I Jerusalem bor man sammen, hver for sig

JERUSALEM (28.02.2015): Ved første øjekast har jeg næsten ikke forladt Danmark, selvom jeg har boet i Jerusalem i mere end to årtier. Mit hjem er nemlig fyldt med danske eller i det mindste skandinaviske møbler, danske bøger og internetradio, der sender DR P1-radio ud i højtalerne, og for at det ikke skal være løgn, så hedder kvarteret, vi bor i, Ramat Dania – Danmarkshøjen!!! Så selvom mit liv på den ene side stadig er meget dansk, om end det udfoldes langt borte fra Danmark, så er det også, selvom det lyder som en selvmodsigelse, meget jerusalem’sk. For selvom Jerusalems sære kludetæppe af kulørte, modsætnings- og kontrastfyldte borgere alle bor i den samme by, så gør de det underligt nok både sammen og hver for sig. I sit eget hus og kvarter, bor og lever mange, som de altid har gjort… også tilbage i ”det gamle land”, inden de selv eller deres forfædre immigrerede til Det hellige Land.
 
Vores kvarter’s navn er sådant set også en rigtig Jerusalem-historie. 
 
Danmarkshøjen hedder det, og det hæver sig op over Danmarksparken lige ved siden af. De fleste tror, at det lige som Danmarksskolen og Danmarkspladsen, der ligger andre steder i byen, er til ære for Danmark på grund af redningen af de danske jøder under Den anden Verdenskrig. Men det er det ikke. Det har i virkeligheden slet ikke noget med Danmark at gøre, men det er der bare ikke længere nogen, der ved eller kan huske.

Da boligområdet blev bygget i begyndelsen af 70’erne, da lå det på en bakketop hele ude i Jerusalems yderste sydvestlige udkant. Nu er byen for længst vokset forbi vores kvarter og strækker sig ud omkring Ein Kerem, som en gang var en landsby helt udenfor Jerusalem. Den gang – da kvarteret blev opført – stod der et stort skilt ved foden af højdedraget, hvorpå der stod: ”Her bygger Seebus-Dania”. Entreprenørfirmaet bag byggeprojektet var opkaldt efter de to familier, der ejede det: Seebus og Dania. Dania er samtidig det hebraiske ord for Danmark. Derfor kaldte folk fornøjeligt bakken for Dania-højen, efter den ene af de israelske familier bag firmaet. Mange år efter kvarteret var færdigbygget, og skiltet for længst taget ned, kunne ingen længere huske, hvorfor kvarteret hedder sådan, så nu tror alle, at det er til ære for Danmark, og den vildfarelse lader vi dem forblive i. 
 
Den historie er mere almindelig end man skulle tro.
 
Selvom folk i det her land i mange andre sammenhænge er voldsomt historiebevidste, så får de også ofte historien helt galt i halsen. Men da historien for alle hernede tjener til legitimering for alt muligt mellem himmel og jord – i bogstaveligste forstand, så kæmper man til døden, for sin egen særlige version af virkeligheden, også selvom den måske er forkert.

Et andet eksempel med kvarterernes navne, og også forkerte navne, er French Hill – Den franske Høj – eller Givat Ha’Sorfatit, som det hedder på hebraisk. Og det betyder netop det: Den franske Høj efter landet Frankrig. Men området har intet som helst med Frankrig at gøre, selvom forfatteren til en israelsk guidebog skriver noget om et kloster med franske munke, som en gang lå i området. Bakkedraget i Jerusalems nordøstlige udkant fik sit navn af briterne, der i begyndelsen af Den britiske Mandatperiode lige efter Første Verdenskrig opkaldte det efter den britiske general John French, som havde sit hovedkvarter på højen. Så det burde egentlig have heddet General French-højen – eller måske bare French-højen. På engelsk hedder det faktisk French Hill, efter navnet på generalen – ikke The French Hill i betydningen af ”fransk”. Men det er lige meget. I dag hedder det boligkvarter, som sidenhen er opført på bakkedraget, Givat Ha’Sorfatit – Den franske Høj, og alle tror, at det har noget med Frankrig at gøre.
 
Man kan naturligvis ikke fortænke folk i Jerusalem i at tro, at der er en dansk og en fransk høj, for der er en German Colony, en American Colony – som dog nu blot er et hotel, en Greek Colony, en Russian Compound, et Austrian Hospits, en tysk-lutheransk kirke, en skotsk kirke og så videre. Mange fremmede lande har igennem tiderne haft deres nationale brohoveder i den hellige stad. På grund af Jerusalems religiøse betydning for den kristne verden skulle alle mulige nationer vise deres tilstedeværelse. Havde man international betydning, skulle ens nationale banner også veje over et eller andet pompøst i Jerusalem. I det mindste et lille beskyttet kompleks hvor ens præster, nonner og pilgrimme kunne komme og hvile sig, når de besøgte Jesu’ grav og byens kristne hellige steder.

Lad mig som eksempel på det bare nævne Migrash Ha’Russit/Russian Compound, der ligger i den centrale del af Vest-Jerusalem tæt på Jaffa-gaden. Russian Compound blev oprindelig opført midt i 1860’erne for at hjælpe de mange russisk-ortodokse pilgrimme og varetage de zar-russiske interesser i den del af Mellemøsten. Området inkluderede da et konsulat, en russisk-ortodoks religiøs mission, et hospital, et hostel og en kirke. Under Det britiske Mandat overtog mandatregeringen området og brugte det til en del af sin administration. I 1960’erne købte den israelske stat området – med undtagelse af den russisk-ortodokse kirke, som stadigvæk fungerer – og det huser nu en del af Jerusalems rådhus, et politihovedkvarter, som snart nedlægges, et par museer og en række restauranter og natklubber.
 
Tyskerne gik et skridt videre. Her flyttede en hel gruppe kristne fundamentalister, som kaldte sig templere, selvom de ikke havde noget med korsfarertidens tempelriddere at gøre, i 1870’erne til Jerusalem, hvor de ønskede at bo indtil Jesu’ genkomst. De opførte sig et helt kvarter med en distinkt tysk atmosfære i byens sydlige udkant omkring vejen til Bethlehem og den dal, som i dag er en gade og hedder Emek Refaim – Spøgelsernes Dal. Deres huse var helt anderledes end den lokale byggestil, selvom de ikke som hjemme i Tyskland var bygget i træ, men derimod i den lokale Jerusalem-sten. De tyske huse havde skrånende teglstenstage og små velholdte, indhegnede haver omkring, og derfor kom området til at hedde Moshava Germanit/German Colony.
 
I årene umiddelbart efter German Colonys opførelse, begyndte lokale velhavende kristne arabiske familier at bygge deres prægtige hjem ved siden af det tyske kvarter. Det var både for at komme ud af den overbefolkede Gamle By, bo nærheden til de tyske kristne, og det at man kunne bo ved vejen til Bethlehem, der trak. På den måde opstod Baka-kvarteret.
 
De fleste af tyskerne blev deporteret af briterne under Den anden Verdenskrig, da de helt åbent identificerede sig med nazismen. De fleste af araberne i Baka flygtede eller blev drevet på flugt under 1948-krigen, og området blev efter krigen en del af staten Israel.

I dag er German Colony, hvor mange af de tyske templeres huse stadigvæk står, og nabokvarteret Baka et par af de smukkeste og mest attraktive områder i Jerusalem, fortrinsvist beboet af jøder fra Vesteuropa og USA. Bethlehem Road og Emek Refaim er hyggelige cafe- og forretningsgader med en helt særlig, nogen vil sige næsten helt civiliseret europæisk atmosfære, som adskiller området fra andre kvarterer i den hektiske, kontrastfyldte jerusalem’ske trykkoger.
 
Selvom Jerusalem er én by, så er den delt op i kvarterer, som på mange måder hver især har deres egen særskilte karakter og historie. Nogle af dem er endog beboet af mennesker, der har gjort kvarteret til en slags selvbestaltet ghetto, som skal beskytte dem imod alle de andre.
 
At man i Jerusalem bor sammen, men gør det hver for sig, ser man tydeligst i Mea Shearim-kvarteret lige nordvest for Den gamle Bydel. Kvarterets navn betyder De hundrede Porte, og det kunne for den uindviede give en fornemmelse af et meget åbent og gæstfrit nabolag. Det er det ikke. Tværtimod. Mea Shearim er megte lukket. Det er et kvarter udelukkende beboet af ultra-ortodokse jøder. Haredim kalder de sig selv – de gudfrygtige. Vi taler ikke om almindeligt religiøse. End ikke om ordinære ortodokse. Her er det ultra-ortodokst religiøse jøder, der forsøger at skærme sig af mod omgivelserne og alt moderne. Alt nyt, åbent og frit anses her for farligt. Folk her er så ultra, at der konstant er stridigheder og rivaliseringer mellem grupperne internt om hvem indenfor kvarteret, der er mest ultra.

Selvom Jerusalem ligger i det subtropiske Mellemøsten, hvor det om sommeren nemt kan blive over 40 grader varmt, så går indbyggerne klædt som jøder gjorde det i det kolde Central- og Østeuropa i 1700-tallet under Den lille Istid. Mændene er klædt i lange sorte frakker og går med store sorte filthatte. Nogle af dem, de såkaldte chassider, vil på jødiske helligdage endog bære rundt en stor pelshat på hovedet, som om de stadigvæk befandt sig i en forblæst landsby langt ude på de russiske stepper.
 
At spadsere en tur igennem Mea Shearim, er som en tur tilbage i tiden. Som igennem et frilandsmuseum for hvordan en jødisk ghetto i Europa må have set ud i sen-middelalderen. Men det er ikke et museum. Det er levende mennesker, der bebor kvarteret. De har blot besluttet sig for at leve i et andet århundrede end resten af byens befolkning. Og hvis der, som navnet påstår, faktisk er hundrede porte til Mea Sherim, så er de alle sikkert lukkede og låste, for at beskytte beboerne imod den moderne verdens påvirkning.
 
Jerusalems Gamle Bydel er et afsondret kvarter helt for sig selv. Grænsen imellem det nye Jerusalem og Den gamle Bydel er helt klar og nem at få øje på. Det er nemlig Sultan Suleiman den Stores smukke middelalderlige bymur fra 1530’erne, som omslutter den kvadratkilometer, der indtil sidste halvdel af 1800-tallet ikke var Jerusalem’s Gamle Bydel, men tværtimod var hele Jerusalem.

Står man oppe ved denne bymur med ryggen mod Jaffa-porten, så ser man foran sig et lille område af små huse med røde teglstenstage bygget tæt sammen og omridset af en gammeldags vindmølle i nabolagets fjerneste udkant. Dette lille kvarter kaldes Yemin Moshe efter den britisk-jødiske filantrop Sir Moses Montefiore, som opførte det i midten og sidste halvdel af 1800-tallet. Det var det allerførste boligområde, der blev opført udenfor bymuren. Der var ganske enkelt ikke længere plads til alle Jerusalems beboere indenfor den middelalderlige bymurs beskyttelse. Byen var ikke bare overbefolket, men de uhygiejniske forhold var efterhånden blevet så utålelige, at de i sig selv udgjorde en alvorligere fare for liv og helbred, end risikoen for at blive overfaldet af omstrejfende beduiner, hvis man boede udenfor bymuren.
 
Lige ved siden af Yemin Moshe, nærmest bygget sammen med det, ligger et par lange bygninger med bitte små lejligheder. Det er Mishkenot Sheananim, som er en smule ældre, bygget i 1860. Selvom boligforholdene her var meget bedre og sundere, end de uhumske forhold der eksisterede indenfor bymuren, så var byens jøder i starten utilbøjelige til at flytte herud, hvor de følte sig udsatte og ubeskyttede overfor overfald. Først da Moses Montefiore byggede møllen og Yemin Moshe-kvarteret ved siden af, blev der tale om en levedygtig egentlig bydel.
 
Når man ser på, hvor stor Jerusalem i mellemtiden er blevet, så er det ret ubegribeligt, at hele byen indtil for halvandet hundred år siden var trængt sammen i det lille område indenfor Den gamle Bydels mure, men sådan var det.

Det bringer os tilbage til Den gamle Bydel, der også – som alt andet i Jerusalem – er delt op i kvarterer: Et kristent, et armensk, et jødisk og et muslimsk. Det armenske kvarter er det mindste og det muslimske det største.
 
Man kommer ind i det muslimske kvarter i Den gamle Bydels nordøstlige hjørne igennem Damaskusporten, Herodesporten (som også kaldes Blomsterporten) eller Løveporten. Kvarteret om anslået huser omkring 22.000 indbyggere omslutter næsten hele Tempelbjerget, hvor det jødiske tempel lå på bibelens tid, indtil det blev ødelagt af romerne i år 70. Nu er det Klippemoskeen og Al Aqsa-moskeen, der ligger her. Muslimerne kalder området Haram al-Sharif – Den ophøjede Helligdom.
 
Da Grædemuren, som jøder kalder Vestmuren, var en del af den mur, som omgav Tempelbjerget, så ligger dele jødedommens helligste sted delvist inde i det muslimske kvarter. Især en lille bid af muren, som en anti-zionistisk fraktion af de ultra-ortodokse jøder hellere bruger end den egentlige Grædemur, som de mener, er blevet et nationalistisk, zionistisk symbol.
 
Indtil det arabiske oprør i 1929 boede der også en hel del jøder i det muslimske kvarter, men de flygtede. Siden byens genforening i 1967 er jøder dog begyndt at flytte ind i kvarteret igen. Nu som bosættere. Noget der med jævne mellemrum fører til spændinger og optøjer i området.

I Den gamle Bydels nordvestlige hjørne ligger det kristne kvarter, som blandt andet omfatter Gravkirken, den kristne verdens allerhelligste sted. Det kristne kvarter indeholder yderligere et par snese kristne hellige steder, men de kristne har også hellige steder inde i det muslimske kvarter. Mest prominent naturligvis de første dele af Via Dolorosa – Jesu’ Lidelsens vej med korset fra Antonia-borgen til Golgata. Man kommer direkte ind i den kristne bydel igennem Den Nye Port/New Gate eller igennem Jaffa-porten, som også giver adgang til det armenske kvarter.
 
Det armenske kvarter, det mindste af de fire, huser ikke mere end omkring 2.500 armeniere. Det ligger til højre, når man kommer ind i Den gamle Bydel af Jaffa-porten og det dækker bydelens sydvestlige kvarter frem til Zions-porten.
 
Armenien var den første nation, der overgik til kristendommen. Angiveligt allerede i begyndelsen af 300-tallet. Armenierne er ikke, som de fleste af områdets andre kristne, arabere, og igennem århundrederne har de formået at bevare deres identitet intakt, fordi de ikke ofte gifter sig udenfor deres etniske gruppe. Som et resultat af Tyrkiets folkemord på armenierne under Den første Verdenskrig, fik kvarteret øget sin befolkning med armenske flygtninge fra andre dele af Det osmanniske Imperium.
 
Det sidste er de fire kvarterer i Den gamle Bydel er det jødiske kvarter. Det ligger i bydelens sydøstlige hjørne og går fra Zions-porten ned til Grædemuren og Møg-porten. Ja, sådan hedder den faktisk.

I begyndelsen af det 20. århundrede boede der omkring 19.000 jøder i kvarteret, men de flygtede eller blev fordrevet under den første israelsk-arabiske krig i 1948, hvor Øst-Jerusalem og Den gamle Bydel blev besat at Jordan, som senere annekterede området. Efter Seksdageskrigen i 1967, hvor Israel erobrede den østlige bydel, blev det jødiske kvarter genetableret. Det var i mellemtiden blevet befolket af palæstinensiske arabere. Mange af dem flygtede under krigen, andre blev tvunget ud, da kvarteret blev eksproprieret. De arabiske beboere fik tilbudt erstatning, men de fleste af dem nægtede at modtage den, fordi de dermed ville legitimere tabet. 25 arabiske familier forblev i det jødiske kvarter, som nu har omkring 2.000 indbyggere.
 
Der er mange andre kvarterer i Jerusalem. Musrara, Mamila, Talbiyeh, Rehavia, Katamon, Abu Tor for blot at nævne nogle. Alle med deres egen særlige historie. Ofte en historie som på godt og ondt på en eller anden måde afspejler områdets dramatiske og ofte ulykkelige historie, og særlige sammensætning af beboere – kulturelt, socialt, religiøst, etnisk og så videre. Men det er for mange kvarterer til at de alle kan blive omtalt i dette kapitel. Lad mig blot slutte med et kvarter, der ikke har mange faste beboere, men ikke desto mindre er nok så betydningsfuldt.

Jerusalem er Israels hovedstad, og området omkring Israel-museet, hvor de ældst kendte bibelhåndskrifter – Dødehavsrullerne – blandt andet befinder sig, hedder Qiriyat Ha’Memshala – Regeringskvarteret. Her ligger parlamentet, Knesset, alle ministerierne (undtagen forsvarsministeriet, som ligger sammen med generalstabens hovedkvarter i Tel Aviv), højesteret, nationalbanken og så videre. 

