Den syriske borgerkrig:

Krigen har allerede bredt sig til Libanon

TRIPOLI (25.10.2012): Vi bevæger os parallelt til gaden. Fra hus til hus går vi igennem mandsstore huller i væggene. En slags alternativ vej – eller snarere tunnel – inde midt i karréen langs med gaden. Men herinde kan man bevæge sig mere sikkert frem og tilbage uden at komme i fjendtlige snigskytters kikkertsigte.

Vi er lige kommet i kontakt med nogle af de alawittiske partisaner, som beskytter deres nabolag på skråningen af det bjerg, de kalder Jabal Mohsen, ovenover Tripoli. De har taget os ud til fronten – den allersidste række huse, som grænser helt op til den sunni-muslimske del af byen.

 
 
En af de alawittiske partisaner på vej ind i den alternative gade gennem husenes stueetager.

Fra udbombede lejligheder og små lagerrum ovenpå noget, der i fredeligere tider ville have været forretninger, spejder de bevæbnede unge vagtsomt ud mellem sprækkerne i den beskyttende mur af sandsække, som er blevet stablet op i vinduesnicherne.

”De huse lige derovre er sunni-muslimske”, siger den unge fyr, som bare kalder sig selv ”Sadek”.

Det er dog næppe husene, der bekender sig til en anden retning indenfor islam, men nok snarere de mennesker, der bor i dem. Selvom murene, der er helt perforerede af tusindvis af skudhuller vidner om, at husene også må tage sin del af straffen for at være havnet på den forkerte side af fronten.

Vi er lige blevet vist huse med skudhuller i her på den alawittiske side af fronten. De bliver vist frem som bevis for at sunnitterne er nogle brutale bæster. At der også er skudhuller i husene ovre på deres side, anser alawitterne dog for helt naturlig, situationen taget i betragtning.

Samtalen foregår halvt hviskende, for den libanesiske hær, som er rykket ind imellem de kæmpende parter, står lige på gaden nedenunder os.

* * *

Tripoli i den nordlige del af Libanon har altid været lidt af et spejl på situationen i Syrien. Langt størstedelen af befolkningen i Nordlibanon er sunni-muslimer, ligesom ovre i Syrien. Nogle af dem er ret moderne og religiøst afslappede, mens andre er yderligtgående, militante salafister – heller ikke ulig Syrien. Og, som det også er tilfældet i det store naboland kun få kilometer herfra, er der i Tripoli også en betydelig alawittisk minoritet. Den syriske præsident Bashar al-Assad selv og en stor del af inderkredsen omkring ham, samt de fleste andre topfolk i sikkerhedsapparatet i Syrien er også alawitter.

Ifølge sunni’erne blev alawitterne favoriseret under den syriske besættelse. Den nordlige del af Libanon var under syrisk kontrol fra 1976 og frem til 2005. Store syriske militærstyrker var udstationeret her, og det var den syriske sikkerhedstjeneste, der stort set styrede området. Mange af dem var selv alawitter, og de havde naturligvis nemmere ved at stole på deres libanesiske trosfæller. Men samtidig kom alawitterne også til at blive set som en samling ”femte kolonne” – kollaboratører i mange sunni’ers øjne, selvom masser af sunni’er også den gang arbejdede sammen med syrerne. Det er blot nemmere at glemme i dag, når man er sunni. Er man derimod alawit, sidder man i fællen.

Nu er de fremmede besættelsestropper ikke bare trukket hjem til Syrien, det kunne endog se ud som om det Assad-regime, der har regeret Syrien i mere end 40 år – og en stor del af Libanon i næsten 30 – er på vej til at vælte. Så ikke bare er den kæmpe nabo, som i bund og grund aldrig har accepteret at Libanon er en selvstændig nation, selv ved at gå i opløsning, men den store, magtfulde beskytter af alawitterne i Libanon er også på vej til at forsvinde, og det stiller pludselig tingene og fremtiden i en nyt og meget mere truende skær, set med alawitternes øjne.

 
 
Rifaat Eid, lederen af de libanesiske alawitter, i sit kontor i Jabal Mohsen i Tripoli.

* * *

Begge sider beskylder den anden for at være skyld i at den syriske borgerkrig nu synes at have bredt sig til Libanon.

