Ministeriet for Ingen-som-helst-kultur:

Gode viljer, ingen magt og slet intet talent

KAIRO (17.04.2013): Når man Googler ordene ”Egypten” og ”kunst og kultur”, så er langt det meste af det, der dukker op på computeren, egyptiske kunst- og kulturprodukter, der har mellem 3-5.000 år på bagen. Kunst der blev sat i gang og sponsoreret af oldtidens faraoniske herskere.

Nutidens egyptiske magthavere besidder slet ikke det talent. Google afslører også, at det egyptiske Kulturministerium fra tid til anden er vært ved en konference, hvor der tales om kunst og kultur. Men faktisk at sætte nogle rammer for landets kulturpolitik, endsige skabe nogle kreative, frugtbare rammer for landets mest kreative sjæle, så de kan berige det samfund, de er en del af, det magter ministeriet slet ikke.

Det sørgelige – nærmest diskvalificerende – er på den anden side, at den kunst, der produceres, og det kulturelle arbejde, der i øjeblikket foregår, sker på trods af Kulturministeriet ikke på grund af det. Og de kunstnere, der i bogstaveligste forstand må kæmper for at kunne udtrykke sig, de får ikke bare ikke nogen støtte, de bliver også lagt for had af overemsige islamister, hvis fornærmelsestærskel er uendelig lav, og nu, hvor de har fået magten, fornemmer man, at kritiske kunstnere skal bankes på plads. Og det bliver de.

Kulturbureaukraterne i ministeriet?

I værste fald hjælper de direkte med i kampagnen imod kunstnerne. I bedste fald laver de ingenting. At lave ingenting er heldigvis det, de er bedst til. Det har mange års træning gjort dem til eksperter i.

* * *

Det betyder ikke, at kunsten er gået i stå. Slet ikke. Der er tværtimod en masse kunst og interessante kulturelle initiativer. Især efter revolutionen sprudler den lokale kunst- og kulturscene.

Omvæltningerne og gadekampene har naturligvis først og fremmest ført til en blomstrende graffiti-kunst, som pryder vægge og bygninger overalt i hovedstaden, i særdeleshed i området omkring Tahrirpladsen, men denne protestkunst er lidt begyndt at blive en parodi på sig selv. Det er de egyptiske kunstnere selv de første til at indrømme.

I Mohammed Mahmoud-gaden, som var en af revolutionens prominente slagmarker, fordi den ligger mellem Tahrirpladsen og det forhadte indenrigsministerium, er der en lang væg med nogle af oprørets allerførste og mest kendte – og dermed også mest elskede/forhadte, alt efter observans – graffitier.

I starten var den revolutionære vægkunst kun rettet imod præsident Hosni Mubarak. Det var den gang alle aktivister stadigvæk var enige. Så blev skytset også rettet imod SCAF – Det Øverste Militærråd, og, da Det Muslimske Broderskab vandt valget, blev præsident Mohammed Mursi mål for de satiriske vægmaleres spraydåser.

 
 
Det er nu, vi opdager bagsiden af medaljen i Mohammed Mursi's nye islamistiske Egypten.

Selvom egypterne selv har masser af humoristisk sans, så er selvironi ikke noget, som nogensinde har trykket magthaverne i Mellemøsten uanset politisk observans. At grine af sig selv bliver hernede stadigvæk set som et svaghedstegn. Men især synes islamisterne at være klinisk rensede for selvironi og humoristisk sans, og kunstneres og satirikeres ytringsfrihed har de heller ikke den store forståelse for, men det er jo ikke noget, man behøver at fortælle et stadigvæk Muhammedtegninge-forskrækket Danmark.

Magthaver-ræsonnementet går nogenlunde sådan her: Bliver man grinet af, nyder man ingen respekt. Uden respekt ingen frygt. Bliver man ikke frygtet, har man ingen magt. Har man ingen magt, er man svag. Svaghed er noget af det eneste, man ikke kan vise. Viser man svaghed, har man allerede det ene ben i graven. Frygt og magt overlever man på. Det er det, der holder en på afstand af gravens rand. Svaghed dør man af.

At det at grine af sig selv faktisk kan være udtryk for styrke og overskud er slet ikke almindeligt accepteret i den her del af verden… endnu i hvert fald. Og at en sådan afslappethed på et splitsekund kan afmontere den trussel, der potentielt kunne være i en humoristisk satire, er i hvert fald slet ikke gået op for magthaverne i den arabiske verden… måske lige med undtagelse af Jordans afdøde Kong Hussein, som jeg husker, fornøjet grinede af en parodi på sig selv, fremført af det berømte komikerpar Hisham & Nabil.

Derfor er graffitierne på væggene i Mohammed Mahmoud-gaden gentagne gange blevet overmalet. Først af Mubaraks regime, så af militæret og nu af Det Muslimske Broderskab, som slet ikke har bare et mikroskopisk gran af humoristisk sans. Hver gang blot for at se, at aktivistkunstnerne i løbet af et par dage har malet det hele op igen. Dog ofte med lidt mere latterliggørelse af den aktuelle magthaver.

