Opbruddets graffiti set fra elfenbenstårnet

KAIRO (23.04.2013): Psssssiiiit! Psssssiiiit! Psssssiiiit! I en smal psssssiiiit’ende stråle sender spraydåsen sine forstøvede farvedråber over på den grå betonvæg, som langsomt bliver mere og mere kulørt. Den unge egypter har noget på hjertet. Budskabet skal op på væggen. Længere nede ad Mohammed Mahmoud-gaden lyder der råb, skrig og skud. Ind imellem bliver sårede bragt forbi graffitimaleren, men han kigger end ikke op længere. Dramaet er allerede sørgeligt hverdagsagtigt. Tåregastågerne er så tykke, at de endog  får øjnene til at løbe i vand hernede flere hundrede meter borte.

 

 

Forsiden af Cairo: Images of Transition.

Da jeg mødte den unge mand med spraydåsen, var han en protesterende demonstrant, men i mellemtiden kan det være, at han er gået hen og er blevet kunstner. Revolutionær kunstner, endog.

Graffiti, vægbemalinger, slagord, paroler, vandalisme, propaganda, svineri, revolutionær folkekunst… alt sammen forskellige letforståelige mærkater for den samme ting: De plakater og bemalinger på mure og vægge i Kairo i tiden omkring Den egyptiske Revolution og det efterfølgende valg.

Når akademikere skal formulere det samme, kommer det til at lyde sådan her: Den egyptiske revolutions visuelle æstetik i det offentlige rum. Eller for at sige det med bogen Cairo - Images of Transition's ord: ”Et fortløbende kunststudie af forholdet mellem æstetik og politik i Egyptens igangværende transformation. Ved hjælp af kunst- og akademisk forsknings metodologiske redskaber undersøger dette værk den visuelle transformation Kairos offentlige rum siden præsident Hosni Mubarak blev væltet den 25. januar 2011. Hovedvægten lægges på den visuelle kommunikation, som politiske partier og aktivister benyttede sig af, og vi kortlægger de visuelle repræsentationer som formede den politiske proces og følger deres transmutationer i forskellige medier og fremvisningsformer.”

At blande akademia og kunst er måske ikke altid det bedste mix. Måske endnu mindre forskning og revolution – det ene vil skabe orden og systematik, det andet omvæltning og kaos. Endnu værre når det kunstneriske er spontan folkelig gadekunst, som er blevet til i et ophidset øjeblik under en politisk opstand. Det ene handler om at forstå og analysere, det andet om at handle, erobre, vælte og opleve. Mens det ene er hjernegymnastik i studerekammeret, er det andet raseri og rå følelser på frihjul, hjertet overfor hjernen. Elfenbenstårnets beskyttede isolation klarer ikke altid det brutale sammenstød med folkehavets vrede, spontane krav og virkelighedens støvede asfalt.

 

 

En af bogens illustrationer.

Nogle gange virker denne selvmodsigende cocktail, og gør ligefrem spændingsfeltet imellem modpolerne, når det forklares begribeligt, til en sjælden fortællemæssig oplevelse. Når en indsigtsfuld og gudbenådet pædagog er i stand til at udlægge den komplicerede tekst, så ”Maren i kæret” bliver begejstret og forstår det, så kan det være en intellektuel, næsten orgasmisk oplevelse.  Andre gange – de fleste desværre – fungerer det mindre godt. Så bliver det ligefremme og jordnære i stedet gjort unødvendig opstyltet og uforståeligt.

Hele denne lange indledning for at gøre det klart, at det er en vanskelig opgave. Det er ikke desto mindre det, danskfødte Mikala Hyldig Dal sammen med egyptiske Mona Khaled Diab forsøger med deres ”Cairo: Images of Transition” – et bogprojekt, som, selvom det er støttet af Det Dansk-Egyptiske Dialog-Institet (DEDI), ikke udkommer på dansk, men udelukkende på engelsk og arabisk.

En gruppe danske kulturredaktører og Mellemøstkorrespondenter, som netop har været i Kairo som DEDI’s gæster fik en snigpræmiere på Dal’s og Diab’s Images of Transition.

 

 

Mikala Hyldig Dal fortæller. Indlevet men med germansk kompleksitet.

Mikala Hyldig Dal er dansk billedkunstner, som nu underviser på Det Tyske Universitet her i Kairo, og samtidig fungerer som freelance kurator for forskellige udstillinger. Specielt arbejder hun med forholdet mellem æstetik og politik. Hun kom til Kairo i 2011 lige som Den egyptiske Revolution var gået i gang, og pludselig så hun kunst og aktivisme, æstetik og politik in action på gadeniveau marineret i tåregas.

