Fred mellem Israel og palæstinenserne:
Kniven for struben
JERUSALEM (17.08.2013): Om de har fået vredet armen om på ryggen, eller sat kniven for struben, ved jeg ikke, men forhandlingerne er endelig kommet i gang her i Mellemøsten. Efter at være indledt i Washington for et par uger siden, holdt Israel og palæstinenserne deres første møde her i Jerusalem for et par dage siden. Nu går der en lille uges tid inden de igen mødes i den palæstinensiske by Jeriko nede i Jordan-dalen. Ikke nogen særlig travl mødekalender i betragtning af at den amerikanske udenrigsminister John Kerry sagde, at parterne skulle nå en aftale i løbet af ni måneder.
Selv synes jeg, at det er diskvalificerende, at parterne ikke selv har kunnet finde vej tilbage til forhandlingsbordet. Det lader sig tilsyneladende kun gøre med amerikansk hjælp, og det giver desværre ikke grund til stor optimisme. Man burde kunne forvente, at parterne selv var interesseret i at finde en løsning, men de er tilsyneladende begge mere komfortable i denne sære ikke-krig-ikke-fred-tilstand, de i årevis har befundet sig i. Guderne må vide hvorfor?
Når der har været bølger af terrorisme og voldelige sammenstød, har den israelske regering ofte sagt, at den ikke vil forhandle fred, for det ville være det samme som at belønne de væbnede grupperinger.
”Vi vil ikke forhandle med en pistol for panden”, har premierminister Benyamin Netanyahu flere gange sagt.
Problemet er, at når der så er lange, relativt rolige perioder, som der er nu, så er der ingen i Israel, der føler noget særligt tvingende behov for at komme med indrømmelser, for nu går det jo rimeligt. Situationen, som den er nu, er måske ikke ideel, men man kan da sagtens holde den ud. Så Israel føler sjældent noget særligt presserende behov for at forhandle.
Hellere symboler end noget håndgribeligt
Palæstinenserne på deres side under den grå, ukarismatiske præsident Mahmoud Abbas er heller ikke meget bedre. De er mere fokuserede på symboler end på substantielle forhandlinger, som måske kan føre til noget. Palæstinenserne jubler og holder fest, hver gang deres ledere proklamerer staten Palæstina. Det har de nu efterhånden gjort tre gange, men palæstinenserne har fortsat ikke noget, der bare tilnærmelsesvist minder om en stat, og det kan de i vid udstrækning takke sig selv for.
Præsident Abbas blev tiljublet som en helt, da han ansøgte FN om fuldt medlemskab for Palæstina som nation – ikke bare, som det indtil da havde været deres status, som observatør. Det førte blot til et nyt, lidt finere navneskilt på kontoret i FN-hovedkvarteret i New York, men ændrede ikke den mindste mikroskopisk smule på palæstinensernes dagligdag på virkelighedens Vestbred. På den anden side, så blev nyheden om forhandlinger med Israel, som måske en dag kan føre til noget konkret, og i hvert fald synes at være den eneste vej til en stat, modtaget med isnende kulde af den palæstinensiske offentlighed.
Ikke populær, men styrket af kaos i Egypten
Overalt i nabolaget er den arabiske verden i opbrud. Ingen ved, hvordan tingene ender med at falde til rette, når røgen en gang endelig letter. Det gør naturligvis alle mere varsomme og mindre tilbøjelige til at satse på dristige eksperimenter.
På den anden side kunne man også argumentere, at netop fordi omgivelserne lige nu og her er så ustabile og usikre, burde det være i både israelernes og palæstinensernes interesse at få løst deres problemer, så de hver især bedre kan koncentrerer sig om at beskytte sig imod de øvrige trusler, regionen lige nu stiller dem overfor.
Lige nu og her synes den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas og hans Fatah-gruppe indenfor Det palæstinensiske Selvstyre at være blevet styrket en smule, fordi rivalerne på den palæstinensiske politiske scene - Hamas i Gaza-striben - er væsentligt svækket af omvæltningerne i Egypten. Her er Det muslimske Broderskab, som Hamas selv er en aflægger af, blevet væltet ved et militærkup, og den egyptiske hær, som hader alt, der har med Broderskabet at gøre, har ødelagt en del af de tunneler fra Gaza-striben ind i den egyptiske Sinai-ørken, som var ruten ind i Gaza for en mængde af de ting, Hamas ikke får ind via Israel. Desuden har Hamas også mistet de procenter af smugleriet igennem tunnelsystemet, der indtil nu også har været en væsentlig indkomstkilde for Hamas-gruppen, som langsomt er ved at blive lige så korrupt som Fatah-bevægelsen.
Men Abbas er ikke populær blandt den almindelige palæstinensiske befolkning. Heller ikke på Vestbredden. Donorlandene i det internationale samfund, som i årtier har sprøjtet astronomiske formuer ind i Det palæstinensiske Selvstyre, blandt andet for at skabe økonomisk vækst og styrke Abbas’ anseelse i sin egen befolknings øjne, er heller ikke begejstrede. De kan ikke lide, at premierminister Salam al-Fayyad er blevet skiftet ud. Fayyad, som ikke er medlem af Fatah, fik renset ud i korruptionen, begyndte opbygningen at et ordentligt statsapparat, og fik sat gang i en ægte økonomisk udvikling og begyndende erhvervsliv. Noget der naturligvis ikke gjorde ham populær i den notorisk korrupte Fatah-bevægelse.
Israels forelskelse i bygge- og anlægsbranchen
Den israelske højrefløj har et helt absurd forhold til bulldozere og betonblandere. For de religiøse nationalister, som ser Israels erobring af og kontrol med de besatte områder som en del af Guds store plan om verdens forløsning, er tilbedelsen af landområder – især i Judæa og Samaria, som de kalder Vestbredden – nærmest blevet til en tilbedelse af en guldkalv, en form for moderne afgudsdyrkelse. En smuk religion om dyrkelsen af én og kun én abstrakt Gud, som er degenereret til en tilbedelse af fast ejendom. Som om alle andre jødiske bud må vige for at kunne beholde Vestbredden.
Det politiske parti, som repræsenterer disse bosætteres synspunkter, er en del af den umage israelske regeringskoalition. Partiet var nødt til at sluge, at der ville blive forhandlet med palæstinenserne, for det står i regeringsgrundlaget. Men det betyder bare, at partiet, som meget praktisk blandt andet har fået boligministeriet, sørger for at annoncere nye byggerier i bosættelserne, hver gang der er fare for fredsforhandlinger. Dermed håber de, at de kan provokere palæstinenserne til at blive væk fra forhandlingerne.
Indtil videre er det ikke lykkedes, fordi palæstinenserne har set igennem det højre-nationalistiske partis bluff. Men så skrøbelig som situationen er, skal der ikke meget til, før end det korthus, som forhandlingerne er, og som amerikanerne så møjsommeligt har bygget op, risikerer at styrte sammen.
Jeg vil ikke gå i detaljer med alle de svære problemer, der skal diskuteres ved forhandlingsbordet, det har jeg gjort så mange gange før (se evt. nogle af de artikler, jeg har links til nederst på siden), her blot en lille håndfuld af de mest komplicerede, og et par ord om, hvad der kunne være løsningen – baseret på mine egne mange samtaler igennem årene med folk – både israelere, palæstinensere, amerikanere og europæere – der har haft med fredsforhandlingerne at gøre.
De jødiske bosættelser
Bosættelserne på Vestbredden er hjerteblod for den national-religiøse del af den israelske befolkning, hvilket i sig selv godt kan blive et problem. Men mange af de meget store, folkerige bosættelser, som er egentlige byer og ikke voldsomt ideologiske, ligger lige på eller umiddelbart på den anden side af ”den grønne linje”, eller lige i udkanten af Jerusalem. De falder indenfor en så stor del af den israelske offentligheds følelse af, hvad der er Israel, at man næsten kan sige, at der er tale om en national konsensus.
Derfor taler mange fredsplaner – blandt andet den såkaldte Clinton-plan – om en udveksling af landområder, så de folkerige bosættelser, med mellem 75-80% af alle bosættere tæt på ”den grønne linje” annekteres af Israel, til gengæld for lignende landområder fra Israel, som i stedet bliver lagt til de palæstinensiske områder af Vestbredden andre steder.
Denne såkaldte ”land swap” skulle, håber folkene bag ideen, skåne Israel for at blive kastet ud i en ødelæggende borgerkrig, og gøre det muligt at fjerne de øvrige bosættere i de langt mindre bosættelser, der befinder sig inde midt i det palæstinensiske kerneland. Det vil naturligvis blive svært, men det er en af de ”kameler”, israelerne bliver nødt til at sluge.
De palæstinensiske flygtninge
Mange af de palæstinensiske flygtninge bor allerede i Palæstinaområdet – det vil sige i Gaza-striben og på Vestbredden. Det er i sig selv besynderligt, for det betyder, at tredje generation af palæstinensere nu vokser op i lejre som flygtninge, selvom de aldrig har forladt Palæstina.
Problemet bliver mere de flygtninge, der siden konfliktens start har boet i flygtningelejre i Libanon og i Syrien, hvor de kun har meget begrænsede rettigheder. Der er også mange palæstinensiske flygtninge i Jordan, men her har de statsborgerskab, og deres situation er mere stabil, end den er i Libanon og Syrien.
Palæstinenserne dyrker selv princippet om ”Right of Return” som noget nær et religiøst dogme. Det betyder, at de kræver at vende tilbage til præcist deres eget tabte hjem i det oprindelige Israel – hvilket vil sige Israel indenfor ”den grønne linje” – våbenhvilelinjerne fra før Seksdageskrigen i 1967.
Det vil Israel, som mener, at det vil betyde landets undergang som en jødisk stat, ikke være med til. Derfor må de palæstinensiske flygtninge vende tilbage til det, der ender med at blive den palæstinensiske stat, samt få udbetalt en erstatning for deres tabte ejendom i det, der efter krigen i 1948 blev til Israel.
Det bliver en meget bitter pille at sluge for palæstinenserne.
Israelerne på deres side bliver nødt til at acceptere, at de jøder, som i samme periode blev flygtninge fra de arabiske lande, hvor mange af dem også mistede deres ejendom, næppe nogensinde får nogen erstatning.
Grænsedragning og sikkerhed
Israel har hidtil krævet, at den fremtidige grænsedragning mellem Israel og en kommende palæstinensisk stat må tage udgangspunkt i virkeligheden som den er i dag. Palæstinenserne derimod vil have, at forhandlingerne tager udgangspunkt i ”den grønne linje”, altså situationen som den var før '67-krigen, og hvis der overhovedet skal tales om ændringer – for eksempel udvekslingen af landområder af hensyn til de store bosættelsesblokke nær ”den grønne linje”, så er det ændringer fra '67-linjerne – ikke fra de demarkationslinjer, der eksisterer i dag.
Selvom det bliver svært at få israelerne til at acceptere, at de stort set skal tilbage til nogle grænser, som mange inden Seksdageskrigen i 1967 anså for et mareridt at forsvare, så er det ikke nogen vej udenom, hvis Israel ønsker fred. Men det er klart at det præsenterer israelerne for et sikkerhedsproblem. Især når man ser, hvad der blev situationen langs grænsen til Gaza-striben efter Israel trak sig tilbage herfra. Derfor bliver palæstinenserne nødt til at give visse sikkerhedsgarantier og acceptere begrænsninger i deres væbnede styrker, for at få israelerne til at gå med til en grænse, der kommer til at forløbe lige udenfor Tel Aviv og alle de andre store, tæt befolkede byområder langs med Middelhavskysten.
Jerusalems fremtidige status
Af mange anses spørgsmålet om Jerusalem for at være det mest uløselige – især på grund af byens religiøse betydning, men også fordi Israel allerede har sin hovedstad i Jerusalem, samtidig med at palæstinenserne også kræver at få deres hovedstad i byen.
Det er indiskutabelt, at Jerusalem er en forhandlingsmæssig ”svær nød at knække”. På den anden side er det også svært at forestille sig, at hvis alle andre problemer er ryddet af vejen, og kun spørgsmålet om Jerusalem står tilbage, at parterne så ikke skulle kunne finde den sidste smule fleksibilitet til også at få løst dette problem. Men det betyder naturligvis, at det er bedst at udskyde emnet til allersidst, i håb om at presset fra andre løste problemstillinger bærer en optimistisk ånd med over til forhandlingerne om dette spørgsmål.
Der er alle mulige fantasifulde og også rent ud halvskøre forslag til, hvordan man skal løse problemet om Jerusalems fremtidige status.
Nogle forslag går på en internationalisering af byen. Personligt synes jeg, at det er en dårlig ide, for det fratager parterne deres eget ansvar for at få det til at fungere, og det vil begge udnytte. De vil ikke selv bøje sig, når der er tvister, men forvente at det internationale samfund kommer løbende, for at løse deres problemer for dem.
Andre forslag går på at dele byen op i under-kommuner eller selvstyrende nabolag, som styres af den befolkningsgruppe, der i det pågældende nabolag udgør flertallet, samtidig med at byens samlet regeres af en paraply-administration under ledelse af en overborgmester.
Løsningen på palæstinensernes krav om også at få en hovedstad i Jerusalem kunne være, at et af de palæstinensiske nabolag, som palæstinenserne anser for at høre til Jerusalem, men som israelerne ikke gør – som for eksempel Abu Dis – kommer til at huse det palæstinensiske parlament. På den måde får palæstinenserne hovedstad i deres Jerusalem, mens israelerne kan påstå, at det ikke er i det, de opfatter som den jødiske hovedstad.
Skørt! Men hvorfor bekymre sig, hvis det virker? Og gør det det, så kan man altid lave noget mere fornuftsbetonet en gang i fremtiden, når de sårbare og rå nerver ikke længere sidder udenpå skjorten.
Andre problemer
Der er masser af andre problemer. For eksempel en sikker rute for palæstinenserne mellem Gaza-striben og Vestbredden, adgangen til vandressourcer og lignende. Men det er ting, parterne bliver nødt til at forhandle hen ad vejen. Gør de ikke det, kommer der ikke fred, og dermed får israelerne ikke den sikkerhed, de drømmer om, og palæstinenserne må opgive deres drøm om at få deres egen uafhængige stat.
Selvom parterne i øjeblikket begge synes mere interesseret i blot at fortsætte den absurde status quo, som i øjeblikket eksisterer, så er det på langt sigt en uholdbar situation, der blot vil føre til flere periodiske væbnede oprør og voldelige sammenstød, samtidig med at det israelske samfund, fordi det i den nuværende situation er tvunget til at undertrykke et andet folk, mister mere og mere af sin egen etik og moral, mens det palæstinensiske samfund, fordi det er mere interesseret i at ødelægge Israel end at opbygge Palæstina, selv bliver mere og mere militariseret og voldsdyrkende, hvilket også brutaliserer det indadtil.
Eneste alternativ til forhandlinger og smertefulde kompromisser er et væbnet opgør, som ingen af parterne – eller resten af verden – kan være tjent med. Måske er det bedst, at parterne har kniven for struben, så de forstår situationens alvor?
* * *
Læs eventuelt også et par af de andre ting, jeg har skrevet om fredsforhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne på min hjemmeside. Her er nogle forslag:
Om ni måneder skal der være fred
En kamp mellem bureaukrater og betonblandere
Nyt ligegyldigt byggestop i bosættelserne
Krig eller fred? Valget er Jeres!
Byggestoppet udløber – og hvad så?
Mellemøstkonflikten og dens løsninger: Kort og godt på 10 minutter
Fred – måske slet ikke så kompliceret endda
Du kan få en mere omfattende oversigt over materiale om fredsprocessen her.
Jeg vil også lige give Jer et par links til nogle dokumenter, som jeg synes, er interessante i den her sammenhæng.
For det første Clinton-planen, som den amerikanske præsident Bill Clinton fremlagde lige inden han forlod Det hvide Hus i januar 2001. Jeg mener selv, at hvis freden mellem Israel og palæstinenserne nogensinde kommer, så bliver resultatet af forhandlingerne noget, der kommer til at ligge meget tæt på Clinton-planen.
Og så et tema-hæfte om fredsprocessen, som i slutningen af 1999 blev udarbejdet af det danske udenrigsministerium for at give interesserede et overblik. Heri er både en smule historie, lidt baggrund og diverse dokumenter.