Men dette graffitimaleri er allerede lidt blevet en parodi på sig selv.

 
 

* * *

Det egyptiske Kulturministerium ligger i det kæmpemæssige kompleks der er bygget sammen med Kairo-operaen på overklasse-øen Zamalek midt i Kairo.

I det første kontor, jeg kigger ind i på vejen op til konferencelokalet, hvor vi - en gruppe danske journalister på kursis - skal møde landets vice-kulturminister, sidder en kulturministeriel embedsmand mutters alene i et helt tomt, rent kontor, uden papirer eller noget som helst andet på skrivebordet, og er travlt beskæftiget med at pille sig i næsen. Det ser ud som om, han kun venter på at han kan gå hjem.

På samme måde, som man ikke skal forvente at få information i Informationsministeriet, så er det heller ikke kunst og kultur, der vælder ud i Egypten på grund af Kulturministeriets flittige indsats.

Det egyptiske Kulturministerium elsker konferencer. Det har lige overstået én stor konference i Kairo’s Operahus om ”Revolution og Kultur”. Netop som den er overstået, starter den næste 4-dages konference om Revolutioner i Den arabiske Verden. Ord er billige, og alle kan lide at tale. Især politikere og bureaukrater. Men intet… så godt som intet kommer ud af det, og det er formentlig noget af det bedste, man kan sige om Kulturministeriet i Egypten.

Dets skadelige effekt på kunsten og kulturen er begrænset, for, som vice-kulturminister Said Tawfiq, som jeg lige har været til pressemøde med, gentagne gange svarede på journalisternes spørgsmål: ”Vi har ikke nogen indflydelse.”

Samtidig med at ministeriet ikke har nogen indflydelse, så har det heller ikke nogen penge.

 
 
Vice-minister Said Tawfiq. Venlig mand med god vilje men totalt uden talent.

”0.015% af statsbudgettet er hvad Kulturministeriet har af midler. Det er mindre end noget andet arabisk land”, fortalte sangeren og kulturaktivisten Fayrouz Karawya for et par dage siden.

”Derfor, sagde en højtstående embedsmand i Kulturministeriet til mig, er der kun penge til at betale lønninger til de ansatte, og I kunstnere skal ikke regne med at få noget”, fortalte hun.

Regeringen støtter kunst og kultur, men kun den kunst og kultur der vokser ud af Det Muslimske Bevægelses bagland. Ikke andet, forklarede den egyptiske kunstner.

”Det egyptiske Kulturministerium er befolket med ansatte, som intet ved om kunst og kultur, og som nogle gange er direkte fjendtlige overfor det”, siger Fayrous. ”Ministeriet har aldrig forsøgt at få lempet på de begrænsninger i vores ytringsfrihed, som censuren pålægger, eller hjælpe kunstnere økonomisk eller med faciliteter”, siger hun.

I dag mødte vi så vice-kulturminister Said Tawfiq, som officielt har titel af General-sekretær for Det øverste Råd for Kultur i Egypten. En venlig og jovial mand, som angiveligt har en æresdoktorgrad i fænomelogisk æstetik… intet mindre.

Det var en etnografisk oplevelse, om jeg så må sige.

Forinden havde de danske journalister fået udleveret en lærd artikel, som vice-ministeren angiveligt skulle have skrevet, hvori han diskutere begrebet kultur og citerer franske tænkere. Meningen var, at vores debat skulle tage udgangspunkt i disse dybe tanker.

Den plan styrtede i grus allerede i starten, da det ikke lykkedes vice-ministeren med en æres-doktorgrad, at forklare tolken, som har en magistergrad i sammenlignende litteratur, at forklare, hvad han mente, så hun kunne forstå det.

Hvis to angiveligt højtuddannede egyptere er ude af stand til at forstå hvad de hver især mener at kultur er, er der næppe håb om, at de vil evne at forklare det til det kæmpestore befolkningsflertal, som ingen eller næsten ingen uddannelse har.

 
 
Folkelig kunst på gaderne under revolutionen.

Vice-ministeren forsikrede dog, at det var ministeriets fornemmeste opgave, at sørge for at kunsten og kulturen i Egypten kan blomstre, og der er ikke nogen tvivl om, at det er det, han selv ærligt og inderligt mener.

Jeg foreholdt ham naturligvis Fayrous’ nødråb om, at ministeriet intet gør for at beskytte kunstnerne imod angrebene og indskrænkelserne i deres ytringsfrihed.

”Hvordan kan du acceptere, at censuren begrænser kunstneres ret til at ytre sig”, spurgte jeg.

”Vi har jo ingen magt og autoritet”, lød svaret, men Said Tawfiq understregede, at han var uenig i, at ytringsfriheden bliver begrænset.

”Det er folk, der har misforstået, hvad islam er”, sagde han, men skyndte sig så at forsikre, at ”det er kun min personlige mening.”

