JERUSALEM (30.09.2012): Igen ruller debatten. Denne gang på grund af åbningen af FN’s Generalforsamling, hvor stats- og regeringschefer fra hele verden har givet hver deres status over klodens tilstand fra verdensorganisationens talerstol – blandt andet Iran’s præsident Mahmoud Ahmadinejad og Israel’s premierminister Benyamin Netanyahu.

For ikke så lang tid siden – inden han endnu en gang skiftede mening – erklærede Israels forsvarsminister Ehud Barak, at et angreb på Irans atomprogram helt kunne standse Irans forsøg på at få atomvåben, eller I det mindste sætte programmet ganske mange år tilbage.

Måske!?! Måske ikke!

Der er ikke enighed om det blandt eksperterne. Og nu, hvor Barak igen har skiftet mening, er han øjensynligt ikke en gang enig med sig selv.

Nogle mener, at det er umuligt at stoppe Iran, og at det derfor er bedre at bruge energien på forberede sig på en verden, med et atombevæbnet Iran. Andre mener, at man kan forsinke Iran et antal år. Men næsten ingen tror, at man helt kan stoppe præstestyrets atomambitioner én gang for alle.

Derfor er det i de fleste eksperters øjne ikke et spørgsmål om, men kun hvornår Iran har et funktionsdygtigt atomvåben.

Men ligegyldigt om det er det ene, det andet eller det tredje, der er korrekt, så er der ingen tvivl om, at en angreb på Iran, næsten uanset hvem der står bag det, og om det lykkes eller ej, under alle omstændigheder vil få negative konsekvenser for Israel – og formentlig også for jøder over hele resten af verden.

Ingen – næsten ligegyldig hvilken ”skole” de tilhører – tror et øjeblik på at Iran vil tage det ødelæggende og ydmygende hug, et angreb er, uden at svare igen på den ene eller den anden måde. Og viften af mulige hævnaktioner – fra militære angreb direkte på Israel, til krig per stedfortræder via Hizbollah i Sydlibanon og Hamas fra Gaza-striben, til terrorangreb på ”bløde” israelske og jødiske mål rundt om i hele resten af verden – er så uendelig, at der ikke findes nogen effektiv måde at beskytte sig på.

Dertil skal så lægges det negative politiske ”fallout”. Hvad et angreb på Iran vil betyde for Israel politisk og diplomatisk i forhold til den omverden verden, et lille land som Israel er desperat afhængig af i 117 andre sammenhænge.

Derfor er det ikke bare den mulige succes eller fiasko ved et militært angreb på Iran, der skal med i overvejelserne, når man diskuterer, om det er en god ide eller ej. Man skal også have alle de negative sideeffekter, et sådant angreb vil have, med i ”cost-benefit” vurderingen.

En sidste ting, der må med i overvejelserne, når man i Israel diskuterer et angreb, er risikoen for, at et eller flere fly vil blive skudt ned ved et sådant angreb. Sker det, og en eller flere israelske piloter og navigatører redder sig ud, men bliver taget til fange af iranerne, vil det i sig selv være en katastrofe for Israel. Ingen i det her land har glemt det følelsesmæssige mareridt, en hel nation gennemgik, da den israelske soldat Gilad Shalit årevis sad fanget i Gaza-striben, og andre israelske soldater, som blev taget til fange i Libanon og dræbt. Blandt dem piloten Ron Arad, som Hizbollah tilsyneladende solgte til Iran. Af dem alle kom kun Gilad Shalit tilbage i live.

De fleste af de analytikere, jeg respekterer og støtter mig til, er nogenlunde enige om, at balancerer man summen af næsten sikre negative konsekvenser ved et angreb, overfor chancerne for en mulig succes, så er det ikke værd at løbe risikoen. Fordi de negative konsekvenser er næsten helt sikre, mens muligheden for succes er minimal – og succes i denne sammenhæng maksimalt er en forsinkelse af atomprogrammet. Ikke at det helt forsvinder.