Sunnitterne siger, at alawitterne gør præsident Bashar al-Assads beskidte arbejde. De opererer som en femte kolonne inde i Libanon. Tjener en fremmed magts interesser.

“Det er som om, de får en telefonopringning fra Damaskus om at lave ballade, hver gang der sker noget i Libanon, som præsident Bashar al-Assad ikke kan lide”, siger Samir al-Jezer, som er sunni-muslimsk medlem af parlamentet og selv fra Tripoli.

“Helt ærligt. Før palæstinenserne kom til Libanon og før Syrien rykkede ind i Libanon, var der aldrig problemer imellem os. De er en del af byen og ingen er imod dem. Problemet er, at nogen af alawitterne støtter Syrien så meget, at de giver støtten til Syriens ønsker og behov større vægt, end deres loyalitet overfor deres hjemland Libanon”, siger parlamentsmedlemmet.

Ovre på den alawittiske side af fronten i Tripoli ser virkeligheden ikke overraskende anderledes ud.

”Vi er libanesere. Vi forsvarer os bare. Over på sunni’ernes side, er Den Frie Syriske Hær rykket ind. De er alle sammen salafister. Det er dem, vi slås imod”, siger Sadek, som inden han fik lov til at tale med os, fik alt, han skulle sige, at vide af sin gruppefører, som også overvåger interviewet lidt på afstand.

Svarene er næsten ens, ligegyldig hvem vi taler med i området. At beboerne her er alawitter – tilhører den samme sekt som Syriens præsident Bashar al-Assad – skal der ikke lægges vægt på. Det, der skal understreges, er, at de er libanesere.

 
 
Fawziah Merhaj vinker til os, da vi passerer hende og hendes naboer på vejen rundt i Jabal Mohsen.

”Men kan du ikke godt forstå, at sunnitterne her i området, som mange af dem er i familie med dem, der bliver massakreret af regeringsstyrkerne ovre på den syriske side af grænsen, bliver provokeret, når de kører igennem Jeres nabolag og ser, at I flager med det syriske flag og har plakater af præsident Assad hæpngende alle vegne”, spørger Jeg Rifaat Eid, som er den meget flamboyante leder af alawitterne i Libanon.

”Den der opdeling i sunitter og alawitter er ikke noget vi opererer med. Hverken her i Libanon eller i Syrien. Det er noget andre bruger. De vestlige lande, salafisterne, Al Qaeda og andre, som gerne vil have, at det her bliver en sekterisk krig…”

”Men du kan da ikke afvise, at 30.000 sunnitter er blevet dræbt af det alawittiske styre ovre i Syrien ikke langt herfra”, afbryder jeg ham.

”Vi ser det ikke på den måde. Og det er hverken situationen her i Libanon eller ovre i Syrien”, svarer han afvisende.

Men udenfor på gaden i hans eget kvarter, er hans egne alawittiske medborgere og tilhængere ikke så sikre på, at det ikke netop er sådan.

”De lyver alle sammen”, siger en vred Fawziah Merhaj ”De store kanoner de lyver. Ingen siger sandheden. De ønsker at dræbe os. Ingen vil have os. Vi vil ikke have nogen af politikerne. De er bare slyngler”, halvvejs råber hun og gør nogle truende bevægelser i luften.

Den pæne ældre dame sidder sammen med andre beboere i Jabal Mohsen på en trappe og nyder den stille formiddag. Indtil nu har der ikke været skyderier, så det gælder om at nyde den fred og ro, der er. Ingen ved, hvor længe den vil vare ved.

”Dem der skyder på os (sunitterne) er købt og betalt af politikerne. De får nogle dollars, og så går de i gang. Derfor er vi bange for fremtiden”, siger hun.

 
 
Fredagsbøn i en af de gamle sunni-moskéer i Tripolis gamle bydel. Billedet er fra et tidligere besøg til området.

”Da den syriske hær var her, var det sikkert for alle og enhver. Se hvad der nu sker her! Politikerne er korrupte. De sender deres egne børn til USA, Frankrig eller Canada, mens vi ikke har noget at spise, intet arbejde, ingenting”, siger Fawziah Merhaj.

”Her skyder sunni-snigskytter små børn og kvinder. Helt ærligt! Hvorfor? Hvis det fortsætter på den her made, så griber jeg selv til våben og dræber parlamentsmedlemmerne og ministrene”, råber den gamle kvinde vredt og svinger den knyttede næve i luften.

16-årige Hassan Dandashleh, som vi har mødt oppe hos alawit-lederen Rifaat Eid tager os videre igennem bydele, mens han fortæller om sin egen situation.

”Hvis jeg går ned i (den sunni-muslimske del af)byen, så ved folk jo ikke automatisk, hvor jeg kommer fra. Men hvis der er nogen der kender mig, og ved at jeg er alawit, så vil de helt sikkert angive mig. Og spørger de, hvor jeg kommer fra, og jeg svarer Jabal Mohsen, så ved de det også”, siger han.

Hassans ene bror er lige blevet dræbt i kampene med sunitterne, og den anden er gruppefører for en lille partisanenhed, der opererer i ingen-mands-land imellem Tripolis to sektorer. Derfor kan han tage os ud til frontlinjen.

”Jeg vil da helst fortsætte med at leve her i Tripoli”, siger Hassan. ”Men jeg elsker Syrien. Jeg elsker præsident Bashar al-Assad, og jeg elsker det syriske folk og vores leder Rifaat Eid. Han er leder for alle alawitterne, og det er kun på grund af ham, vi stadigvæk er her i Libanon”, siger drengen. Det lyder næsten som en remse fra Mao’s Den lille Røde.

 
 
Sadek poserer inde i en af partisanernes stillinger foran et billede af Syriens præsident Assad.

* * *

“Vi kæmper for vores egen overlevelse. Kan vi ikke selv forsvare os, så mister vi vores ret til at være her. Sunnitterne påstår, at vi bliver støttet af Syrien, men jeg siger at det forholder sig omvendt. Det er os, der støtter syrerne”, siger Sadek tilbage på forposten, mens han holder sin Kalachnikov foran sig, så den kommer med på billedet.

Alle spørgsmål om han ikke er bange, eller hvad han hellere ville lave bliver blankt afvist.

Det er forbudt at tale om frygt. Og kampen her er æressag. Der intet, man hellere vil.

Da jeg føler, at han måske ikke forstår mine spørgsmål, forsøger jeg at omformulere dem. Jeg synes at frygt er en naturlig ting. Jeg er selv bange, selvom jeg har dækket krige og konflikter en stor del af mit liv.

Men nej. Det er de ikke her. Til slut griber gruppeføreren, der hele tiden har stået indenfor hørevidde, ind og afbryder interviewet. Det her er ikke noget, han ønsker, at vi skal grave i. Frygt, tvivl og drømme om et andet liv er ikke patriotisk i den nuværende situation.

Lige udenfor den fremskudte forsvarsposition møder vi en anden mand, der også har deltaget i kampene de seneste dage. Han er overbevist om, at det slet ikke er Tripolis sunnitter, han har kæmpet imod, men tværtimod enheder af Den Frie Syriske Hær, som har sneget sig ind i Libanon.

”Dem vi kæmper imod kommer fra Den Frie Syriske Hær, og det var også dem, der begyndte kampene. De er yderligtgående salafister under ledelse af en fyr, de kalder ”Al Shahhal”. Hvis vi ikke kæmpede imod, og hvis det ikke var for Gud,  præsident Bashar al-Assad og vores leder Rifaat Eid, så ville vi allerede have tabt Jabal Mohsen”, siger Ahmad Mahmoud Mohamad, som med sit lange pjuskede skæg godt selv kunne ligne en salafist.

Inde i Beirut og ude i omverdenen frygter man, at den syriske borgerskrig skal spilde ind over grænsen til Libanon.

Men det sunni-muslimske parlamentsmedlem herfra Tripoli er overbevist om, at hans alawittiske naboer får deres ordrer, penge og våben fra præsident Assad i Syrien. Og alawitterne er sikre på, at det er de syriske oprørere, de er i krig med. Så set herfra Tripoli i det nordlige Libanon ser det faktisk ud som om den syriske borgerkrig har været udkæmpet på libanesisk jord allerede i et pænt stykke tid.


 
Tilføj kommentar