Når konflikten bruges til en gratis politisk blaffetur

JERUSALEM (04.12.2012): ”Udenrigsminister Villy Søvndal har udtrykt Danmarks mishag til den israelske ambassadør i København fordi Israel igen vil bygge i sine bosættelser. Har det gjort indtryk på israelerne?” Nogenlunde sådan spurgte TV2’s studievært mig i en direkte sending for et par aftener siden.

Et kort øjeblik måtte jeg undertrykke en pludselig indskydelse til at smile og sige noget morsomt – men sikkert tåbeligt – om, hvor stort et indtryk Villy Søvndal gør i Mellemøsten.

Per Stig Møller og hans partis markering i sagen er jeg overbevist om, har gjort langt mere indtryk hernede. Ikke på grund af De Konservatives formidable styrke i dansk politik, men tværtimod på grund af Per Stig Møllers store arbejde for fredsprocessen, da han var udenrigsminister og Danmark havde formandskabet i EU, hvilket har givet ham stor respekt på begge sider af konflikten hernede. Hans kritik blev bemærket.

Det samme kan vist ikke siges om Villy Søvndal, der tilsyneladende end ikke nyder særlig stor respekt i sit eget parti, og hvis fingeraftryk på konstruktive tiltag for fredsprocessen i Mellemøsten er ikke-eksisterende.

På samme måde var det i medierne også en stor historie, da det blev ”afsløret” at Danmark – sammen med et antal andre EU-lande – ville stemme for opgraderingen af palæstinensernes status i FN.

 

 

Jeg må nok indrømme, at jeg er lidt overrasket over den kæmpemæssige fokus, der er på spørgsmålet. Efter min bedste overbevisning er det langtfra så stor og monumental en triumf, som palæstinenserne gerne vil fremstille det, og det er heller ikke nær så stor en katastrofe, som israelerne forsøger at få verden til at tro.

Opgraderingen af FN-medlemsskabet vil om nogle måneder være lige så lille og uanseeligt et blip på den mellemøst-historiske radarskærm, som præsident Mahmoud Abbas’ officielle ansøgning om at blive optaget i FN som medlemsstat for præcist et år siden, er det i dag. Den begivenhed fik også medier, kommentatorer og ikke mindst parterne selv til at gå helt i selvsving, og flyde totalt over med enten positive eller negative adjektiver.  I dag er der knap nok nogen, der husker, at det skete.

Problemet er snarere, at palæstinensernes politiske skaktræk på den internationale diplomatiske arena, har fået den israelske regering til som modtræk at meddele, at den vil bygge et antal nye boliger til jødiske bosættere på Vestbredden og omkring Øst-Jerusalem.

Sådan noget er meget mere konkret, og det kan man både huske og se ude i den rigtige virkelighed om et år.

Det kunne nemt være forudset, præcist fordi det er så forudsigeligt, og palæstinensernes venner, blandt andet Villy Søvndal, kunne have valgt en smartere taktik. I hvert fald hvis målet var at hjælpe palæstinenserne og styrke mulighederne for fred i Mellemøsten. Amerikanerne advarede om det for måneder siden.

Udenlandske politikere, udenrigsministre, regeringschefer – især fra EU – men også andre, gjorde et stort nummer ud af, at deres lande – inklusive Danmark – ville stemme for opgraderingen af det palæstinensiske FN-medlemskab. Det ville have tjent palæstinensernes sag bedre, at forsøge at få dem tilbage til forhandlingsbordet, så de faktisk kunne få sig en rigtig stat.

Ingen – i hvert fald ikke en udenrigsminister – kan blive overrasket over at Israel svarer igen (bl.a. også fordi landet befinder sig midt i en valgkamp), og vi kan næsten slå op i håndbogen og se, hvad det vil blive: Flere huse i de besatte områder.

 

 

Reaktionen var til at forudse. Alligevel spillede de selvsamme EU-lande overraskede og fortørnede, og truede hurtigt med at trække deres ambassadører hjem fra Tel Aviv, boykotte produkter fra bosættelserne og så videre, for så blot et par dage senere at meddele, at de alligevel ikke gør noget som helst, andet end at mødes med kollegerne for at drøfte, hvad de skal gøre.

