Israel og palæstinenserne:
Freden står alene tilbage
Mange frygter, at det ender med at gå, som det gjorde under præsident Bill Clinton.
Efter at have brugt enorm energi og prestige på fredsprocessen igennem hele sin præsidentperiode, så kom Clinton først med sin fredsplan få dage inden han forlod Det hvide Hus den 20. januar 2001, og dermed fik den aldrig en chance for at blive taget alvorlig.
Et halvt år forinden var fredsforhandlingerne brudt uhjælpelig sammen, og palæstinenserne havde i stedet indledt en ny voldelig opstand – Intifada – imod den israelske besættelsesmagt. Samtidig var det den nye amerikanske præsident George W. Bush’ klare opfattelse, at Clinton havde brugt alt for megen tid på Mellemøsten, hvilket han ikke selv ønskede han at gøre. Det nytårsforsæt holdt dog kun endnu et halvt år – indtil den 11. september 2001. Al Qaeda’s kæmpemæssig terroraktion imod New York og Washington vendte op og ned på den opfattelse, og Bush endte med at være meget mere involveret i Mellemøsten end sine forgængere. Men hans projekt var en ”krig imod den internationale terrorisme”, som foregik andre steder i Mellemøsten, og da Israel i foråret 2001 havde fået en højre-nationalistisk Likud-regering under ledelse af Ariel Sharon, og i de efterfølgende to år blev ramt af en veritabel bølge af palæstinensiske terroraktioner, så kunne Israel portrættere sin kamp som en del af USA's større krig imod den islamiske terrorisme.
Clinton’s ellers udemærkede fredsplan var død, og blev stillet op på biblioteket ved siden af alle de andre kuldsejlede mellemøstlige fredsplaner. Israelerne og palæstinenserne var begge optaget af at gøre livet surt for hinanden, og USA og store dele af resten af Vesten af en umulig højteknologisk krig imod en flok fanatiske, huleboende barfodskrigere, der troede at de var Gud’s egne hellige stridsmænd.
Det er grunden til at mange nu håber, at præsident Barack Obama præsenterer sin fredsplan inden han er midt at pakke flyttekasserne, så han stadigvæk har tid og energi til også at lægge alvor bag intentionerne. Men når man ser på alle Obama’s smukke taler om Mellemøsten, i forhold til det, der egentlig er blevet gennemført, så er der næppe megen grund til optimisme.
Den opmærksomme læser har sikkert opdaget, at jeg i det sidste lange stykke tid har skrevet langt mere om fotografi end jeg har om situationen i Mellemøsten – uanset om vi her taler om Israel-Palæstinakonflikten eller fredsprocessen - alt efter om man ser på det halvtomme eller halvfulde glas - og om opbruddet i den arabiske verden. Det er ganske korrekt. Jeg kan næsten ikke slæææbe mig til at skrive om Mellemøsten, for det er sååå deprimerende. Der sker intet eller kun meget lidt godt. Og når der endelig sker noget, så går det den forkerte vej.
Jeg er også blevet så træt af at høre alle parternes brok. Alle hernede – om det er israelerne, palæstinenserne eller araberne generelt – er eksperter i at give alle andre i solsystemet skylden for, at deres egen situation ikke forbedres. Den allersidste de vil give noget som helst ansvar for deres egen situation er… dem selv. Netop det, er et af de næsten uoverstigelige problemer.
* * *
For nylig besøgte jeg den palæstinensiske flygtningelejr Jalasoun, som ligger lige udenfor palæstinensernes midlertidige de facto-hovedstad Ramallah. Det er en del år siden, jeg sidst har været inde i lejren, som jeg tidligere kom i ret ofte.
Meget lidt har ændret sig, udover at der er blevet bygget mere slum, gyderne er blevet smallere og overbefolkningen endnu værre. Men det var ikke muligt at se nogen iøjnefaldende forbedringer. Og det på trods af de enorme formuer som Vesten – i særdeleshed EU – har sprøjtet ind i Det palæstinensiske Selvstyre på Vestbredden. I de 20 år, der er gået siden fredsprocessens begyndelse, er palæstinenserne blandt de folkeslag i verden, der har modtaget mest per person i international bistand. Men det er tydeligvis ikke her i Jalasoun de penge er blevet brugt.
Det kan palæstinenserne også godt selv se, og selvom der fra tid til anden er demonstrationer imod PA – de palæstinensiske selvstyremyndigheder, UNRWA – den FN-organisation der administrerer og driver flygtningelejrene, så udvikler al utilfredshed sig som regel ret hurtig til raseri imod Israel. I særdeleshed imod de nærmeste repræsentanter for den israelske besættelsesmagt, de bosættere der bor på den anden side af vejen – i bogstaveligste forstand kun et stenkast borte.
Jeg ankom til Jalasoun en fredag lige over middag og venter bare på at fredagsbønnen skal slutte og urolighederne bryde ud.
Den vrede og utilfredshed, som i denne runde egentlig blev udløst af en palæstinensisk løn- og arbejdskamp indenfor FN-organisationen UNRWA, blev ret hurtigt vendt imod de palæstinensiske politifolk, der viste sig i lejren, hvorefter de helt holdt sig borte. Efter et par uger blev vreden så i stedet rettet imod israelerne i Beit El-bosættelsen og de israelske soldater, der har til opgave at beskytte bosætterne.
En af mine palæstinensiske venner havde omtalt det som begyndelsen på en ny Intifada, men jeg må ærligt indrømme, at det var en ret spag forestilling. Langt de fleste voksne palæstinensere gik blot direkte hjem efter fredagsbønnen – og det var dem, det faktisk deltog i den. Det var mit indtryk, at langt de fleste slet ikke var kommet til moskeen.
Dem, der kravlede op af skråningen til hovedvejen og Beit El ovre på den anden side, var mest skolebørn og helt unge. Af mangel på sports- og ungdomsklubber, biografer, musik- og spillesteder, diskoteker og andet, som de unge kan kaste sig over, så emmer vreden og utilfredsheden, blandet op med en god portion kedsomhed, altid lige under overfladen. Nøjagtigt som det ville være tilfældet i ethvert andet underbemidlet slumkvarter i verden. Men da Israel her automatisk anses som roden til alt ondt, så er bosættelsen, hvis der ikke er andre oplagte mål for vreden indenfor kaste- og synsvidde, altid et passende mål. Og så er der pludselig ikke længere bare tale om drengestreger, som det ellers ville være i mange andre negligerede slumkvarterer, så bliver balladen pludselig ophøjet til heltemodige, nationalistiske kampe for retfærdigheden. Men der er i virkeligheden ofte mest tale om bøllestreger fra unge, der bare keder sig.
”Folk her har mistet troen. Troen på freden. Troen på myndighederne. Troen på fremtiden”, siger Akram Muhammed, som har en lille købmandsforretning ved landevejen lige udenfor flygtningelejren. ”Alle er vrede, og de unge har en masse ubrugt energi, som burde kanalikseres i en anden og mere konstriuktiv retning, men her er intet. Intet som helst. Derfor er de vrede. De er faret vild, så at sige.”
Akram Muhammed har familie i Canada, og har fået visum og arbejdstilladelse dertil. Han har allerede pakket. Konen og børnene er rejst. Om et par uger forlader han Palæstina, og han har ikke til sinds at vende tilbage. Han gider ikke beskæftige sig med politik. Han vil bare gerne have et ordentligt og anstændigt liv for sig selv og sin familie. Han tror, at folk er trætte, lige som han er det. Derfor tror han ikke, at vi er på randen af en ny Intifada.
”Folk er ikke rede til en ny intifada for de er bare trætte. Sååå trætte. De vil bare arbejde, have mad til deres børn og leve i fred.”
* * *
Ikke langt fra kampene i Jalasoun og Beit El har nogle jødiske bosættere anlagt en ny vingård.
Med rækkerne af vinranker i baggrunden gør en af de mest yderligtgående højre-nationalistiske religiøse israelske politikere det klart, at det her ikke bare handler om at skabe arbejdspladser eller at dyrke vin. Det her handler om bibelske profetier, Messias’ komme og genopbygningen af det tempel, der blev ødelagt af romerne for 2.000 år siden.
”Vores rødder er her”, siger Moshe Feigelin, ogh peger på jorden, hvor han står. ”De er jødiske rødder. De går dybere og dybere ned i mulden her. Den vin der produceres her i vingården og olivenolien vil blive bragt op til Jerusalem og til det jødiske Tempel.”
De tilstedeværende jubler.
Her er der enighed om, at ligegyldigt hvad amerikanerne kommer med af fredsplaner, og ligegyldigt om den israelske regering og palæstinenserne imod alle odds pludselig skulle enes om en forhandlingsløsning, så vil alt det alligevel ikke have nogen som helst betydning.
For det her handler ikke om et demokratisk mandat. Det er ikke noget, der kan forhandles om og gås på kompromis med. Det her er Det hellige Land. Det er Guds pagt. Det er guddommelige absolutter. Alt eller intet. Det her er langt større og mere monumentalt end folkevalgte parlamenter og jordiske regeringer, der kun har fået betroet magten i en fireårig periode, hvis de magter at fastholde deres parlamentariske grundlag.
Gud har ikke brug for noget parlamentarisk mandat. Gud han ER. Hvad Gud siger kan ikke debatteres. Og folk her ved, hvad Gud mener.
At plante en vingård eller bygge huse i Judæa og Samaria – de bibelske navne for Vestbredden – handler ikke bare om at skaffe boliger. Selve handlingen med at plante, sætte rødder i jorden, er for disse religiøse nationalister en hellig pligt. De har en nærmest spirituel kærlighedsaffære med Guds jord. En opfyldelse af den bibelske pagt Gud indgik med Abraham.
”Forbindelsen til naturen er meget beroligende. Meditativt lindrende. Der er noget med landbrug og med jorden, der giver mennesket en særlig sjælefred”, siger Eran Katz, jødisk bosætter fra Adiat-bosættelsen, mens han med sin hakke gør jorden klar til at tage imod endnu en vinranke.
Ikke langt derfra oplever en anden gruppe bosættere, at den israelske regering, de i første omgang troede på, nu går stik imod Guds vilje (som de i hvert fald opfatter den). Her har bulldozere netop fjernet nogle hastigt opførte huse og mobile caravans, som kort tid forinden var blevet placeret på en gold, forblæst bakketop.
På jorden sidder en ung kvinde hulkende. En veninde holder om hende og på mobiltelefonen taler hun med sin mor:
”Mor! De ødelagde mit hus. Med bulldozere. De trak mig hele vejen rundt om huset. Fire soldater. De slog mig”, græder Yael Keissler ind i røret.
Hendes far er en af de kendte bosætterledere på Vestbredden. Om det er derfor hun er så rystet over at sådan noget kunne overgå hende, eller om hun faktisk havde troet at Guds engle med flammesvært ville have stoppet den israelske hærs bulldozerne ved jeg ikke.
Beboelser som denne, kaldes hernede ”en ulovlig bosættelsesudpost”, og de bliver indimellem ryddet. Men der er over et hundrede af dem, og i det store billede er de egentlig ret ligegyldige. Mange af beboerne i disse ”udposter” bor i forvejen i andre bosættelser i de besatte områder, så disse små udposter forøger ikke den samlede bosætterbefolkning.
Men den store opstand og ballade, der hver gang piskes op, når en af dem nedlægges, skaber en fiktion om, at den israelske regering faktisk gør noget ved sagen, hvilket på ingen måde er sandt. Tværtimod. Mens opmærksomheden fokuseres på disse mere fotogene events med nogle enkelte skure og grædende kvinder, så bygges der masser af nye huse i de etablerede bosættelser, hvilket skaber langt mere kontante kendsgerninger på landjorden.
Men de få tilfælde, hvor bosættelser bliver fjernet, fører det ofte blot til at bosætterne bliver endnu mere indædte og kamplystne, hvilket også mobiliserer deres støtter tilbage i det egentlige Israel.
”Vi genopbygger naturligvis vore huse. Vores kampgejst bliver ikke svækket. Vi står som en forsvarsmur. Myndighederne bliver nødt til at forstå, at fortsætter disse ødelæggelser, så går det galt”, siger Meir Bertler med et indforstået behøver-jeg-at sige-mere-blik.
