Kommentar:
Sverige vil anerkende ikke-eksisterende stat
JERUSALEM (05.10.2014): Sveriges ambassadør her i Israel har fået besked på at begive sig til udenrigsministeriet i Jerusalem for at stå skoleret. Den israelske regering er rasende over den nye svenske statsminister Stefan Löfvens erklæring i sin tiltrædelsestale om at Sverige vil anerkende Palæstina. 
”Måske er det fordi den svenske statsminister er ny og uprøvet”, siger en af mine kilder i det israelske udenrigsministerium, som ikke vil citeres med navn, fordi han ikke har ministeriets godkendelse til at udtale sig. ”Men Sverige har igen placeret sig som den politiske korrektheds forsvarer. Og det er ikke noget, der hjælper på situationen”, siger han.
Der er naturligvis et helt oplagt problem: Palæstina eksisterer ikke som en stat. Derfor anerkender Sverige noget, som ikke findes.
At Palæstina en gang bør oprettes, er en anden historie. Det er der i virkeligheden meget få, der bestrider. Selv Israels premierminister Benyamin Netanyahu har i flere taler givet udtryk for det samme. Ikke at han så gør særlig meget for at realisere det, men det er en anden historie.
Der er meget få, der professionelt beskæftiger sig med Israel-Palæstinakonflikten, som er uenig i, at en fredelig løsning af den generationer gamle strid blandt andet omfatter oprettelsen af en palæstinensisk stat.
De vigtige ord her er ”blandt andet”.
For en fredelig forhandlingsløsning omfatter blandt andet også at Israel skal have fred og sikkerhed.
Hvis man vil hjælpe og gøre en konstruktiv indsats for at løse Israel-Palæstinakonflikten, så må man få parterne tilbage til forhandlingsbordet, og få dem til at forstå, at det er dér – ved forhandlingsbordet – tvisterne skal løses. Ikke andre steder. Ikke på slagmarken, ikke i FN, ikke i den internationale opinion, ikke i de europæiske caféer, men ved forhandlingsbordet hvor israelerne og palæstinenserne sidder overfor hinanden ansigt til ansigt.
Den palæstinensiske udenrigsminister Riyad al-Malki er naturligvis begejstret for den svenske udmelding: ”I det palæstinensiske folks og den palæstinensiske ledelses navn, hilser vi den svenske position velkommen og takker.”
Israels vice-udenrigsminister Tzahi Hanegbi er heller ikke overraskende imod og til israelsk radio siger han, at ”international støtte af den her slags, uden at palæstinenserne bliver tvunget til at forhandle og komme med modydelser, gør det mindre sandsynligt af en aftale kan opnås.”
USA siger, at de ser frem til at arbejde sammen med den nye svenske regering, men kalder en svensk anerkendelse af Palæstina at sætte vognen foran hesten.
”Vi mener, at der er tale om en (freds)proces mellem parterne, hvor de i fællesskab skal udarbejde en plan og enes om hvordan de i fremtiden vil leve i fred side om side i to stater”, siger det amerikanske udenrigsministeriums talskvinde Jen Psakia.
Det, der måske kunne hjælpe med til at nærme sig en løsning, ville være, om svenskerne, danskerne og alle andre fik det gjort klart for palæstinenserne, at det er israelerne de skal overbevise. Ikke svenskerne. For svenskerne kan ikke give dem nogen stat. Men det kan israelerne.
Israelerne drømmer også om noget: De håber på en fremtid med fred og sikkerhed. Det kan de heller ikke få ved at overbevise svenskerne. Det er palæstinenserne, der skal overtales til at give israelerne det, de ønsker. 
At anerkende et ikke-eksisterende Palæstina risikerer at gøre den palæstinensiske ledelse mindre tilbøjelig til at ville gå på kompromis ved forhandlingsbordet, fordi den tror, at de har verden med sig, og israelerne derfor ikke har andet valg andet end at give dem det, de kræver. Samtidig spiller det lige direkte op til den højre-nationalistiske fløj i Israel, som allerede mener, at store dele af omverdenen i bund og grund er imod Israel, at man derfor ikke kan stole på andre end sig selv, at Israel derfor hellere må satse på at være så stærk som mulig, og at kompromisvilje er et svaghedstegn, som vil blive udnyttet og brugt imod Israel selv.