Men som alt andet i Israel-Palæstinakonflikten er Jerusalems status naturligvis også omstridt. Som det altid har været tilfældet i denne by, så er striden ikke bare imellem parterne indbyrdes. Resten af verden er også involveret og blander sig i alt, hvad der foregår. I gamle dage skulle enhver ordentlig nation have sig en kirke, et hospits, en koloni eller noget andet, der viste, at man var til stede i den hellige stad. Nu skal man markere sin tilstedeværelse politisk og diplomatisk med deklarationer, holdninger og løftede pegefingre… for Jerusalem er ikke som nogen som helst anden by i verden. Hvad der sker her, får safterne i kog internationalt på en helt anden måde, end hvad der sker i Calcutta, Adelaide, København eller San Francisco.

Ifølge FN’s delingsplan fra 1947 skulle Jerusalem have været en international by. Jøderne accepterede delingsplanen, det gjorde araberne ikke, og 1948-krigen satte under alle omstændigheder en stopper for FN-planen. Landkortet kom til at se helt anderledes ud. Israel erobrede den vestlige del af byen, og Jordan den østlige. Året efter udråbte Israel Vest-Jerusalem til sin hovedstad. I 19 år var byen var delt i to med en mur og et ingen-mands-land tværs igennem. Under krigen i 1967 blev Jerusalem genforenet. Israel erobrede den jordanske side af byen og annekterede den sidenhen.

Selvom Jerusalem i 1967 igen blev én by, og ingen-mands-landet imellem de to halvdele blev fjernet, så anser det store flertal af byens befolkning stadigvæk byen for at være delt. I forskellige meningsmålinger om Jerusalem foretaget i det sidste årti, mener mellem 65-70% af indbyggerne i byen, at Jerusalem er en delt by. Der er stadigvæk forskel på øst og vest – ligegyldig hvad.
 
Resten af verden anerkender ikke Israels annektering af Øst-Jerusalem eller for den sags skyld Jerusalems status som Israels hovedstad. Så selvom Israels parlament, Knesset, hele statsadministrationen inklusive udenrigsministeriet ligger i Jerusalem, så er alle udenlandske ambassader placeret i Tel Aviv, hvilket betyder at vejen op til Jerusalem hver dag er fuld af diplomatbiler, som fragter de udenlandske ambassadører, charge d’affaires og andre topdiplomater op til deres egentlige arbejdsplads: Regeringskontorerne i den hovedstad, de ikke anerkender, for at mødes med landets ledere og embedsmænd.
 
I dag bor der vel omkring 750.000 mennesker i Jerusalem, men det afhænger lidt af, hvilke kvarterer man regner for hørende med til Jerusalem, og hvilke man fraregner. Her er der selvfølgelig også uenighed mellem israelere og palæstinensere. Israel regner en række af de nye jødiske satellitbyer/bosættelser omkring Øst-Jerusalem med, mens de ekskluderer en række palæstinensiske forstæder. Palæstinenserne, som også kræver byen til deres fremtidige hovedstad, gør naturligvis præcist det modsatte. På den måde kan hver side nemlig få sin egen befolkningsgruppe til at synes lidt større og lidt mere dominerende, mens modparten samtidig skrumper lidt ind.
 
Israels vurdering er, at 64% af byens indbyggere er jøder, 32% muslimer og 2% kristne. Men selvom både den jødiske og den arabiske befolkning i Jerusalem er steget siden 1967, så vokser den arabiske så meget hurtigere, at den jødiske andel af byens befolkning som helhed stødt falder. Fra 74% i 1967, til 72% i 1980. 68% i år 2000, frem til 64% i 2010. Fortsætter den udvikling, så vil den jødisk-israelske befolkning blive et mindretal i den by, de anser for at være deres hovedstad.
 
Intet er enkelt eller ligetil i Jerusalem, og det har det aldrig været.
 
 
* * *
 
Ovenstående er et kapitel, jeg sidste år skrev til en bog om Jerusalem fra Aarhus Universitetsforlag. Min opgave var at skrive om Jerusalems forskellige kvarterer. Ikke om Den gamle Bydel, byens historie, religion, hellige sten eller andet. Derfor dette måske lidt specielle fokus.
 
Andre forfattere, der har bidraget til bogen, er Pia Tafdrup, Kasper Bro Larsen, Heidi Laura, Jakob Skovgaard-Petersen, Michael Bach Henriksen, Poul Joachim Stender, Søren Holst, Naser Khader, Martin Krasnik, Peter Lodberg,  og Herbert Pundik.