Det forekommer som en umiddelbar god ide at dokumentere den gadekunst – først og fremmest graffitien og andre vægbemalinger, som vældede frem som en del af revolutionens propagandakrig. Nogle af disse graffitier er allerede næsten blevet klassikere. Vel mest fordi deres budskaber er så relativt ligefremme, at de utallige gange er blevet brugt i medierne til at beskrive den folkelige vrede, der førte til omvæltningerne, men også fordi billederne og budskaberne var så simple, netop fordi de var en del af den propagandakrig, der skulle rejse masserne til kamp, og som sådan nogle fantastiske øjebliksbilleder af situationen midt under revolutionen.

 

 

Anti-Mursi graffiti på præsidentpaladset.

Der var også mange andre kunstneriske, kulturelle og visuelle udtryk i gadebilledet i forbindelse med opbruddet. Både musik, gadeteater, skulpturer, bannere, og under det efterfølgende valg også valgplakater og –møder, som måske nok ikke er kunst, men i hvert fald er folkelig kultur, og som satte kulør på en alt for ofte trist og trøstesløst egyptisk hverdag.

Nogen vil sikkert sige, at de to unge kvinders bogprojektet er blevet til på bedste demokratiske manér, for alle har i princippet kunnet sende deres bidrag i billeder og tekst ind til Mikala og Dina, som mest af alt har fungeret som redaktører af projektet.

Det er fantastisk og umiddelbart brand interessant. Men dette umiddelbare fascinerende som emnet tydeligvis er fyldt af til bristepunktet, kan næsten formuleres til døde i forsøget på at gøre det klogt:

”En kontinuerlig narrativ i graffiti og andre former for gadekunst skaber integrerede symboler, budskaber og ikoner med fælles referancerammer i det urbane landskab, og transformere byens flader i en altomfattende redaktionel proces.”

 

 

Måske en tendens til at gøre det nemme en tand for uforståeligt.

Mens Mikala afvikler sit foredrag er en gruppe egyptiske kulturredaktører og –skribenter stille begyndt at sive ind, fordi vi efterfølgende skal have en lille uformel sammenkomst med dem, og i ventetiden lytter de også med på foredraget og ser lysbillederne af den kommende bogs mange rigt illustrerede opslag.

Da det bliver tid til at stille spørgsmål, kan Ahmad Naji, en egyptisk freelance kulturskribent, ikke holde sig tilbage længere, men nærmest eksploderer:

”Du forlader dig ret meget på Mosireen-kollektivets billedmateriale, og de er meget ideologiske og venstreorienterede”, protesterer han. ”Jeg er skide træt at det. Hver gang en udlænding er inviteret til at lave noget om situationen her i Egypten, så ser de det kun fra de revolutionæres synspunkt, og de trækker på den samme begrænsede kreds af kilder.”

Det er tydeligt at nogle egyptere er tynget af at revolutionen har taget en noget anderledes kurs, end de lige efter omvæltningen havde ventet. Enkelte er ligefrem begyndt at længes tilbage til Mubarak, og de revolutionære er ikke udelt populære i alle kredse.

Det provokerer på den anden side Mikala Dal, som med hævet stemme svarede igen:

 

 

Illustration fra bogen.

”Jeg bliver også lidt træt af at høre det argument. I særdeleshed fordi vi henvendte os til alle mulige mennesker og sendte over 6.000 breve og mails ud og efterlyste materiale og artikler. Alle havde mulighed for at skrive eller sende deres bidrag ind, og mange gjorde. Vi har bare siddet og sorteret og valgt ud”, svarede hun.

Optrinnet er illustrativt og godt at lære af.

Jeg kan ikke sige, hvem der har ret. Det er også ligegyldigt. Det man skal vide, er at sandheden i den her del af verden ikke eksisterer. Der er ikke én, men tværtimod mange sandheder. Endog mange indbyrdes selvmodsigende sandheder. Og alt efter i hvilken revolutionær sæson, man møder en person, er personens fortælling forskellig.

Der er mange fortællinger om revolutionen, og de varierer alt efter hvor man stod, og hvilket synspunkt man havde, da det hele pludselig væltede. Så snuppede islamisterne de revolutionæres frugter lige for næsen af dem. Og nu ændres det hele så igen, fordi omvæltningen langtfra er blevet den succes, som mange havde håbet og drømt om.

Under alle disse konstante opbrud og omskiftelser er opfattelsen af det skete også konstant ændret. Både inden, mens og efter det er sket. Synet på fortiden, og beskrivelsen af den og ens egen rolle er også konstant skiftende, hver gang bagklogskaben har givet en ny indsigt. Retroaktivt omdigter mange fortællingen om sig selv i lyset af den seneste udvikling, så man kan portrættere sig selv som endnu mere forudseende, end man nogensinde har været. Når det hele så slår endnu en koldbøtte, så omskrives historien og ens rolle i den endnu en gang.

