Diplomatisk vulkanudbrud:
Beskyt Israel imod... Israel
JERUSALEM (14.12.2014): Tålmodigheden er brugt op.
Lige pludselig er det slut. Vestlige lande har fået nok. Selv Israels venner har tabt tålmodigheden med den israelske regering. Det synes tydeligt nok for alle og enhver.
Det ene initiativ næsten falder over det næste. Som en storm eller, som en af mine kilder hernede, en tidligere israelsk diplomat, udtrykker det: ”Det er næsten som et diplomatisk vulkanudbrud.” 
Pludselig anerkender nogle lande Palæstina som stat, selvom staten slet ikke eksisterer. Andre har ”blot” gennemført symbolske afstemninger i deres parlamenter, for at ”sende et signal med en vognstang” til parterne i Mellemøsten. Mest af alt til Israels premierminister Benyamin Netanyahu.
For nogle dage siden stemte det danske Folketing om det samme. Og selvom afstemningen afviste at anerkende Palæstina nu og her, så er det ikke fordi nogen – eller i hvert fald kun meget få – ikke ønsker, at Palæstina skal eksistere. Snarere tværtimod. Mere fordi Danmark hellere vil anerkende Palæstina som en del af en samlet EU-strategi.
Schweiz vil om få dage indkalde underskriverne af Den Fjerde Genevekonvention for at få dem til samlet og i skarpe vendinger at forsømme Israels besættelse og opførelse af bosættelser i de besatte områder og understrege, at besættelsen og bosættelserne er i strid med Genevekonventionen.
EU truer med handelssanktioner, og palæstinenserne vil inden udgangen af december forsøge at få FN’s Sikkerhedsråd til at vedtage en resolution om, at Israels besættelse skal ophøre om senest to år. Uanset om Israel kan lide det eller ej.
Frankrig, Storbritannien og Tyskland er ved at barsle med et modforslag til palæstinensernes. Dog ikke et som palæstinenserne vil være enormt meget imod. Det europæiske forslag til en FN-resolution, som sagtens kan ende med at blive hele EU's fælles forslag, forsøger at udstikke rammerne for en samlet fredsaftale, som også omfatter oprettelsen af en palæstinensisk stat og grænsedragning. Og selvom det åbner mulighed for udveksling af landområder, så tager det udgangspunkt i våbenhvilelinjerne fra før Seksdageskrigen i 1967. 
Ikke Israels livret.
Israels premierminister Benyamin Netanyahu, som hernede ellers konstant anlægger en attitude af at være den store verdensmand, der bedre end så mange andre israelere ved og forstår, hvordan det internationale samfund er skruet sammen og fungerer, er på mange måder sammen med sin super-udiplomatiske udenrigsminister Avigdor Lieberman hovedårsagen til, at Israels diplomati og udenrigspolitik synes at stå overfor en umiddelbar total nedsmeltning.
I årevis er der ikke sket ret meget på fredsfronten mellem Israel og palæstinenserne. I særdeleshed ikke siden premierminister Netanyahus sidste nationalistiske centrum-højreregering kom til magten for to år siden. I disse to år er intet sket, som ville kunne tolkes som forsøg på en kompromisløsning med palæstinenserne. Fredsprocessen har ikke bare været frosset uhjælpeligt fast. Den har været ikke-eksisterende.
Man kunne ellers sige, at netop de forgangne år – lige med undtagelse af sidste sommers krig i Gaza-striben mellem Israel og Hamas – har været en ganske lang periode med relativ fred og ro. Blandt andet på grund af de palæstinensiske sikkerhedsstyrkers samarbejde med Israel.
En periode, som, hvis man skal tage den logiske følgeslutning af Netanyahus faste omkvæd, når der er uro og voldelige sammenstød, at ”Israel ikke vil forhandle med en pistol for tindingen”, så må antage præcis vil være tiden, hvor Israel skulle udnytte freden og roen til at få sikret sig en aftale med de moderate på den anden side af frontlinjen. Men… sådan fungerer den israelske premierminister tilsyneladende ikke.
