Egyptisk kunstner med internationalt twist:
Jeg hader politisk korrekthed
KAIRO: (24.04.2013): ”Hørte jeg rigtigt? Var det virkelig det, han sagde? Kaldte han det Yom Kippurkrigen?”
Spørgsmålet rasler rundt inde i mit hoved.
Vi er lige ankommet til den internationalt anerkendte egyptiske kunstner Khaled Hafez’ imponerende studio og atelier i en forstad i Kairos nordøstlige udkant. I indgangen hænger en samling store fotografier af hans familie. Far, mor, bedsteforældre… og da Khales Hafez fortæller om faderen, som er portrætteret i en egyptisk militæruniform, både på et portræt og på et andet foto sammen med sine soldaterkammerater, fortæller han, at faderen kæmpede ved Suez-kanalen under Yom Kippurkrigen i 1973.
Da sagde han det igen: ”Yom Kippurkrigen”. Han bruger det israelske navn om krigen i 1973, hvor Egypten og Syrien angreb Israel på jødedommens Store Forsoningsdag, Yom Kippur. Ikke som alle andre arabere og egyptere, man normalt taler med, som altid vil omtale den samme krig som ”Ramadan-krigen” eller ”Oktober-krigen”.
Hvorfor, spørger jeg.
”Ahh”, svarer han. ”Hvis jeg begynder på det med de arabiske navne, så ved mange udlændinge ikke, hvad det er, jeg taler om.”
Allerede her forstår man, at Khaled Hafez ikke er helt almindelig. Ikke som de fleste andre egyptere, man møder. Slet ikke.
Det billede bliver yderligere understreget, når man så vender rundt og går ind i selve hans atelier.
Det ville være synd at sige, at egypterne er det mest oprydnings- og rengøringsfanatiske folkefærd i verden. Det vil enhver, der har besøgt Kairo, vide, ikke er tilfældet. Langtidsopbevaring af affald lige præcist der, hvor det en gang er blevet smidt, synes at være normen snarere end undtagelsen i det her land. Kunstnere hører af natur heller ikke til blandt de mest ryddelige typer, man kan forestille sig. Besøger man så egyptiske kunstnere, så går disse karaktertræk til tider op i en meget støvet og kaotisk, højere helhed.
Ikke her hos Khaled Hafez!
Hans studio kunne være show room i en finere forretning med skandinavisk design dør om dør med Georg Jensen på Strøget i København. Så fint er det. Alt er afstemt, gennemtænkt, designet, ordentligt, ryddeligt og tydeligvis velfungerende. Alt har en plads… og det ligger på den. Intet flyder. Intet roder.
Vi er på besøg hos en mildt sagt anderledes egyptisk kunstner, end nogen anden jeg indtil nu har gæstet.
”Det er også fordi jeg har en svær astma. Det betyder, at jeg ikke kan klare for meget støv”, næsten undskylder han. Men den argumentation køber jeg kun delvist. Denne mand er bare anderledes.
Kunstnere er ofte meget sensible typer, som har tæt kontakt til følelserne og det, der rører sig, i den bredere befolkning, men – og i særdeleshed i den her del af verden – de er ofte godhjertede, godtroende, lidt naive (nogle gange meget naive), med de ”rigtige” meninger, men uden nogen større viden eller dyb indsigt.
Sådan er det ikke her hos Khaled Hafez.
Vi diskuterer, fra vi ankommer, til vi siger farvel mere end fire timer senere. Og manden ved, hvad han taler om. Han kender historien. Ikke bare den egyptiske, eller for den sags skyld bare den mellemøstlige, han er op højde med historie og international politik i det hele taget. Overalt ligger der bøger. Og, interessant nok, bøger om mellemøstkonflikten og –situationen, som jeg kender, og ikke ville blive overrasket over at finde på en israelsk intellektuels skrivebord. Men at finde bøger med den indgangsvinkel til situationen havde jeg ikke ventet at finde på en arabisk kunstners læseliste. (Han har for øvrigt en hel del israelske kunstnervenner.)
”Jeg hader at være politisk korrekt”, fortæller han flere gange under vores besøg, hvilket blot får mig til at holde endnu mere af ham.
