Yair Lapid:

Enhver svigermors drøm

JERUSALEM (14.03.2015): Han er den kønne dreng i klassen. Enhver svigermors drøm. Ligner en fotomodel og er samtidig skarp, sjov, intelligent og fræk… i hvert fald som journalist, og det er det, han har slået sig op på. En berømt, tilbedt TV-kendis, som har slået sig på politik. 
 
Han har alt kørende for sig. 
 
Yair Lapid (51) er i manges øjne selve symbolet på det nye Israel. Han er zionist, men har ikke de blå-hvide farver malet i ansigtet. Han er jøde, men ikke middelalderlig religiøs med skæg og ørelokker. Han er moderne, men smider ikke fortiden ud med badevandet. Uhøjtidelig, selvironisk men samtidig kritisk og begavet.
 
Han er klart nok sin fars søn, om end han ikke helt er en kalkeret kopi af afdøde Josef ”Tommy” Lapid, som også var journalist, elsket/hadet/frygtet ildsprudlende politisk kommentator og senere politiker – også med sit eget  sekulære, middelklasse, centrumsparti – Shinui – som susede ind, rodede op i andedammen, og forsvandt ud i glemslen igen.
 
 
Yair Lapid er den moderate, moderne, middelklasses håb om at gøre Israel til et normalt land.

Som politiker har Yair Lapid haft en række ”rigtige” sager. I hvert fald set med mange moderne, unge israeleres øjne. Han har blot haft svært ved at gennemføre ret mange af dem.
 
Ved sidste valg buldrede Yair Lapid ind i parlamentet med sit nydannede parti Yesh Atid – ”Der er en fremtid” – og sikrede sig hele 19 mandater.
 
Partiet slog sig især op på at være den sekulære, moderne middelklasses parti. Leveomkostningerne skulle sænkes, middelklassens levestandard højnes, de ultra-religiøses privilegier fjernes og fredsprocessen sikres.
 
Kampen for det sekulære samfund imod det religiøse establishment – man fristes næsten til at skrive ”præsteskab”, selvom der er tale om rabbinere – udmøntede sig i en voldsom kritik af de privilegier Israels ultra-ortodokse jøder har skaffet sig igennem årene. Opgøret med denne særbehandling var en helt central del af Yesh Atid-partiets profilering af sig selv op til det sidste valg. I særdeleshed at få de ultra-ortodokse til at aftjene deres værnepligt eller samfundstjeneste som alle andre jøder i det israelske samfund. 
 
Yesh Atid har kæmpet for, og til en vis grad også opnået, at ultra-ortodokse unge også skal i hæren, om end det er noget, der kun langsomt bliver iværksat over en årrække, og som risikerer at blive fejet af bordet igen, hvis de religiøse partier igen kommer med i en regeringskoalition.
 
Lapid svor under sidste valgkamp, at han ikke ville sidde i en regering, som ”trådte vande” og ikke ønskede fremskridt i fredsprocessen. Da han trådte ind i Benyamin Netanyahus regering, var det også med et løfte om at sikre, at regeringen ville prioritere fredsforhandlingerne med palæstinenserne. Det er der ikke kommet noget ud af. Intet som helst.
 
 
Lapid er ikke imod bosættelserne. Her er han sammen med Naftali Bennett, hvis parti Ha-Beit Ha-Yehudi anses for at være bosætternes parti.

Lapid er ikke en ”due” i israelsk politik. På den måde hører han ikke til fredsfløjen eller venstrefløjen. Han går ikke imod bosættelsespolitikken, og når han ønsker forhandlinger, er det ikke af hensyn til palæstinenserne, men af hensyn til Israel selv. Men ligegyldig hvad hans motivation var, for at ønske at fortsætte fredsprocessen, så er status i dag, at der ikke findes nogen fredsproces.
 
