Endnu et land trues af den syriske borgerkrig:

Beirut bløder

BEIRUT (22.10.2012): Om man som dansker kan lide Tysklands kansler Angela Merkel eller ej, og siger det offentligt, har ikke den store indflydelse på, hvordan ens liv i København videre vil forme sig. Men bor man i Beirut kan det være en dødsensfarlig lidelse, hvis man offentligt er imod Bashar al-Assad – præsidenten i nabolandet Syrien. I hvert fald er ganske mange prominente libanesere, med aversioner imod den syriske præsident kommet pludseligt og brutalt af dage i det seneste årti. Så sundt kan det i hvert fald ikke være.

Den seneste i den lange række af fremtrædende Assad-kritiske libanesere, der har måttet lade livet, er Wissam al-Hassan, en af Libanons fremtrædende sikkerhedschefer. Fredag eksploderede en bilbombe i Beiruts Ashrafiyeh-kvarter og dræbte al-Hassan, hans chauffør og livvagt og seks andre libanesere i området, mens 110 blev såret.

 
 

Wissam al-Hassan afslørede for et par måneder siden en sammensværgelse, der skulle have gennemført bombeattentater i Beirut. Sammensværgelsen omfattede blandt andet en kendt pro-Assad tidligere libanesisk minister, som nu er blevet arresteret. Gruppen – blandt andet ministeren – skulle have smuglet et større parti sprængstof fra Syrien ind i Libanon, og affæren trækker dermed, som så mange andre lignende sager, problematiske tråde til både Damaskus og til den syrisk/iransk-støttede Hizbollah-milits i Libanon.

Men blander man sig som libaneser forstyrrende i Syriens interesser, har man allerede med åbne øjne bevæget sig dybt ind i et dødsensfarligt minefelt, og så er det ligegyldigt om man er sikkerhedschef og en af landets bedst beskyttede personer. Den syriske efterretningstjenestes arm er lang, og den kan også benytte sig af sine lokale libanesiske allierede som blandt andet Hizbollah, der allerede kæmper sammen med de syriske regeringstropper imod oprørerne i Syrien.

Desuden var Wissam al-Hassan en nær ven af den tidligere libanesiske premierminister Rafiq Hariri, der også blev sprængt i stumper og stykker i 2005, efter han var blevet en alt for åbenmundet kritiker af regimet i Syrien. Wissam var som sikkerhedschef involveret i efterforskningen af attentatet på Hariri, som også rettede mistanken imod Hizbollah og den syriske sikkerhedstjeneste.

 
 

Snigmordet på Rafiq Hariri førte til kæmpemæssige folkelige protester i Beiruts gader, og grundlæggelsen af den protestbevægelse der kaldes ”14. Marts-Bevægelsen”, hvilket kort tid senere førte til at de syriske tropper, som havde holdt store dele af Libanon besat siden midten af 70’erne endelig blev trukket ud af landet. Men Syriens indflydelse og dybe involvering i libanesiske anliggender forblev næsten lige så stærk som tidligere. Nogle libanesere vil endog påstå endnu stærkere end nogensinde.

Jeg ankommer til Martyrernes Plads netop som Wissan al-Hassan og hans chauffør og livvagt bæres til graven på. Kisterne er indhyllet i det rød-hvide libanesiske flag med det grønne cedertræ på midten.

Titusindvis af libanesere er mødt op for at følge sikkerhedschefen til graven. Det er ikke almindeligt at chefer for sikkerhedstjenester er populære i den almindelige befolkning i den her del af verden, og der er næppe heller tvivl om, at al-Hassan er mere populær, nu hvor han er død, end han var i levende live. Og netop det, at mange tror, at det var Syriens Bashar al-Assad, der stod bag attentatet, har klart nok betydning for den heltestatus Wissam nu er blevet tildelt.

 
 

Hans dødsforagtende optrævling af den pro-syriske terroring med tråde langt op i det libanesiske samfund har naturligvis også betydet ganske meget, og det samme har hans mange arrestationer i de seneste år af påståede israelske spioner. Men hans dramatiske bortgang har uden tvivl øget hans popularitet i den del af den libanesiske befolkning, som er imod Syriens indflydelse i deres land.

Omgivelserne, hvor begravelsen finder sted, er sigende – udover navnet: Martyrernes Plads. Wissam al-Hassan bliver begravet nær tidligere ministerpræsident Rafik Hariri’s grav på Martyrernes Plads. Hariri blev også dræbt af en bombe efter han var blevet for kritisk overfor Syrien. Lidt længere nede af gaden, pryder Gebran Toueni’s portræt avisen An Nahars bygning. Toueni var udgiver af An Nahar, hvor han skrev chokerende kritiske lederartikler om Syrien, som krævede, at nabolandet trak sine besættelsesstyrker ud af Libanon på et tidspunkt, hvor kun meget få turde sige noget sådant offentligt.

