Kald endelig ikke militærkuppet for et militærkup

KAIRO (07.07.2013): Man plejer at sige, at ”hvis det vralter som en and, og hvis det rapper som en and, og endog også snadrer som en and, så er det sikkert en and.” Men sådan er det ikke her i Egypten.

Her siger mange af mine venner tværtimod, om det, vi ser ude i gaderne og på Kairos pladser: ”Det er ikke et militærkup! Absolut ikke et militærkup. Det er blot militæret, der på folkets vegne kortvarigt er rykket ind for at sikre revolutionen!”

Også mange vestlige politikere synes at slå knuder på sig selv for at kalde det, der udfolder sig her i Egypten i disse dage, for noget andet end et militærkup, selvom de fleste af dem alligevel er enige om, at det ikke er forfærdelig godt eller ønskværdigt, det de ser. På internettet nød jeg at se min gode kollega Poul Erik Skammelsen forsøge at få FN’s Generalsekretær Ban Ki-Moon til at svare på, hvorfor der ikke er tale om et kup.

 

 

Man skal være mere end almindeligt virkelighedsfornægtende, for ikke at se et militærkup, når det kommer rullende ned ad gaden.

Moon svarede på flere kritiske opfølgningsspørgsmål, og brugte mange ord, talte i sine lange, sædvanligvis næsten uforståelige sætninger (hans engelsk er ikke voldsomt godt, og hans tanker på ingen måde særlig klare), og efter 4-5 spørgsmål konkluderede Skammelsen helt korrekt, at FN-chefen heller ikke havde noget menneskeligt begribeligt at sige om den sag.

Danmark, EU og USA var heller ikke ret meget mere klare i mælet. Formentlig, vil jeg tro, på foranledning af USA. For bliver begivenhederne klassificeret som et militærkup, så kan USA ikke længere støtte Egypten. Det siger den amerikanske lov. Det betyder ikke bare, at USA i så fald bliver nødt til at straffe en af sine hovedallierede i en strategisk vigtig region. Det vil også betyde, at USA vil blive tvunget til at indstille sin militære assistance til de egyptiske væbnede styrker, hvilket giver Washington stor politisk indflydelse; og også til at stoppe overførslen af de 1,3 milliarder dollars, der hvert år bliver givet til Egypten. De penge bliver ikke først og fremmest givet, for at Egypten skal blive demokratisk. De bliver derimod doneret som en ”betaling” for Egyptens overholdelse af fredsaftalen med Israel. Derfor vil det kunne skade både USA's og Vestens strategiske interesser i Mellemøsten, hvis disse penge ikke længere kunne overføres.

Men selvom det måske kommer politisk ubekvemt, så ændrer det ikke på den kendsgerning, at det, der udspiller sig i den egyptiske virkelighed i disse dage, til forveksling ligner et militærkup.

Hernede i Kairo behøver det, man siger om begivenhederne, heller ikke nødvendigvis at stå i noget alt for nært forhold til virkeligheden. Her kan man også blot påstå, at jorden er flad, og så er den det, hvis tilstrækkelig mange mennesker bare tror på det.

 

 

Få sekulære egyptere vil indrømme, at det er et militærkup, deres land har oplevet. De vil maksimalt gå med til noget, de kalder et folkeligt militærkup.

Det, jeg så her i Kairos gader var, at panservognene rullede ud i gaderne, og generalerne satte en folkevalgt præsident, som tydeligt sagde, at han ikke ville trække sig, fra bestillingen. Det ligner i hvert fald et militærkup i min bog.

At påstå, at Mohamed Mursi ikke blev væltet af et militærkup er lige så virkelighedsfjernt, som at påstå, at Mursi ikke var i færd med at islamisere Egypten, eller at påstå at han, da han blev væltet, repræsenterede noget, der bare kom i nærheden af et flertal af egyptere.

Så lad os bare kalde det et ”folkeligt militærkup”, det der fandt sted.

På et møde med præsident Mursi den 26. juni, gjorde generalerne ham det klart, at den TV-tale til befolkningen, han var i gang med at forberede, skulle være kort, præcis og gå lige til det, der var stridens kerne.

”Vi sagde til ham, at talen måtte være kort, og svare oppositionen på dens krav om at der skulle dannes en koalitionsregering, at forfatningen ville blive justeret, og at der skulle være en tidsplan for de to ting”, citerer det britiske nyhedsbureau Reuters en general for at sige om mødet. ”Alligevel endte han med at holde en uendelig lang tale, der ikke gjorde nogen klogere på ret meget. Da blev det klart for os, at han ikke havde noget ønske om at løse problemerne, blev vi nødt til at gå til vores plan B.”

Snarere end at forsøge at samle den egyptiske befolkning, og prøve at række hånden frem til den del af borgerne, den egyptiske præsident tydeligvis havde tabt, så handlede hans tale mere om, at han var blevet valgt ved et demokratisk valg, at han derfor havde legitimitet, og at ethvert spørgsmålstegn ved det var undergravende og uacceptabelt. Ordet ”legitimitet” blev angiveligt brugt næsten 50 gange i talen. Mohamed Mursi forsøgte også at portrættere alle dem i den egyptiske befolkning, som var imod ham som udemokratiske slyngler og ”overvintrende” spioner og undergravende agenter fra den tidligere præsident Hosni Mubarak’s regime.

Jeg sad sammen med nogle af mine egyptiske venner, og så talen, og i den forsamling var det i hvert fald tydeligt, at det ikke lykkedes præsidenten at overbevise nogen. Tværtimod viste vores lille, uautoriserede meningsmåling, at to tvivler iblandt de 12 personer vi var, efter talen nu var klart imod Mursi. Dermed var der blandt det dusin, jeg var sammen med, kun en lidt tvivlende Mursi-tilhænger tilbage, da talen var slut.

 

 

Islamisterne vil ikke høre om nogen dialog eller forsoningsproces, så længe deres præsident sidder i husarrest.

Det talen endnu en gang beviste var, at præsident Mursi var totalt ude af kontakt med en kæmpe stor del af sin egen befolkning, og at hans evne til at skubbe egyptere, som ikke var medlemmer af Det muslimske Broderskab, fra sig, var helt uden sidestykke. Antallet af dem, der følte, at landet i rekordfart var ved at blive islamiseret, så de med rette kunne frygte, at det næste valg ikke havde nogen chance for at blive demokratisk, voksede dramatisk. Samtidig blev intet gjort – absolut intet – for at løse landets hastigt forværrede økonomiske problemer.

Hvis den egyptiske præsident havde gjort sig fortjent til noget, så var det til titlen som ”Verdensmester i mistet popularitet”. Kun ét enkelt år tog de, inden han havde stødt så stor en del af Egyptens befolkning fra sig, og evnet at gøre det så grundigt og effektivt, at en rystende stor del af befolkningen hellere ville acceptere et militærkup, end vente endnu tre år indtil det næste regulære valg. Mange frygtede, at hvis Mursi fortsatte, som han var begyndt, med at ”islamisere” det egyptiske samfund, så ville der slet ikke komme noget valg om tre år, eller det ville blive svindlet, så det alligevel ikke ville være værd at vente på. Så for få dage siden blev Mohamed Mursi afsat ved noget, vi nu er begyndt at betegne som ”et folkeligt militærkup”.

Her i det centrale Kairo er der ikke nogen tvivl om, at militærets skridt er enormt populært. Så snart det blev klart, at præsidenten var blevet væltet, brød der vild jubel ud blandt ganske almindelige mennesker. Der blev affyret fyrværkeri, skudt i luften, bilernes horn truttede i et væk og folk festede til langt ud på natten. Her var virkelig folkefest.

Det er klart, at i andre sektorer af det egyptiske samfund – iblandt dem, der støtter Det muslimske Broderskab, er stemningen en anden. Her føler man helt berettiget, at den demokratiske valgsejr, de ærligt og redeligt havde vundet, var blevet taget fra dem på en udemokratisk og uacceptabel facon. Retfærdigvis skal det siges, at det ikke kun er tilhængere af Det muslimske Broderskab, der siger det. Jeg har også venner, som advarer imod at begejstres for meget over, at militæret nu igen har taget magten, eller imod at tro, at militæret har gjort det for folkets eller demokratiets og frihedens skyld.

