En meget lang fredag

JERUSALEM (18.04.2014): Det var Langfredag i dag. Dagen hvor Jesus ifølge den kristne tradition slæbte sit kors fra den romerske Antoniafæstning, igennem Jerusalems gyder og stræder til stenbruddet Golgatha udenfor byen, hvor han blev korsfæstet. Det markerer kristne pilgrimme fra hele verden ved at gå i Jesu’ fodspor ad Via Dolorosa – Lidelsens Vej – til Den hellige Gravs Kirke.
 
Den lidelse, som sikkert er grunden til at denne fredag bliver opfattet som lang, den har man med stor succes formået at bringe med sig intakt op i nutiden. Dagen var en lidelse, og den var meget lang.
 
Jeg er jo, som jeg har skrevet om et par gange, i færd med at lave en bog om religiøses og fromt troendes forhold til Jerusalem, som er en hellig by for de tre store monoteistiske verdensreligioner, derfor tilbragte jeg en stor del af dagen i Den gamle Bydel med at fotografere. 
 
Området omkring Den hellige Gravs Kirke – kristendommens helligste sted – var ved at eksplodere af pilgrimme, turister, præster, nonner, munke og alle andre, som er strømmet til på grund af påsken. Jeg kan ikke påstå, at jeg helt forstår visdommen bag israelsk politis beslutninger om, hvad der skal lukkes af, hvornår, og hvem der skal have adgang og hvordan. Efter min egen beskedne mening, så giver mange af det israelske politis beslutninger ikke nogen mening, og gør ofte bare ondt værre.
 
I hvert fald betød politiets beslutning om at lukke flere af adgangsvejene til kirken, at kristne fra hele verden trængtes ved politiets mange forskellige afspærringer og at de frustrerede pressede på for at komme ind. Mange af dem kunne slet ikke forstå, hvorfor der var spærret af til deres helligste sted på deres religions mest højtidelige helligdag, hvilket man ikke kan fortænke dem i, og sprogforbistring samt israelsk politis mildt sagt begrænsede pædagogiske evner betød en anspændt, utålmodig og vred stemning mange steder.
 
Ind imellem blev presset på nogle af afspærringerne så stort, at de simpelthen væltede, og folk strømmede forbi politiet som en ustoppelig flodbølge, mens politifolkene desperat forsøgte at holde folkemængden tilbage. Mange faldt, blev trampet på, og det var enhver for ham selv. Ingen barmhjertighed fra de fromt troende til hverandre. Hvis ingen kom noget til ved disse sporadiske episoder, så er det i hvert fald et mindre bibelsk mirakel.
 
Ved frokosttid – efter den græsk ortodokse patriark var ankommet med sit kors, åbnede israelsk politi endelig flere af vejspærringerne, og folk strømmede mod kirken. Jeg fulgte med. Det var næsten umuligt at gøre andet. Men flere gange var livet næsten ved at blive klemt ud af kroppen på mig, så meget trængtes pilgrimmene. Mange var så optændt af et ubegribeligt hysteri, som om de frygtede at blive dømt til evig forbandelse, hvis de ikke nåede frem til Jesu grav i tide. Andre var så desperat bange for at miste kontakten til den gruppe, de var en del af, og deres landsbypræst hjemmefra, som fungerede som en slags hyrde for sin flok af skræmte får, at de næsten trampede alle andre ned for at holde trit med deres valfartende menighed.
 
Respekten for religion og de fromme bekendere til en eller anden kulørt udgave af kristendommen kan på sådan en uendelig lang fredag ligge på et meget lille sted. 
 
”Du skal elske din næste som dig selv”, som er en af Jesu vigtigste læresætninger, syntes ingen af hans tilhængere i dag nogensinde at have hørt om. Hvis ”næsten” på sådan en dag står i vejen, skal han bare trampes ned, er snarere den fortolkning, der synes at beskrive de mange pilgrimmes forhold til deres religion på dagen, hvor de mindes deres frelsers korsfæstelse og død.
 
Helt fremme ved Gravkirken var trængslen så stor, og stemningen så hysterisk og dårlig, samtidig med at jeg hørte noget inde fra kirken, der nærmest lød som skrig og nødråb, at jeg besluttede, at jeg nu havde fået mere end nok. De billeder, jeg kunne fotografere, gav ikke nogen ide om religion, tro eller hellige steder... eller måske gjorde de netop?!? Billederne kunne lige så godt være taget blandt vilde fodboldtilhængere på desperat flugt fra et brændende fodboldstadion. Måske i virkeligheden flere ligheder, end troende kan lide at høre.
 
Gravkirken har kun én eneste ind- og udgang. De israelske myndigheder har i mange år forsøgt at overbevise de fem nationale kirker, der administrerer kirken, om, at det er for farligt, og at der bør laves endnu en adgangsvej, som kan bruges som udgang – og især som nødudgang, hvis noget skulle gå galt. Men efter mere end 20 års forhandlinger, er det stadigvæk ikke lykkedes de indbyrdes rivaliserende kirker at enes om det. I dag var der ingen rigtig panik, kun selvisk ubarmhjertighed. Men man kan med frygt tænke på, hvad der vil ske, hvis der en dag pludselig opstår panik blandt de mange pilgrimme inde i kirken – på grund af en ildebrand, frygt for en bombe, slåskampe imellem munke og præster (hvilket også sker fra tid til anden) eller noget lignende. Hvis en pakket kirke går i panik, bliver folk trampet ihjel, der er ingen vej udenom, og kirkerne vil selv være skyld i tragedien.
 
I den her slags sammenhænge minder kristendom mere om rivaliserende fodboldklubbers vanvittige hooligans, og ikke om en tro, baseret på et smukt budskab om næstekærlighed, og da slet ikke noget der har med en venlig, omfavnende, fredselskende jødisk vækkelsesprædikant og mirakelmager fra Galilæa at gøre.
 
Noget jeg har bemærket, når jeg arbejder blandt de virkelig dybt religiøse i den her del af verden – om det så er fromme kristne, fundamentalistiske islamister eller ultra-ortodokse jøder – alle der ser sig selv om hellige krigere af Guds nåde, så er der meget få smil. Det er folk, der tager sig selv og deres mission alt for alvorlig. Og det, der skulle have været ”det glade budskab” – hvilket er betydningen af ordet ”evangelium” – bliver trampet fladt sammen med de mennesker, man jokker på, for at nå frem til sin frelsers grav.
 
Jeg tog mine kameraer over skulderen og forlod dette vanvittige, uværdige cirkus som går under navnet påske på kristendommens helligste sted… som jeg egentlig tror, har meget lidt med kristendommen at gøre, og helt har mistet forbindelsen til den Jesus, der prædikes om.

* * *

Læs også min artikel om turen ind i Gravkirken påskedag og min venten på Den hellige Ild i "Jubiii, jeg har nøglen".