Jeg spørger ham, hvad han mener.
”Den der skal forstå, det jeg siger her, forstår”, svarer han og blinker indforstået med det ene øje.
Det han i virkeligheden siger, uden at sige det højt, er, at vi allerede er nået så langt, at forsøger den israelske regering faktisk at fjerne de jødiske bosættelser fra de besatte områder, så vil det kløve Israel på langs og måske kaste landet ud i en borgerkrig. Så dybe er de interne modsætninger i befolkningen.
Og af mangel på modige, visionære politiske ledere, som tør stå i spidsen for en dristig fredspolitik, så bliver det en relativ lille gruppe yderligtgående, religiøse nationalister uden noget som helst folkeligt mandat, i stand til at trække en hel nation rundt ved næsen og blokere ethvert håb for alle om en mere fredelig fremtid.
* * *
Klods op og ned af den forkætrede mur i det fortrinsvist arabiske Øst-Jerusalem møder jeg en af de palæstinensiske ledere: Tidligere premierminister Ahmad Qurei, som også kaldes Abu Ala. Han var en af hovedmændene bag Oslo-fredsprocessen. I dag tror han ikke meget på hverken den eller på den amerikanske udenrigsminister John Kerry’s forsøg på at skabe fred, vil føre til noget som helst.
På det her tidspunkt ved vi ikke præcist, hvad en amerikansk plan – hvis den kommer, vil indeholde, om end mange dele af den har været offentliggjort i den israelske presse. Men uanset hvad, så er Abu Ala ikke begejstret for planen eller det at amerikanerne måske snart forsøger at skære igennem al uviljen til at nå resultater ved forhandlingsbordet.
”Det vil desværre være en fejl”, siger Abu Ala om, hvad en amerikansk plan vil betyde.
”Mener du, at der ikke længere vil være noget at tale om, hvis den plan bliver frem”, spørger jeg.
”Sådan ser jeg på det. Jeg tror ikke, at planen vil hjælpe. Men vi skal ikke foregribe problemerne. Nu undersøger vi, hvad vores alternativer er, vore valgmuligheder og hvad vi kan gøre”, svarer han lidt luftigt. Men begejstring for den mulige dybere amerikanske involvering er han i hvert fald ikke tilhænger af.
Det meste af vores interview bruger den tidligere palæstinensiske premierminister på at give israelerne skylden for alt, der er gået galt. Hårdt presset – efter gentagne spørgsmål – indrømmer han dog, at palæstinenserne også har begået fejltagelser.
”Det var da en fejl, at vi gik med til at Oslo-fredsforhandlingerne fik lov til at blive trukket i langdrag i 20 år. Det var da en fejl”, siger Abu Ala.
”Hvad var alternativet?”
”Vi kunne have spurgt befolkningen. Så kunne vælgerne træffe deres valg. Det er jo folkets ret!”
Så selvom det er lykkedes at få den palæstinensiske politiker til at indrømme en fejl, så er fejlen, at palæstinenserne for længe troede på israelerne. Så selv palæstinensernes egne fejltagelser er på en eller anden måde også israelernes skyld.
Jeg vil jo nok påstå, at netop det i sig selv også er en af fredsprocessens problemer.
Lidt længere oppe af gaden fra Abu Ala’s kontor i Abu Dis ligger denne halvfærdige ruin af noget, der skulle have været det palæstinensiske parlament.
En tom skal af det, der skulle have været folkestyrets prægtigste monument. En stor betonbygning som nu står spøgelsesagtig tom tilbage. Kabler, plastikrør og bunker af ledninger hænger i spagettitykke bunker ned fra de ufærdige lofter.
Her er rum efter rum, gange og korridorer og pludselig står vi i det kæmpemæssige auditorium, der skulle have været parlamentssalen. Udover størrelsen, som fornemmes lidt opblæst i forhold til at et Palæstina, hvis det nogensinde kommer, ikke vil være meget større end en dansk region. Virkeligheden har aldrig kunnet leve op til palæstinensernes drømme.
Nu vandrer man i skidt og bunker af duelort, inde i noget der skulle have været symbolet på den palæstinensiske stat, monumentet for den fredelige løsning på Israel-Palæstinakonflikten, men i stedet er blevet en skamstøtte for fredsprocessens sammenbrud og parternes manglende evne til at forholde sig til de begrænsede muligheder den bitre virkelighed tilbyder.
Alene det, at palæstinenserne ikke er begyndt at klargøre parlamentssalen, flytte møbler ind, sætte lamper op endsige rydde op i bunkerne af fugleekskrementer viser, at de ikke tror et øjeblik på at forhandlingerne vil føre til noget. Det laster de naturligvis kun israelerne for, selvom de også sagtens kunne påtage sig en del af ansvaret selv.
Som alt andet i denne ulykkelige konflikt står parternes urealistiske drømme i vejen for at den mindst dårlige løsning kan blive en realitet, og man kan komme videre med at opbygge sin egen stat, snarere end være så fokuseret på hvordan man skal sabotere modpartens.
* * *
Det synes ret oplagt, at den israelske regering har ret i, at konflikten må løses af parterne selv ansigt-til-ansigt ved forhandlingsbordet. Men netop med den erkendelse er det jo så ret sært, at den israelske regering ikke har givet palæstinenserne særligt mange indrømmelser ved forhandlingsbordet, som kunne gøre det muligt for præsident Mahmoud Abbas at retfærdiggøre sin satsning på diplomatiet fremfor den væbnede kamp. På den måde svækker israelerne den palæstinensiske leder, der måske er den sidste, der overhovedet ønsker den her slags forhandlinger.
Omvendt synes det også ret mærkværdigt, at palæstinenserne nu, hvor der i månedsvis har været forhandlinger, og de har fået løsladt gruppe efter gruppe af palæstinensiske fanger fra israelske fængsler, så ikke har brugt perioden til at opnå egentlige resultater, men kun har holdt forhandlingerne i gang, så de kan fortsætte med at få fanger frigivet, for derefter blot at stoppe.
Derfor har israelerne meddelt, at de indtil videre fastfryser løsladelsen af den sidste gruppe fanger, indtil palæstinenserne har indvilget i at fortsætte forhandlingerne udover den frist, der oprindelig var sat i slutningen af april.
Problemet er bare, at begge parter synes at forhandle kun for at forhandle. Ikke for at nå frem til et egentligt resultat. Ingen af parterne – hverken israelerne eller palæstinenserne – synes rede til at yde de smertefulde indrømmelser, som er nødvendige. Og ingen af dem kan gøre det, med mindre de samtidig kan præsentere deres befolkninger for et eller andet håndgribeligt og væsentligt tilbud fra modparten.
Og helt til slut – bare for at foregribe de to parters små, kultagtige "menigheder" af tro tilhængere i Danmark, som sikkert som sædvanligt vil fare i blækhuset over mine skriverier:
Jeg er træt af at høre Israel-tilhængere og Palæstina-støtter i Danmark nærmest per autopilot kritisere dem, de er imod og ikke kan lide, som om kun modparten sidder med hele skylden for den rådne situation, vi befinder os i i Mellemøsten. Enhver, med bare en lille smule sans for hvordan tingene hænger sammen hernede, ved, at de israelske ledere ikke lytter til Palæstina-tilhængere i Danmark. På samme måde som de palæstinensiske myndigheder er bedøvende ligeglade med, hvad Israel-elskere i Danmark har på hjertet. Derimod er der i det mindste en lillebitte chance for, at palæstinenserne vil lytte til kritik fra deres egne venner rundt om i verden, og at de israelske ledere måske vil have en lille smule sværere ved at lukke af for kritik, hvis den kommer fra dem i omverdenen, hvis loyalitet ikke kan drages i tvivl.
Lad dette være mit lille konstruktive indspark til, hvor I bruger energien.
For så længe de to parters ”menigheder” i Danmark bare bruger krudtet på dem, man i søvne kunne forvente, at de ville være uenige med, så er de selv lige så meget en del af problemet, som de israelske og palæstinensiske ledere er det, og så spilder man sin tid, ved at lytte til dem.
Tilføj kommentar
1 Kommentarer:
