Avigdor Lieberman:

Tyr i en porcelænsbutik

JERUSALEM (12.03.2015): På samme måde som mange i sin tid syntes, at ordet ”bulldozer” passede præcist på Israels tidligere premierminister Ariel Sharon, så må det være udenrigsminister Avigdor Lieberman (56), der gav inspiration til udtrykket “en gal tyr i en porcelænsbutik”. 
 
Allerede som politiker demonstrerede han, at politisk finesse og delikat ”fingerspitzgefühl” på ingen måde er hans stærke side. Det er en mangel, der er blevet endnu mere udtalt, nogle vil sige katastrofal klart, i hans tid som udenrigsminister. Topdiplomati ligger slet ikke til ham. Det gør diplomati i det hele taget ikke. Der er intet som helst diplomatisk over ham.
 
 
Ved sidste valg stillede Avigdor Lieberman's parti op sammen med Netanyahu's Likud. Ved dette valg er han alene.

I de omkring 30 år jeg efterhånden har beskæftiget mig med Mellemøsten, har jeg opbygget en ret omfattende venne- og kildekreds i eller med forbindelse til det israelske udenrigsministerium. Enten nuværende diplomater eller pensionerede. Ingen af dem jeg kender, ingen overhovedet, har rosende ord om Lieberman’s bedrifter som deres chef. Her taler jeg om diplomater, som ellers har tilbragt en lang karriere med at forklare og forsvare en politik, de ofte ikke selv støtter, til omverdenen. Men deres evner rækker ikke til at forklare og forsvare deres egen minister. 
 
Det er en ret fortællende lille sidehistorie.
 
Sørgelig men sand.
 
I denne valgkamp har Lieberman igen gjort sig bemærket for sine ligefremme, brutale og totalt finesseforladte tilgang til situationen. Nu vvil han have indført dødsstraf for palæstinensiske terrorister.
 
”…Disse dyr må vi forholde os konsekvent til. De skal have dødsstraf. Sådanne terrorister må ikke få lov til at leve”, siger Avigdor Lieberman.
 
Den eneste gang Israel i sin historie har gjort brug af dødsstraffen var da man i 1962 henrettede Adolf Eichmann, arkitekten bag nazisternes folkemord på det jødiske folk under Den anden Verdenskrig.
 
Ved et valgmøde søndag sagde Lieberman: ”Dem der er så meget imod os, at der ikke er andet at gøre, der må man tage øksen og hugge deres hoveder af.”
 
Ved samme lejlighed kaldet han Israels arabiske borgere, som udgør 20 pct. af befolkningen, for ”en femte kolonne”, hvilket fik de fremmødte til at klappe.
 
Ahmed Tibi, en af Israels arabiske politikere, sagde efter Libermans af-med-hovedet-kommentar, at hvis Liberman kunne få sin vilje, så vil Israel blive som en jødisk udgave af Islamisk Stat i sin brutalitet overfor sine fanger.
 
 
Får Lieberman sin vilje, bliver Israel en jødisk udgave af Islamisk Stat, siger Ahmed Tibi, arabisk medlem af Knesset.

Lige nu udtaler udenrigsministeren sig til de israelske medier, fordi der er valgkamp. Ellers er det oftest nemmest at få et citat fra ham, ved at følge med i de russiske medier, som er nogle af de få, han giver interviews til.
 
Jeg holdt for flere år siden op med at bede udenrigsministeriet om at skaffe mig et interview med udenrigsministeren. Lieberman taler så godt som ikke med pressen. I særdeleshed ikke med den udenlandske presse. Selv i forbindelse med to danske udenrigsministerbesøg til Israel er det lykkedes for de danske journalister at få interviews med den israelske udenrigsminister, hvilket er ret ekstraordinært. Lieberman kommer fra en del af verden, hvor politikere ikke behøver at svare på ubehagelige spørgsmål.
 
Op til sidste valg gjorde Lieberman sig bemærket ved at kræve, at Israels arabiske statsborgere skulle afgive en loyalitetserklæring, for at bevare deres statsborgerskab.
 
Min gode TV2-kollega Ulla Terkelsen dækkede dengang et valgmøde, Liberman holdt i den syd-israelske by Ashkelon, som huser en stor gruppe russiske immigranter. De er hans kernevælgere, og Avigdor Lieberman blev modtaget som en sejrende helt. 
 
Ulla fik sig manøvreret op til partilederen og spurgte ham om loyalitetserklæringen. Han ønskede ikke at svare. Ulla bed sig fast, og spurgte videre.
 
 
Palæstinensiske terrorister skal henrettes, mener Avigdor Lieberman.

”Det budskab du skal udsende er: Uden loyalitet (til Israel) – intet statsborgerskab (for araberne)”, svarede Lieberman med et Mona Lisa-smil og vender sig over mod sin russiske fanskare. Dem er der flere stemmer i, end der er i en dansk TV-stations seere.
 
En lidt bedaget historie, måske. Men ganske beskrivende for manden og hans parti.
 
Avigdor Liebermans parti Israel Beiteinu står lige nu i meningsmålingerne til at blive mere end halveret. Mange af de russiske immigranter, som var Libermans kernevælgere, er blevet så velintegrerede i det israelske samfund, at de nu begynder at stemme på andre partier.
 
Fem til seks mandater spås partiet til at få nu. En dramatisk nedgang fra de 13 mandater partiet fik ved sidste valg. Men det er mere dramatisk end som så.

Ude på sin yderste højrefløj, har Avigdor Liberman konsistent kæmpet imod de israelske araberes indflydelse i israelsk politik. Sidste år i et forsøg på at slippe af med de tre små arabiske partier, fik han ændret valgloven, så spærregrænsen, som indtil da havde været på 2%, blev forhøjet til 3,25%  – svarende til 4 mandater i Knesset.
 
Ironisk - næsten tragi-komisk - er det så, at det skridt førte til, at de indbyrdes meget modsætningsfyldte arabiske partier, af frygt for ikke at kunne klare spærregrænsen hver for sig, sluttede sig sammen. Nu står de til i fællesskab at få 12-13 mandater, mens Avigdor Lieberman nu selv i meningsmålingerne for tiden ligger så langt nede på bare 5 mandater og kan mærke sin egen forhøjede spærregrænses kolde og ubehagelige ånde i nakken.

 


 
Tilføj kommentar