Jesu' Dåbskirke indviet i Jordan:

Fest og farver i en dyster tid

JORDANDALEN (06.01.2014): Jeg ved ikke, om nyheden om reformationen og bruddet med den katolske kirke ikke er nået frem til Mellemøsten, men det er i hvert fald en noget mere kulørt forestilling når protestanterne i den her del af verden fester, end det man er vant til fra Danmark. Der er farver, prægtige skrud, pavelignende ornater og biskopstave. Kåber, kapper og messehagler. Det hele er ganske imponerende.
 
 
Biskopperne her ER protestanter, men den mere festlige og farverige udgave af slagsen.

 
Nogle af de nordeuropæiske protestantiske præster var dog noget mere simpelt og næsten spartansk klædt på. Men her var der protestantiske præster fra hele verden. En afrikansk biskop, jeg tror, han var fra Ghana, kunne udkonkurrere alt, hvad den romersk katolske kirke, vil kunne mønstre. Han var exceptionel flot.
 
Men her var også rigtige katolikker, armeniere, græsk-ortodokse og alle mulige andre kristne retninger. For indvielsen af en ny kirke er altid en festlig begivenhed. Og når det så ligefrem sker i et muslimsk land, så er det en helt ekstraordinær begivenhed.
 
Jorden, kirken er bygget på, er doneret af den jordanske kong Abdallah, som nedstammer i lige linje på fædrenes side fra profeten Muhammed. Hans tipoldefar, sharif Hussein, regerede Mekka og Medina indtil han under Den første Verdenskrig blev slået og tvunget i landflygtighed af Ibn Saud, som derefter beskedent opkaldte hele området efter sig selv – Saudi Arabien – Saud’s Arabien.
 
Den landflygtige kongefamilie, som Saudi Arabien aldrig er blevet indklaget for FNs Sikkerhedsråd for at have gjort til flygtninge, slog sig derefter ned i andre dele af den arabiske verden. Først fik Hussein’s søn, Feisal, Syrien af briterne. Det var syrerne dog utilfredse med, så de smed ham ud, hvorefter briterne i stedet gjorde ham til konge af Irak. Den anden søn, Abdallah, blev emir af Transjordanien – det senere Jordan. Han var altså den nuværende konges oldefar.
 
Kong Addallah kunne ikke selv komme, den nuværende altså, så han blev i stedet repræsenteret af den aldrende prins Ra’ad, som faktisk er søn af den sidste konge af Irak. Hele hans familie blev myrdet under revolutionen i 1958, men selv slap han ud til Jordan, hvor han har boet siden.
 
Nok om den jordanske kongefamilie. Tilbage til kirkeindvielsen.
 
Hvis jeg var avisens kirkeindvielsesanmelder, ville jeg nok påpege lidt om den musikalske underlægning. Arabisk musik er fint nok. Det er kristne salmer også. Militær marchmusik kan til nød også gå. Og sækkepiber har jeg heller ikke noget imod, hvis man befinder sig i det skotske højland med en single malt whisky i hånden. Men når et spejderkorps blander arabisk musik, kristne salmer, taktfast fremført som marchmusik med tambourmajor og det hele, på klagende sækkepiber så bliver totaloplevelsen lidt for overvældende for mit vesteuropæiske øre, må jeg nok indrømme. Men ellers var stemningen fin – nede i Jordandalen. Alle var glade. Det var tydeligvis en festdag.
 
 
Det er ikke hver dag, der indvies en kristen kirke i den muslimske verden.

 
Det er mildt sagt jo heller ikke hver dag, der åbner en ny kirke i et muslimsk land.
 
Og så tillige en med en dansk og endnu mere – en skandinavisk tvist.
 
Min kontakt var intet mindre end storprioren for Tempelridderordenen i Danmark. Jeg vidste end ikke, at nogle sådanne fandtes, men det gør de. Mens præsteskabet ved indvielsen var klædt på til fest, som levede vi stadigvæk under korstogene, så havde storprioren, Lars Karstensen, i dagens anledning afført sig ringbrynjen, den hvide kofte med det blodrøde kors på og sværdet. Af en Tempelridder at være var han iklædt et ganske nobelt sort jakkesæt. Den danske Tempelridderorden har doneret kirkens orgel og klokke. 
 
Norge havde kommissioneret en norsk kunstner til at udsmykke altret… Det kommer jeg tilbage til, og den første præst, der blev ordineret til kirken er svensk. Så pilgrimme fra det kolde nord vil føle sig hjemme i varmen.
 
"Alt der laver larm, kommer naturligvis fra Danmark," sagde jeg spøgende til den jordanske biskop Munib A. Younan.
 
”Uhh, nej”, svarede han med et smil. ”Kirkeklokken bringer de kristne til kirken, og orglets toner bringer dem tættere på Gud, så det er da alt andet end larm. Det er smuk musik.”
 