Da Yair Lapid gik ind i politik, fik et godt valg og endog blev inviteret ind i Netanyahus regering, blev han straks kåret ”kingmaker” og der var endog dem, der spåede, at han hurtigt ville erstatte premierminister Netanyahu. 
 
Det skete ikke. Langtfra.
 
Som Netanyahu kan Lapid formulere sig og gøre det klart. Han har ordet i sin magt. Men han har ikke Netanyahus erfaring med at dirigere og styre det politiske apparat. Så mens Lapid smukt formulerede sine drømme, og fik forventningerne til at stige, så trak Netanyahu stille og roligt i trådene bag kulissen og sikrede, at hans potentielle efterfølger fik den brutale israelske politiske virkelighed at føle på sin krop.
 
Kommer man med løfter til Israels forventningsfulde middelklasse om en bedre levestandard, derefter får jobbet som finansminister og så ikke leverer varen, så har man lagt i ovnen til sit eget spektakulære styrt. 
 
Havde Netanyahu ønsket at bruge penge på forbedringer for middelklassen og ikke for eksempel til byggerier i de jødiske bosættelser, så ville han helt sikkert selv have taget æren for dem. Ikke gratis forære en sådan bedrift til Lapid. 
 
 
Her sammen med Tzipi Livni. Yair Lapid kan alliere sig i begge retninger i parlamentet. Efter valget kan det blive ham, der afgør, hvem der bliver Israels næste premierminister.

Efter sidste valg kunne Netanyahu sagtens bruge Yesh Atid’s mandater i parlamentet, men det sidste han ville gøre, var at skabe en Lapid-succes, som kunne ende med at true ham selv. Det gennemskuede den unge politiker ikke. På overfladen er posten som finansminister magtfuld. Men i israelsk politik, med Netanyahu som premierminister, når man selv kommer fra et rivaliserende parti, så er finansministerposten en ”Uriaspost”. 
 
Formelt en magtposition hvor man sidder med nøglen til pengekassen, så man forventes at kunne levere. Men hvis ”the big boss” lukker af, så kommer man i stedet til at stå tilbage politisk set udsat og sårbar.
 
Lapids nedtur var næsten lige så hurtig som hans kometagtige opstigning. Hans partis og hans egen popularitet styrtdykkede.
 
Fra at have vundet 19 mandater ved valget, drattede partiet i meningsmålingerne helt ned til 7-8 mandater.
 
Lapid leverede ikke varen. Levede ikke op til vælgernes forventninger.
 
En pæn del af de israelske midtervælgere synes meget længe at have været trætte af yderfløjene. Af fløjenes fanatisme og uforsonlighed. Deres alt-eller-intet-politik. De vil bare have normalitet, sund fornuft og et samfund som alle mulige andre sociale velfærdssamfund i Vesteuropa.  Derfor trives denne drøm om et centrumsparti, der tager beslutninger baseret på sund fornuft og ikke på bibelske beretninger, i en pæn del af den veluddannede middelklasse. Hver gang et realistisk forsøg på at danne et sådant parti dukker op, stemmes de ind med ganske mange mandater ved det første valg. Men efter et par valgperioder, hvor de gode intentioner og smukke drømme løber panden imod den brutale virkelighed i israelsk politik, svinder disse partier ind igen og forsvinder til sidst. 
 
Derfor bliver det interessant at se, om dette politiske muskelsvind allerede rammer Yair Lapid’s parti ved dette valg, eller om hans evne til at tale lige ind i middelklassens hjerter og sætte ord på deres drømme, får dem til at se igennem fingre med, at Yesh Atid’s første parlamentsperiode var mindre succesfuld.
 
Ved valget i 2013 fik Yesh Atid 19 mandater. Efter et dramatisk dyk i meningsmålingerne, hvor partet stod til at blive mere end halveret, har Yesh Atid kæmpet sig tilbage til 10-12 mandater i meningsmålingerne. 
 
 


 
Tilføj kommentar
 
 
1 Kommentarer: