøs person. Alle kender ham, og han tager for alvor fat på problemerne”, siger Muhammed Ghanaim.
Det er dårligt nyt for Ayman Odeh, som er formand og spidskandidat for den nyoprettede Forenede Liste, som de fleste kalder Den Forenede Arabiske Liste, fordi listens spidskandidater alle er arabere, og den håber at blive partiet der taler på alle israelsk arabiske borgeres vegne.
Især ovenpå seks år med Benyamin Netanyahu ved magten er mange israelske arabere så frustrerede, at Ayman Odeh håber, at hans parti kan få langt større indflydelse i Knesset, end araberne indtil nu har haft.
”Det her har været den værste israelske regering i årtier. Ikke bare fordi den stod bag drabene på 2.200 palæstinensere i Gaza, men også fordi den stor bag en racistisk politik, fordi den har cementeret besættelsen, og den har øget den økonomiske kløft mellem jøder og arabere i Israel”, siger han til den britiske avis The Guardian.
”Den her regering har undergravet demokratiet, øget hadet imod araberne, og derfor føler vi, at den vigtigste opgave er, at forhindre Netanyahu i at få magten til at danne endnu en regering”, siger han.
De israelske araberes stemmer kan få stor betydning.
Israelske valg ender ofte med næsten dødt løb mellem fløjene. I sådan en situation kan arabisk støtte til en centrum-venstre-regering blive afgørende. De arabiske partier ville aldrig, som israelsk politik lige nu er skruet sammen, støtte en højre-national regering.
Men – og det vil sikkert overraske mange – flere højre-nationale israelske partier blandt andet Likud har også arabiske medlemmer. Araberne er langtfra enige internt. Hverken om forholdet til staten, til deres deltagelse i valget eller for den sags skyld til deres forhold til deres palæstinensiske brødre på den anden side af ”den grønne linje”.
En af politikerne på den Forenede Liste – Haneen Zoabi – deler vandene blandt araberne lige så meget, som hun forener dem. Mange israelske arabere er utilfredse med hende, fordi de siger, at hun er mere interesseret i at føre palæstinensisk politik end arbejde for at forbedre hverdagen for araberne i Israel.
Selve Den Forenede Liste er lidt af en indre selvmodsigelse. Den spænder fra Det Kommunistiske Parti – Hadash, som Ayman Odeh selv kommer fra, og helt over til Den Islamiske Bevægelse, som er muslimske fundamentalister.
Listen er ikke opstået fordi de arabiske politikere er blevet mere enige med hinanden politisk end de tidligere var i deres forskellige partier. Den opstod fordi deres værste modstander i det israelske parlament, daværende udenrigsminister Avigdor Lieberman ude på den yderste nationalistiske højrefløj, sidste år i et forsøg på at slippe af med de tre små arabiske partier, fik ændret valgloven, så spærregrænsen, som indtil da havde været på 2%, blev forhøjet til 3,25% – svarende til 4 mandater.
Det ironiske er, at det førte til, at de indbyrdes meget modsætningsfyldte arabiske partier, af frygt for ikke at kunne klare spærregrænsen hver for sig, sluttede sig sammen, og nu står de til i fællesskab at få 12-13 mandater, mens den selvsamme Avigdor Lieberman i meningsmålingerne for tiden ligger nede i nærheden af 5 mandater og kan mærke sin egen forhøjede spærregrænses kolde og ubehagelige ånde i nakken.
Intet hernede er så simpelt og så sort-hvidt, som mange udefra tror.
Omkring 20 pct. af Israels befolkning er arabere – altså hver femte israeler. Omkring 1,5-1,6 millioner israelere er af arabisk afstamning. Det burde kunne omsættes til 20-24 mandater ud af Knessets 120 pladser. Men mange arabere stemmer på de almindelige israelske partier, fordi de føler deres interesser bedst repræsenteret der, eller stemmer slet ikke.
Ayman Odeh håber at utilfredsheden vil få mange arabere til at flytte deres stemme over til hans liste, og også at han kan få nogle af de tidligere sofavælgere ud til stemmeboksen. Lige nu står hans parti i meningsmålingerne til at få omkring 12 mandater. Selv tror han, at det bliver højere.
”Vi vil få 15 mandater, og vi vil repræsentere de svage og fattige. Uanset hvor de bor, uanset deres etnicitet eller hvem de er. Jeg står for en politik, som vil være god for alle denne stats borgere”, siger han optimistisk.