Når der er uro, vil Netanyahu ikke forhandle, for han forhandler ikke under pres. Og når der ikke er uro, føler Netanyahu sig ikke presset til at forhandle.
Derfor kan man med god ret sige, at det umulige diplomatiske hjørne, som Israel har malet sig selv op i, kan landet takke Netanyahu’s og Lieberman’s politisk-diplomatiske inaktivitet for. Israel har end ikke fremlagt nogen realistisk alternativ plan, som i det mindste kunne give udseende af, at Israel også forsøger at finde en løsning. Den eneste plan har tilsyneladende været, at ”status quo” forhåbentlig kunne fortsætte i det uendelige (selvom alle ved at ”status quo” betyder en langsom forværring af situationen), og at ingen nogensinde for alvor vil sætte en stopper for Netanyahu-regeringen ligegyldighed.
Når premierminister Benyamin Netanyahu nu i morgen haster til Rom for at mødes med USA's udenrigsminister John Kerry, som Netanyahus regering ellers ikke har ladet nogen lejlighed gå forbi sig til offentligt at ydmyge, så er det blandt andet fordi den israelske premierminister nu er bange for, hvor USA står. Netanyahu har nemlig formået i så ekstraordinær grad at skubbe præsident Barack Obama, Det hvide Hus og resten af den amerikanske regering fra sig, at han ikke længere kan være sikker på, at USA i FN’s Sikkerhedsråd vil være parat med sit sædvanlige veto på Israels vegne, hvis for eksempel det fransk-britisk-tyske resolutionsforslag ender med at tage så meget hensyn til Israels interesser, at USA faktisk ønsker resolutionsforslaget vedtaget. 
Stemningen blandt mange af de lande i Vesten, der normalt kan klassificeres som Israels bedste venner internationalt, synes i stigende grad at være, at Israel skal beskyttes imod… ja, Israel selv!?! Eller måske mere korrekt: Israel skal beskyttes imod premierminister Netanyahu.
Et af problemerne – for der er klart nok også mange problemer og usikkerhedsfaktorer med dette internationale diplomatiske ”vulkanudbrud”, som vi er midt i – er naturligvis, at Benyamin Netanyahu er demokratisk valgt, og som sådan et udtryk for det israelske folks vilje.
Ikke bare det: Der er netop udskrevet nyvalg i Israel, hvilket betyder, at Israel de næste tre måneder mindst vil ligge politisk underdrejet. Tillige med er det umuligt at forudsige, hvilken indvirkning denne omfattende internationale diplomatiske offensiv vil kunne få på valgresultatet til marts. Især ikke hvis det lykkes den nationalistiske højrefløj hernede at pakke begivenhederne ind i deres ynglings fortælling om en anti-israelsk eller ligefrem anti-jødisk omverdens forsøg på at komme Israel til livs.
I min analyse her på tv2.dk for et par dage siden konfronterede jeg den tidligere israelske top-diplomat og tidligere generaldirektør for Israels udenrigsministerium Alon Liel med det absurde dilemma, at han og flere andre tidligere diplomater og fredsaktivister står i. For, som de selv siger, i et forsøg på at redde Israels demokrati, ønsker de at omgå den demokratiske proces og få omverdenen til at lægge pres på Israel.
”Hvis vi kan se, at den demokratisk valgte israelske regering underminerer landets demokratiske natur ved at fastholde os som en besættelsesmagt, som mere og mere gør os til en slags apartheid-stat i den måde vi optræder på på Vestbredden, hvordan kan jeg så forblive tavs”, lød da den tidligere diplomats svar.
Alon Liel’s svar er i virkeligheden, at det er nu, Israels venner skal vise, hvad virkelige venner er til for. For kun rigtige venner kan tage fat i skulderen og ruske israelerne op, så de sanser realiteterne omkring dem.
”Vi er jeres bedste venner”, kan Vesten efter Alon Liel’s opfattelse sige. ”Se hvad der er ved at ske med Jer. I er ved at blive isoleret. Lav lige et realitetscheck og se, hvor det er, I er på vej hen.” Det er det smukke ved det. Der er ikke nogen måde, I i Europa kan sende et stærkere budskab på, end på denne måde”, nærmest trygler Alon Liel.
De kommende dage og uger bliver utroligt afgørende for denne del af Mellemøstens videre fremtid. Alle må ”holde tungen lige i munden”, for meget afhænger af, ikke bare indholdet af de forskellige tiltag, der kommer, men også måden de bliver præsenteret på.
Der er ikke nogen tvivl om, at meget af det, der vil blive lagt frem, vil blive opfattet som nogle meget bitre piller at sluge for Israel. Derfor bliver det formentlig også nødvendigt at ”forsøde” nogen af dem. Også selvom der sandsynligvis vil være dem, der finder det uretfærdigt at belønne den israelske regering. Men her helliger målet midlet.
Hvis en opspeedet diplomatisk proces, som betyder væsentlige israelske indrømmelser, midt i en valgkamp, ikke skal fører til en eskalering af konflikten, så skal kortene i den kommende tid spilles med utrolig stor omhu. For selv under de allerbedst tænkelige omstændigheder vil de indrømmelser, Israel bliver nødt til at komme med, kunne føre landet på randen af en borgerkrig. Netop derfor bør det være klart for enhver, at når omstændighederne langtfra er de bedst tænkelige, så indebærer det nuværende ”diplomatiske vulkanudbrud” ikke bare utrolige muligheder, men også ubegribelige risici.
SIDSTE NYT:
Netanyahu to tell Kerry that Israel will rebuff U.N. moves towards Palestinian state
By Jeffrey Heller
Reuters
December 14, 2014
JERUSALEM - Prime Minister Benjamin Netanyahu said he would tell U.S. Secretary of State John Kerry that Israel will rebuff any moves at the United Nations to set a timeframe for a withdrawal from territory Palestinians seek for state.
The State Department has said the two men will meet in Rome on Monday to discuss various proposals for a Palestinian state that are circulating at the United Nations.
Kerry will then meet Palestinian chief negotiator Saeb Erekat and a delegation of Arab foreign ministers in London on Tuesday, who will urge for the United States not to use its U.N. Security Council veto to block the proposals, Palestinian officials said.
U.S.-brokered peace negotiations with Israel, led by Kerry, collapsed in April. Since then, Palestinians have made unilateral efforts at the U.N. to form their own state in the occupied West Bank and in the Israeli-blockaded Gaza Strip, with East Jerusalem as its capital.
Jordan circulated a Palestinian-drafted resolution to the 15-member Security Council last month calling for Israeli occupation of Palestinian territory, captured in a 1967 war, to end by November 2016.
France, Britain and Germany are in efforts to draft a resolution of their own that could draw wider consensus.
Netanyahu, who is in the middle of campaigning for a March election, will also meet Italian Prime Minister Matteo Renzi along with Kerry.
"I will tell both of them that Israel stands, to a great extent, as a solitary island against the waves of Islamic extremism washing over the entire Middle East," Netanyahu said on Sunday in public remarks to his cabinet.
He said Israel now faced a possible diplomatic offensive "to force upon us" such a withdrawal within two years.
"This will bring the radical Islamic elements to the suburbs of Tel Aviv and to the heart of Jerusalem. We will not allow this. We will rebuff this forcefully and responsibly. Let there be no doubt, this will be rejected."
Israeli Foreign Minister Avigdor Lieberman, speaking on Army Radio, said it appeared the United States "is not eager to use its veto" on the Palestinian statehood issue but was seeking "maximum coordination" with Netanyahu.
Netanyahu and Washington have clashed frequently over Israeli settlement in the West Bank and East Jerusalem, leading to Israeli media speculation that a frustrated U.S. could soften its opposition to unilateral statehood steps.
But Israel's Strategic Affairs Minister Yuval Steinitz told reporters: "I assume an anti-Israeli proposal will draw a U.S. veto. That's how it's always been, and that's what we hope will happen."
Netanyahu has said rocket fire from the Gaza Strip during a 50-day war with Hamas militants in July and August highlighted the risks Israel could face in handing over more Palestinian territory.
In Jerusalem, violence has surged in recent weeks because of a dispute over access to a holy site in an Israeli-annexed part of the city. Eleven Israelis and twelve Palestinians have been killed.
Lige pludselig er det slut. Vestlige lande har fået nok. Selv Israels venner har tabt tålmodigheden med den israelske regering. Det synes tydeligt nok for alle og enhver.
Det ene initiativ næsten falder over det næste. Som en storm eller, som en af mine kilder hernede, en tidligere israelsk diplomat, udtrykker det: ”Det er næsten som et diplomatisk vulkanudbrud.”
Hvor svært kan det være?
Pludselig anerkender nogle lande Palæstina som stat, selvom staten slet ikke eksisterer. Andre har ”blot” gennemført symbolske afstemninger i deres parlamenter, for at ”sende et signal med en vognstang” til parterne i Mellemøsten. Mest af alt til Israels premierminister Benyamin Netanyahu.
For nogle dage siden stemte det danske Folketing om det samme. Og selvom afstemningen afviste at anerkende Palæstina nu og her, så er det ikke fordi nogen – eller i hvert fald kun meget få – ikke ønsker, at Palæstina skal eksistere. Snarere tværtimod. Mere fordi Danmark hellere vil anerkende Palæstina som en del af en samlet EU-strategi.
Schweiz vil om få dage indkalde underskriverne af Den Fjerde Genevekonvention for at få dem til samlet og i skarpe vendinger at forsømme Israels besættelse og opførelse af bosættelser i de besatte områder og understrege, at besættelsen og bosættelserne er i strid med Genevekonventionen.
EU truer med handelssanktioner, og palæstinenserne vil inden udgangen af december forsøge at få FN’s Sikkerhedsråd til at vedtage en resolution om, at Israels besættelse skal ophøre om senest to år. Uanset om Israel kan lide det eller ej.
Frankrig, Storbritannien og Tyskland er ved at barsle med et modforslag til palæstinensernes. Dog ikke et som palæstinenserne vil være enormt meget imod. Det europæiske forslag til en FN-resolution, som sagtens kan ende med at blive hele EU's fælles forslag, forsøger at udstikke rammerne for en samlet fredsaftale, som også omfatter oprettelsen af en palæstinensisk stat og grænsedragning. Og selvom det åbner mulighed for udveksling af landområder, så tager det udgangspunkt i våbenhvilelinjerne fra før Seksdageskrigen i 1967.
USAs udenrigsminister John Kerry har brugt oceaner af tid og energi på en løsning af Israel-Palæstinakonflikten.
Ikke Israels livret.
Israels premierminister Benyamin Netanyahu, som hernede ellers konstant anlægger en attitude af at være den store verdensmand, der bedre end så mange andre israelere ved og forstår, hvordan det internationale samfund er skruet sammen og fungerer, er på mange måder sammen med sin super-udiplomatiske udenrigsminister Avigdor Lieberman hovedårsagen til, at Israels diplomati og udenrigspolitik synes at stå overfor en umiddelbar total nedsmeltning.
I årevis er der ikke sket ret meget på fredsfronten mellem Israel og palæstinenserne. I særdeleshed ikke siden premierminister Netanyahus sidste nationalistiske centrum-højreregering kom til magten for to år siden. I disse to år er intet sket, som ville kunne tolkes som forsøg på en kompromisløsning med palæstinenserne. Fredsprocessen har ikke bare været frosset uhjælpeligt fast. Den har været ikke-eksisterende.
Man kunne ellers sige, at netop de forgangne år – lige med undtagelse af sidste sommers krig i Gaza-striben mellem Israel og Hamas – har været en ganske lang periode med relativ fred og ro. Blandt andet på grund af de palæstinensiske sikkerhedsstyrkers samarbejde med Israel.
En periode, som, hvis man skal tage den logiske følgeslutning af Netanyahus faste omkvæd, når der er uro og voldelige sammenstød, at ”Israel ikke vil forhandle med en pistol for tindingen”, så må antage præcis vil være tiden, hvor Israel skulle udnytte freden og roen til at få sikret sig en aftale med de moderate på den anden side af frontlinjen. Men… sådan fungerer den israelske premierminister tilsyneladende ikke.
Udenrigsminister Avigdor Lieberman i aktion. Det israelsk diplomatis svar på en rasende elefant i en porcelænsbutik.
Derfor kan man med god ret sige, at det umulige diplomatiske hjørne, som Israel har malet sig selv op i, kan landet takke Netanyahu’s og Lieberman’s politisk-diplomatiske inaktivitet for. Israel har end ikke fremlagt nogen realistisk alternativ plan, som i det mindste kunne give udseende af, at Israel også forsøger at finde en løsning. Den eneste plan har tilsyneladende været, at ”status quo” forhåbentlig kunne fortsætte i det uendelige (selvom alle ved at ”status quo” betyder en langsom forværring af situationen), og at ingen nogensinde for alvor vil sætte en stopper for Netanyahu-regeringen ligegyldighed.
Når premierminister Benyamin Netanyahu nu i morgen haster til Rom for at mødes med USA's udenrigsminister John Kerry, som Netanyahus regering ellers ikke har ladet nogen lejlighed gå forbi sig til offentligt at ydmyge, så er det blandt andet fordi den israelske premierminister nu er bange for, hvor USA står. Netanyahu har nemlig formået i så ekstraordinær grad at skubbe præsident Barack Obama, Det hvide Hus og resten af den amerikanske regering fra sig, at han ikke længere kan være sikker på, at USA i FN’s Sikkerhedsråd vil være parat med sit sædvanlige veto på Israels vegne, hvis for eksempel det fransk-britisk-tyske resolutionsforslag ender med at tage så meget hensyn til Israels interesser, at USA faktisk ønsker resolutionsforslaget vedtaget.
Palæstinenserne vil forsøge at få FN's Sikkerhedsråd til at sætte en afsluttende deadline på Israels besættelse.
Stemningen blandt mange af de lande i Vesten, der normalt kan klassificeres som Israels bedste venner internationalt, synes i stigende grad at være, at Israel skal beskyttes imod… ja, Israel selv!?! Eller måske mere korrekt: Israel skal beskyttes imod premierminister Netanyahu.
Et af problemerne – for der er klart nok også mange problemer og usikkerhedsfaktorer med dette internationale diplomatiske ”vulkanudbrud”, som vi er midt i – er naturligvis, at Benyamin Netanyahu er demokratisk valgt, og som sådan et udtryk for det israelske folks vilje.
Ikke bare det: Der er netop udskrevet nyvalg i Israel, hvilket betyder, at Israel de næste tre måneder mindst vil ligge politisk underdrejet. Tillige med er det umuligt at forudsige, hvilken indvirkning denne omfattende internationale diplomatiske offensiv vil kunne få på valgresultatet til marts. Især ikke hvis det lykkes den nationalistiske højrefløj hernede at pakke begivenhederne ind i deres ynglings fortælling om en anti-israelsk eller ligefrem anti-jødisk omverdens forsøg på at komme Israel til livs.
Den jublende palæstinensiske delegation, da Palæstina fik forhøjet sin status i FN.
”Hvis vi kan se, at den demokratisk valgte israelske regering underminerer landets demokratiske natur ved at fastholde os som en besættelsesmagt, som mere og mere gør os til en slags apartheid-stat i den måde vi optræder på på Vestbredden, hvordan kan jeg så forblive tavs”, lød da den tidligere diplomats svar.
Alon Liel’s svar er i virkeligheden, at det er nu, Israels venner skal vise, hvad virkelige venner er til for. For kun rigtige venner kan tage fat i skulderen og ruske israelerne op, så de sanser realiteterne omkring dem.
”Vi er jeres bedste venner”, kan Vesten efter Alon Liel’s opfattelse sige. ”Se hvad der er ved at ske med Jer. I er ved at blive isoleret. Lav lige et realitetscheck og se, hvor det er, I er på vej hen.” Det er det smukke ved det. Der er ikke nogen måde, I i Europa kan sende et stærkere budskab på, end på denne måde”, nærmest trygler Alon Liel.
De kommende dage og uger bliver utroligt afgørende for denne del af Mellemøstens videre fremtid. Alle må ”holde tungen lige i munden”, for meget afhænger af, ikke bare indholdet af de forskellige tiltag, der kommer, men også måden de bliver præsenteret på.
Det er lykkedes for premierminister Netanyahu at skubbe selv Israels allerbedste venner fra sig. Nu skal Israel beskyttes imod sig selv.
Der er ikke nogen tvivl om, at meget af det, der vil blive lagt frem, vil blive opfattet som nogle meget bitre piller at sluge for Israel. Derfor bliver det formentlig også nødvendigt at ”forsøde” nogen af dem. Også selvom der sandsynligvis vil være dem, der finder det uretfærdigt at belønne den israelske regering. Men her helliger målet midlet.
Hvis en opspeedet diplomatisk proces, som betyder væsentlige israelske indrømmelser, midt i en valgkamp, ikke skal fører til en eskalering af konflikten, så skal kortene i den kommende tid spilles med utrolig stor omhu. For selv under de allerbedst tænkelige omstændigheder vil de indrømmelser, Israel bliver nødt til at komme med, kunne føre landet på randen af en borgerkrig. Netop derfor bør det være klart for enhver, at når omstændighederne langtfra er de bedst tænkelige, så indebærer det nuværende ”diplomatiske vulkanudbrud” ikke bare utrolige muligheder, men også ubegribelige risici.
SIDSTE NYT:
Netanyahu to tell Kerry that Israel will rebuff U.N. moves towards Palestinian state
By Jeffrey Heller
Reuters
December 14, 2014
JERUSALEM - Prime Minister Benjamin Netanyahu said he would tell U.S. Secretary of State John Kerry that Israel will rebuff any moves at the United Nations to set a timeframe for a withdrawal from territory Palestinians seek for state.
The State Department has said the two men will meet in Rome on Monday to discuss various proposals for a Palestinian state that are circulating at the United Nations.
Kerry will then meet Palestinian chief negotiator Saeb Erekat and a delegation of Arab foreign ministers in London on Tuesday, who will urge for the United States not to use its U.N. Security Council veto to block the proposals, Palestinian officials said.
U.S.-brokered peace negotiations with Israel, led by Kerry, collapsed in April. Since then, Palestinians have made unilateral efforts at the U.N. to form their own state in the occupied West Bank and in the Israeli-blockaded Gaza Strip, with East Jerusalem as its capital.
Jordan circulated a Palestinian-drafted resolution to the 15-member Security Council last month calling for Israeli occupation of Palestinian territory, captured in a 1967 war, to end by November 2016.
France, Britain and Germany are in efforts to draft a resolution of their own that could draw wider consensus.
Netanyahu, who is in the middle of campaigning for a March election, will also meet Italian Prime Minister Matteo Renzi along with Kerry.
"I will tell both of them that Israel stands, to a great extent, as a solitary island against the waves of Islamic extremism washing over the entire Middle East," Netanyahu said on Sunday in public remarks to his cabinet.
He said Israel now faced a possible diplomatic offensive "to force upon us" such a withdrawal within two years.
"This will bring the radical Islamic elements to the suburbs of Tel Aviv and to the heart of Jerusalem. We will not allow this. We will rebuff this forcefully and responsibly. Let there be no doubt, this will be rejected."
Israeli Foreign Minister Avigdor Lieberman, speaking on Army Radio, said it appeared the United States "is not eager to use its veto" on the Palestinian statehood issue but was seeking "maximum coordination" with Netanyahu.
Netanyahu and Washington have clashed frequently over Israeli settlement in the West Bank and East Jerusalem, leading to Israeli media speculation that a frustrated U.S. could soften its opposition to unilateral statehood steps.
But Israel's Strategic Affairs Minister Yuval Steinitz told reporters: "I assume an anti-Israeli proposal will draw a U.S. veto. That's how it's always been, and that's what we hope will happen."
Netanyahu has said rocket fire from the Gaza Strip during a 50-day war with Hamas militants in July and August highlighted the risks Israel could face in handing over more Palestinian territory.
In Jerusalem, violence has surged in recent weeks because of a dispute over access to a holy site in an Israeli-annexed part of the city. Eleven Israelis and twelve Palestinians have been killed.
Tilføj kommentar
2 Kommentarer:
