KIBBUTZ NIR AM (22.11.2012): Det er naturligvis for tidligt at komme med en gennembearbejdet statusopgørelse over resultatet af den seneste væbnede konfrontation mellem Hamas-gruppen i Gaza-striben og Israel. Men en hurtig, foreløbig opgørelse synes at vise, at Hamas-gruppen er den store vinder.
Israel kommer måske lige netop ud af opgøret med skindet på næsen og et næsten uafgjort resultat alt efter hvordan man opgør det, men nogen stor sejr er det ikke for Israel. Hverken for Benyamin Netanyahu, for hans regering eller for Israel.
Det bedste der kan siges for regnskabet set fra den israelske side er, at det var relativt tydeligt for omverdenen, at Israel svarede igen på angreb fra den palæstinensiske side, hvilket også stort set afspejlede sig i de internationale politiske kommentarer.
Dernæst lykkedes det stort set Israel at beskytte sin egen civilbefolkning. ”Kun” seks blev dræbt, og de materielle ødelæggelser er også til at overse. Det bizzare er imidlertid, at jo bedre Israel er til at beskytte sin egen civilbefolkning, jo mere ude af proportioner synes Israels gengældelsesangreb imod Gaza-striben, hvor myndighederne ikke bekymrer sig om omfanget af civile tab – hverken på den israelske side eller i sin egen befolkning.
Israel var denne gang i forhold til 2008-9 i stand til væsentligt at begrænse de civile tab, når man angreb militante mål i Gaza-striben. Tabstallet på den palæstinensiske side var omkring 160, hvoraf halvdelen skønnes af have været civile.
Alligevel blev Israel kritiseret for de mange civile tab på den palæstinensiske side. Det sære er naturligvis, at havde Israel ikke beskyttet sin egen civilbefolkning så godt, så ville kritikken af Israel for uproportionale gengældelsesaktioner ikke være kommet.
Under konflikten lykkedes det også Israel at likvidere et større antal fremtrædende aktivister fra Hamas’ væbnede gren og andre af de væbnede palæstinensiske grupper i Gaza-striben. Den eneste grund til at det kan lade sig gøre, er – udover Israels militærtekniske formåen – at et stigende antal utilfredse palæstinensere i Gaza-striben er så lede og kede af Hamas-regimet, at de i stedet arbejder sammen med israelerne, og hjælper dem med at udpege og identificere de militante aktivister og deres bevægelser. Mange af disse spioner, og sikkert også andre som ikke var det, blev summarisk henrettet af Hamas, og deres lig blev efter motorcykler jublende slæbt igennem Gazas gader.
En anden grund til tilfredshed på den israelske side burde være, at man undgik at krigen eskalerede til også at omfatte en landinvasion af Gaza-striben. Var det sket, ville tabstallene på begge sider for alvor være røget i vejret.
Ikke desto mindre kom premierminister Netanyahu og forsvarsminister Ehud Barak under intern israelsk kritik, for at have stoppet krigen inden Hamas var blevet tvunget i knæ eller totalt udslettet. Et mål der under alle omstændigheder ville have tæt på umuligt at opnå, og havde man seriøst forsøgt, ville tabstallene have været astronomiske. Alligevel er det sandsynligt, at dette udtryk for ”svaghed” vil blive udnyttet af den ekstreme nationalistiske højrefløj indenfor Likudpartiet, som snart skal have interne primærvalg i partiet op til parlamentsvalget.
* * *
Hvor diskrete de israelske ”sejre” end er, så kan de ikke måle sig med det Hamas selv betegner som en ”gloriøs og storslået sejr over zionisterne”. Hamas har på visse områder ret, men det bygger naturligvis også på helt forskellige definitioner på, hvad en ”sejr” er.
Hamas kunne nemt have levet med mange gange højere civile tab, uden at det ville have ført til kritik. Det ville blot være blevet opfattet som udtryk for Israels brutalitet. Hamas ville heller ikke have haft problemer, om de israelske civile tab havde været 10 eller 20 gange højere. Det ville heller ikke være blevet set som en ulykkelig, tragisk sideeffekt af en væbnet konfrontation, men helt klart som en stor sejr. Dermed vil de selv samme ting, som på den israelske side ville blive betragtet som et nederlag og have ført til international kritik, have haft den diametralt modsatte effekt på den palæstinensiske.
Men Hamas’ største sejre i denne konfrontation med Israel ligger et helt andet sted. Hamas’ premierminister Ismail Haniyeh i Gaza-striben havde nemlig ikke bare travlt med at føre krig mod Israel, men også med at agere statsmand og holde møder med den strøm af politikere, ministre og diplomater, som strømmede ind og ud af Gaza-striben som aldrig før.
Først kom den nye egyptiske premierminister Hisham Kandil på besøg hos Hamas i Gaza-striben. Han ankom med et følge af sit lands top-sikkerhedschefer og –rådgivere. Derefter besøgte en delegation af udenrigsministre og ambassadører fra Den arabiske Liga, og de fik følgeskab af den tyrkiske udenrigsminister Ahmet Davutoğlu . Hamas-regeringen i Gaza kunne sole sig en de facto-legitimitet, som det er længe siden, den har kunnet føle.
Anderledes var det på Vestbredden.
Indtil den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton kom forbi, da det hele i virkeligheden allerede var overstået, og besøgte præsident Mahmoud Abbas i Ramallah, var det som om den palæstinensiske leder var blevet totalt glemt af omverdenen. Og som en trøstepræmie fik Abbas også et telefonopkald fra USA's præsident Barack Obama, som lovede ham at give fredsprocessen et fornyet serviceeftersyn efter den 23. januar 2013 – dagen efter det israelske parlamentsvalg.
Eneste lille håb om en sejr, som formentlig lige nu vil drukne i alt andet, der i øjeblikket udfolder sig, er Mahmoud Abbas’ håb om at FNs Generalforsamling vil vedtage at forhøje Palæstinas status af verdensorganisationen. Det betyder dog ikke det store, for så længe der ikke i virkeligheden eksisterer en stat ved navn Palæstina, så forbliver frimærker, pas, flag, medlemskort til FN og meget andet blot tomme symboler. Men lige har Abbas så desperat brug for en politisk sejr, og så det formentlig er ligegyldigt om den så er nok så symbolsk og indholdsløs.
Set med mange palæstinenseres øjne er Hamas dog den store vinder.
Selvom 160 palæstinensere blev dræbt og huse, politistationer og regeringskontorer i Gaza-striben blev bombet, og ikke den allermindste kvadratmillimeter af Palæstina blev befriet, så betragter de alene det at israelere så langt borte som i Tel Aviv og i Jerusalem måtte høre luftalarmen, ligge sig ned fladt på jorden og føle en smule frygt som en kæmpemæssig sejr.
I en tid, hvor palæstinenserne ikke får noget som helst andet fra den israelske side, og det er totalt for Mahmoud Abbas at bevise, at hans diplomatiske linje giver nogen resultater, så giver i det mindste den frygt, man kan sprede iblandt israelerne, en smule selvrespekt – i hvert fald set med mange palæstinenseres øjne. Desværre er denne måde at se tingene på også sørgeligt beskrivende for en destruktiv mentalitet, der breder sig blandt palæstinenserne. For mange er det at ødelægge Israel blevet vigtigere end at opbygge Palæstina, og deri ligger en ukonstruktiv tilgang til situationen, som kan vise sig at blive et to-ægget sværd, der ender med at skade palæstinenserne selv.
* * *
Egypten og landets nye islamistiske præsident Mohammed Mursi fik sig også en politisk og diplomatisk sejr. Hans land formåede at mægle imellem parterne, og få forhandlet en våbenhvile på plads. Det var ikke så lidt af en præstation. Især fordi hans eget vælgerkorps hjemme i Egypten uden tvivl støtter Hamas med hud og hår, og i hvert fald ikke har ret megen sympati for Israel. På den anden side er Egypten dog også afhængig af USA, som bidrager med 1,3 milliarder dollars i direkte bistand hvert år (Egypten er den største modtager af amerikansk støtte efter Israel) samt militær støtte, som er en del af betalingen for fredsaftalen med Israel, og dermed afhængig af at den bliver overholdt.
Det er en uendelig kompliceret balancegang, men præsident Mursi viste, at han mestrede den. Endog i en grad, så israelerne – og det er kun min egen udlægning – var nødt til at forsinke accepten af våbenhvilen med et døgn, så den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton kunne nå frem, og også få del i æren.
Dette var afgørende for premierminister Benyamin Netanyahu, hvis personlige forhold til præsident Barack Obama er så dybfrossent, at han godt kunne bruge en lille optøning inden det israelske valg den 22. januar. Derfor var det vigtigt for ham, at USA også var med, da våbenhvilen kunne annonceres.
Men når regnestykket skal gøres op, er det næppe nogen tvivl om, at man i Washington mener, at Mohammed Mursi har bestået sit diplomatiske svendestykke. Han har bevist, at han er en vigtig amerikansk allieret i regionen, og på den måde er der ”kredit på kontoen”, næste gang han har brug for hjælp fra Washington. Mursi’s problemer er mere på hjemmefronten i et Egypten der synes stadig mere og mere polariseret.
* * *
Helt til slut en kort, lommefilosofisk betragtning for egen regning.
Hele udgangspunktet for denne artikel: At forsøge at udpege vindere og tabere efter den seneste militære konfrontation er absurd. Jeg har efterhånden dækket talrige væbnede konflikter i min karriere, og lige med undtagelse af dem, der handler om at forhindre sin egen udslettelse, så har ingen af dem faktisk haft vindere… kun tabere.
Allerede ved udgangspunktet for den netop overståede konflikt mellem Hamas i Gaza-striben og Israel var det krystalklart for alle, at når krudtrøgen på et eller andet tidspunkt lettede, så ville grænsen mellem Israel og Gaza ligge på præcist det samme sted, den gjorde inden kanonerne begyndte at drøne. Hamas ville stadigvæk være ved magten i Gaza-striben, og Benyamin Netanyahu ville også fortsat have sit navn på døren til premierministerens kontor i Jerusalem. Intet som helst strategisk betydningsfuldt ville have ændret sig dramatisk. Kun ville der være flere dødsofre, flere sørgende pårørende, og færre der for alvor tror på fred og forsoning på begge sider af konflikten.
Og det kan næppe kaldes en sejr for nogen som helst.