Det er svært at se, hvordan det skulle tjene palæstinensernes sag.
Derfor gør Sverige freden en bjørnetjeneste ved at anerkende et endnu ikke-eksisterende Palæstina, selvom det sikkert vil være populært i de socialdemokratiske saloner i Skandinavien og ved cafébordene rundt om i de andre politiske korrekte cirkler.
Skridtet giver popularitet på hjemmefronten i Sverige, men i bedste fald betyder det ikke en bønne i Mellemøsten – i værste fald gør det forhandlingerne om en løsning mere komplicerede og langvarige, hvilket hverken israelerne eller palæstinenserne kan være tjent med.
Men – og det er også vigtigt – israelerne gør klogt i at se den nye svenske statsministers erklæring som et symptom på en tendens, der bliver mere og mere udbredt i den vestlige verden, selv i lande som altid har stået skulder ved skulder med Israel.
Israels venner er ved at tabe tålmodigheden, og de laster mere Israel for problemerne i forhandlingsbordet palæstinenserne. Derfor vil fremtiden politisk, diplomatisk og sikkert også økonomisk og handelsmæssigt i stigende grad blive besværlig for Israel, hvis landets ledere ikke tager bestik af den nye og stadigt foranderlige virkelighed.
Israels venner bliver mere og mere kritisk overfor den israelske regerings politik. Ikke fordi de er imod Israel. Tværtimod. Fordi de er bekymrede for Israels fremtid.
Når man taler med vestlige diplomater her i Israel, selv diplomater som åbent erklærer sig som støtter af Israel, så er det klart, at en holdning er ved at brede sig blandt Israels gamle venner om at den største udfordring for Israels fremtid ikke er palæstinenserne, men tværtimod Israels egen politik.
TILFØJELSE:
Ovre på mine Facebook-sider opstår der altid vild diskussion, når jeg skriver om Israel-Palæstinakonflikten. Desværre når kommentarerne ikke altid op på noget særligt højt niveau. Andre emner fra Mellemøsten fører sjældent til særlig megen diskussion, men Israel-Palæstina får nogen til helt at miste jordforbindelsen.
Nedenstående er en uddybende forklaring fra min side, som tilsyneladende er nødvendig, for folk læser ind i mine tekster, mere eller mindre hvad de ønsker, og tillægger mig derefter holdninger, som jeg ikke har.
06.10.2014: Der er tilsyneladende nogen, der tror, at jeg er imod oprettelsen af en palæstinensisk stat. Det er ikke korrekt. Tværtimod. Jeg mener, at palæstinenserne skal have deres egen stat.
Jeg kan ikke se, at der eksisterer nogen anden måde at løse konflikten på fredelig vis end ved at palæstinenserne får deres egen uafhængige stat. Men konflikten kan også kun løses fredeligt ved forhandlingsbordet. Ikke at det er let. Slet ikke. Det viser historien os desværre med al ulykkelig klarhed. Men af alle dårlige alternativer er forhandlinger vel det mindst dårlige.
Forhandlinger om fred mellem Israel og palæstinenserne bliver lange, vanskelige og smertefulde. Begge parter bliver nødt til at komme med indrømmelser og kompromisser, som vil gøre ondt helt ind i hjertet på dem, og nogle af disse indrømmelser bliver vanskelige at få de respektive befolkninger til at ”sluge” - både fordi disse indrømmelser vil være enorme, men også fordi ingen af parternes ledelser overhovedet er begyndt på at forberede deres respektive befolkninger på, at de også skal opgive noget. Tværtimod foregøgles begge befolkninger, at det blot er modparten, der skal levere en hel masse.
På samme måde forsøger begge parter at tromme international støtte op for deres synspunkter, hvilket man naturligvis ikke kan fortænke dem i. Men det er ikke i den internationale opinion, Israel-Palæstinakonflikten løses. Det er ved forhandlingsbordet. Det er det, jeg prøver at skrive.
Forhandlingsbordet – hvor uperfekt det end er – må være det eneste sted for en løsning, for alternativerne er så meget værre.
