Forholdet til præsident Obama og Det Hvide Hus er ødelagt

 
JERUSALEM (01.03.2015): Sjældent har en tale vakt så megen postyr, inden den overhovedet er blevet holdt, og uden at nogen kender dens ordlyd. Vi kan sjusse os til indholdet, men det er mere at talen overhovedet holdes, og måden den bliver holdt på, der har skabt ballade.

Mandag skal den israelske premierminister tale for AIPAC, en koordinerende paraplyorganisation for de pro-israelske lobbies i Washington, og tirsdag kommer så efter planen Netanyahu’s kontroversielle tale til Kongressen, hvortil han på israelsk foranledning er blevet inviteret af republikanerne.
 
Premierminister Netanyahu er altså ikke den amerikanske stats officielle gæst. Han er heller ikke inviteret af den samlede amerikanske Kongres. Han er gæst af det ene af de to partier, og som sådan, er der mange af hans amerikanske kritikere, der siger, trækker han USA’s forhold til Israel ned på niveau med mange andre partipolitiske stridspunkter. Indtil nu har det særlige forhold mellem de to lande – Israel og USA – været netop det: Et forhold mellem lande. To nationer der står sammen. 
 
Det skorter ikke på kritik. Både fra amerikanske og israelske politikere, politiske analytikere, iagttagere og kommentatorer.
 
”En israelsk fornærmelse”, kalder William Saletan det i det amerikanske internetmagasin Slate og fortsætter: ”Benyamin Netanyahu risikerer det amerikansk-israelske forhold ved at føre partipolitik. Det er både oprørende og farligt.”
 
”Noget lignende er aldrig sket før. Oppositionen (republikanerne) indkalder en særlig Kongressamling, så en fremmed regeringschef i vores nations lovgivende forsamling, kan kritisere vores præsidents udenrigspolitik.”
 
Det Hvide Hus og præsident Barack Obama er overrasket for at udtrykke det mildt. Bag lukkede døre er der næppe nogen tvivl om, at præsidenten er rasende.
 
”Normal protokol har altid været, at den ene nations leder kontakter det andet lands leder, når han planlægger at rejse til det land”, siger præsident Obama’s pressechef Josh Earnest. ”Så denne specifikke sag synes klart nok at være en fravigelse fra denne protokol og sædvane.”

Så isnende koldt, korrekt og afmålt kan det siges, når man vil signalere videre, at en udenlandsk politiker har ”jokket i spinaten” og ikke skal forvente at blive inviteret til Det Hvide Hus, som det normalt også ville være protokollen, når en fremmed stats- og regeringschef besøger Washington.
 
Det skræmmer ikke Benyamin Netanyahu. 
 
Den israelske regeringschef hverken undskylder eller forsøger at reparere det ødelagte forhold til lederen af Israels store strategiske allierede. Tilsyneladende har Netanyahu allerede afskrevet Obama, som en amerikansk præsident hvis ”sidste salgsdato er overskredet”. Men ikke bare det. Han satser også på, at USA's næste præsident ikke bare bliver en republikaner, men også en republikaner, der, når denne rykker ind i Det Hvide Hus, fortsat vil se sig selv som en republikansk præsident og ikke først og fremmest som hele USA's præsident. For enhver anden amerikansk præsident – uanset partifarve – vil blive fornærmet, hvis udenlandske politikere og regeringschefer blander sig i amerikansk indenrigspolitik.
 
Derfor kritiseres premierminister Netanyahu også hjemme i Israel for at sætte forholdet til USA, som der er næsten universel enighed i Israel om, er af afgørende vigtighed for nationen, overstyr for sine egne kortsigte, personlige politiske motiver.
 
Israel er midt i en valgkamp, og oppositionen beskylder naturligvis premierministeren for at spille hassard med landets relationer til Washington.
 
Lederen af Zionist Union, som er et valgforbund mellem Arbejderpartiet og Ha'Tnuah, Isaac Herzog  siger til den israelske avis Yediot Ahronot, at der i Israel er rimelig enighed om den trussel et atombevæbnet Iran udgør, men derfor - og måske netop derfor - må man ikke sætte forholdet til Israels vigtigste allierede over styr.

”Der er ikke nogen diskussion om truslen fra Iran, men talen (i Kongressen) vil ikke hjælpe noget, og den vil ikke forandre noget, kun forvolde skade… Netanyahu ødelægger vores alliance med Amerika for at vinde nogle få stemmer ved valget”, siger Isaac Herzog.
 
”Talen vil ikke hjælpe eller ændre noget (på Iran-truslen), men kan kun forvolde skade. Verden vil ikke lytte til ham, og det vil forhandlerne heller ikke. Det er en fejl, Netanyahu begår ved at holde den tale. Det jødiske samfund i USA har bedt ham om at udskyde den til efter valget.” 
 
De jødiske organisationer i USA er splittet i spørgsmålet om den israelske premierministers optræden, og det kan også vise sig at have langtrækkende konsekvenser. Disse organisationer er ikke bare rygraden i det organiserede jødiske liv i USA, men de udgør også en betydelig del af de donorer, der hvert år giver kæmpemæssige pengebeløb til både Israel og til de politiske PAC’s – lobbies – der forsøger at fremme israelske interesser overfor den amerikanske administration og regering.
 
Selvom visse dele af AIPAC har forsøgt at mægle i striden, så har andre lagt sig i selen for at udnytte det momentum, striden har skabt. Nogle demokratiske medlemmer af Kongressen, som har overvejet at boykotte Netanyahus tale, beretter, at de bliver presset af AIPAC til at møde op i salen i forbindelse med den ekstraordinære samling. 
 
Samtidig forsøger højreorienterede amerikansk-jødiske personligheder som Bill Kristol at få AIPAC-medlemmer til at forlade deres mødesal, når Det Hvide Hus’ repræsentanter taler til organisationens møde mandag aften.
 
”Ingen, hverken jødiske ledere eller jødiske vælgere, har det godt med at være blevet placeret i den her situation”, siger Matin Indyk, der er tidligere amerikansk ambassadør i Israel, var helt centralt placeret i fredsprocessen, og nu er vice-præsident for den indflydelsesrige Washington-tænketank Brookings Institution. ”De afgørende jødiske organisationer ønsker ikke at Israel skal blive et partipolitisk stridspunkt i USA”, siger han til avisen The Washington Post.
 
Men det er præcist det, der nu synes at ske.
 
”Det er ikke entydigt, hvad det vil sige at være Israels ven i USA”, siger Jeremy Ben-Ami, der er leder og grundlægger af det politisk set mere liberale J Street, en amerikansk jødisk lobby-organisation der forsøger at udfordrer den højredrejede AIPAC.

”(Netanyahus) tale har bragt denne indre splittelse (blandt amerikanske jøder) ud i al offentlighed. Der er ikke nogen enighed. Måske kan det her nu føre til en åben debat om disse spørgsmål.”
 
Premierminister Benyamin Netanyahus forklaring på, hvorfor han anser det for at være nødvendigt at risikere det gode forhold til USA og den amerikanske præsident, er, at Israel står overfor en endnu større trussel fra et atombevæbnet Iran, og den trussel, mener han, er den nuværende amerikanske regering både døv og blind overfor.
 
Mens den israelske premierminister længe har argumenteret for, at USA skal være rede til om fornødent at bruge militær magt til at stoppe det iranske atomprogram (og deri støttes han diskret af flere arabiske Golfstater med Saudiarabien i spidsen), så er USA sammen med en række andre stormagter til Netanyahus store chok ved at indgå en diplomatisk aftale med Iran. Netanyahu og med ham mange i Israel frygter, at den vestlige verden ikke tager den iranske atom-trussel alvorligt nok, og derfor bliver fremtiden alt for farlig for Israel.
 
Det Hvide Hus fastholder dog, at en diplomatisk løsning er værd at satse på.
 
Det Hvide Hus’ talsmand Josh Earnest sagde op til weekenden, at præsident Barack Obama ”fokuserer på en diplomatisk løsning”, fordi en sådan ”er at foretrække fremfor en militær løsning. Et militært angreb vil naturligvis sætte det iranske atomprogram i stå, men kun indtil det igen bliver genopbygget.”

Underforstået: En diplomatisk aftale vil være mere langtidsholdbar, fordi Iran selv vil være medunderskriver af den, og derfor også mere interesseret i at overholde den.
 
I USA bliver Netanyahus åbne strid med den amerikanske regering også kritiseret for, at den har offentliggjort sider af den diplomatiske aftale, man arbejder på, som igen har ført til en række meget følelsesmæssige angreb på forsøgene på en fredelig, ikke-militær løsning på Iran-krisen.

En video finansieret af Republican Jewish Coalition viser billeder af amerikanske og israelske flag, der brændes af under ophidsede anti-amerikanske demonstrationer i Teherans gader. Der råbes ”Død over Amerika”, og man ser Ayatollah Ali Khameneis turbanklædte ansigt, mens speakeren siger ”Et atombevæbnet Iran er utænkeligt”.
 
