529 dømt til døden

JERUSALEM (24.03.2014): Som om det ikke allerede går helt ad H… til i Egypten, så har en domstol i byen Minya i Øvre-Egypten netop afsagt dødsdom over ikke mindre 529 medlemmer af Det muslimske Broderskab og andre tilhængere af den afsatte præsident Mohamed Mursi. 16 blev frigivet, så en eller anden retlig votering må der dog have fundet sted.
 
Anklagerne lyder på mord på en politimand, forsøg på mord på to andre og et angreb på en politistation i august sidste år i forbindelse med myndighedernes voldsomme og blodige aktioner imod to store pro-Mursi protestlejre i Kairo.
 
Enhver der kender bare det allermindste til Egypten ved, at intet der har med myndighederne at gøre, sker hurtigt. Snarere tværtimod. Det egyptiske bureaukrati er notorisk for ikke at flytte sig ud af stedet. Sådan er det i hvert fald ikke gået i denne sag.
 
Hvis vi antager, at den egyptiske domstol faktisk har arbejdet i fulde otte timer i de to dage, den har behandlet sagen – hvilket jeg stærkt vil betvivle, at den har – så ville det være en sagsbehandlingstid på under to minutter per anklaget. Fra mit job som journalist i de elektroniske medier ved jeg, at ét minuts tale er 12 linjer på et A4-ark. Så hvis vi forestiller os, at anklagemyndighed og forsvaret har fået lige lang tid, og vi antager, at dommerne har afsagt dommen helt uden betænkningstid, så har forsvaret altså haft mindre end ét minut til hver klient. 
 
Du har allerede læst mere end 12 linjer af denne artikel frem til dette punktum.
 
Sorry! Det var alt, dit forsvarsskrift kunne indeholde. Det var ikke overbevisende nok. Du er dømt til døden!!! Næste!
 
Ved det første retsmøde i lørdags anmodede forsvarsadvokaterne om mere tid, så de kunne sætte sig ind i de mange sagsakter. Det afviste dommer Said Youssef. Da advokaterne protesterede, udbrød den rasende dommer, at advokaterne ku’ rende og hoppe. De skulle ikke tro, at de kunne diktere ham, hvad han burde eller ikke burde gøre, og derefter bad han retsbetjentene stille sig imellem ham selv og forsvarsadvokaterne, som højlydt protesterede.
 
Ved mandagens domsafsigelse var retsbygningen omringet af politi og sikkerhedsstyrker, som end ikke tillod forsvarsadvokaterne adgang til retslokalet, fortæller Yasser Zidan, en af forsvarsadvokaterne til det amerikanske nyhedsbureau AP.
 
Det kan næppe overraske nogen, at forsvarerne protesterer og siger, at de ikke har fået mulighed for på tilfredsstillende vis at fremlægge deres klienters sag, g at hele retssagen var en parodi.
 
Flere menneskerettighedsadvokater siger til de internationale nyhedsbureauer, at dommene helt sikkert vil blive anket, og at de højest sandsynligt også vil blive omstødt. Men det hastværk, der er blevet lagt for dagen her, og det store antal dødsdomme, der på ingen tid blev afsagt, er ret ekstraordinært selv efter egyptisk målestok.
 
”Det her er den hurtigste sagsbehandling, og antallet af tiltalte, dømt til døden, det største, i Egyptens samlede retshistorie”, siger Nabil Abdel Sakem, der er forsvarsadvokat for en række af Det muslimske Broderskabs ledere blandt andet tidligere præsident Mohammed Mursi.
 
I det egyptiske retssystem er det reglen, at bliver en anklaget dømt in absentia, så får han automatisk lovens strengeste straf.
 
Ved sagen i Minya var kun 123 tiltalte til stede i retssalen. Mange andre var enten blevet løsladt (hvilket i sig selv siger noget om bevisets stilling), var ude mod kaution, endnu ikke pågrebet eller på flugt. Tilsammen var mere end fire hundrede tiltalte ikke tilstede. Da hele retssagen kørte som et ”bunkebryllup”, så fik alle bare per autopilot lovens strengeste straf for mordanklagen: Altså dødsstraf.
 
Ligesom denne automat-domsafsigelse er rutine, så er det at de dømte nu anker dommen lige så automatisk. Og alle i Egypten ved, at ved den højere retsinstans bliver dødsdommen næsten helt sikkert omstødt. Derfor kan man jo godt spørge sig selv, hvorfor man overhovedet spilder tiden med den første retssag ved den lavere retsinstans.
 
Der afsiges ganske mange dødsdomme i Egypten. Langt flere end mange tror, men der eksekveres kun ganske få af dem.
 
Det er naturligvis en ringe trøst for folk, der blot har deltaget i en politisk protestdemonstration, hvorunder en politimand er blevet dræbt, at den dødsdom, de nu har fået, næsten helt sikkert bliver omstødt og i stedet erstattet af en ligeså absurd fængselsstraf, blot for at have udøvet sin demokratiske ret til at demonstrere. Det er naturligvis hvis Egypten var demokratisk, hvad landet naturligvis ikke er. Ikke bare på grund af det militærkup, som man ikke må kalde et militærkup, men også fordi at landet, selvom det har haft et antal forholdsvist demokratiske valghandlinger, så langtfra er demokratisk, fordi der ikke findes en fri, uafhængig og kritisk presse, ikke har et uafhængigt og upåvirkeligt retsvæsen, ikke eksisterer et undervisnings- og uddannelsessystem, som opfostrer velinformerede, kritiske samfundsborgere, ikke… så utrolig meget andet, der også skal til, for at et samfund kan kalde sig selv demokratisk.
 
Egypten er ikke demokratisk! I Egypten overtrædes menneskerettighederne… rutinemæssigt. Men Egypten har årtiers erfaring med at få sine overtrædelser til at synes mindre alvorlige end de er.
 
At det egyptiske udenrigsministerium så umiddelbart efter domsafsigelsen kan udsende en officiel meddelelse, der påstår, at landets retsvæsen er ”helt igennem uafhængigt, og ikke på nogen måde bliver påvirket af statens udøvende magt”, fortæller os blot en anden ting, det egyptiske samfund også mangler: Nemlig et mindre propagandistisk udenrigsministerium, som er blot en lillebitte smule i tættere kontakt med den faktiske virkelighed i det land, ministeriet påstår at repræsentere.
 
Ikke desto mindre skal man ikke tro, at massedødsdommen vækker afsky i alle dele af den egyptiske befolkning. Langtfra. I visse samfundslag vækker den direkte begejstring. Brede kredse blandt middelklassen, de rige, de veluddannede, sekulære og også ganske mange andre, er godt tilfredse med dødsdommene. Men tilfredsheden med den hårde dom deles også i brede kredse blandt mindrebemidlede, som lider under de økonomiske problemer og manglen på turister.
 
Egypten bliver i stigende grad et polariseret samfund med mere og mere ekstreme, modsatrettede holdninger, som har meget få fælles berøringsfelter. Det Egypten, én del af befolkningen drømmer om, udelukker alt det, en anden del af egypterne anser for ønskværdigt. Og selvom alle bliver nødt til at dele fremtidens Egypten, så er begge parter kompromisløst hårde og ubarmhjertige overfor hinanden.
 
”Dem som har dræbt, fortjener selv at dø, præcist som Koranen foreskriver”, siger Amin Fatouh, en pensioneret embedsmand i Kairo. ”Disse personer er skyldige i mord, derfor må de selv henrettes.”
 
Der er dog også dem, der føler ubehag ved dommen, som for eksempel den kristne Beshoy Zakariya: ”Antallet af anklagede er ganske stort, så det er ret klart, at dommen ikke kan være fair. Nogle fortjener måske den hårde dom. Andre ikke.”
 
Blandt moderate, sekulære og veluddannede er der også i visse kredse betænkelighed ved udviklingen. Den tiltagende totalitarisme rammer nemlig ikke kun den islamistiske opposition. Også den liberale, verdslige, pluralistiske opposition bliver der slået ned på fra myndighedernes side. Protester og modet til at stå åbent frem med sin uenighed og kæmpe for sine synspunkter er blevet mistænkeliggjort af myndighederne. Opposition bliver sidestillet med farligt og undergravende.
 
Det muslimske Broderskab er af myndighederne blevet stemplet som en terrorgruppe. Dermed er alle organisationens medlemmer om ikke ligefrem alle sammen på forhånd terrormistænkte, så føler de sig i hvert fald i øjeblikket som jagtet vildt, og ingen af dem tror længere på, at forhandlinger er en farbar vej til løsning af konflikten, og den erkendelse kan der ikke komme noget godt ud af.
 
Følgende har jeg kun fra en andenhånds kilde. En velinformeret politisk iagttager i Kairo, som overfor mig har refereret, at den egyptiske indenrigsminister Mohamed Ibrahim på et internt møde i går – altså umiddelbart inden massedødsdommen i Minya – skulle have givet udtryk for, at det er blevet bydende nødvendigt for regeringen af få en eller anden form for dialog i gang med oppositionen. For som situationen udvikler sig nu, skulle Ibrahim have sagt, bliver tingene blot værre, og synes i stadig større omfang at udelukke muligheden for en fredelig løsning på konflikten.
 
Om denne udtalelse kan være rigtig, kan jeg i sagens natur ikke vide. Den kommer blot med her for fuldstændighedens skyld. Jeg må sige, at når jeg ser myndighedernes gøren og laden i øvrigt, så ser jeg ikke mange indikationer på, at der skulle trives et ønske om dialog med oppositionen. Snarere tværtimod. Af det man kan se, synes holdningen at være, at der skal sættes hårdt mod hårdt.
 
Når retssystemet så – på myndighedernes vegne, for de egyptiske domstole er på ingen måde politisk uafhængige – med en farce af en retssag dagen efter idømmer over fem hundrede medlemmer af Det muslimske Broderskab og tilhængere af den afsatte præsident Mohamed Mursi dødsdom for mordet på én politibetjent, uden at komme nærmere ind på de enkelte tiltaltes rolle i mordet, så sender det et klart signal til alle egyptere, som indtil nu har følt sig bedre repræsenteret af Det muslimske Broderskab, at dialog ikke er åben som en metode til at løse problemer på. Det er den demokratiske proces heller ikke, viser deres erfaringer dem. Dermed er der ikke andre muligheder for dem, hvis de ønsker at vise deres utilfredshed med tingenes tilstand, at gribe til ikke demokratiske, voldelige former for protester. Og på den måde ender myndighedernes terror-mærkat på en hel social og politisk bevægelse med at blive en skæbnesvanger, selvopfyldende profeti.
 
Lad mig blot som illustration på absurditeten i den egyptiske massedødsdom og de diametralt modsatrettede retsprincipper, vi har at gøre med, give eksemplet med den danske sag imod Blekingegadebanden. Da det ikke lykkedes den danske anklagemyndighed præcist at udpege hvem af bandens medlemmer, det var der hævet over enhver tvivl skød og dræbte den 22-årige politibetjent Jesper Egtved Hansen under røveriet mod postkontoret i Købmagergade i 1988, blev ingen af de mistænkte dømt for mordet. I Egypten fungerer domstolene lige modsat. Anklagemyndigheden behøver end ikke udpege morderen. Hvis man blot tilhøre samme bevægelse som den formodede morder, eller har deltaget i samme protestdemonstration som ham, så er man per definition medskyldig i mordet i en sådan grad, at man får samme dom som morderen hvem end han måtte være, for er han ikke blevet identificeret er der ingen der ved, om han overhovedet befinder sig imellem de dømte.
 
Internationale menneskerettighedsorganisationer og flere vestlige regeringer har fordømt den egyptiske massedødsdom. Nogle kalder det for et justitsmord. Man fristes til at kalde det er ”justits-massemord”. Andre advarer om, at den type summariske rettergange hverken tjener retfærdighedens sag, Egyptens fremtid eller gør noget godt for landets omdømme.
 
I morgen starter en ny sag i Minya imod 683 andre mistænkte, som står tiltalt for lignende handlinger.