Khaled Abu Toameh er israelsk araber, eller snarere – han er 50:50. Hans mor er palæstinenser fra Øst-Jerusalem og hans far israelsk araber fra Baqa al-Garbiyeh. Selv er han en fremtrædende journalist for flere israelske og udenlandske medier og Mellemøstanalytiker ved en større amerikansk politisk tænketank.
”Vores dilemma som arabere, der lever i Israel, er, at vores stat – Israel er i en konflikt med vores folk – palæstinenserne, og vi er fanget i midten af det hele”, siger Khaled Abu Toameh.
”Men vi ved, hvad vi ønsker. Vi er israelske statsborgere. Vi har været loyale overfor Staten Israel lige siden nationen blev grundlagt. Beklageligvis har det israelske establishment ikke på samme måde været loyale overfor os – landets arabiske minoritet.”
Som ganske mange jødiske israelere, så støtter langt de fleste israelske arabere også to-statsløsningen. De israelske arabere ser allerhelst at palæstinenserne får deres egen uafhængige stat. Det får dem dog ikke til at ville flytte til en sådan stat.
”Vi ønsker at forblive borgere i Israel”, siger Khaled Abu Toameh. ”Af to grunde: For det første – vi var her endnu inden Israel blev oprettet, og der er ikke nogen grund til at vi bør flytte noget andet sted hen. Og for det andet – vi føler os bedre tilpas i Israel end vi gør i Ramallah, i Gaza eller alle mulige andre steder.”
”Når det er sagt, så er der behov for at det israelske samfund forbedre forholdet til sin arabiske befolkning. Vi er ikke, som nogen stempler os, en ”femte kolonne”, en ”kræftsvulst” eller en ”indre fjende”, siger Khaled Abu Toameh.
”Vi kæmper for at blive integreret. Vi ønsker at blive en del af Israel. Derfor må Israel vågne op og begynde at løse problemerne med diskrimination. Det mærkes i alle mulige sammenhænge. I særdeleshed når det kommer til beskæftigelse, infrastruktur i arabiske områder og tildeling af offentlige midler.”
De israelske arabere ønsker at være borgere i et land, som mildt sagt behandler dem som ”noget katten har slæbt ind”, og et skaber uvægerligt problemer. Mange protesterer. Men de læser også aviser, og de ved fra familie og venner, hvordan det er på den anden side af grænsen.
Samtidig med at mange israelske arabere afskyr den diskrimination, de daglig udsættes for i det israelske samfund, så har de på den anden side heller ikke været imponeret over den måde, de palæstinensiske myndigheder på Vestbredden eller Hamas i Gaza-striben har forvaltet deres magt på.
Desuden skræmmer den uro og de omvæltninger, der i øjeblikket skyller hen over store dele af den arabiske verden også.
Så selvom Israels arabiske borgere ikke føler sig som en ligeberettiget del af det israelske samfund, så er Israel stadigvæk et af de bedste steder i Mellemøsten at være araber i øjeblikket, selvom det måske lyder mærkværdigt.
Da udenrigsminister Avigdor Lieberman for nogle år siden foreslog, at Israel i forbindelse med en eventuel fredsaftale med palæstinenserne måtte ændre grænsens forløb, så nogle store blokke af israelske bosættelser tæt på ”den grønne linje” kunne blive sluttet til Israel, og at den palæstinensiske stat til gengæld på samme måde at flytte grænsedragningen kunne få nogle landområder med blokke af arabiske byer og landsbyer fra Israel, placerede det mange israelske arabere i et dilemma.
Ville de foretrække et liv som borgere i en jødisk stat, med de ulemper der er forbundet med det, eller ønskede de, at deres område i stedet skulle gøres til en del af en ny Palæstina-stat?
”Hvis jeg skal tale personligt, så ønsker jeg at forblive i Israel. Jeg anser mig selv for at være en del af det her land. Min kamp er for integration – ikke separation”, siger Khaled Abu Toameh.
”Der har været meningsmålinger blandt de israelske arabere, hvor de er blevet stillet netop det spørgsmål, og jeg tror at det var over 80 pct. – måske 85 pct. – af Israels arabiske borgere, der svarede, at de ønsker at forblive israelske. De ønsker ikke at blive en del af et arabisk land eller en eller anden fremtidig palæstinensisk stat.”
”Det er ret simpelt! Hvorfor skulle en araber, der i dag bor i Nazareth ønske at blive regeret af Hamas fra Gaza-striben?”
”Mange israelske arabere siger, at de til enhver tid vil foretrække ”det israelske helvede fremfor de palæstinensiske myndigheders eller Hamas’ paradis”, som de udtrykker det”, siger Khaled Abu Toameh.