Så skifter billedet til den amerikanske udenrigsminister John Kerry, og speakeren fortsætter” ”…men det er ikke desto mindre det, præsident Obamas forhandlinger med Iran synes at føre til.”
 
Videoen slutter med en for-annoncering af premierminister Netanyahus tale: ”Den 3. marts taler Israels premierminister Benyamin Netanyahu til en særlig samling af Kongressen. Det er klart, hvad der er på spil. Alvoren er åbenbar. Vi må stoppe et nukleart Iran!”
 
Hvis Netanyahus mål er, at rejse støtte i USA, så en diplomatisk aftale med Iran kan stoppes og nye sanktioner sættes ind, så har hans taktik måske allerede givet bagslag, skriver The Washington Post.
 
Dov Zakheim, der arbejdede i forsvarsministeriet under præsidenterne Ronald Reagan og George W. Bush, skriver på Foreign Policy’s hjemmeside , at ”…ingen demokrat kan stemme for yderligere sanktioner (imod Iran), nu hvor emnet er blevet et partipolitisk stridspunkt”. 
 
Derfor, fortsætter han, har ”…Netanyahu måske allerede skadet sin egen sag så meget, at den ikke står til at redde.”
 
Den israelske politiske kommentator Barak Ravid er enig. I den israelske avis Haaretz skriver han søndag at der ikke findes nogen god og tiltrækkende løsning på krisen med Iran. Der er kun dårligt, værre og værst. Og Netanyahu har ikke kunnet forklare, hvorfor hans forslag er mindre dårligt end USA’s.
 
”Han har ikke formået at få et nært forhold til (præsident) Obama. I stedet har han stået for en konstant række af kriser med Det Hvide Hus, hvilket efterlader Israel uden nogen diplomatisk indflydelse.”

”Hans optræden i Obamas baghave har så alvorligt politiseret Israels forhold til USA, at ingen længere tager ham alvorlig, og hans argumenter vil blive set som politisk spin for hans egen valgkampagne (hjemme i Israel)”, skriver Barak Ravid i Haaretz.
 
Premierminister Netanyahu har i sine taler en tendens til at komme med belæringer og drage historiske paralleller. Barak Ravid frygter, at Netanyahu, denne gang, fordi det jødiske karneval Purim falder den 5. marts, vil bruge det til at drage analogier i sin tale. 

Purim handler om en truende massakre på jøderne i oldtidens Persien (det nuværende Iran), hvor skurken Haman (Ayatollah Khamenei), som var en slags statholder, forsøger at få kong Ahasverus (Obama) til at udrydde jøderne. Men heldigvis redder helten, jøden Mordechai (Netanyahu) og hans underskønne niece Esther, som på grund af sin skønhed var blevet dronning, i sidste øjeblik jøderne, og i stedet bliver Haman hængt i den galge, han ellers havde rejst til Mordechai.
 
Skulle det lykkes for premierminister Benyamin Netanyahu at få Kongressen, som har et republikansk flertal, til at fremlægge et lovforslag imod en diplomatisk aftale med Iran, så vil præsident Barack Obama nedlægge veto imod den, meddelte Det Hvide Hus i weekenden.
 
”Præsidenten har hele tiden været helt klar og utvetydig. Dette er ikke tidspunktet, hvor Kongressen bør foreslå yderligere love om Iran. Hvis et lovforslag bliver sendt videre til præsidenten, så vil han nedlægge veto imod det”, siger talskvinden for Det Hvide Hus’ Nationale Sikkerhedsråd, Bernadette Meehan.
 
Så selv hvis det bedst mulige i Benyamin Netanyahus øjne faktisk skulle ske: At hans tale i Kongressen på tirsdag skulle føre til at de amerikanske politikere laver en lov, der skal forbyde en Iran-aftale, så når lovforslaget altså ikke længere end til Det Hvide Hus, hvor det bliver vetoet af præsidenten, og så er den israelske premierminister lige vidt.
 
Eneste ændring er, at hans og den israelske regerings forhold til den amerikanske præsident og Det Hvide Hus er totalt ødelagt.

---

Links til nogle af de kilder, der citeres i artiklen:

William Saletan’s kritiske kommentar til Netanyahu’s tale i internetmagasinet Slate.
Oppositionslederen Isaac Herzog udtaler sig til den israelske avis Yediot Ahronot. Her fra avisens website Y-Net News.
Videoen fra Republican Jewish Coalition.
Dov Zakheim’s artikel i det amerikanske tidsskrift Foreign Policy.
Barak Ravid’s kommentar i den israelske avis Haaretz.
Artiklen her kan også læses ovre på TV2/Nyhedernes hjemmeside.