”Militæret forsøger at begrænse skaderne på dets egen rolle og magtposition i det egyptiske samfund”, forklarede en bekendt, som afgjort ikke støttede den nu afsatte præsident Mursi. ”De væbnede styrker er en stat i staten. De kontrollerer en formidabel stor del af den egyptiske økonomi. De skal ikke stå til regnskab overfor de folkevalgte. Og det er den stærke magtposition, generalerne var bange for, var ved at erodere. De vil have ro, stabilitet og økonomisk fremgang. Og selvom generalerne vil have det af hensyn til deres egne politiske og økonomiske interesser, så er det ønske lige nu og her sammenfaldende med en stor del af den egyptiske befolknings ønsker. Men det ændrer ikke på, at det er en utrolig farlig situation, når de væbnede styrker gang på gang rykker ind i det politiske liv og tager magten.”

Det er nemt at sidde langt borte i det civiliserede Danmark og svinge fordømmende med sin hævede moralske pegefinger, for et militærkup er ikke et demokratisk samfund værdigt. Det er der ikke nogen tvivl om. Men Egypten er ikke noget demokratisk samfund. Heller ikke selvom der har været frie demokratiske valg. Resten af samfundet er ikke demokratisk. Flertallet er relativt uuddannede eller underuddannede, og forstår ikke meget om, hvordan samfundet fungerer. Domstolene er ikke uafhængige, og præsenterer i vid udstrækninger interesser fra det gamle Mubarak-regimes dage. Pressen er ikke fri og kritisk. Ikke kun fordi myndighederne vogter over medierne, men også fordi alt for mange journalister selv frivilligt forsøger at indynde sig under hvem end, der har magt, snarere end det modsatte. Den totalitære og autokratiske tankegang sidder og væremåde i alt for mange almindelige egypteres DNA, og det vil tage lang tid at komme det til livs.

 

 

Det muslimske Broderskab er slet ikke faldet fra hinanden i frygt og kaos. De har tværtimod fået sig en politisk martyr, som har gjort dem endnu mere kamplystne.

Selvom de selv vil påstå det modsatte, så begriber alt for få her i Egypten, hvad et frit, demokratisk samfund i virkeligheden er for noget, og hvordan det bør fungere. At kæmpe aktivt for at dem, man er inderligt uenig med, frit skal kunne komme til orde og lufte deres kritik af det, man selv står for, forekommer helt ubegribelig for mange – især for dem, der har magten. Selv de civil samfunds grupper og NGO’er, som vi udefra ivrigt støtter, fordi de, når støttechecken skal underskrives, siger alle de ”rigtige” ting om menneskerettigheder, kvinders ligestilling, pressefrihed og så videre, forstår egentlig, hvad et rigtigt demokrati er for noget.

Sådan er det. Det er sørgeligt. Men det er der ikke noget at gøre ved. Det ville være mærkeligt, hvis det var anderledes, når folk aldrig har oplevet andet, og i hvert fald slet ikke har oplevet noget, der bare tilnærmelsesvist minder om demokrati. Det må vi i omverdenen også lære at leve med. Det tager tid, hvis det skal lykkes, og vi må have tålmodighed, forståelse, tolerance, overbærenhed og ikke miste lysten til fortsat at støtte. Vi må være forberedt på, at der vil være tilbageslag, som det, vi lige har oplevet. Vi må samtidig erkende, at var der ikke kommet et militærkup, så ville Mursi-styret også have været et tilbageslag.

Jeg tror, at vi er nødt til at erkende, at den egyptiske revolution ikke er overstået, blot fordi det første demokratiske valg blev afholdt. Vi er stadigvæk midt i revolutionen. Hvordan det ender, er der ingen, der ved. Det kan sagtens tage årtier, inden samfundet finder et nyt, stabilt og forhåbentlig bedre balancepunkt. 85 millioner egyptere skal også først lære, at blot fordi man er demokratisk valgt, så kan man ikke optræde som autokrat imellem valgene, og de skal også lære, at et sundt demokrati ikke kan have væbnede styrker, som fungerer som en stat i staten udenfor de folkevalgtes kontrol.

Vi på den anden side skal også forstå, at skulle vi have lavet en statusrapport to og et halvt år inde i den franske revolution i slutningen af 1700-tallet, så ville vi sikkert også være blevet fortørnede og have forkastet den som uacceptabel. Ikke desto mindre lærer vi i dag i historieundervisningen, at netop den revolution – uanset hvor blodig den end var – er en af hovedhjørnestenene i det vestlige demokratiske samfund, vi i dag lidt mere end 200 år senere synes at opfatte som eksistensens normaltilstand.