Politisk korrekthed er en svøbe, som slet ikke er til at holde ud i den her del af verden. Provokationen – selv den upassende provokation – chokerer i det mindste folk, og får dem til at tænke selv. Til i det mindste at formulere hvorfor de er uenige. Det gør politisk korrekthed ikke. Siger man blot det, der er populært og forventes lige i den aktuelle sæson, så bliver man aldrig udfordret yderligere eller stillet et eneste kritisk spørgsmål. Politisk korrekthed er en pestilens, som hæmmer selvstændig tænkning og blot fremavler intellektuel og kunstnerisk dvaskhed.
”Da revolutionen begyndte, så jeg den først som en meget positiv kraft. Jeg var dog ikke derinde på Tahrirpladsen helt fra starten. Militæret havde afspærret vejene herude fra området ind mod byen. Men de unge kunstnere, jeg arbejder sammen med, bragte mig derind. Det var rodet og kaotisk, men fantastisk”, husker Khaled Hafez, som klart bliver begejstret over mindet. Men optimismen holdt ikke ved. Langtfra.
”Senere blev revolutionen kidnappet. Først af militæret, så af islamisterne. Og nu hvor militæret er begyndte at sidde ved bordet sammen med Det Muslimske Broderskab, så er jeg begyndt at miste interessen, må jeg indrømme.”
”Min generation blev indoktrineret med, at man ikke demonstrerede. Man var imod demonstrationer. Min far var officer i hæren. Vi fik at vide, at demonstrationer ikke førte til noget. Men med revolutionen har de unge fået mig til at opdage mine rettigheder og min rolle som borger. Men for et års tid siden ændredes alt. Jeg vendte mig imod det, vi kalder ”Det Arabiske Forår”. Det fungerer ikke. Det er blevet en tragisk parodi.”
”Det føles som om Gud har taget sig et sabbatår. Det går i hvert fald langtfra, som det burde”, siger Khaled.
”Min kone stemte på Mohamed Mursi. Ikke fordi hun støttede ham, men hun ville have forandringer i Egypten, og mente, at han i det mindste skulle have en chance. Ham stemmer hun i hvert fald ikke på mere. Det kan jeg godt garantere. Jeg selv stemte på Ahmed Shafik. Mest fordi jeg absolut ikke kun stemme på Mursi eller Det Muslimske Broderskab. Og der var ikke et andet alternativ. Men det var alligevel islamisterne, der vandt. Og se, hvor vi er nu.”
Jeg kunne sagtens have fortsat med at diskutere politik, men jeg var kommet for at høre Khaled fortælle om sit arbejde som kunstner.
Allerede langt inden nogen talte om en revolution, lavede Khaled videoinstallationer, som gjorde grin med regimet. En bygger på citater fra den folkekære, men på sigt katastrofale, præsident Gamal Abdel Nasser, sammenholdt med videosekvenser, som gør citaterne helt absurde.
En anden videoinstallation, som han lavede et par år inden revolutionen, viser tre identisk udseende mænd – en soldat, en bureaukrat og en islamist. De står med Egyptens nationale farver bag sig. Soldaten leger med
Khaled Hafez er en af de kunstnere, der er repræsenteret på gallerier i London, Paris, New York, Barcelona, Milano og mange andre af verdens kunst- og kulturmetropoler, og han er ikke kommet sovende til sin berømmelse.
Kunst er ikke bare et spørgsmål om inspiration. Man kan ikke bare sidde og vente på et guddommeligt lysglimt. Man må slide for at inspirationen skal komme. Det er hårdt arbejde, understreger han og antyder, uden at sige det, at det ikke er et universelt princip delt af alle egyptiske kunstnere.
”Det handler om noget så simpelt som flid. Man må ligge en god solid arbejdsdag i det. Hver dag. Især hvis man skal gøre sig håb om at slå igennem internationalt. Jeg arbejder mindst 10 timer om dagen. Tit mere”, forklarer Khaled Hafez.
”Og det er heller ikke nok, kun at mestre sin kunst og sit håndværk. Man skal kunne meget mere end det som kunstner nu om dage. Man bliver også nødt til at kunne fremmedsprog, blandt andet for at kunne skrive projektbeskrivelser og ansøgninger til internationale organisationer, donorer og gallerier, og også for at kunne markedsføre sig selv. Man skal kunne lidt management, en hel del public relations, så man kan sælge sig selv, og en smule økonomisk indsigt skader absolut heller ikke.”
Så mens andre kunstnere, tager unge talenter under deres vinger, for at lære dem kunst og håndværket, så forsøger Khaled Hafez at træne de unge i alle de andre kundskaber, han mener, er nødvendige. I særdeleshed også fordi det egyptiske undervisningssystem er så katastrofalt dårligt, at unge kan tage afsluttende eksamen uden at kunne noget.
”Alt det underviser jeg de unge i, i det mentorprogram, jeg kører i mit studio”, forklarer Khaled. ”Jeg arbejder sammen med andre, så de unge også kan få sprogundervisning, og ellers vejleder jeg dem i deres arbejde om det er computere, marketing, forretningsplaner, udstillingsteknik, forbindelse til gallerier og så videre”, forklarer han.
”Jeg er ikke imod Kulturministeriet”, siger han, da jeg spørger, om sådanne opgaver ikke mere påhviler ministeriet end en individuel kunstner, men han bekræfter, at det er et ret ligegyldigt ministerium, der ikke har den store positive indflydelse på kunst- og kulturlivet i Egypten.
”Men det er ikke fordi de ikke vil. Ikke fordi de ikke ønsker det. De magter det blot ikke. De er i bund og grund gode folk, der blot ikke har ressourcer eller talent, til at gøre en forskel”, lyder den venlige men sønderlemmende kritik.
”Jeg prøver tit at hjælpe dem i ministeriet, når de beder om det. Og det gør mange af mine kolleger også. Men vi tager ikke penge for det, for vi vil ikke acceptere at blive påvirket af dem, eller givet det udseende af, at vi arbejder for ministeriet”, siger han bestemt.
”Det er for eksempel ministeriet, der udpeger medlemmerne af de bedømmelses- og udvælgelseskomitéer, der vælger kunstnere og værker til kunstbiennaler og lignende begivenheder. Medlemmerne får måske $150,- per møde, og derfor sørger de naturligvis for, at de aldrig bliver færdige, men hele tiden skal have flere møder. Kan man så sidde i tre, fire kommitter, som har ugentlige møder, så begynder man at kunne oppebære en pæn sideløbende ekstraindtægt. Men intet bliver nogensinde færdigt på den måde, og det er et helt igennem råddent system”, siger han.
Jeg kunne være blevet hos Khaled Hafez resten af dagen, og jeg er overbevist om, at han ville have accepteret det. Han skulle pakke og næste dag videre til Emiraterne, og jeg skulle også videre, men vi besluttede, at vi skulle fortsætte vores samtale, når jeg næste gang kommer til landet. Jeg blev endog tilbudt at flytte ind i atelieret, hvor der også er to separate boligenheder bygget til.
På vejen tilbage til Kairo tænker jeg, at det er sørgeligt, at vi i medierne ikke oftere formår at komme ud til velformulerede typer og indsigtsfulde folk, der måske nok ikke tegner flertallet af almindelige mennesker, og derfor givetvis heller ikke sætter den dagsorden, der skaber det uoverskuelige kaos, vi kalder Mellemøsten, men på den anden side alligevel interessante personer, som i det mindste viser, at virkeligheden hernede er langt mere nuanceret, end det, jeg tror, de fleste hjemme i Danmark forestiller sig.
* * *
Her et par links til nogle af Khaled Hafez’ hjemmesider:
Læs de øvrige artikler, der kom ud af min efteruddannelsesrejse til Egypten for at lære om kunst og kultur i kølvandet på Den Egyptiske Revolution:
Besøg hos den egyptiske kunstner Khaled Hafez: ”Jeg hader politisk korrekthed”.
Mødet med Mohamed Abla og Hany Rashed: ”Rapport fra den kunstneriske ø i det egyptiske hav”.
Mødet med den egyptiske vice-kulturminister: ”Ministeriet for Ingen-som-helst-kultur”.
Frygtløse kulturaktivister i Kairo: ”Frihedens kulturelle frontlinje”.
