Lang vej endnu for Egypten

 
KAIRO (01.12.2014): Vi var egentlig bare på vej ud til Heliopolis-området i Kairo for at hente vores akkrediteringer, så vi kan få lov til at arbejde og filme under afstemningen om Egyptens nye forfatning tirsdag og onsdag. Som altid snegler trafikken sig afsted i noget der blot er en kronisk trafikprop i luntetrav. Af ren og skær kedsomhed ruller jeg vinduet ned for i det mindste at fotografere lidt, mens jeg forsøger at slå tiden ihjel.

Sirenerne fra et udrykningskøretør afslører at en ambulance forsøger at bane sig vej igennem det kaos, vi også selv er fanget i. Jeg løfter kameraet, og snupper et par billeder af ambulancen, da den snegler sig forbi et stykke borte. Et kedeligt, uinteressant billede, som aldrig ville være blevet vist, hvis det ikke var for det, der skete senere.
 
Vi kryber videre i snegletempo. Enkelte gange speeder køen pludselig lidt op, for så at stoppe totalt op få sekunder senere. Mellem et par biler forude spotter jeg en gadesælger, der forsøger at få afsat sine egyptiske flag. Formentlig en business der går strygende op til forfatningsafstemningen, som er den type begivenhed, der altid giver anledning til lidt nationalistisk ekshibitionisme i det her land.
 
Jeg gør igen kameraet klar, og tager et par skud af flagsælgeren, som hopper rundt imellem bilerne, da vi kører forbi ham.
 
Få øjeblikke senere tvinger en minivan os brutalt ind til siden og to civilklædte mandspersoner, som påstår at de er officerer i hæren, springer ud og kræver at se de billeder, jeg har optaget.
 
Jeg siger, at de må have spist søm, hvis de tror, at de bare kan komme busende op til mig og afkræve mig, at de skal se, hvad jeg har fotograferet.
 
Ingen af dem taler engelsk, så igennem min egyptiske assistent forklarer de fornærmet, at nogle bygninger, vi har passeret på den modsatte side af den kæmpemæssige boulevard, tilhører militæret, og absolut ikke må fotograferes, og at de derfor skal se, hvad jeg har taget billeder af.
 
Jeg forklarer dem – via tolken, at jeg ikke anede, at der var militære hemmeligheder i området, og at hvis de ikke netop havde fortalt mig det, ville det stadigvæk være en velbevogtet hemmelighed. Men det er altså dem, der har afsløret det. Ikke mig.
 
Det gør naturligvis langtfra agenterne mere venligt stemt. De er vant til at man bliver skræmt fra vid og sans, når man bliver trængt op i en krog af dem, og derefter blot velopdragent adlyder deres ordrer.
 
”Det er en indtrængen i mit privatliv, som ikke passer sig for et samfund, der påstår, at det er blevet et demokrati”, svarer jeg. ”I kan skaffe en dommerkendelse. Så kan vi tale om det.”
 
Så ankommer det civile politi, som også kræver, at jeg straks og uden videre ballade lader dem se mine fotos. De er tilsyneladende heller ikke blevet gjort bekendt med landets nye demokratiske status. Det gør jeg så, og forklarer dem samtidig, at jeg kun har taget billeder af en ambulance og en flagsælger. Jeg har intet foto af militære hemmeligheder, der truer nationens sikkerhed.
 
”Bevis det”, siger en ondt udseende politiløjtnant, som også er dukket op.
 
”Det er Jer, der skal bevise, at jeg har gjort noget galt. Ikke mig, der skal bevise min uskyld”, svarer jeg. ”Måske har I hørt om, at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist?”
 
Løjtnanten er nu alt andet end fornøjet.
 
Sådan en infam udlænding, som ikke viser den nødvendige respekt for en politiløjtnant. Og så endog foran sine egyptiske ansatte. Jeg ved jo ikke, om det var det, han tænkte, men sådan tolker jeg hans ansigtsudtryk. Revolutionen har været en hård tid for politiet, som stadigvæk er forankret i diktaturæraen. Først langsomt er det ved at gå op for politiet, at virkeligheden har ændret sig, men det er slet ikke begrebsmæssigt udstyret med de fornødne intellektuelle redskaber til at klare civile, som ikke er skræmte for dem og den brutalitet, som tidligere var deres foretrukne våben. 
 
Munden bliver til en tynd, anstrengt streg og øjnene smalle. Politiløjtnanten stirrer ondt på mig, som om han allerhelst ville banke skallen ind på mig med en knippel.
 
”Du kan arrestere mig, hvis jeg har brudt loven. Hvis ikke bliver du nødt til at lade mig gå”, siger jeg til ham. "Men du skal vide, at min første opringning bliver til den danske ambassadør."
 
Men så let skulle jeg ikke slippe.
 
Kunne han ikke få mig til at krybe for sig, så skulle mine egyptiske medhjælpere.
 
Min chauffør måtte aflevere sit ID-kort, kørekort og taxa-licens, og min assistent sit pas og ID.
 
Efter et stykke tid kommer chaufføren over til mig, og bønfalder mig om at vise officeren mine fotos, for ellers vil han miste sit taxa-licens, og hans bil bliver konfiskeret. Det er hans levebrød.
 
Min assistent og oversætter, som er aktiv i en række menneskerets- og civilsamfundsgrupper, presser alarmknappen på sin mobiltelefon. Det er en særlig app, unge egyptiske aktivister har, som straks alarmerer en række andre personer i ”miljøet” med ordene: ”Jeg er ved at blive arresteret”, hvorefter den via GPS viser ens position, og samtidig automatisk slår mobiltelefons videokamera og mikrofon til, så de alarmerede kan høre og se, hvad der foregår - uden at politiet ved det.
 
En kranbil dukker nu også op for at køre vores vogn bort, og samtidig ankommer en major fra politiet. Han er tydeligvis betydeligt bedre uddannet end løjtnanten, og også mere veloplyst om den politiske situation i landet. 
 
Jeg ved, at min assistents telefon optager alt, så jeg siger højt, at det ikke bare er ulovligt, men også uværdigt, at politiet tager to uskyldige egyptere som gidsler for noget en tredjeperson mistænkes for at have begået. Det er en form for sørøveroptræden, man ville forvente i et tredjeverdensland, men ikke i det nye Egypten.
 
Jeg er dog godt klar over, at jeg ikke kan trække den meget længere. Mine egyptiske venner er ved at betale prisen, for mit stykke stædige anskuelighedspædagogik. Det er slet ikke rimeligt. Så efter en længere parlamenteren med med politimajoren, som har bedt den hævngerrige løjtnant træde ti skridt tilbage og kæle af, indvilger jeg i at vise ham mine fotos.
 
Jeg har i mellemtiden taget det ene hukommelseskort, som har kopier af alle fotos, ud af kameraet og stoppet det ned i min ene strømpe, mens jeg har kigget billederne igennem og "renset lidt ud" i dem på det andet.
 
Majoren kigger de få skud igennem og er tilfreds. Han beordrer løjtnanten til at udlevere papirerne til mine egyptiske ansatte, og mumler noget, jeg anser for at være en beklagelse, men det er sikkert bare noget, jeg drømmer. Måske var det en forbandelse.
 
Vi kører videre. Alle griner lettet og opstemte, nærmest lidt speedede, som man altid bliver, efter adrenalinen lige har pumpet rundt i kroppen, og man nu pludselig igen kan slappe af.
 
Der kan siges meget dårligt om min optræden, som endte med at bringe andre - mine egyptiske medhjælpere - i fare. Jeg skulle sikkert bare have vist de første to civilklædte militæragenter mine fotos. Men jeg har en psykisk brist, en indædt mangel på respekt for autoriteter, som betyder, at jeg ser rødt, når jeg oplever myndighedspersoner misbruge deres magt, glemmer at de skal tjene offentligheden, og i stedet forventer alt levende skal kysse støvet for deres fødder. Men det undskylder ikke, at jeg bragte andre i fare. Det har jeg undskyldt overfor min chauffør og min assistent.
 
Jeg er overbevist om, at alt fortæller noget. Alt er en del af den journalistiske rapport, man er sendt ud for at lave. Også når myndighedspersoner undervejs forsøger at forhindre en i at udføre sit arbejde. Og i så fald faktisk endnu mere, og det skal rapporteres. Præcist fordi de forsøger at forhindre det.
 
Optrinnet, som var meget længere end det, jeg ovenfor har beskrevet, og i det store billede ret ligegyldigt, men det fortæller alligevel en ganske interessant og efter min egen mening en vigtig historie.
 
Selvom den forfatning, som efter alt at dømme bliver vedtaget ved folkeafstemningen om et par dage, har en række nye paragraffer, der skal sikre borgeren imod myndighedernes magtmisbrug, så er der lang, lang vej endnu, indtil det bliver noget, almindelige mennesker i Egypten kommer til at mærke. Dertil er myndighederne, politiet, sikkerhedstjenesterne, bureaukratiet og alt andet for stort og for forstenet i en fortid, hvor de var de ubestridte herrer over alt levende i himmelen og på jorden.
 
Denne herskermentalitet garneret med rutinemæssig brutalitet vil det tage mange årtier og formentlig en helt ny generation af politifolk og bureaukrater inden denne pest er ude af systemet, og almindelige mennesker kan begynde at forvente at blive betjent og ikke udnyttet eller undertrykt.
 
I den sammenhæng skal man ikke glemme – uden nogen sammenligning i øvrigt – at Syrien under hele borgerkrigen har haft en forfatning, der pålægger myndighederne at beskytte civilbefolkningen. Hvad har det betydet?
 
Så det, at der nu kommer nogle fine ord om respekt for individdets integritet ind i den egyptiske forfatning, så betyder ikke nødvendigvis – formentlig næsten slet ikke – at almindelige egyptere kommer til at mærke nogen større forskel. Dertil er der for mange politibetjente og sikkerhedsfolk, der først skal sendes på genopdragelsesanstalt.