I dette regnskab skal naturligvis også med, at en krig – eller snarere en undergrunds-krig – imod det iranske atom-program allerede er i gang, og har været det ganske længe. Computerorm og –vira, atom-teknikere der vælger at flygte, søge andet arbejde eller bliver likvideret, fabrikker, baser eller laboratorier der pludselig eksploderer og så videre. Iranerne svarer igen med angreb på israelske ambassader og andre mål rundt om i verden. Denne ”krig” er i gang, og ”cost-benefit”-analysen her er langt bedre, set med Israels og Vestens øjne.

Alt dette vil naturligvis ændre sig, hvis verificerbare facts pludselig dukker op, som gør det klart, at Iran har et fungerende atom-sprænghoved, langtrækkende missiler, der er i stand til at levere det, samt planer om faktisk at gøre brug af det. For man må ikke glemme, at de fleste anser atom-våben som et politisk våben, der skal styrke et lands magt- og forhandlingsposition, men bliver det klart, at et atom-bevæbnet Iran kunne finde på at angribe Israel, så er der naturligvis tale om en selvforsvarsaktion, hvor risiciene holdt op imod gevinsterne pludseligt ser helt anderledes ud.

I dette djævelske vurderings-mareridt, hvor jeg ovenfor mest har forholdt mig til Israels, USA's og vores reaktionsmuligheder i Vesten, kan det nemt synes som om, jeg mest er kritisk overfor vore handlinger, men det er ikke korrekt. I denne sammenhæng er det meget vigtigt at understrege, at hvis Iran ønsker at demontere denne krise, så kan de gøre det så nemt som ingenting. Det er dem – og kun dem – der sidder med nøglen.

Denne krise kan nemt og helt uden problemer løses, hvis præsident Mahmoud Ahmadinejad og præstestyret blot lader våbeninspektørerne fra IAEA få total fri, uhindret adgang til alle landets atom-faciliteter, og opgiver at spille med fordækte kort, hvor det konstant bliver afsløret, at landet har løjet om atom-projektet. Hvis målet, som den iranske ledelse påstår, kun er at få atomkraft til fredeligt brug, så er der mange i verden, der vil hjælpe Teheran med netop det. Blot skal det kunne verificeres (af andre end iranerne selv), at landets mål udelukkende er fredelige.

Oveni købet ville dette også betyde, at de politiske, diplomatiske, økonomiske og handelsmæssige sanktioner imod Iran ville kunne ophæves, at den iranske økonomi kunne begynde at vokse igen til befolkningens bedste, og at landet igen ville kunne blive lukket ind i den anstændige del af verdenssamfundet.

At Iran befinder sig i den suppedas, det i øjeblikket gør, skyldes udelukkende landets ledelses egne tåbeligheder og latterlige stolthed. Og det er også Iran der er skyld i den atmosfære af frygt og usikkerhed, der er skabt, hvor manglende viden, usikre informationer og frygt for hvad landets egentlige mål er, risikerer at få nogen til at overreagere, begå fatale fejl og kaste hele regionen ud i en ny ødelæggende krig. Så går det galt, så ligger skylden helt på den iranske ledelses skuldre, for den har skabt situationen, vi befinder os i, og den kan så nemt som ingenting afdramatisere den selvsamme situation, hvis dens mål er fredelige, og den ikke har noget at skjule.

* * *

I artiklen, jeg har kopieret herunder, argumenterer New York Times’ William J. Broad for, at et angreb på Irans atomprogram hverken vil stoppe landet eller forsinke det væsentligt, men tværtimod snarere vil få Teheran til endnu mere indædt at søge at erhverve sig atomvåben. Derfor mener han, at vi skal lade præstestyret få atomvåben.