Hvis der er nogen, der har gjort mærkaten ”snakkeklub” passende og dækkende for EU’s udenrigspolitik, så er det EU’s egne udenrigsministre.

Men også det kunne man næsten slå op i håndbogen, og se at det ville ske, for det mønster har nemlig gentaget sig selv mange gange tidligere. Så det har den israelske regering formentlig også gjort, og derfor var den ikke særlig imponeret over EU’s dundertale, trusler og protestnoter, for de vidste nogenlunde, "hvor den altid lander": En masse "varm luft" foran mikrofonerne og de rullende kameraer, og bagefter ikke så meget andet. 

Og man må sige, at EU endnu en gang har levet op til forventningerne.

De har demonstreret intern uenighed, støttet palæstinenserne i endnu en tom symboljagt, snarere end at sætte dem på en kurs, der måske på længere sigt kunne give dem noget mere substantielt på landjorden, de er hoppet op som en løve og skvattet ned som et lam i sin vrede over Israel, alt imens tingene i Mellemøsten fortsætter sin sædvanlige skæve gang, uden at EU på nogen måde har bidraget konstruktivt til løsningen af problemerne.

Som så ofte før bliver Mellemøsten brugt, når udenrigsministre og andre skal markere sig i deres egen hjemlige debat. Kan man ikke få ret meget andet til at fungere politisk, kan man altid tage sig en gratis køretur på den mellemøstlige tragedie. Sige alle de politisk korrekte ting og blive populær blandt de andre lige så politisk korrekte i sit bagland derhjemme. På den måde er Mellemøsten vant til at tage politiske ”blaffere” op, som kun bruger områdets ulykke til at profilere sig selv, for derefter at sparke problemet tilbage hen i hjørnet igen, indtil næste gang man har brug for at udbasunere nogle ”rigtige og populære” meninger, så vælgerne kan forvisse sig om, at man stadigvæk eksistere.

Der er ellers masser af rigtigt, gedigent diplomatisk arbejde, man kunne at tage fat på hernede, hvis man virkelig ærligt og inderligt ønskede at yde en indsats for fred i Mellemøsten.

Der er behov for at lægge pres på begge parter (ikke kun på modstanderen til den man selv sympatiserer med), så de vender tilbage til forhandlingsbordet. Ikke offentligt for at score politiske points, men i det stille, bag kulisserne, så det faktisk kommer til at betyde noget.

 

 

Hamas må enten bringes ind i processen, eller effektivt isoleres. Bedst hvis Hamas og Fatah kan forliges, og et nyt valg kan finde sted, så palæstinenserne igen kan få sig en legitim regering. Der er behov for at presse/inspirere israelere og palæstinensere til at yde de ofre, en fred vil koste. Og der skal der bruges megen kreativitet og overbevisning, for ingen af parterne er særligt motiverede. I begge lejre skal regeringerne bringes til at forstå, at religiøs og nationalistisk fanatisme må bekæmpes, men så grupperne inkluderes – ikke drives under jorden. De mest yderligtgående, må man formentlig fjerne med magt. Kun fantaster tror på en stor forkromet fredskonference, der med trommer og trompeter løser alle problemer i ét hug. Derfor må man igen i gang med de små skridt. Det tager tid. Koster energi. Er ikke særlig gloriøst. Der skal gives belønninger og sejre til parterne, så befolkningerne ser, at diplomati skaber flere brugbare resultater for dem end væbnet kamp.

Og man kunne blive ved. Listen over, hvad der kan og skal gøres, er uendelig. Der er masser at tage fat på, hvis man virkelig har palæstinensernes og israelernes fremtid og velfærd på sinde. Men det er et hårdt diplomatisk slid i det skjulte, der er tale om. Ikke bare et par moderigtige sound bites, skrevet af en spindoktor, liret af til de snurrende kameraer, mens man er på vej til noget helt tredje. 

