Rapport fra den israelske side af fronten:

Det regner raketter

KIBBUTZ NIR AM: (17-18.11.2012): Hvem kan finde på at leje sig ind på værelse 13? Det burde næsten være åbenbart, at det er præcist det værelse, man går udenom. Men det er alligevel godt, at nummer 13 er der.

 
 
Beboelseshus i Beersheva ramt af en palæstinensisk raket.

Sådan var det heldigvis også på Kibbutz Nir Am, hvorfra jeg dækkede Israels netop overståede minikrig mod Hamas i Gaza-striben. Jeg boede på værelse 16. Min kameramand, Klaus, på værelse 15, hvilket var de to sider af én lille hytte.

Tony fra Australien boede på 14, mens hyttens andet værelse, nummer 13, var tomt. Heldigvis. For helt i begyndelsen af konflikten fik det en fuldtræffer. Raketten, der kom susende inde fra Gaza-striben, gik lige ned igennem taget og eksploderede, så alt inde i værelset blev slået til pindebrænde. Tony, som var nabo til missilet, var naturligvis lidt rystet, og flyttede straks over i værelse 19, hvor han følte sig mere sikker.

Raketterne kom hen over hovederne på os med jævne mellemrum.

Først hylede sirenerne, og en stemme i højtalerne skreg: ”Rød alarm! Rød alarm!”

Det betød at et missil havde retning lige imod vores position.

Fuuuuuiiitzzz”, lød det så nogle sekunder senere, da raketten kom susende hen over vore hoveder, for at ende i et kæmpemæssigt brag et eller andet sted længere fremme.

Det næste ”close call” kom, da et missil inde fra Gaza-striben susede hen over vores lille klynge hytter, mens jeg sad og skrev mit manuskript til aftenens indslag. Det var så langt nede, at det næsten ramte trætoppene over hovederne på os, men heldigvis susede det lige forbi og ramte i stedet kostalden et par hundred meter længere fremme på den anden side af kibbutzen.

 
 
Et par palæstinensiske raketter stiger til vejrs inde fra Gaza-striben.

I en lille lund ikke langt fra kibbutzen var et israelsk artilleri-batteri stationeret. Det sendte en jævn strøm af granater den modsatte vej – ind i Gaza-striben, og kamphelikoptere og –fly hang det meste af tiden over os og bombede Gaza-området fra luften.

Kiggede vi i den anden retning – mod byen Ashkelon – var der stationeret et af Israels nye Iron Dome-anti-missil-batterier, som forsøgte at skyde de palæstinensiske raketter ned, som havde kurs imod et bebygget område. Raketter der alligevel blot ville eksplodere i ørkensandet, kunne Iron Dome tilsyneladende sortere fra, og bare lade flyve forbi. Ifølge israelerne selv, havde Iron Dome en succesrate på omkring 85%, hvilket må siges at være ret imponerende.

Eneste problem i den sammenhæng er, at et enkelt Iron Dome-anti-missil-missil koster US$ 40-50.000,- mens et af de palæstinensiske missiler, de med jævne mellemrum skød ned, kun kostede et par tusinde af producere. Naturligvis betyder det mindre, når man kan beskytte og redde sin civilbefolkning, men det er klart nok et regnestykke, som i en langstrakt konflikt ender med at blive en bekostelig affære.

Klaus og jeg dækkede mini-krigen fra den israelske side af grænsen, mens Uffe Dreesen og Thomas Hass rapporterede fra den palæstinensiske side inde i Gaza-striben. Situationen for de civile derinde var meget værre end for civilbefolkningen på den israelske side. Inde i Gaza var der hverken anti-missil-batterier, luftværnssirener eller beskyttelsesrum til civilbefolkningen.

Civilbefolkningens velfærd rangerer ikke så højt på Hamas-regeringens prioritetsliste, hvilket også kan ses af, at Gaza-stribens hospitaler på sjettedagen løb tør for medicin, mens der til våbenhvilen trådte i kraft ikke syntes af være mangel på raketter. Et misforhold som mine egne palæstinensiske venner i Gaza-striben flere gange har påpeget overfor mig ved tidligere lejligheder: Hamas prioriterer kampen imod Israel højere, end sin egen civilbefolknings velfærd.

Det er formentlig en af grundene til at Hamas ifølge flere meningsmålinger over de seneste par år ville tabe et parlamentsvalg til Fatah, hvis parterne nogensinde skulle blive enige om at afholde et. Og det endog på trods af at Fatah ikke har gjort særlig meget for at få ryddet op i den forhadte korruption, som i årtier har skæmmet bevægelsen.

 
 
Morgenbøn blandt de israelske soldater på grænsen.

* * *

Vi er på besøg hos familien Abutbul i den israelske havneby Ashdod små 40 km fra Gaza-striben. Familien – Gili og hans kone Lorena og deres to børn: Itamar på 5 og 3-årige Alma – har lige sat sig til rette ved spisebordet, da luftalarmen lyder: ”Rød alarm! Rød alarm!”

”Afsted”, råber Gili til børnene.

Lorena fører an og Gili danner bagtrop. Alle løber på få sekunder ind i beskyttelsesrummet, som er indrettet i det hjørneværelse af lejligheden, som vender bort fra Gaza-striben. Væggene er forstærket med jernbeton, vinduet har en stor stålplade foran, og er af skudsikkert glas. Døren er af stål og ligner indgangen til en bankboks.

Inde i beskyttelsesrummet – der er indrettet som et almindeligt opholdsrum, men har drikkevand opmagasineret ovre i hjørnet, en batteriradio, så man kan følge med i situationen udenfor, og legetøj til børnene – sidder familien og venter på at høre bragene udenfor.

Jeg selv er gået ud på balkonen for at se, hvad der sker.

Tre Iron Dome-missiler kommer farende imod mig højt oppe på himlen. To ekspoderer højt oppe, hvor de tilsyneladende har uskadeliggjort et par palæstinensiske raketter, et andet detonerer med et kæmpe brag bag huset udenfor mit synsfelt, men et par andre palæstinensiske raketter er tilsyneladende sluppet forbi missilskjoldet. To dybe drøn afslører, at de er eksploderet inde i centrum af Ashdod.

”Hvordan bærer du dig ad med at forberede Jeres børn på en sådan abnormal situation, som det er pludselig at være under raketangreb”, spørger jeg Lorena Abutbul.

”Det er også svært”, indrømmer hun. ”For sandheden er, at situationen er så absurd og problematisk, at jeg ikke en gang selv ved, hvordan jeg skal optræde. Jeg føler mig virkelig hårdt presset. Men jeg bliver nødt til at være stærk for børnenes skyld.

Det klarer hun ikke særlig godt, for bekymringen og desperationen lyser ud af hende, men hvordan kan man næsten forestille sig noget andet. Ikke at kunne beskytte sine børn er enhver forælders ultimative mareridt.

”Hvordan opdrager du børnene så de kan klare en sådan situation”, forsøger jeg mig igen.

”Det er et svært spørgsmål, for jeg er end ikke selv parat til at klare en sådan situation. Vigtigst er det ikke at vise dem, at jeg i virkeligheden også selv er meget bekymret”, siger hun. ”Det lyder måske underligt, men jeg prøver somme tider at synge for dem. Jeg forsøger at gøre det til en leg, at vi skal opholde os inde i beskyttelsesrummet.”

Gili er på telefonen. To missiler har ramt et eller andet, så det er svært at komme igennem, for det meste af byen ringer netop nu til hinanden for at høre, om familie, venner og bekendte alle er OK.

 
 
Israelsk Iron Dome anti-missil-missil bliver affyret.

”Jeg må vide, om vores familie og mine venner alle har det godt”, siger han, og kigger bekymret i den retning, hvor to røgsøjler nu stiger til vejrs.

”Det ser ud som om, de har ramt et eller andet inde i midtbyen”, siger han. ”Jeg har mange venner derinde.

Vi forlader Abutbul-familien for at køre ind til centrum af Ashdod og se, hvad de palæstinensiske raketter har ramt.

Det viser sig, at et missil har ramt en lejlighed højt oppe i en beboelsesejendom. Lejligheden er totalt udbrændt og alt er pulveriseret. Familien derimod er i god behold… eller så godt, som man kunne håbe på. De er lettere såret, dybt rystede, men i det mindste i live, fordi de nåede ind i lejlighedens beskyttelsesrum.

”Jeg troede at hele huset ville styrte sammen”, nærmest råber en tydeligt chokeret kvinde til den ambulancechauffør, der skånsomt fører hende over fortovet til det ventende udrykningskøretøj. Hun er åbenbart blevet halvdøv af eksplosionen, for alt hun siger, bliver råbt, og hun hører slet ikke, at luftværnssirenerne igen hyler.

”Rød alarm, rød alarm!”

Politiet og redningsmandskabet skubber alle ind i de trappeopgange, der ligger i læ for skudretningen fra Gaza.

Et par snese står trængt sammen som sild i en tønde i en opgang, jeg bliver skubbet ind i. Nogen forsøger at fortælle en vittighed, men bekymringen står malet i de flestes ansigter, og ingen griner af joken.

Lidt efter lyder bragene.

Alle raketterne blev uskadeliggjort af Iron Dome, som er ved at blive en af de mest populære investeringer, for folk i det her område.

Tabstallene ved solnedgang denne dag er 47 dræbte palæstinensere, heraf er cirka halvdelen civile. Tre israelere er også blevet dræbt. Alle tre civile.

 
 
Israelske reservesoldater samlet på grænsen til Gaza-striben, hvor de venter på at gå i aktion.

* * * 

Da vi er tilbage på kibbutzen, hvor vi skal redigere dagens indslag, ruller en kolonne pansrede mandskabsvogne forbi på grusvejen lige udenfor kibbutzens hegn. De er på vej ned mod Gaza-grænsen få hundred meter borte, hvor enheden skal gå i stilling i fald de får ordre til at rykke ind på landjorden ind i den Hamas-kontrollerede Gaza-stribe.

Der er trafikprop på den støvede grusvej henover markerne, så på et tidspunkt kravler en del af soldaterne ud af de pansrede mandskabsvogne, for at strække benene og trække lidt frisk luft. Jeg begynder at småsludre med en officer, som ikke vil give noget interview, fordi han ikke har tilladelse til at tale med pressen, men han regner med, at Israel vil rykke ind i Gaza-striben i løbet af natten.

”Vi er stærke nok til at tvinge Hamas i knæ. Rykker vi ind, har de ikke en chance. De må falde på knæ og bede os om at skåne dem”, siger han selvsikkert.

Jeg skriver udtalelsen ned på blokken, men ryster inderst inde på hovedet. Jeg håber virkelig ikke, at det er det, den israelske hær som helhed tror. Hvis den gør, så forstår den i hvert fald ikke, at en sådan militær total-sejr vil blive et politisk og diplomatisk total-nederlag.

Senere får jeg at vide af nogle af mine venner blandt soldaterne, at de flere nætter i træk bliver sat i alarmberedskab 3-4 gange hver nat, og er rede til at rykke ind over grænsen med få minutters varsel. Hver gang bliver alarmen dog afblæst igen.

 
 
Israelske kampvogne og pansrede mandskabsvogne på grænsen.

Forskellige meningsmålinger viser forskellige holdninger i den israelske befolkning. I nogle aviser offentliggøres tal, der viser, at et flertal håber, at de israelske styrker ikke behøver at blive sat ind på landjorden. Senere viser andre, at ganske mange alligevel ønsker det.

Formentlig kunne mange israelere, som bor i den sydvestlige del af landet indenfor rækkevidde af de palæstinensiske raketter, godt tænke sig at slippe af med Hamas én gang for alle. Selvom det naturligvis næppe er gøreligt, både fordi uanset om man kan lide organisationen eller ej, så repræsenterer den klart nok en del af den palæstinensiske befolknings drømme og håb, og vil som sådan ikke kunne knuses endegyldigt militært, men vil altid dukke op igen. Men samtidig ville en langstrakt krig med en egentlig landoffensiv ind i Gaza-striben have fået tabstallene til at skyde i vejret med raketagtig fart (undskyld udtrykket).

Israelere andre steder i landet, og dem hvis sønner er at finde blandt soldaterne på grænsen, håber og beder til at landkrigen ikke bliver til noget. Omkostningerne i menneskeliv og forkrøblede kroppe, sind og sjæle vil simpelthen være for stor.

Da våbenhvilen bliver indgået efter godt og vel en uges kampe, er flere end 30.000 israelske soldater af reserven blevet genindkaldt og stationeret langs med grænsen sammen med de regulære styrker. Forsvarsministeren havde kabinettets godkendelse til at mobilisere endnu 45.000 af reserven, hvis en landoffensiv skulle blive aktuel. Det blev den heldigvis ikke. I sidste øjeblik vandt den sunde fornuft heldigvis, hvilket ikke sker så tit her i Mellemøsten, og selvom de ofre denne træfning endte med at koste under alle omstændigheder er for mange, så kunne det være gået forfærdelig meget værre.

I en region hvor det gode alternativ for det meste ikke eksisterer, må vi bare prise os lykkelige, når den virkeligt store, monstrøse tragedie blot bliver afværget.

 
Tilføj kommentar
 
 
4 Kommentarer: