Om ni måneder skal der være fred

JERUSALEM (30.07.2013): ”Parterne er enedes om at alle ”final status issues”, de komplicerede nøgleproblemer og andre emner er på bordet og til forhandling”, sagde den amerikanske udenrigsminister John Kerry flankeret at den israelske justitsminister Tzippi Livni og den palæstinensiske chefforhandler Saeb Erekat.

Forhandlingerne om fred mellem Israel og palæstinenserne er i gang igen. Igen, igen… fristes man næsten til at sige, og det kan ikke skjules, at nyheden hernede i Mellemøsten hilses velkommen med en god portion skepsis og kynisme.

De ”final status issues”, som udenrigsminister Kerry taler om er nogle af Israel-Palæstinakonfliktens mest følsomme, betændte og indtil nu uløselige: Grænsedragningen, flygtningespørgsmålet, de jødiske bosættelser, Jerusalems status og så videre.

Det er et brud med tidligere forhandlinger, hvor man anså disse emner for så uløselige, at de ville få forhandlingerne til at bryde sammen, inden de rigtigt var kommet i gang, hvis man indledte med dem. Derfor ville man hellere forsøge i små skridt at løse mindre komplicerede problemer, så tilliden mellem parterne kunne blive styrket, inden man tog fat på de virkeligt komplicerede og følelsesladede problemkomplekser.

Den opfattelse har man nu gjort op med. Nu kaster man sig ud i de svære emner lige fra starten. Alle er tilsyneladende enige om, at de kun har en ret begrænset frist, inden det hele alligevel er for sent – enten fordi de yderligtgående i den ene eller den anden lejr får saboteret mulighederne, eller fordi det folkelige eller parlamentariske mandat, der er nødvendigt for de to ledere, er forsvundet.

Parterne har lovet at mødes igen og fortsætte forhandlingerne indenfor de kommende to uger enten i Israel eller i De Palæstinensiske Selvstyreområder, sagde John Kerry, som også sagde, at målet er, at det hele skal være overstået i løbet af ni måneder.

Begejstringen her i området er til at overse.

Selvom en meningsmåling i sidste uge viste, at lige omkring to tredjedele af de israelsk-jødiske vælgere er villige til at indgå en fredsaftale med palæstinenserne, mens en fjerdedel er imod, så ville det være synd at sige, at almindelige israelere jubler. Som blandt palæstinenserne er der en udpræget skepsis og træthed. Vi har allerede været der, prøvet det, og det virkede ikke, synes lidt at være ræsonnementet.

På den palæstinensiske side er der heller ikke den store begejstring at spore, heller ikke selvom de blot for at stille op i Washington har fået løfte om at få 104 fængslede palæstinensere frigivet.

I går var der en protestdemonstration imod genoptagelsen af forhandlingerne. Ikke at den på nogen måde var repræsentativ for meningerne i blandt palæstinenserne. Demonstrationen var organiserede af PFLP – Folkefronten til Palæstinas Befrielse, som gjorde det klart, at ikke forhandlinger men kun den væbnede kamp er en acceptabel måde at befri Palæstina på. Det er ikke en holdning, der deles af flertallet af palæstinensere. Trods den store pressedækning af demonstrationen, bestod den ikke af mere end nogle få hundrede protesterende.

At parterne ikke har svært ved at tøjle begejstringen ses også af et par lederartikler i den palæstinensiske og israelske presse her til morgen.

Den semi-officielle palæstinensiske avis Al Quds skriver, at mens palæstinenserne kommer til forhandlingsbordet med et ærligt og inderligt ønske om at det skal lykkes, så kan det samme ikke siges om israelerne. Især fordi de tydeligvis ikke har tænkt sig at stoppe byggeaktiviteten i de jødiske bosættelser, og ikke vil opgive eller gå på kompromis med deres krav i Jerusalem… Israels sikkerhedskrav giver også anledning til bekymring, skriver Al Quds.

Den uafhængige, men forhandlingsvenlige israelske avis Haaretz skriver i sin leder at premierminister Netanyahu’s ”beslutning om at starte forhandlingerne med palæstinenserne, ligesom hans beslutning om at frigive 104 palæstinensiske fanger, kan måske vidne om, at det langt om længe er ved at gå op for ham, at Israel må hive sig selv op af den internationale) diplomatiske dybfryser, som hans egen første og anden periode som premierminister har placeret landet i.”

Her skal man naturligvis have med i sin vurdering, at mens den israelske presse er kritisk overfor sine egne magthavere, på samme måde som medierne i vores del af verden er det, så er det samme ikke tilfældet med den palæstinensiske presse… endnu i hvert fald. Her er der snævre grænser for, hvor langt fra myndighedernes accepterede linje, man kan få lov til at strejfe. Derfor er kritikken af de palæstinensiske myndigheder til at overse, mens der naturligvis ikke er samme begrænsning på deres mulighed for at kritisere den israelske politik.

* * *

Jeg formoder at ethvert ordentligt menneske – i særdeleshed de af dem, der som jeg tillige med bor i Mellemøsten, formentlig har bedt for og håbet på denne dag, siden fredsforhandlingerne brød sammen for tre år siden. For så længe, der fortsat er konflikt, må man håbe på fred. Og forhandlinger er den eneste måde at opnå fred på. Selvom det vil kræve smertefulde kompromisser og indrømmelser fra begge parters side, så kan ingen være i tvivl om, at alternativerne er meget værre.

Det rejser så for mit vedkommende spørgsmålet om, hvordan jeg skal behandle emnet her på min egen personlige blog? (Og vel også hvordan jeg skal dække det som journalist på TV2?)

Skal jeg lade mine drømme og håb tage føringen, og skrive om det, der, hvis vi er heldige, hvis Gud er i godt humør og hvis miraklernes tid ikke er forbi måske – men også kun måske – vil føre til fred?

Eller skal jeg lade min kritiske journalistiske sans råde og lytte til mine erfaringer fra et langt liv i Mellemøsten, hvilket vil betyde, at det bliver min skepsis, mistro og velbegrundede tvivl på at parterne er deres opgave voksen, der tager over?

Kan man tillade sig at blive ved med at skrive, at odds’ene er, at det mislykkes, for det gør det altid? Eller skal man også en lille smule forsøge at finde det lille, flakkende lys i mørket, som også er der, og skrive om det, i håb om at der vokser sig større, så andre også opdager det?

Er det den barske virkelighed eller drømmene – som vel også er en del af virkeligheden – man skal skrive om? Og er man som journalist medskyldig i at det endnu en gang ikke lykkes at nå videre, fordi man i sin analyse allerede lægger håbet i graven, endnu inden det rigtigt er blevet tændt?

Jeg ved det ikke, men grubler videre.

Tilbage til historien.

Der bliver som sagt tale om de såkaldte ”final status issues” lige fra starten. Det vil sige, at det ikke bliver en fredsproces, hvor selve processen skal føre til skabelse af en tillid, som i øjeblikket er totalt fraværende, og derfor undervejs på grund af den voksende tillid gøre det muligt at udtænke nye og mere dristige fredsmuligheder, som måske tidligere ville have været utænkelige. Nu går man direkte i gang med de svære, ømtålelige emner som grænsedragning, flygtninge, bosættelser, Jerusalem, udstrækningen af en palæstinensisk stat og omfanget af dens suverænitet og så videre.

Denne lige-på-og-hårdt model bruger man, fordi mange mener, at den langstrakte proces sidste gang var en del af grunden til at alt faldt fra hinanden, inden man nåede frem til ”final status”-forhandlingerne.

Problemet er, at ingen af parterne stoler på hinanden. Begge føler de, at de tidligere har ”brændt fingrene”. Derfor forventer de ikke noget positivt fra modparten. Hvis noget gavner den ene, vil det automatisk blive opfattet som om det derfor må skade den anden. At noget måske kan være til gavn for begge parter, vil man kun modvilligt indrømme, for udgangspunktet vil være det modsatte. Ethvert udspil fra den ene part i forhandlingerne vil af modparten næsten automatisk blive opfattet som en potentiel fælde, som man vil bruge mere tid på at afsløre, end man vil på positivt at undersøge tilbuddets muligheder.

Det er her amerikanerne kommer ind. I stedet for for eksempel at lade israelerne foreslå noget til palæstinenserne, som dermed så næsten på forhånd er diskvalificeret på grund af afsenderen, så kan israelerne give det til amerikanerne, som så kan sondere terrænet hos palæstinenserne, lufte muligheden blandt mange andre, og finde ud af, om det er noget, der kan bruges.

Det bliver svært og problematisk, og fordi parterne i en række spørgsmål står så langt fra hinanden og ser så modsat på en række centrale spørgsmål, så er det svært at se, at det hele skal kunne lykkes på bare ni måneder

* * *

Inden forhandlingerne havde palæstinenserne tre forhåndsbetingelser for overhovedet at ville deltage i mødet i Washington:

• Et af dem har været frigivelsen af omkring et hundrede fanger, som for manges vedkommende har været i fængsel fra før underskrivelsen af Oslo-aftalen i 1993.
• Et andet palæstinensisk krav er, at våbenhvilelinjerne fra før 1967-krigen skal være udgangspunkt for forhandlingerne om grænsedragningen, og ikke, som det har været tilfældet indtil nu, den faktiske situation på landjorden er udgangspunkt for forhandlingerne.
• Palæstinenserne kræver også, at byggeaktiviteterne i de jødiske bosættelser i de besatte områder skal indstilles, inden de vil sætte sig til forhandlingsbordet.

Ifølge visse presserapporter har palæstinenserne fået de fleste af disse forhåndsbetingelser igennem, dog – udover frigivelsen af palæstinensiske fanger – ikke som officielle israelske indrømmelser. Andre israelske kilder benægter, at der skulle være nogen sandhed i forlydenderne om byggestop og 67-linjerne.

Flere israelske medier siger, at den israelske regering faktisk i al stilhed allerede har stoppet byggeaktiviteten i bosættelserne, men blot ikke officielt vil stå ved det. Hvis det er korrekt, bliver det interessant at se, hvordan bosætterne – i særdeleshed de mere ekstreme elementer imellem dem – vil reagere på det.

Den israelske avis Yediot Ahronot skriver, at den israelske regering ikke har accepteret at 67-linjerne er udgangspunktet for forhandlingerne om en fremtidig grænsedragning mellem Israel og Palæstina, men at den amerikanske udenrigsminister John Kerry for egen regning har givet præsident Mahmoud Abbas sin personlige forsikring om at det bliver realiteterne.

Indtil nu har udgangspunktet for forhandlingerne om grænsedragningen været situationen som den er på landjorden nu og her. Derfor har det været palæstinensernes opgave at forhandle linjerne så langt tilbage i retning af ”Den grønne Linje”, som de formår, for at gøre deres stat så stor, sammenhængende og levedygtig som muligt. Hvis rapporterne om at udgangspunktet nu er 67-linjerne, så er den situation nu vendt helt rundt. Nu begynder det hele ved 67-linjerne, og så er det op til israelerne at få de kommende grænser forhandlet så langt væk fra den gamle våbenhvilelinje som de kan af hensyn til bosættelser og sikkerhedshensyn.

Jeg har ikke set rapporter om modsvarende palæstinensiske indrømmelser til palæstinenserne inden forhandlingerne udover den kendsgerning, at de nu er gået med til igen at sidde ansigt til ansigt med israelerne ved forhandlingsbordet. Men det burde næppe ses som en indrømmelse til israelerne, men også noget der er i palæstinensernes egen interesse.

I hvert fald sagde den palæstinensiske chefforhandler Saed Erekat ved pressemødet med udenrigsminister John Kerry og sin israelske modpart Tzippi Livni her til aften, at ”…ingen har så meget at vinde ved en fredsaftale som palæstinenserne.”

* * *

Det lyder såmænd alt sammen meget godt.

Problemet er bare, at hverken den israelske regering eller den palæstinensiske ledelse synes særligt stærke, i hvert fald ikke når det kommer til indrømmelser i en forhandlingssituation. I særdeleshed ikke den del af fredsprocessen, der kommer til at handle om egne indrømmelser. Var de virkelig ærligt og inderligt optaget af at skabe fred, og rede til at komme med indrømmelser, så ville de selv være begyndt forhandlingerne for lang tid siden. De har tværtimod – selvom de begge vil påstå det modsatte – gjort alt, for ikke at få gang i forhandlingerne igen.

Der er stærke kræfter i begge lejre, der har en interesse i at sabotere ethvert forsøg på at nå til enighed. Om ikke for andet så blot fordi enighed – en fredsløsning vil betyde smertefulde indrømmelser fra begge sider. Indrømmelser som religiøse og nationalistiske fanatikere i begge lejre ikke vil acceptere. En fredsproces så alene, forældreløs og uelsket som den mellem Israel og palæstinenserne nu er i gang med, skal der ikke meget til at få til at bryde sammen igen.

Selvom han i de seneste år flere gange har sagt det modsatte, så er premierminister Benyamin Netanyahu ikke så begejstret for oprettelsen af en palæstinensisk stat, at det gør noget. Det har han aldrig været. Han er ud af en ”blå blodet” revisionistisk familie fra den yderste nationalistiske højrefløj indenfor zionistbevægelsen, som i hele sin eksistens har set ikke bare det nuværende Israel og de besatte områder, men også det nuværende Jordan som en integreret del af det, der naturligt bør være den jødiske stat.

Når Netanyahu så alligevel i disse år taler om en to-statsløsning, så er det mere fordi han indser, at han står overfor ”et valg mellem pest og kolera”. Hvis valget står mellem at opgive en del af det historiske Israels Land eller ende med at regere over en bi-national stat, hvori jøderne snart vil være et mindretal, så anser han opgivelsen af en del af det historiske hjemland som det mindre onde.

”I mine øjne er der tale om opnåelsen af en række forskellige mål”, forklarer Benyamin Netanyahu. ”At forhindre oprettelsen af en bi-national stat mellem Jordan og Middelhavet, hvilket vil true den jødiske stats fremtidige overlevelsesmuligheder. Og også at forhindre oprettelsen af en iransk-støttet terrorstat indenfor Israels grænser, som kunne ende med at blive en lige så stor trussel imod vores fremtid.”

På den palæstinensiske side er der heller ikke nogen begejstring. Her er tværtimod en følelse af at være brændt ud og af bitterhed. Ikke mange, om nogen synes at tro på udsigterne til fred og oprettelsen af en palæstinensisk stat.

Underligt nok egentligt, når man tænker på den begejstring, der to gange har opslugt palæstinenserne i Ramallah, da præsident Mahmoud Abbas erklærede oprettelsen af en palæstinensisk stat i FN, og da Det palæstinensiske Selvstyre fik forhøjet sin FN-delegations status fra observatør til ikke-statsligt medlem af FN. Begge dele rene symboler, som intet som helst ændrede på palæstinensernes praktiske vilkår eller bragte dem tættere på deres drøm om en uafhængig stat.

Begge gange festede folk i gaderne over opnåelsen af rene symboler. Nu er der faktisk en chance for at opnå noget konkret ved forhandlingsbordet, men det får ikke nogen begejstret modtagelse. Det eneste vi indtil nu har set, er PFLP’s protestdemonstration og Hamas’ fordømmelse.

Indrømmet: Forhandlingerne bliver hårde, sikkert også langstrakt – i hvert fald længere end ni måneder, og formentlig også enormt frustrerende, men det er den eneste vej til en stat. Den eneste vej. Men den synes ikke at have nogen som helst tiltrækning på den almindelige palæstinensiske befolkning.

”I starten troede jeg, at det var udmattethed over at være midt i den muslimske fastemåned Ramadan”, skriver Jack Khoury fra den israelske avis Haaretz, der også undrede sig. ”Men om aftenen, efter folk brød fasten, var der heller ikke nogen begejstring.”

”Palæstinenserne har været igennem et helvede siden Madrid-konferencen (i 1991). Nogle gange syntes en aftale lige rundt om hjørnet. Andre gange syntes den uendelig langt væk. Uanset det, så lever drømmen. Men at få opfyldt denne drøm forbliver skæmmet af en masse spørgsmålstegn”, skriver han.

De forhandler igen. Denne gang uden trommer og trompeter. Forventningerne er i bund. Ingen tror rigtigt på dem… og måske er det forhandlingernes chance denne gang, at ingen forventer noget?

Lad os håbe.