Lars Karstensen var også glad.
 
”Det er utrolig stort. Tænk at jeg måske går på den samme jord, hvor Jesus selv har gået. Det at kunne sætte sig ned ved dåbsstedet og vide, at her var han. Det er som om at stedet oser af en vis inderlighed og en vis ro. Det giver rigtig meget. En fantastisk oplevelse. Og tænk så at være med til at åbne en kirke på netop det her sted, hvor Jesus selv har gået og er blevet døbt, det er stort.”
 
Inden det hele begyndte viste Lars os rundt.
 
 
Den norske splatterudgave af Den sidste Nadver.

 
I bilen på vejen fra Amman ned i Jordandalen talte vi af en eller anden grund om moderne kunst, og Morten, min kameramand, fortalte om et forsøg, hvor kunstkendere i høje toner havde rost nogle abstrakte malerier, for bagefter at blive fortalt, at det var en chimpanse, der havde malet dem. Det grinede vi meget af.
 
Da Lars Karstensen i sin rundvisning så bragte os hen til det norsk udsmykkede alter, blev vi alle lidt stive i masken.
 
Et veritabelt rædsel. Intet mindre.
 
Et stort maleri foran altret skulle klart nok forestille Den sidste Nadver med persongalleriet placeret som på Leonardo da Vinci’s berømte maleri. Men Jesu’ og disciplenes ansigter lignede rædselsmasker fra ”Motorsavsmassakren 4” eller en anden splatterfilm.
 
 
 
Biskop Younan sandwiched mellem den glædesforladte norske altertavle og skræmmende nadverscene, men han synes glad og tilfreds ikke desto mindre.
Altertavlen bagved syntes heller ikke just at flyde over med ”Det glade Budskab”, som Det nye Testamente jo ellers skulle være.
 
Her står en ligbleg Jesusfigur omgivet af et rædselskabinet af ånder, foran noget der ligner en mellemting af et byggestillads og Aarhus Rådhustårn omviklet med en gigantisk tornekrone. Et maleri der kunne være et nutidigt forsøg på at forestille sig, hvordan Pieter Breughel den Ældre måske i dag ville have malet indgangen til skærsilden eller illustreret Dantes Inferno, men hvor malingen bare er begyndt at løbe inden lærredet var blevet tørt.
 
”Jahhh,” sagde jeg lidt forsigtigt, tog den tænksomme mine på, og kiggede over på Lars Karstensen, som jeg jo helst ikke ville fornærme. ”Hvad siger du?”
 
”Jahhh,” svarede han og stirrede intenst på maleriet. ”Interessant?!?”
 
”Vi vesterlændinge er jo vant til lidt af hvert, men hvad tror du de lokale kristne hernede vil sige”, spurgte jeg.
 
”Jahhh, nu er kirken jo en pilgrimskirke, så der kommer jo nok ganske mange kristne hertil udefra”, undveg han.
 
Jeg kiggede over på Ziad, vores lokale jordanske producer, som så ud som om han havde tabt underkæben.
 
”Hvad siger du, Ziad,” spurgte jeg.
 
”Jahh, jeg ved ikke. Det er lidt overraskende, synes jeg, men… øhh.. jeg ved ikke, hvad jeg skal siiiige… hmmm…”
 
”Det synes jeg også,” svarede jeg.
 
Bagefter – på vej tilbage til bilen grinede Ziad højt. 
 
”Jeg kunne ikke tænke på andet end den skide chimpanse, da du spurgte til maleriet”, klukkede han.
 
 
Lars Karstensen - den danske tempelridder der er populær i den arabiske verden.

 
”Men det er os, der har doneret orglet”, sagde Lars så, og vi vente alle beredvilligt ryggen til det norske rædsel og kiggede lettet op på orglet. Det lignede et helt almindeligt orgel, og så var vi var i fare for at løbe tør for kommentarer, og kunne derfor blive tvunget tilbage til den forfærdelige norske alterudsmykning.
 
”Men det er sandelig ikke et almindeligt orgel”, reddede Lars os så med at sige, og så kom der en lang forklaring om temperatursvingninger, luftfugtighed og støv her langt ude i ørkenen, som et almindeligt orgel slet ikke ville kunne klare.
 
”Derfor er der tale om et elektronisk orgel, som har fået indspillet orgeltoner fra en lang række forskellige danske kirker. Men de store højtalere er blot blevet dækket af orgelpiber, så det ser rigtigt ud”, forklarede han.
 
”Og hvad så med den der kirkeklokke, som Danmark også har doneret. Skal vi ikke kigge på den?”

Det burde da kunne får os helt væk fra altret.
 
”Den er blevet væk”, svarer Lars Karstensen overrasket.
 
 
Udsigten over det golde ørkenlandskab ved Dåbskirken.

 
”Væk?”
 
Hvordan kan en kirkeklokke forsvinde, tænkte jeg.

Vi gik udenfor til klokketårnet.
 
”I går stod den her ved foden af klokketårnet, men nu er den væk. Og de kan vel ikke have fået den op i tårnet, fordi jordanerne var overraskede over, hvor stor og hvor tung den er. Så jeg tror, at de bliver nødt til at slå hul på tårnet, for at få den op.”
 
Vi gik baglæns og spejdede op i tårnets klokkekammer.
 
Nej. Det så tomt ud.
 
”Kan du sige mig, hvor klokken er henne”, spørger Lars sig rundt blandt forskellige repræsentanter for den protestantiske kirke i Jordan. Ingen ved noget. Nogen synes ligefrem overraskede over at høre, der overhovedet skulle være en klokke.
 
Endelig efter et stykke tids søgen finder vi den. Indtil jordanerne finder ud af, hvordan de skal få den op og ind i klokketårnet, står den gemt væk bag et anneks i udkanten af kirkeområdet.
 
En flot, dansk produceret bronzeklokke, der nok skal kunne kalde de troende i kirke… hvis det ikke lige var fordi, vi var nede ved Jordanfloden, hvor der ikke rigtigt er nogle kristne.
 
Jo. Det var på alle måder en festlig dag nede i Jordandalen, kun et stenkast fra det sted, hvor man mener, at Jesus blev døbt af Johannes Døberen, for derefter at indlede sit virke som omvandrende vækkelsesprædikant.  Men samtidig var alle her ved festligheder sig også sørgeligt bevidste om, at denne begivenhed desværre kun er en lille, spinkel solstrålehistorie i en ellers ret dyster situation for de kristne i Mellemøsten. Næsten alle steder i området går det tilbage for kristendommen.
 
 
De fleste kristne retninger var med til festen. Her er det den græsk-ortodokse patriark, der svinger stokken.

 
”Ikke her i Jordan”, understregede biskop Younan, da jeg spurgte ham om det. ”Her i Jordan er situationen helt anderledes end de fleste andre steder. Her har vi det godt. Kongen støtter os, og alt er sikkert for os.”
 
Men alle er bange for at opbruddet og kaosset i nabolandene skal spilde ind over grænsen til Jordan. Hundredtusindvis af syriske flygtninge bor allerede i kæmpemæssige flygtningelejre oppe i den nordlige del af landet. Libanon og Tyrkiet er allerede flere gange blevet ramt af den syriske borgerkrigs forskellige blodige udløbere. Også i Irak er forholdene forfærdelige. Egypten er også midt i en omvæltning, og selvom forholdene for palæstinenserne i de israelsk-besatte området på Vestbredden, som vi kan se overpå fra kirkens terrasse, langtfra er ideelle, så er de langt bedre end det, Jordans andre arabiske nabolande har at byde på.
 
Så godt som alle steder fra i den arabiske verden flygter den kristne befolkning. Der er dem, der taler om, at kristendommens vugge en dag vil være helt uden kristne.
 
 
Biskop Younan i næsten paveligt ornat, en jordansk soldat i kamouflage så man ikke kan se ham, en politiman med rød hat så man KAN se ham, og en sikkerhedsvagt forklædt som et helt almindeligt menneske.

 
”Det ville være forfærdeligt at tænke på, at noget sådant kunne ske”, siger Lars Karstensen, hvis orden netop forsøger at hjælpe de kristne i Mellemøsten. ”Det her sted uden kristendommen, så kunne jeg godt frygte for, at det virkeligt kunne gå hen og eksplodere. Bare tanken om, at vi måske en dag ikke er her mere. At vi bare kan komme herned og kigge på vores gamle ting, og så kan vi tage hjem igen. Det ville være frygteligt.”
 
I dag kunne de kristne her i Jordan glæde sig. De har fået sig en ny kirke. 
 
Det samme kan kristne også alle andre steder, for Jesu’ Dåbskirke skal være et pilgrimsmål for kristne fra hele verden.
 
Og for en gangs skyld blev Danmark og religion nævnt i samme sætning her i Mellemøsten, uden at nogen tænkte på satiriske tegninger eller vrede profeter.
 
Men her i Kristendommens vugge er kristendommen på tilbagetog. 
 
De kristne forsvinder. Nogen advarer ligefrem om, at området, hvor Kristendommen blev født, risikerer at ende som et museum med kristne hellige steder, sten og kirker, men uden kristne.
 
En dommedagsprofeti mange i dag kunne lukke øjnene for, og glemme… for en stund i hvert fald.

 
* * *
 
Se også fotogalleriet, der indeholder flere billeder fra indvielsen af Jesu’ Dåbskirke i Jordan.
 
 
 


 
Tilføj kommentar
 
 
1 Kommentarer: