USA efter 11. september 2001:

Det nye Mellemøsten

 
 
I artiklen lægger Richard Haass definitivt den forkromede drøm i graven, som den såkaldte neo-konservative inderkreds omkring præsident George W. Bush havde om et nyt Mellemøsten.
JERUSALEM (17.11.2006): Kredsen af såkaldte ”neo-konservative” omkring USAs præsident George W. Bush havde en ”storslået drøm” om et nyt Mellemøsten i kølvandet på 11. september 2001-terrorbølgen imod USA.

Efter Den kolde Krig var USA nu den eneste tilbageværende supermagt i verden, og kunne mere eller mindre omskabe verdens problem-områder, som det ønskede. Det var, mente de, en historisk chance, som man ikke måtte forspilde. Efter 11. september var alle i USA – fra præsidenten og nedefter – villige til at sætte alt ind på én gang for alle at få "repareret" Mellemøsten.

Men det, der skulle have været indledningen til en ny, gylden amerikansk ære – bl.a. i Mellemøsten, kommer i stedet til at markere USAs svækkelse, som supermagt – i særdeleshed i Mellemøsten. Det skriver den amerikanske Mellemøstekspert i en interessant ny artikel.

Der er en række magasiner og tidsskrifter, jeg nyder at læse. Et af dem er det amerikanske Foreign Affairs. Det seneste nummer – November/Decenber 2006, som jeg har brugt en del af dagen i dag på at læse, indledes med et tema om eftervirkningerne af Libanon-krigen for nylig – ”Fallout from Lebanon”.

Her vil jeg bare give et sammenkog af en af artiklerne. I kan evt. selv læse videre. En del af artiklerne kan læses i deres fulde længde på Foreign Affairs hjemmeside.


* * *

 
 
Richard Haass er formand for Council on Foreign Relations, og var tidligere en af topfolkene bag den amerikanske Mellemøstpolitik.

”Den amerikanske æra i Mellemøsten... er slut”, slår Richard N. Haass fast i den første artikel ”The New Middle East”. Richard N. Haass er formand for  Council on Foreign Relations, og var tidligere en af topfolkene bag den amerikanske Mellemøstpolitik.

Og visionerne om et nyt Mellemøsten som en ”...europæisk lignende region med fred, fremgang og demokrati, vil ikke blive opfyldt. Vi vil tværtimod snarere se fremkomsten af et nyt Mellemøsten, som vil skabe voldsomme problemer for sig selv, De forenede Stater og for resten af verden”, skriver han.

Dermed lægger Richard Haass definitivt den forkromede drøm i graven, som den såkaldte ”neo-konservative” inderkreds omkring præsident George W. Bush havde om et nyt Mellemøsten. De troede, at man kunne vælte Saddam Hussein og skabe frihed og demokrati i Irak. Og at resten af Mellemøsten derefter mere eller mindre ville gøre resten selv, fordi diktaturerne efter Irak ville falde et for et som en række dominobrikker, hvorefter demokratiet ville brede sig.

I artiklen opregner Richard Haass fire æraer, siden vi, efter hans mening, gik ind i det moderne Mellemøsten i slutningen af 1700-tallet.

Så kommer en lang udredning om disse fire faser, og hvad der har karakteriseret dem. Det er en ganske interessant udredning, som I selv kan læse. Jeg hopper videre frem til det, Richard Haass så ser som den nye, femte fase, som Mellemøsten nu er på vej ind i, og hvad den indebærer.

Den nye æra, kan vi jo af gode grunde kun spå om – med alle de forbehold, der skal tages i den sammenhæng. Men Richard Haass gør det. Her er et kort referat af hvordan han ser fremtiden i Mellemøsten, kogt ned i 12 punkter:

  1. USA vil fortsat være den mest dominerende supermagt i Mellemøsten, men Washington’s indflydelse vil være meget reduceret. I stedet vil andre magter – både mellemøstlige og internationale – komme til at spille en større rolle end tidligere.
  2. USAs politik i Mellemøsten vil i stigende grad blive udfordret af andre magters udenrigspolitik – i særdeleshed EU, Kina og Rusland. EU vil udfordre USAs politik i Irak og i Israel-Palæstinakonflikten. Kina og Rusland først og fremmest i spørgsmålet om Iran. Og alle tre vil de sætte demokratisering af Mellemøsten lavere på deres dagsorden end USA vil.
  3. Iran vil blive den ene af Mellemøstens to stærkeste magter (Israel den anden). De indre reformer og forandringer i Iran, mange håber på, vil ikke komme. Iran vil via de irakiske shi’a-muslimer blande sig i Irak; og ved hjælp af Hizbollah i Libanon og Hamas i de palæstinensiske områder vil Iran også gøre sin indflydelse gældende i den del af Mellemøsten.
  4. Israel vil være den anden magtfulde stat i området. Som det eneste land i Mellemøsten med en moderne økonomi også det eneste, der vil være i stand til at spille en global rolle. Indtil videre det eneste land i Mellemøsten med et fungerende atom-arsenal. Og Israels militære styrker vil fortsat være regionens mest effektive. Men internt vil Israel komme til at betale en høj pris på grund af den fortsatte besættelse af Vestbredden. Og strategisk set er Israel nu svagere på den mellemøstlige scene end før den seneste Libanon-krig, og vil yderligere svækkes i takt med USAs svækkelse og Irans udvikling af atomvåben.
  5. Der vil ikke komme nogen indholdsmæssigt set betydningsfuld fredsproces i en overskuelig fremtid. Den regerende Kadima-ledede regering vil efter Libanon-krigen ikke længere være i stand til at tage de skridt, der ville være nødvendige. Planen om at rømme Vestbredden lader sig ikke længere gøre, efter de to områder Israel har rømmet – Libanon og Gaza – er blevet en sikkerhedsmæssig risiko for landet. Men den fortsatte besættelse samt de jødiske bosættelser i området vil blive en international diplomatisk hæmsko for Israel.
  6. Irak, som traditionelt har været en arabisk militær stormagt, vil fortsat i mange år være lammet af internt kaos, en svag central-regering, et splittet samfund og sekterisk vold. I værste fald vil Irak blive revet totalt i stykker af en åben borgerkrig, som også vil inddrage landets naboer.
  7. Oliepriserne vil fortsat være høje, og formentlig vokse endnu mere. Priser i nærheden af US$ 100,- pr. tønde er mere sandsynlige end et fald til US$ 40,- pr. tønde. Både på grund af risikoen for uro i området, men også på grund af en forventet meget større efterspørgsel fra de hurtigt voksende mega-økonomier i Kina og Indien, og USAs manglende evne eller vilje til effektivt at begrænse SIT olieforbrug.
  8. Militariseringen af Mellemøsten vil fortsætte. Private militiaer i Irak, Libanon og de palæstinensiske områder har allerede vokset sig meget stærkere end tidligere. Disse private militære styrker er både et resultat af, men også årsagen til de voldsomt svækkede arabiske regeringer. Og flere vil komme til, hver gang en regering fornemmes at lide af et ”magt-underskud” eller en manglende evne til at udøve sin suverænitet.
  9. Terrorisme, forstået som den bevidste brug af vold imod civile for at opnå politiske mål, vil fortsat spille en afgørende rolle i området. I særdeleshed i splittede samfund – som f.eks. Irak; og i samfund hvor radikale grupper søger at underminere magthaverne – som f.eks. Saudiarabien og Egypten. Terrorismen vil blive mere og mere sofistikeret, og de foretrukne mål vil være Israel, USA og andre ”fremmede” magter i området.
  10. Islam vil i stigende grad blive det, der udfylder det politiske og intellektuelle vacuum i den arabiske verden, og som vil levere det politiske fundament for størsteparten af Mellemøstens befolkninger. Arabisk nationalisme, arabisk socialisme og andre –ismer er fortid. Og arabisk demokrati hører i bedste fald til i en fjern fremtid. Den interne strid imellem Sunni- og Shi’a-Islam vil vokse over hele Mellemøsten, og i særdeleshed give problemer i religiøst delte samfund som Bahrain, Libanon og Saudiarabien.
  11. De arabiske regimer vil fortsat være autoritære og sandsynligvis blive mere religiøst intolerante og anti-amerikanske. To undtagelser kan blive Saudiarabien og Egypten. Egypten har med begrænset held forsøgt at gennemføre visse økonomiske reformer, men har ikke fulgt det op politisk.  Myndighederne ser tværtimod ud til at bekæmpe demokrati-aktivister mere indædt end tidligere, hvilket i realiteten kun giver befolkningen valget mellem traditionel totalitarisme og islamisk fundamentalisme. Et valg hvor de fleste egyptere sandsynligvis vil vælge sidstnævnte. Som modtræk kan myndighederne forsøge at cammouflere sig selv som mere islamisk.
  12. Regionale organisationer vil fortsat være svage og næsten uden betydning. Mellemøsten bedst kendte internationale organisation – Den arabiske Liga – har ikke regionens to mest magtfulde nationer (Israel og Iran) som medlemmer. Inter-arabisk handel er begrænset. De færreste producerer noget værdifuldt, de andre ønsker at købe i nogen stor stil. Derfor vil området fortsat skulle importere de fleste industriprodukter og højteknologi udefra. 

 
 
Den amerikansk-ledede koalitionsstyrke i Irak har klart bevist, at der er grænser for, hvad man kan opnå med militær magt.
Selvom den analyse og fremtidsudsigt godt kan synes lidt dyster, så skriver Richard Haass, at den også præsenterer os for en række muligheder.

Selvom der måske nok ikke er udsigt til himmelsk fred og glad harmoni i nogen overskuelig fremtid, så er der stor forskel på et Mellemøsten, der blot mangler formelle fredsaftaler, og et der er totalt forsumpet i terrorisme, krige mellem stater og interne borgerkrige, skriver han.

Derfor, skriver Richard Haass, er der to fejltagelser, der skal undgås; og to muligheder der skal udnyttes.

Fejltagelserne der skal undgås, er for megen tro på militær magt. Det redskab har koalitionens indsats i Irak og Israels i Libanon bevist, har sine klare begrænsninger. Især når modstanderen er løst organiserede, vel bevæbnede milits- og terrorgrupper, som nyder en eller anden form for støtte i civilbefolkningen.

Den anden fejltagelse ville være for megen tro på demokratiet som det, der skal komme ind og redde regionen og skabe fred. Ikke fordi der er noget galt med demokratiet, men det tager tid og energi at få etableret. Så lang tid, at hvis USA og Vesten ikke i mellemtiden finder andre veje, så vil så mange opvoksende generationer blive draget af den militante islamisme, at kampen på forhånd vil være tabt.

Mulighederne på den anden side er, at blive dybere involveret i Mellemøsten med ikke-militære midler og redskaber. Det betyder samarbejde med andre magter i regionen, også selvom de ikke er demokratiske. Man bliver nød til at friste disse regimer, for ellers vil regimer som f.eks. det syriske meget hellere vælge at arbejde sammen med Teheran snarere end Washington.

For at få en ny troværdig vestlig Mellemøstpolitik op at stå, er det også nødvendig igen at få gang i en diplomatisk proves i Israel-Palæstinakonflikten. Ganske enkelt fordi netop denne konflikt er noget af det, der mest afgørende i den offentlige meningsdannelse i den arabiske verden, og noget der mere end meget andet er med til at gøre de opvoksende generationer mere militante og yderligtgående.

 
 
USAs præsident George W. Bush erklærer, ikke så lidt for tidligt, at missionen har nået sit mål.

USA skal, som den afgørende supermagt, udstille målene: Oprettelsen af en palæstinensisk stat baseret på våbenhvilelinierne fra før 67-krigen. Disse linier må dog justeres for at tilgodese Israels sikkerhedsbehov og de befolkningsændringer, der har fundet sted i mellemtiden. (Det vil sige annektering af store, folkerige bosættelsesblokke til Israel.) Og i øvrigt en plan der viser større forståelse overfor palæstinensernes synspunkter – også for at gøre det sværere for Hamas at afvise en sådan plan.

Den anden mulighed, som Richard Haass ser,  er, at USA (og resten af Vesten) må forsøge at sikre sig selv imod de konsekvenser der er, ved at have sit energibehov sammenkædet i en sådan grad med stabiliteten i et område, der er kronisk usikkert.

Det betyder en energipolitik der belønner en mere effektiv udnyttelse af energien gennem afgifter m.m. og som ansporer til udviklingen af alternative energiformer. (Noget som man må sige, at Europa længe har gjort, men som synes helt nyt og revolutionerende i USA. –steffen).

Artiklen slutter med at Richard Haass advarer om, at der ikke længere findes nogen nemme eller hurtige løsninger på problemerne i Mellemøsten. Det nye Mellemøsten vil fortsat være en usikker og problemfyldt del af verden i mange årtier fremover.

”Det kan næsten”, skriver han, ”få en til allerede at længes efter det gamle Mellemøsten.”

* * *

 
 
USA skal, som den afgørende supermagt, udstille målene for, hvor Mellemøsten skal gå hen, mener Richard Haass.

Af andre artikler i temaet, som I kan læse ovre på Foreign Affairs website kan nævnes Paul Salem’s artikel ”The Future of Lebanon”. Paul Salen, som er leder af Carnegie Middle East Center i Beirut, ser på Libanon’s fremtid på baggrund af krigen imellem Israel og Hizbollah, og konkluderer, at selvom fremtidsudsigterne lige nu ser dystre ud, så kan situationen, hvis den bliver tacklet korrekt faktisk ende med at blive en fordel for Libanon.

Den højt respekterede israelske militær-kommentator for avisen Ha’aretz, Ze’ev Schiff, skriver i ”Israel’s War with Iran” at krigen i Libanon i virkeligheden var en krig mellem Israel og Iran. Hvorfor slog Israel til? Hvad er der opnået? Og hvordan skal Israel forberede sig på det næste opgør med Iran.

Desuden tror jeg, at de fleste større biblioteker i Danmark vil have Foreign Affairs i deres tidsskriftssamling eller kan skaffe det.

 
Tilføj kommentar