Så er der tilsyneladende også nogen, der tror, at en palæstinensisk stat allerede eksisterer. Det tror jeg, at mange palæstinensere vil være uenige med dem i. Hvis den allerede eksisterede, var der jo ikke nogen grund til at kæmpe for den.
Den palæstinensiske stat eksisterer ikke! Og den har aldrig eksisteret! Sådan er det bare. Uanset om man kan lide det eller ej. Alt andet vil være at leve i en virtual reality. Men det betyder ikke, at en sådan stat ikke bør oprettes, for det bør den som allerede nævnt.
Men udover at en løsning på konflikten bør foregå ved forhandlingsbordet, så bør den også tage udgangspunkt i virkeligheden, som den faktisk er. Ellers bliver en vanskelig forhandlingsproces først helt umulig.
DANMARK VIL ANERKENDE PALÆSTINA…
NÅR STATEN EKSISTERER
Mandag /ritzau/06.10.2014: Regeringen kan først anerkende Palæstina som stat, når der er en chance for, at der bliver en stat. Den svenske regerings melding om at anerkende Palæstina som en selvstændig stat ændrer ikke ved Danmarks holdning.
Palæstina kan først anerkendes som stat, når der er en sandsynlighed for, at staten overhovedet kan eksistere. Der skal dog ikke herske tvivl om, at regeringen gerne ser en to-statsløsning i Mellemøsten. Sådan lyder meldingen fra udenrigsminister Martin Lidegaard (R), efter at den nye svenske regering har meldt ud, at Sverige som første land i EU vil anerkende Palæstina som en selvstændig stat.
- Vi glæder os til at kunne anerkende Palæstina som stat, men det er svært at gøre det, før vi ved, om staten har nogen som helst mulighed for at eksistere, siger Martin Lidegaard.
- Derfor er den naturlige rækkefølge i min optik at lægge maksimalt pres på parterne med henblik på at finde en løsning, der kan sikre, at staten kan overleve, siger han til Ritzau.
Den svenske statsminister, Stefan Löfven, bebudede fredag aften, at Sverige vil anerkende Palæstina. Det fik USA på banen, der kaldte svenskernes melding "forhastet".
Svenskerne anerkender en stat, som ikke eksisterer... endnu i hvert fald.
”Måske er det fordi den svenske statsminister er ny og uprøvet”, siger en af mine kilder i det israelske udenrigsministerium, som ikke vil citeres med navn, fordi han ikke har ministeriets godkendelse til at udtale sig. ”Men Sverige har igen placeret sig som den politiske korrektheds forsvarer. Og det er ikke noget, der hjælper på situationen”, siger han.
Der er naturligvis et helt oplagt problem: Palæstina eksisterer ikke som en stat. Derfor anerkender Sverige noget, som ikke findes.
At Palæstina en gang bør oprettes, er en anden historie. Det er der i virkeligheden meget få, der bestrider. Selv Israels premierminister Benyamin Netanyahu har i flere taler givet udtryk for det samme. Ikke at han så gør særlig meget for at realisere det, men det er en anden historie.
Der er meget få, der professionelt beskæftiger sig med Israel-Palæstinakonflikten, som er uenig i, at en fredelig løsning af den generationer gamle strid blandt andet omfatter oprettelsen af en palæstinensisk stat.
Palæstinenserne hilser det svenske udspil velkommen og takker.
For en fredelig forhandlingsløsning omfatter blandt andet også at Israel skal have fred og sikkerhed.
Hvis man vil hjælpe og gøre en konstruktiv indsats for at løse Israel-Palæstinakonflikten, så må man få parterne tilbage til forhandlingsbordet, og få dem til at forstå, at det er dér – ved forhandlingsbordet – tvisterne skal løses. Ikke andre steder. Ikke på slagmarken, ikke i FN, ikke i den internationale opinion, ikke i de europæiske caféer, men ved forhandlingsbordet hvor israelerne og palæstinenserne sidder overfor hinanden ansigt til ansigt.