Fremskridt i fredsprocessen mellem Israel og palæstinenserne kommer kun ved et langsomt, møjsommeligt, opslidende, frustrerende, beskidt, lidet belønnende diplomatisk ingeniør- og brobygningsarbejde bag kulisserne – udenfor mediernes spotlight. Mens det står på, høster man ingen politiske points, og odds’ene er, at det ikke lykkes. Sker det, at det falder til jorden, så samler man stumperne op og begynder forfra igen, igen… i det stille.

Selvom man kan sige meget skidt om USA's udenrigspolitik, så er det netop det, USA gang på gang har gjort i Mellemøsten. De er indtil videre blevet skuffet hver eneste gang, det er vi andre også, men de gør det alligevel igen og igen. Derfor er det heller ikke overraskende, at det er USA, man hernede fra vender sig til.

Der kunne europæerne og danskerne lære noget.

Vil man hjælpe fredsprocessen på vej, skal der også være totalt synkront parløb mellem EU og USA. Er der ikke det, bliver det hele alligevel omsonst og ligegyldigt for alle involverede. Det viste FN-afstemningen også. Når USA og EU er uenige, vil palæstinenserne straks dyrke europæerne, fordi det er her, de føler, de bliver lyttet til og forstået, mens Israel lige så hurtigt vil løbe til amerikanerne, som så beskytter dem mod alt ondt, og dermed er vi ikke nået videre. Tværtimod bidrager man så mere til problemet - end til dets løsning.

Det indså Per Stig Møller og det danske udenrigsministerium, da de tilbage i 2002-3 lagde grunden til ”Køreplanen for fred i Mellemøsten”. Et sådant forslag kunne ikke blive introduceret af Danmark. Heller ikke af EU. Det skulle præsenteres af USA, for at få nogen betydning. Og det blev det.

Selvom man ikke har særlig megen respekt for daværende præsident George W. Bush – det har jeg heller ikke selv – så er ”Køreplanen” indtil dato stadigvæk det eneste fredsinitiativ, der har opnået tilslutning fra alle involverede parter (det var inden Hamas vandt det palæstinensiske valg). Derfor gav det håb.

 

 

Præsident Bill Clinton brugte også meget af sin tid, energi og præstige, og hans store Mellemøst-team gjorde et kæmpemæssigt arbejde med Oslo-processen, og alt det der fulgte efter. Det var en rutsjebanetur op og ned. Masser af sammenbrud og feberredninger. Men de gjorde arbejdet, tog det hårde slid. Indsatsen og Oslo-processen førte desværre heller ikke til en fredsaftale, men den fik parterne til for første gang at anerkende hinandens eksistens, til at sidde ved samme bord, tale sammen ansigt-til-ansigt, og det er, om man kan lide det eller ej, stadigvæk Oslo-processen, der er kommet tættest på at nå målet.

Selv er jeg af den overbevisning, at når freden en dag kommer (hvis den nogensinde gør det), så kommer det endelige resultat til at ligge uendelig tæt på den såkaldte Clinton-plan, som den amerikanske præsident fremlagde lige inden han forlod Det hvide Hus i januar 2001.

Man kunne komme med den samme fortælling om, hvordan det med nærmest overmenneskelig tålmodighed og flid lykkedes for den daværende amerikanske udenrigsminister James Baker at udnytte det momentum, der var blevet skabt i kølvandet på den første Golfkrig, Den kolde Krigs ophør og den første Intifada til at presse parterne til for første gang at mødes til fredskonferencen i Madrid i 1991.

Sådanne udenrigsministerielle bedrifter kan man blive imponeret af, og have respekt for i årtier bagefter.

Og – når en dag Israel-Palæstinakonflikten bliver løst, så bliver det efter at store politikere og statsmænd med format, i stilhed gør det store, enerverende slid for at skabe konstruktive resultater i Mellemøsten. Ikke ved blot fra tid til anden, når det er opportunt, at lufte nogle populære mærkesager for at høste nogle få dages nem popularitet i de hjemlige medier.

* * *

P.S.: Jeg skulle sikkert ikke komme med personlige kommentarer, men det sker indimellem, at jeg bliver så sur, at jeg bliver nødt til at få lidt luft. Så derfor: Tag ikke ovenstående for andet, end det er. En smule skuffelse over den hjemlige politiske andedam, og frustration over de sørgelige problemer, der omgiver os hernede.