Det var også en af grundene til at jeg interviewede Gebran Toueni flere gange og blev gode venner med ham. Når jeg på mine mange rejser rundt om i verden faldt over et eller andet med en galende hane

”Regeringen i det her land fungerer ikke, den er en kæmpe fiasko. Vi kræver at regeringen træder tilbage. Vores regering optræder som Bashar al-Assad’s forlængede arm. Som Syriens skødehund”, nærmest råber Kassen Salem, en sunni-muslimsk demonstrant fra det centrale Beirut.

 
 

Ikke langt fra ham står Suheira Hamsa, som mere ligner en husmor end en demonstrant, der vil gå ud i gaderne med protestplakater og kræve forandring:

”Det her er terrorisme, og det skal vi sige. Vi skal ikke holde vores mund lukket om det. Vi er nødt til at kræve forandringer. Det kan ikke blive ved på den her måde”, siger hun.

Selvom intet endnu er bevist, så er de libanesere, der er kommet til begravelsen, ikke et øjeblik i tvivl om, hvem der står bag attentaterne.

”Det er da Syrien, der står bag”, siger en vantro Maroun Nami, som om kan nærsten ikke kan forstå, at jeg kan stille et så tåbeligt spørgsmål.

”Det er Bashar al-Assad’s folk, der står bag, ingen tvivl om det. Hvem skulle det ellers være. Det kan godt være, at de fik Hizbollah eller andre her i Libanon til at gøre det beskidte arbejde for dem, men det er dem, der står bag bomben. Så meget er sikkert”, fastslår han.

”De er nogle slyngler”, siger Kassem Salem om Hizbollah.

”Først dræber de (Hizbollah) Wissam al-Hassan, og derefter fordømmer de mordet, som om de slet ikke kender noget til det. Som om det kommer som en overraskelse for dem. Det var dem, der gjorde det. Udførte ugerningen. Blot for bagefter at sige: ”Forfærdeligt! Nu må vi stå sammen. Nu ikke nogen heksejagt.””

Som mange andre her på Martyrpladsen er Kassem Salem også overbevist om, at det til syvende og sidst er Syriens præsident, der står bag.

 
 

”Det var sikkert Hizbollah, der dræbte al-Hassan, men ordren kom fra Damaskus. Hizbollah er blot et instrument for Syrien og Iran. De siger, at de er libanesiske, men det de gør, er sjældent godt for Libanon. Lige nu opererer de for Bashar al-Assad, som også dræber sit eget folk og ødelægger sit eget land. Og nu ødelægger de væres ved samme lejlighed.”

Der er ikke langt fra Martyrpladsen over til Ashrafiyeh-kvarteret, hvor bomben eksploderede. Herovre, hvor der bor mange kristne, er folk blevet bange.

De kristne her var ellers tidligere ikke nervøse for at lufte deres kritik af Syrien. Sådan er det ikke længere. Nu er de så bange, at de end ikke tør nævne nabolandet ved navn, når de taler om attentatet.

George Abdallah ligner en ældre, nobel gentleman som han fører sig. Han er en del af den gamle Beirut. Det rigtige Beirut, som det var, inden borgerkrigen og meget andet ondt. Han boede her også, mens Ashrafiyeh lå lige på ”den grønne linje” – fronten imellem de kæmpende parter under det ragnarok, som borgerkrigen var. Normalt ville han ikke være bange for at sige sin mening, men måden han nu gør det på, er sigende for situationen.

”Jeg vil ikke pege fingre og nævne nogen specielt ved navn, men alle og enhver ved, hvem det er, der ønsker at gøre os ondt… så nogenlunde.”

Tilføjelsen ”…så nogenlunde”, kommer efter en lille velafmålt kunstpause, og hans skælmske smil undervejs fortæller mere end meget andet – både hvem beboerne her tror, står bag, og den frygt de lokale føler, ved at skulle formulere det og sige det højt. Så stor er Syriens indflydelse stadigvæk på den menige libanesers hverdag.

 
 

Måske er det ikke længere et spørgsmål om den syriske borgerkrig vil brede sig ind i Libanon. Måske er de sidste mange års bombninger af anti-syriske stemmer i den libanesiske offentlige debat et bevis på, at den syriske borgerkrig har været udkæmpet her i Libanon lang tid inden den brød ud i selve Syrien.

Problemet er der oveni, at Libanon har en lang række endnu ikke afsluttede regnskaber fra sin egen blodige og uforsonlige 16 år lange borgerkrig. Blot fordi der har været relativt roligt i disse indre sekteriske stridigheder i lidt mere end et årti, så betyder det langtfra, at krisen er overstået. Årsagerne til den libanesiske borgerkrig er ikke blevet løst. Og da Hizbollah og andre i Libanon åbent får støtte fra Iran of Syrien, mens andre får støtte fra Saudiarabien, Qatar, Frankrig, USA og andre magter, så er det tydeligt, at libaneserne ikke bare udkæmper deres egne interne slag. De er også ofte redskaber i andres magtkampe. Derfor skal der heller ikke meget til, før de gamle sår åbnes op igen, og Libanons egen gamle borgerkrig på ny bryder ud, og ruinere det genopbygningsarbejde, nationen møjsommeligt har slæbt sig igennem i de sidste 15 år.

 
Tilføj kommentar