Troen på mirakler

JERUSALEM (03.12.2014): ”I de seneste uger, og især i de sidste 24 timer, har ministrene Lapid og Livni indædt angrebet regeringen jeg er leder af. Jeg vil ikke tolerere mere opposition internt regeringen”, sagde Israels premierminister Benyamin Netanyahu i aftes på det pressemøde, hvor han også fortalte, at han derfor havde fyret finansminister Yair Lapid og justitsminister Tzipi Livni, som dermed trak deres partier med sig ud af regeringen.
 
Derfor vil den israelske premierminister i dag opfordre parlamentet, Knesset, om at opløse sig selv, så Israel kan få et valg, og en ny regering ”kan få et klart mandat fra folket til at lede Israel”, som Netanyahu udtrykte det.

Det mandat har samme Netanyahu sådant set allerede fået. Han har blot ikke formået at bruge det til noget konstruktivt.
 
Efter valget i januar 2013 dannede premierminister Benyamin Netanyahu en af de største og bredeste israelske regeringer i mands minde. Den skulle give premierministeren magt til at gennemføre sin politik, uden at han skulle bekymre sig om protester fra oppositionen, som nu var blevet så lille og ubetydelig, at den kunne råbe og skrige, uden at Netanyahu behøvede at miste sin nattesøvn over det.
 
Der var bare to kæmpe problemer med denne nye kæmperegering:
 
For det første viste det sig, at premierminister Netanyahu slet ikke var i besiddelse af nogen stor, overordnet, forkromet og dristig vision om hvordan Israels problemer en gang for alle kunne løses. Hverken landets sociale problemer, eller fredsprocessen med palæstinenserne og de arabiske lande. 
 
Som det så ofte har været tilfældet under Benyamin Netanyahu, endte premierministeren med at bruge det meste af sin tid og energi på bare at slukke ”ildebrande”, som var opstået i ren og skær frustration over at landets ledelse ikke tog ledelsen. 
 
Fornemmelsen var, at skibet ganske vist nok har haft en stor mængde officerer på broen og såmænd også en kaptajn, men deres antal til trods har de tilsyneladende ikke været i besiddelse af noget opdateret søkort, indbyrdes har de ikke kunnet enes om kursen, og ingen har haft nogen anelse om skudens endelige destination.
 
Det andet problem var, at Netanyahus drøm om at have en stærk regering med masser af mandater, med partier både til højre og til venstre for sig selv, som han kunne spille ud imod hinanden, og dermed selv sejle i smult vande, blot betød, at hele parlamentet var rykket ind i regeringens mødelokale. De skænderier, der i andre lande foregår mellem de politiske fløje i parlamentssalen, er i Israel foregået internt i regeringen, som dermed blev så godt som handlingslammet.
 
I princippet ville regeringen kunne have gennemført en hvilken som helst politik, den kunne enes om. Så stærk har den været – på papiret i hvert fald. Den har blot ikke været i stand til at blive enig om noget som helst af betydning.
 
Nu er det de israelske vælgere, der endnu en gang må beslutte, hvem det er, de vil have til at stå i spidsen for landet. Det har de blot, vil mange mene, allerede gjort for mindre end to år siden. 
 
Den mand, der fik overdraget ansvaret, og som selv mente, at han var mere end kvalificeret til det, har blot ikke magtet at løfte opgaven. Nu smider han ansvaret fra sig, samtidig med at han klart forventer, at han nok får det tilbage igen. Hvis meningsmålingerne holder, så tyder det på, at det faktisk også ville ske. 
 
Det er endnu en af disse særheder, der gør israelsk politik så svær at forstå.
 
Meningsmålinger viser, at israelske vælgere har meget lidt tillid til deres politikere. Der er generel enighed om, at den politiske ledelse her i landet er af meget lav kvalitet. Vi taler ikke blot om manglende politisk tæft eller ”næse”. Her handler det endog om kriminelle handlinger.
 
Antallet af fremtrædende israelske politikere der er blevet dømt og straffet for kriminelle handlinger fra svindel, bedrageri, magtmisbrug, nepotisme, seksuelle krænkelser, voldtægt og mange andre former for uhæderlighed, er rystende. Og antallet af politikere der mere eller mindre konstant er under politiefterforskning for mistanke om en eller anden lovovertrædelse er diskvalificerende for politikerstanden. Ikke desto mindre fortsætter de utilfredse israelske vælgere med gang på gang at genvælge de selvsamme politikere, som de, når de bliver spurgt om det, påstår, at de ikke stoler på.
 
I de sidste mange årtier har israelske valg aldrig løst de lidt grumsede parlamentariske forhold, de, da de blev udskrevet, angiveligt skulle være opskriften på at komme til livs. Som regel har den uklare magtbalance i Knesset efter valgene været lige så besværlig og uigennemskuelig, som de var inden valget. 
 
Hvis der har været én overordnet tendens ved israelske valg over de sidste mange årtier – faktisk næsten lige siden landets oprettelse, så har det været at parlamentets sammensætning langsomt men sikkert er blevet en smule mere højre-nationalistisk fra valg til valg. Et halvt til et helt mandat, nogle gange to, mod højre fra valg til valg. Oveni det skal lægges, at det, man i dag opfatter som det politiske centrum, også ligger meget længere til højre, end det en gang gjorde.
 
Skal man tro de politiske meningsmålinger, som to af Israels TV-kanaler har offentliggjort her til morgen, så vil denne tendens også gøre sig gældende ved det kommende valg.
 
Benyamin Netanyahus Likud-parti står til at blive parlamentets største. De højre-nationalistiske partier står også til at gå frem, mens centrum-venstre formentlig vil gå tilbage. Midterpartiet Kadima spås til helt at ryge ud af Knesset.
 
Men meget kan ændre sig fra nu og frem til valget, som formentlig bliver afviklet i midten eller slutningen af marts 2015.
 
Det forretningsministerium, der kommer til at gøre det ud for regering i de næste tre måneder, kan ikke træffe egentlige politiske beslutninger. Det skal blot sørge for at administrationen fungerer, og at valget bliver afholdt. Dermed får meget lov til at flyde, og problemerne i forhold til palæstinenserne i de besatte områder bliver blot værre. 
 
Ekstremister i begge lejre vil naturligvis vide, at det er nu, der skal handles. For ikke blot er der nu ikke nogen ledelse i Israel, det er også nu, man kan påvirke de israelske vælgere, så de træffer beslutninger, der ligger tættere på det, de yderligtgående grupper selv er ude efter.
 
At skabe kaos, frygt og usikkerhed, som får begge parters befolkninger til at krybe i skjul og kræve sikkerhed og den hårde hånds politik, er uendeligt meget nemmere, end det er for de mere moderate kræfter i begge lejre, at mane til besindelse og gøre det langt mere komplicerede budskab om kompromis- og forhandlingsvilje tiltrækkende. 
 
Ekstremisternes succeskriterium er meget lettere at opnå end de moderates. 
 
Derfor er det også mest sandsynligt, at det er det, der vil ske.
 
Så hvis det er en ny fredsproces mellem parterne, er det, der ligger folk på sinde, så er der intet, der tyder på, at det kommende israelske valg vil levere løsningen på det.
 
Det her område har på den anden side en årtusinde gammel tradition for bibelske undere, så man har jo lov til at håbe.
 
Eller som Israels første præsident, Chaim Weizmann, i sin tid meget præcist udtrykte det:
 
”Her i landet er vi realister. Derfor tror vi på mirakler.”