I sin interessante analyse citerer han en række internationale – blandt andet israelske – eksperter. Hvad han blot ikke når frem til i sin analyse er, hvad vi gør, når Iran så har fået sin a-bombe. Uanset om det sker hurtigere eller langsommere, så er det ret indlysende, at et Mellemøsten med et atom-bevæbnet Iran, er et Mellemøsten med en væsentlig forskudt magtbalance i forhold til i dag. Ikke blot for Israel, men også for de arabiske lande og for hele resten af verden.

Den persiske Havbugt/Den arabiske Golf er det farvand, hvor en meget stor del af den olie, vore samfund i den vestlige verden baserer sig på, bliver udskibet. Hele denne havbugts nordkyst udgøres af Iran, mens en række militært svage arabiske Golfstater er spredt langs sydkysten. Efter Irakkrigen er det ellers militært stærke Irak ude af ligningen. Tilbage som en militærmagt af nogen betydning i Mellemøsten er kun Iran og Israel. I Den persiske Havbugt holdes Iran i skak af den amerikanske flåde. Men et atombevæbnet Iran vil ændre dette setup, og det vil få konsekvenser på oliepriserne i en udstrækning, vi end ikke kan forestille os.

Lad mig sluttelig for egen regning tilføje, at det israelske udenrigsministerium netop har offentliggjort en vurdering, der bygger på israelske og andre landes efterretningsoplysninger, som antyder, at de økonomiske og handelsmæssige sanktioner imod Iran virkelig er begyndt at bide, og at der ikke længere er nogen del af det iranske samfund, der ikke lider under sanktionerne.

Ikke at sanktioner nødvendigvis er løsningen. Nabolandet Irak og Saddam Hussein var under meget stramme internationale sanktioner i 12 år mellem den første Goldkrig i 1990-91 og frem til Irakkrigen i 2003. Og selvom befolkningen led, så gjorde det ikke diktatoren mere samarbejdsvillig. Men sanktionerne havde på den anden side forkrøblet den irakiske militære slagstyrke i en sådan grad, så da Irakkrigen blev indledt, var Irak ude af stand til at lave hævnaktioner på andre fronter, og forsvaret af Saddam-regimet kollapsede på meget kort tid.'

Desuden har den iranske befolkning tidligere gjort oprør imod Ahmadinejad og præstestyret. Så hvis sanktionerne svækker nogle af regimets sikkerhedsinstitutioner indadtil, er det ikke umuligt, at iranerne igen vil rejse sig imod regimet, og at problemet ad den vej vil blive løst.

* * *

Læs William J. Broad’s artikel ”How to Help Iran Build a Bomb” i New York Times ved at klikke her.

Se også The New York Times’ samling af baggrundsartikler og analyser om det iranske atomprogram ved at klikke her.

---

 

 

NEWS ANALYSIS:

How to help Iran build a bomb

 

 

By William J. Broad
The New York Times
September 28, 2012

 

Advocates of airstrikes on Iran’s nuclear facilities have long held that the attacks would delay an atom bomb for years and perhaps even buy Israel enough time to topple the Iranian government. In public statements, the Israeli defense minister, Ehud Barak, has said that an attack would leave Iran’s nuclear program reeling, if not destroyed. The blow, he declared recently, would set back the Iranian effort “for a long time.”

Quite the opposite, say a surprising number of scholars and military and arms-control experts. In reports, talks, articles and interviews, they argue that a strike could actually lead to Iran’s speeding up its efforts, ensuring the realization of a bomb and hastening its arrival.

“An attack would increase the likelihood,” Scott D. Sagan, a political scientist at Stanford University’s Center for International Security and Cooperation, said of an Iranian weapon.

The George W. Bush administration, it turns out, reached an even stronger conclusion in secret and rejected bombing as counterproductive.

The view among Mr. Bush’s top advisers, recalled Michael V. Hayden, then director of the Central Intelligence Agency, was that a strike “would drive them to do what we were trying to prevent.”

Those who warn against attacking Iran say that such a move would free officials in Tehran of many constraints. An attack, for instance, would all but certainly lead to the expulsion of international inspectors, which, in turn, would allow the government to undo hundreds of monitoring devices and safeguards, including seals on underground storage units.

Further, an Iran permitted to present itself to the world as the victim of an attack would receive sympathy and perhaps vital imports from nations that once backed trade bans. The thinking also goes that a strike would allow Iran to further direct its economy to military ends.

Perhaps most notably, an attack could unite what is now a fractious state, these analysts say, and build an atmosphere of mobilizing rage. As the foreign ministers of Sweden and Finland wrote earlier this year, “It’s difficult to see a single action more likely to drive Iran into taking the final decision.”

History, the analysts say, demonstrates that airstrikes and military threats often result in unbending resolve among the beleaguered to do whatever it takes to acquire nuclear arms.

“People always assume the bad guys want nukes,” says Jeffrey Lewis, a nuclear nonproliferation specialist at the Monterey Institute of International Studies. “But I think there’s usually a hesitation about the balance of risk. My sense is that the threat of military action makes bad guys feel like they need the bomb.”

Pakistan’s foreign minister, Zulfikar Ali Bhutto, seemed to have embodied that kind of determination when he said famously in 1965, “If India builds the bomb, we will eat grass or leaves, even go hungry, but we will get one of our own.”

Mark Fitzpatrick, a senior nonproliferation official at the International Institute for Strategic Studies, a prominent arms analysis group in London, said in an e-mail interview that it was “almost certain” that a military strike on Iran would result in “a Manhattan-style rush to produce nuclear weapons as fast as possible.”

These analysts maintain that the history of nuclear proliferation shows that attempting to thwart a nuclear program through an attack can have consequences opposite of those intended. Mr. Lewis of the Monterey Institute and other experts often cite Iraq. Israel’s attack on the Iraqi Osirak reactor in 1981, they argue, hardened the resolve of Saddam Hussein and gave his nuclear ambitions new life.

“All of the historical evidence that I have seen,” Mr. Lewis wrote recently, “suggests Saddam had yet to decide to seek nuclear weapons until the humiliation of the strike.”

Top Israelis disagree. Amos Yadlin, one of the pilots who attacked the Iraqi reactor and a former chief of Israeli military intelligence, argued early this year that Iraq’s nuclear program “never fully resumed” and cited the bombing episode as a compelling rationale for military action against Iran.

But a number of former Israeli officials have echoed those who think the attack emboldened Mr. Hussein and worry that an attack on Iran could do the same there.

Yuval Diskin, who retired last year as director of Israel’s internal security agency, told a gathering in April that “many experts” cite the acceleration risk. “What the Iranians prefer to do today slowly and quietly,” he said, “they would have the legitimacy to do quickly and in a much shorter time."

Nuclear historians say intimidation alone can spur an atomic response, as when American hostility prompted China to seek nuclear arms. Beijing succeeded in 1964 with a thunderous blast.

In “China Builds the Bomb,” John Wilson Lewis and Xue Litai wrote that Washington’s threats provoked “defiant anger and the decision to undertake the costly nuclear weapons program.”

The question of what prompts the speedups would seem to go far beyond the Iranian crisis and atomic history because the number of latent nuclear states (ones that could make bombs but choose not to, like Japan and Germany) has risen around the globe in recent decades. The estimated number now stands at around 40.

Scholars have long debated the social factors that keep countries from crossing the line.

Mohamed ElBaradei, the former head of the International Atomic Energy Agency, told his colleagues before they won the Nobel Peace Prize in 2005 that the bomb decision often turned on nothing more complex than a “sense of security or insecurity.”

In a turbulent world, he added, that kind of evaluation could change rapidly. “Thin,” he called the margin of safety, “and worrisome.”
William J. Broad is a New York Times reporter who has written extensively about weaponry.

 

---

 

Source:
http://www.nytimes.com/2012/09/30/sunday-review/how-to-help-iran-build-a-bomb.html?ref=middleeast&_r=0