Den palæstinensiske udenrigsminister Riyad al-Malki er naturligvis begejstret for den svenske udmelding: ”I det palæstinensiske folks og den palæstinensiske ledelses navn, hilser vi den svenske position velkommen og takker.”
Den israelske regering bliver endnu mindre fleksibel, når den føler, at Israel står alene.
USA siger, at de ser frem til at arbejde sammen med den nye svenske regering, men kalder en svensk anerkendelse af Palæstina at sætte vognen foran hesten.
”Vi mener, at der er tale om en (freds)proces mellem parterne, hvor de i fællesskab skal udarbejde en plan og enes om hvordan de i fremtiden vil leve i fred side om side i to stater”, siger det amerikanske udenrigsministeriums talskvinde Jen Psakia.
Det, der måske kunne hjælpe med til at nærme sig en løsning, ville være, om svenskerne, danskerne og alle andre fik det gjort klart for palæstinenserne, at det er israelerne de skal overbevise. Ikke svenskerne. For svenskerne kan ikke give dem nogen stat. Men det kan israelerne.
Israelerne drømmer også om noget: De håber på en fremtid med fred og sikkerhed. Det kan de heller ikke få ved at overbevise svenskerne. Det er palæstinenserne, der skal overtales til at give israelerne det, de ønsker.
Amerikanerne mener, at parterne må løse deres problemer ved forhandlingsbordet.
At anerkende et ikke-eksisterende Palæstina risikerer at gøre den palæstinensiske ledelse mindre tilbøjelig til at ville gå på kompromis ved forhandlingsbordet, fordi den tror, at de har verden med sig, og israelerne derfor ikke har andet valg andet end at give dem det, de kræver. Samtidig spiller det lige direkte op til den højre-nationalistiske fløj i Israel, som allerede mener, at store dele af omverdenen i bund og grund er imod Israel, at man derfor ikke kan stole på andre end sig selv, at Israel derfor hellere må satse på at være så stærk som mulig, og at kompromisvilje er et svaghedstegn, som vil blive udnyttet og brugt imod Israel selv.
Det er svært at se, hvordan det skulle tjene palæstinensernes sag.
Derfor gør Sverige freden en bjørnetjeneste ved at anerkende et endnu ikke-eksisterende Palæstina, selvom det sikkert vil være populært i de socialdemokratiske saloner i Skandinavien og ved cafébordene rundt om i de andre politiske korrekte cirkler.
Skridtet giver popularitet på hjemmefronten i Sverige, men i bedste fald betyder det ikke en bønne i Mellemøsten – i værste fald gør det forhandlingerne om en løsning mere komplicerede og langvarige, hvilket hverken israelerne eller palæstinenserne kan være tjent med.
Den svenske anerkendelse er populær i visse kredse, men palæstinensernes situation ændrer den ikke på.
Men – og det er også vigtigt – israelerne gør klogt i at se den nye svenske statsministers erklæring som et symptom på en tendens, der bliver mere og mere udbredt i den vestlige verden, selv i lande som altid har stået skulder ved skulder med Israel.
Israels venner er ved at tabe tålmodigheden, og de laster mere Israel for problemerne i forhandlingsbordet palæstinenserne. Derfor vil fremtiden politisk, diplomatisk og sikkert også økonomisk og handelsmæssigt i stigende grad blive besværlig for Israel, hvis landets ledere ikke tager bestik af den nye og stadigt foranderlige virkelighed.
Israels venner bliver mere og mere kritisk overfor den israelske regerings politik. Ikke fordi de er imod Israel. Tværtimod. Fordi de er bekymrede for Israels fremtid.
Når man taler med vestlige diplomater her i Israel, selv diplomater som åbent erklærer sig som støtter af Israel, så er det klart, at en holdning er ved at brede sig blandt Israels gamle venner om at den største udfordring for Israels fremtid ikke er palæstinenserne, men tværtimod Israels egen politik.
TILFØJELSE:
Ovre på mine Facebook-sider opstår der altid vild diskussion, når jeg skriver om Israel-Palæstinakonflikten. Desværre når kommentarerne ikke altid op på noget særligt højt niveau. Andre emner fra Mellemøsten fører sjældent til særlig megen diskussion, men Israel-Palæstina får nogen til helt at miste jordforbindelsen.
Nedenstående er en uddybende forklaring fra min side, som tilsyneladende er nødvendig, for folk læser ind i mine tekster, mere eller mindre hvad de ønsker, og tillægger mig derefter holdninger, som jeg ikke har.
06.10.2014: Der er tilsyneladende nogen, der tror, at jeg er imod oprettelsen af en palæstinensisk stat. Det er ikke korrekt. Tværtimod. Jeg mener, at palæstinenserne skal have deres egen stat.
Jeg kan ikke se, at der eksisterer nogen anden måde at løse konflikten på fredelig vis end ved at palæstinenserne får deres egen uafhængige stat. Men konflikten kan også kun løses fredeligt ved forhandlingsbordet. Ikke at det er let. Slet ikke. Det viser historien os desværre med al ulykkelig klarhed. Men af alle dårlige alternativer er forhandlinger vel det mindst dårlige.
Forhandlinger om fred mellem Israel og palæstinenserne bliver lange, vanskelige og smertefulde. Begge parter bliver nødt til at komme med indrømmelser og kompromisser, som vil gøre ondt helt ind i hjertet på dem, og nogle af disse indrømmelser bliver vanskelige at få de respektive befolkninger til at ”sluge” - både fordi disse indrømmelser vil være enorme, men også fordi ingen af parternes ledelser overhovedet er begyndt på at forberede deres respektive befolkninger på, at de også skal opgive noget. Tværtimod foregøgles begge befolkninger, at det blot er modparten, der skal levere en hel masse.
På samme måde forsøger begge parter at tromme international støtte op for deres synspunkter, hvilket man naturligvis ikke kan fortænke dem i. Men det er ikke i den internationale opinion, Israel-Palæstinakonflikten løses. Det er ved forhandlingsbordet. Det er det, jeg prøver at skrive.
Forhandlingsbordet – hvor uperfekt det end er – må være det eneste sted for en løsning, for alternativerne er så meget værre.
Så er der tilsyneladende også nogen, der tror, at en palæstinensisk stat allerede eksisterer. Det tror jeg, at mange palæstinensere vil være uenige med dem i. Hvis den allerede eksisterede, var der jo ikke nogen grund til at kæmpe for den.
Den palæstinensiske stat eksisterer ikke! Og den har aldrig eksisteret! Sådan er det bare. Uanset om man kan lide det eller ej. Alt andet vil være at leve i en virtual reality. Men det betyder ikke, at en sådan stat ikke bør oprettes, for det bør den som allerede nævnt.
Men udover at en løsning på konflikten bør foregå ved forhandlingsbordet, så bør den også tage udgangspunkt i virkeligheden, som den faktisk er. Ellers bliver en vanskelig forhandlingsproces først helt umulig.
DANMARK VIL ANERKENDE PALÆSTINA…
NÅR STATEN EKSISTERER
Mandag /ritzau/06.10.2014: Regeringen kan først anerkende Palæstina som stat, når der er en chance for, at der bliver en stat. Den svenske regerings melding om at anerkende Palæstina som en selvstændig stat ændrer ikke ved Danmarks holdning.
Palæstina kan først anerkendes som stat, når der er en sandsynlighed for, at staten overhovedet kan eksistere. Der skal dog ikke herske tvivl om, at regeringen gerne ser en to-statsløsning i Mellemøsten. Sådan lyder meldingen fra udenrigsminister Martin Lidegaard (R), efter at den nye svenske regering har meldt ud, at Sverige som første land i EU vil anerkende Palæstina som en selvstændig stat.
- Vi glæder os til at kunne anerkende Palæstina som stat, men det er svært at gøre det, før vi ved, om staten har nogen som helst mulighed for at eksistere, siger Martin Lidegaard.
- Derfor er den naturlige rækkefølge i min optik at lægge maksimalt pres på parterne med henblik på at finde en løsning, der kan sikre, at staten kan overleve, siger han til Ritzau.
Den svenske statsminister, Stefan Löfven, bebudede fredag aften, at Sverige vil anerkende Palæstina. Det fik USA på banen, der kaldte svenskernes melding "forhastet".
Tilføj kommentar