 

 

Revolutionær propaganda/kunst på Tahrirpladsen.

Derfor er det, der sker netop nu, og forsøgene på at fastholde det og dokumentere forløbet en følsom og hudløs affære. Både fordi det, der allerede er sket, er så smertefuldt for mange, og frygten og usikkerheden om, hvor det hele en gang vil ende, stadigvæk ”sidder udenpå skjorten”.

Man skal heller ikke undervurdere, hvad en egypter føler, når han ser sit lands omtumlede historie forklaret af en udlænding – især på et tidspunkt, hvor sårene stadigvæk er åbne og smerten til at føle.

Og omvendt også en udlænding som har viet år af sit liv til at undervise i kunst i netop Egypten, og som føler, at hun har gjort sit hjemmearbejde, for derefter blot at blive taget i skole af en lokal, som måske end ikke værdsætter den revolution, som så mange i Vesten totalt har forelsket sig i.

Alle er følsomme og sårbar hernede netop nu. Det skal man naturligvis tage hensyn til, men det er også lidt fascinerende, at det er noget, der kan sætte sindene i bevægelse, når man selv kommer fra et land, hvor kunsten og kulturen ofte føles ret ligegyldig, og som om den ikke har ret meget på hjertet – og, når den så en gang i mellem endelig har, så fornemmes det håbløst naivt og verdensfjernt.

 

 

Mikala Hyldig Dal.

Opgaven den danske kunstner og hendes egyptiske partner har stillet sig er ikke nem. De har Egyptens egne omskiftelige vinde, og de stadigt omskiftelige versioner af virkeligheden imod sig, og samtidig produceres der nærmest på samlebånd bøger om Det arabiske Forår endnu inden nogen ved, hvad det er, der foregår, endsige hvor det hele en dag ender.

”Der har allerede været mange udgivelser om revolutionens graffitikunst”, indrømmer Mikala Dal, ”men vi forsøger lidt mere at se den i relation til andre politiske bevægelsers brug af visuel kunst i deres valgkampagner.”

Det gør de to unge kvinder ganske godt. Det var en fantastisk oplevelse at se de mange eksempler på den sprudlende kunst og satire, der blomstrede i de optimistiske dage, da det så ud som om det hele på rekordtid ville gøre Egypten til frihedens og demokratiets lys i Mellemøsten. Og også interessant at følge de egyptiske kunstneres kommentarer til udviklingen, da tingene begynder at udvikle sig anderledes end de havde håbet. Alene af den grund vil jeg købe bogen.

Mit eneste problem, som jeg sikkert også allerede til fulde har givet udtryk for i indledningen er, at jeg ikke ser formålet med at ”overforkringle og superforsnørkle” noget, som slet ikke er så svært forståeligt til at begynde med.

 

 

Valgplakater. En side af revolutionens billeder.

At gøre noget vanskeligt og kompliceret stof let og nemt forståeligt, er en stor kunst, som man får uendelig stor respekt for, når man fra tid til anden ser det mestret.

Men at gøre noget, der er relativ nemt og ligetil, kompliceret og tæt på uforståeligt, er ret tåbeligt. Det giver hverken mening eller tjener noget fornuftigt formål, andet end at give dem, der skjuler sig bag den vanskeligt tilgængelige terminologi, en følelse af at være virkelig kloge og vigtige, og, efter at have hørt foredraget om denne potentielt interessante bog, så kunne jeg anbefale at give projektet det, vi i journalistikken kalder "et sprogligt serviceeftersyn", så initiativtagerne kan blive ført sikkert udenom den farlige faldgrube, som foredraget ofte var ved at snuble i.

Udgangspunktet er godt. Intentionerne er gode. Materialet er interessant. Billederne fantastiske. Hvis det hele så drukner i en germaniseret verbal-labyrintisk intellektualiseren, ville det dog være kreperligt.

Læs de øvrige artikler, der kom ud af min efteruddannelsesrejse til Egypten for at lære om kunst og kultur i kølvandet på Den Egyptiske Revolution:

Besøg hos den egyptiske kunstner Khaled Hafez: ”Jeg hader politisk korrekthed”.

Introduktionen til en ny bog, der er på vej, om revolutionens kunst: ”Opbruddets graffiti set fra elfenbenstårnet”.

En af mine britiske kollegers artikel om noget af revolutionens kunst: ”Dekaffineret kunst i Kairos gader”.

Mødet med Mohamed Abla og Hany Rashed: ”Rapport fra den kunstneriske ø i det egyptiske hav”.

Mødet med den egyptiske vice-kulturminister: ”Ministeriet for Ingen-som-helst-kultur”.

Frygtløse kulturaktivister i Kairo: ”Frihedens kulturelle frontlinje”.