”Hvad skal der så overhovedet være et Kulturministerium for?”

”Vi har lige afholdt en filmfestival”, forklarede han.

”Hvad så med den populære film,  som lige er blevet censureret, fordi en mavedanserinde synger om profetens kone Fatima og nogle af hendes sønner?”

”Ministeriet har jo ingen magt”, lød svaret. ”Men sådan burde det naturligvis ikke være, men det er kun min egen personlige mening.”

Den venlige mand forsikrede gang på gang, at han var imod den politik, som den islamistiske regering fører både på kulturområdet og i mange andre sammenhænge.

Hvad pokker han så laver i Kulturministeriet, var begribeligvis en gåde for de fleste.

For at begrænse skaderne og restriktionerne imod kulturen, var hans svar.

”Men du har jo for pokker lige sagt, at ministeriet ikke har nogen magt til noget som helst!!!” skreg en lille djævel inde i mit hoved, men da jeg så de forpinte ansigtsudtryk hos de velmenende arrangører i Det Dansk-Egyptiske Dialog-Institut, så valgte jeg, at det nok var bedst blot at holde min mund. Seancen var ganske enkelt for pinlig for alle involverede.

På væggen bag ministeren hang et maleri i mørkebrune naturfarver.  Det kunne ligne en abstraktion over et par gyder i en orientalsk bazaar eller i et faraonisk tempel. Men mere beskrivende for hele situationen: Begge gyder ender blindt. Intet kunne være mere beskrivende for dette absurde møde med denne velvillige talentløshedens førstemand i "Ministeriet for ingen-som-helst-Kultur".

 
 
På vejen ud, kigger jeg ind igen. Nu er embedsmanden nået frem til at rense sine tænder, men han laver stadigvæk ikke noget kulturministerielt.

Jeg pakkede stille mine ting og forlod mødet.

Nu skal det nok vise sig, at alle ministerens guldkorn begyndte at drysse ned, præcist efter jeg var gået.

På vejen ud af bygningen kigger jeg igen ind i kontoret, jeg observerede på vejen ind. Nu en halvanden time senere er embedsmanden nået til at rense sine tænder. Der er stadigvæk ikke nogen mennesker i kontoret udover ham selv. Ingen papirer på bordet. Kun en tekop, som nu er tom, så noget har han da lavet. Jeg knipser et billede af ham. Ellers er der garanteret ikke nogen, der tror, på det jeg skriver. Det er for surrealistisk.

* * *

”Spørg ham, hvorfor der overhovedet eksisterer et Kulturministerium, når de ikke laver andet end udbetale løn til sig selv, men intet gør for at hjælpe kunstnerne og kulturaktivisterne”, sagde en tydeligt ophidset Fayrouz Karawya, sanger fra Port Said, da vi fortalte hende, at vi skulle møde vice-kulturministeren.

Vi forsøgte at stille spørgsmålet, men svaret druknede i ”vi har ikke nogen indflydelse” på et andet spørgsmål. Jeg var på det tidspunkt så rasende, at jeg var på vej ud. Men svaret på spørgsmålet er nok: ”Fordi vi kan udbetale os selv løn!”

 
 
Hany Rashed. Energisk kunstner der fungerer på trods af alt.

Se det er sørgeligt nok Egypten!

Men blot for at de hele så ikke skal ende i dyb depression.

Hany Rashed er en af de mange energiske, unge, arbejdsomme og talentfulde egyptiske kunstnere, der arbejder og slider løs på trods af alt. Han vil ikke gøre sig klog på, hvordan fremtiden bliver, men han er ikke bange, siger han, bare deprimeret.

”Islamisterne er totalt humørforladte”, siger han. ”De har ikke det mindste gran af selvironi. Som situationen er lige nu, kan man få problemer, blot man maler et billede af en mand med skæg. Alene en mand med skæg, får dem til at tro, at man har gjort grin med dem eller hånet islam. Mere skal der ikke til.”

Alligevel fortsætter han uforfærdet sit arbejde.

Se sådan er Egypten også!

 


 


Læs de øvrige artikler, der kom ud af min efteruddannelsesrejse til Egypten for at lære om kunst og kultur i kølvandet på Den Egyptiske Revolution:

Besøg hos den egyptiske kunstner Khaled Hafez: ”Jeg hader politisk korrekthed”.

Introduktionen til en ny bog, der er på vej, om revolutionens kunst: ”Opbruddets graffiti set fra elfenbenstårnet”.

En af mine britiske kollegers artikel om noget af revolutionens kunst: ”Dekaffineret kunst i Kairos gader”.

Mødet med Mohamed Abla og Hany Rashed: ”Rapport fra den kunstneriske ø i det egyptiske hav”.

Mødet med den egyptiske vice-kulturminister: ”Ministeriet for Ingen-som-helst-kultur”.

Frygtløse kulturaktivister i Kairo: ”Frihedens kulturelle frontlinje”.

 

 

 
Tilføj kommentar
 
 
3 Kommentarer: