En kamp mellem bureaukrater og betonblandere

JERUSALEM (03.12.2012): Efter raketterne fra Gaza ikke længere affyres i byger imod Israel, og det israelske luftvåben er ophørt med sine angreb på mål i Gaza-striben, fortsætter Israel-Palæstinakonflikten i stedet på diplomatisk symbolkrig i FN og på betonblandere og boligbyggerier på Vestbredden.

Det Palæstinensiske Selvstyres præsident Mahmoud Abbas har fået, noget nogen vil kalde, en sejr i FN-bureaukratiet – et stykke papir – som Israel svarer igen på ved at bygge flere huse til jødiske bosættere i de besatte områder.

 

 

Præsident Mahmoud Abbas har vundet en symbolsk sejr, men har også malet sig selv op i et hjørne, og nu kan han ikke komme ud.

Tidligere, når vi danske journalister i Mellemøsten skulle møde Danmarks diplomatiske repræsentant til Det Palæstinensiske Selvstyre, jokede vi ofte ved at kalde ham ”ikke-ambassadøren til ikke-staten”, og det er ulykkeligvis ret betegnende for palæstinenserne og deres drøm om en uafhængig stat: Begge dele defineres lige så ofte på basis af, hvad de ikke er, som hvad de er.

Nu har palæstinenserne fået noget statsligt ind i sin identitet, om end det indtil videre kun er på et dokument, der formentlig vil ende med at samle støv i FN’s kæmpe arkiv over masser af andre dokumenter, som kun har liv i FN-systemet, men ikke har sat sig spor ude i virkeligheden.

Hvis man opholdt sig på Martyr Yassir Arafat-pladsen i Ramallah den 29. november sent om aftenen, da FN stemte om resolutionen, skulle man ellers tro, at der var tale om selve deklarationen af Palæstinas oprettelse. Så meget blev der festet, da det blev klart, at FN’s Generalforsamling med et overvældende flertal havde besluttet at opgradere palæstinensernes status i verdensorganisationen til det noget snørklede ”ikke-medlems observatørstat”.

Udover at palæstinenserne nu kan få medlemskab og foretræde for nogle flere FN-organisationer end tidligere, så er det symbolske blot det ”statslige” i betegnelsen for medlemskabet: Fra ”ikke-statslig observatør”, som det var tidligere, til ”ikke-medlems observatørstat”.

 

 

Omverdenen er ved at tabe tålmodigheden med den israelske regerings politik.

Udenfor FN-hovedkvarteret – ude i den virkelige virkelighed her i Mellemøsten har palæstinenserne dog fortsat ikke nogen stat. Det eneste, der har ændret sig, er, at de udover frimærker, pas, flag, nationalsang, præsident og så videre, nu også har et lidt finere medlemskort til FN. Men staten, det det hele handler om, findes stadigvæk ikke.

Sørgeligt nok, for den er formentlig den eneste vej til fred mellem Israel og palæstinenserne.

Uden en fri, uafhængig palæstinensisk stat side om side med Israel, er der intet der tyder på, at israelerne nogensinde vil få den fred og den sikkerhed, de så desperat drømmer om. Og ikke nok med det: Uden en fri, uafhængig stat side om side med Israel, risikerer israelerne, at deres egen stat degenererer internt, og mister alle de positive karaktertræk – demokratisk, jødisk, anstændig, civiliseret, tolerant og meget andet – som gør landet til en del af den frie, moderne verden, hvor israelerne selv mener, at de hører til.

Besættelsen og undertrykkelsen, der følger med, æder langsomt, støt og rolig det, der er tilbage af Israels moral og etik, og år for år bliver landet mere og mere fanatisk, religiøs, nationalistisk, intolerant og udemokratisk.

En gang for flere årtier siden, da militærteknologien var en anden, kunne man måske argumentere for, at Vestbredden var strategisk vigtig for Israels sikkerhed. I dag er det eneste strategisk vigtige ved Vestbredden, at Israel så hurtigt som muligt slipper af med den. Den erkendelse er naturligvis blevet sværere for israelerne at nå frem til, efter Hamas har brugt Gaza-striben, som Israel har trukket sig ud af, til at affyre raketter fra. Det ville være et mareridt for Israel, hvis det i fremtiden også ville ske fra Vestbredden.

Israels premierminister har længe sagt, at han uden forhåndsbetingelser vil forhandle fred med palæstinensernes præsident Mahmoud Abbas. Det er der bare ikke kommet noget ud af, fordi Abbas kræver, at Israel først stopper al byggeaktivitet i bosættelserne.

 

 

Israel bliver nødt til at rømme sine bosættelser. Der er ingen vej udenom.

Desværre udnyttede samme Abbas ikke det 10 måneder lange byggestop, der faktisk var i 2010. Først da byggestoppet ophørte i september det år, uden at der var blevet forhandlet et minut, blev byggestoppet pludselig igen et ufravigeligt krav for forhandlinger.

Det stiller ham svagt. Nu forhandles der ikke. Til gengæld bygges der.

Næppe et af Abbas’ allersmarteste skaktræk. Men nu har han ”malet sig selv op i et hjørne”, hvorfra han ikke kan komme ud. Begynder han at forhandle, selvom der bygges, vil han blive set som endnu mere svag, presset og principløs, end han allerede bliver, selvom forhandlinger faktisk er i palæstinensernes interesse.

Samtidig kan Israels premierminister Benyamin Netanyahu uimodsagt fortsætte med at påstå, at han er rede til at forhandle om alt nu og her, for Abbas er så svag, at han er ude af stand afsløre hans bluff. Så Netanyahu kan lystigt bygge videre.

Israel er på vej ud i en valgkamp, så lige nu vil der ikke ske noget nyt og dramatisk – udover nogle diplomatiske fordømmelser og sabelraslen fra omverdenen. Parlamentsvalget finder sted den 22. januar. USA's præsident Barack Obama har sagt til præsident Abbas, at han vil gå aktivt ind i fredsprocessen igen den 23. januar. Dagen efter det israelske valg. Om det sker, ved vi endnu ikke. Obama har flere gange lovet ”guld og grønne skove” i nogle smukke og håbefulde taler om Mellemøsten, men indtil nu har han ikke leveret ret meget. Udefra er der dog ikke andre, hvis aktive medvirken for alvor ville kunne skabe forandringer, end USA.

EU drømmer også om en sådan rolle, men det er og bliver en naiv, virkelighedsfjern drøm. EU kan kun medvirke konstruktivt, hvis det sker i et tæt koordineret parløb med USA, og ikke, som det var tilfældet med FN-afstemningen nu på tværs af USA – og endog også i intern uenighed med sig selv. Er der den mindste slinger i valsen mellem de to, så læner palæstinenserne sig straks op af EU, mens Israel kryber i læ af USA.

 

 

Israel fortsætter sine byggerier i de jødiske bosættelser.

Når så EU end ikke er enig med sig selv, og nogle lande stemmer for og andre ikke, så mister EU det lidt, det er lykkedes at opbygge om at være en udenrigspolitisk spiller af betydning.

Hvis EU ønsker, at unionens udenrigspolitik skal give resultater, så skal den ikke bare snakke om at boykotte enkelt-produkter fra Israel, der indeholder små bidder, produceret i de jødiske bosættelser, så skal EU tværtimod opsige hele frihandelsaftalen med Israel, indtil Israel selv garanterer, at eksporten til EU ikke indeholder noget fra bosættelserne. Hvorfor skal EU bruge energi på det? Hele aftalen bør betinges af, at Israel sikrer, at bosættelserne ikke ad bagvejen anerkendes som en del af staten Israel. Når Israel end ikke selv har annekteret de besatte områder, så hvorfor gør EU det så?

Og vigtigst af alt: EU skal ikke tale om det, men gøre det.

EU-lande skal heller ikke hver for sig tale om måske at hjemkalde deres ambassadører, som Frankrig og Storbritannien har gjort det. Ønsker man at gøre det, så gør det! Og gør det samlet, enigt og i et hug. Har man alligevel ikke "is nok i maven" til at gennemføre det, så lad dog i det mindste være med at tale åbent om det. I modsat fald må man, hvor smertefuldt det end må være, hellere acceptere, at EU med rette ikke anses for at være en udenrigspolitisk spiller med virkelig tyngde, og i stedet fokuser på noget andet, EU er bedre til.

Den nuværende politik forstærker kun billedet af et EU, der blot er en snakkeklub uden tænder, uden fælles mål og værst af alt: Uden rygrad til at handle og sætte sit fingeraftryk for verdens udvikling.

Det er ikke bare dårligt for EU selv, men også counter productive for parterne i Israel-Palæstinakonflikten.

USA's, EU’s og resten af verdens konstante blanden sig i konflikten, uden standhaftigt at stå processen igennem og føre den frem til en kontant og konsekvent afslutning, har blot skabt to parter – israelerne og palæstinenserne – som hver især opfører sig som forkælede unger, der vil have andre til at gøre det besværlige arbejde med at slutte fred for dem.

 

 

Begge parter sidder de og venter på at omverdenen skal komme og rede dem. Ingen er villige til at indgå de smertefulde kompromisser, der er nødvendige.

Begge parter sidder de med korslagte arme og foregøgler sig selv og sine befolkninger, at en fredsaftale vil betyde en lind strøm af gaver fra modparten og det internationale samfund. Men de gør intet for at forberede deres respektive befolkninger på, hvad de selv skal ryste op med i den sammenhæng, og hvor smertefuld opnåelsen af en fredsaftale også bliver. Derfor sker der ikke noget.

Resten af verden kan ikke ville fred imellem israelerne og palæstinenserne mere end parterne selv. Og så længe de ikke er parate til at indgå de smertefulde kompromisser, der er nødvendige – og det er de langtfra for tiden – så er der ingen der kan, og så må de begge lide under konsekvenserne af deres stædige ubøjelighed.

For at gøre en lang historie kort:

Vi ved alle, hvad der er løsningen på Israel-Palæstinakonflikten – formentlig endog den eneste løsning:

En palæstinensisk stat, der giver mening og hænger sammen i hele eller næsten hele det område, Israel erobrede under Seksdageskrigen i 1967, samt at Israel anerkendes, får fred og en række jernhårde, nagelfaste garantier for sin sikkerhed, som blandt andet betyder begrænsninger i en kommende Palæstina-stats militære formåen.

Clinton-planen fra 2001 kommer sikkert snuplende tæt på den løsning, parterne forhåbentlig en skønne dag tager sig sammen og enes om, for:

Det er i Israels interesse, at der oprettes en palæstinensisk stat. Ikke bare af hensyn til palæstinenserne, men ligeså meget af hensyn til Israel selv. De jødiske bosættelser er dødfødte. De vil ikke overleve i længden, men vil før eller siden blive rømmet. De fleste af dem i hvert fald. Det kommer til at gøre ondt, men der er ikke nogen vej udenom, hvis Israel ikke vil ødelægges indefra.

 

 

Der er alternativer til to-statsløsningen, men de er ikke ønskværdige for noget anstændigt menneske… eller stat eller folk.

Verden – og i den sammenhæng den vigtigste: Vesteuropa og USA – er i hurtigt tempo ved at miste tålmodigheden med Israels højrenationale regering, og hvis Israel ikke vil sætte sit forhold overstyr til de lande, Israel helst selv vil ses i sammenhæng med, så skal landets politik i forhold til palæstinenserne, forhandlinger, tilbagrtrækninger, de besatte områder og bosættelserne ændres dramatisk.

På negativ siden må man indrømme, at der ikke er meget, der tyder på, at det er ved at ske. De to mest højre-nationalistiske partier – Likud og Yisrael Beiteinu – er lige gået i valgforbund, og de står til igen at vinde valget til januar.

På positivsiden må det dog også med, at lykkes det faktisk at få en sådan højre-regering ført frem til en fredsaftale, så vil en sådan aftale, underskrevet af en sådan regering alt andet lige være langt mere levedygtig, end en, der er underskrevet af en smal, svag centrum-venstre-regering.

Det er også i palæstinensernes interesse at få gang i forhandlingerne om fred med Israel – jo før jo bedre, og det uanset om der bygges i bosættelserne eller ej. Jo før palæstinenserne får en grænse mellem sig selv og Israel, jo før kan de beslutte, hvilke bosættelser, der skal fjernes, og hvilke det kan være ligemeget med, fordi de alligevel ender med at ligge på den israelske side af grænsen. Jo før palæstinenserne begynder at fokusere klart på virkeligheden, som den faktisk er, og ikke som de kunne drømme om at den måske burde have været, i stedet for at stirre sig blinde på symboler, jo før begynder det ”statslige” medlemskab af FN at betyde noget.

Palæstinenserne må også opgive drømmen om, at folk, der for mere end 60 år siden flygtede fra det, der siden blev Israel, nogensinde kommer tilbage til deres forfædres hjem. De må acceptere en fremtid i det, der bliver det nye Palæstina på Vestbredden og i Gaza-striben, og i stedet få udbetalt en erstatning for det, deres familie mistede i 1948. Det er smertefuldt, men her er der heller ikke nogen vej udenom.

 

 

Palæstinenserne drømmer altid om at få den aftale, de sagde nej til sidste gang, i stedet for at fokusere på, hvad der er muligt nu.

Desværre er der ikke meget der tyder på, at det vil ske. Palæstinenserne svækker sig selv. Så længe de har to rivaliserende regeringer – Hamas i Gaza-striben og det Fatah-dominerede Palæstinensiske Selvstyre på Vestbredden – er det svært at forhandle. Selvom de fra tid til anden taler om forsoning, så er der indtil videre ikke kommet noget ud af det.

Som det sørgeligt nok har været tilfældet talrige gange i konfliktens lange historie, så drømmer palæstinenserne ofte for meget om at få den mulige aftale tilbage, de sagde nej til sidste gang, i stedet for at fokusere på, hvad der er muligt nu og her. Tragisk nok for alle parter, synes det stadigvæk at være tilfældet.

Der er naturligvis alternativer til to-statsløsningen. Der er altid alternativer. Men de er alt for smertefulde til at overveje, og de vil ikke være ønskværdige for noget anstændigt menneske… eller stat eller folk.

Denne kommentar er skrevet til det næste nummer af den dansk-jødiske fredsgruppe New Outlooks blad UDSYN.