Protesterne i Iran fortsætter

JERUSALEM (04.11.2009): Det var 30-årsdagen for den iranske ambassadebesættelse i dag. Den 4. november 1979 stormede iranske "studenter",  som de blev kaldt dengang, den amerikanske ambassade i Teheran og besatte den. Den af de såkaldte "studenter" var Mahmoud Ahmadinejad, som i dag er Irans præsident. De 52 diplomater og ambassadeansatte blev alle taget som gidsler. Et gidseldrama der strakte sig over 444 dage, og blev betragtet som et afgørende vendepunkt i Den islamiske Revolution.

Årsdagen er siden blevet markeret hvert eneste år som en sejr over "Den store Satan". De seneste år har færre og færre dog deltaget i de officielle demonstrationer. Mange iranere vil hellere have venskabelige forbindelser til USA end brænde Stars and Stripes af. Og da oppositionen allerede for nogle uger siden begyndte at opfordre til, at reformtilhængere skulle bruge årsdagen til at lave en moddemonstration, blev det for meget for myndighederne.

De seneste dage har de officielle medier udsendt sikkerhedsstyrkernes advarsler om, at ingen form for protestdemonstration ville blive tolereret, og at der ville blive slået hårdt ned på ethvert brud på den offentlige ro og orden. Alle, det i løbet af dagen er lykkedes mig at komme igennem til i Teheran på telefonen, sagde, at hovedstaden har været spækket med politi, sikkerhedsstyrker, paramilitære styrker, Basij militsfolk og civilklædte sikkerhedsfolk.

BEGRÆNSEDE PROTESTER
Dagens protester fra oppositionens side var begrænsede. Det lykkedes for nogle tusinder at samle sig på Haft-e-Tir-pladsen, som ikke ligger så langt fra den tidligere amerikanske ambassade, men det var ikke noget særligt i forhold til de kæmpemæssige demonstrationer vi så i løbet af sommeren.

De folk, jeg har talt med, fortalte, at der formentlig var op imod 7-8.000 demonstranter, da der var flest. Men at der hele dagen var langt flere politi- og Basij-folk på Haft-e-Tir-pladsen end der var demonstranter.

Til gengæld var den officielle pro-regerings demonstration i dag rimelig stor. Men det skyldtes først og fremmest, at masser af skoler havde fået fri, og børnene og de unge sammen med deres lærere blev sendt ind til den gamle amerikanske ambassade. Store fabrikker og virksomheder fik også ordre til at lukke ned i dagens anledning, og sende alle de ansatte i busser til den officielle demonstration. Det har jeg fået bekræftet fra ganske mange kilder i løbet af dagen.
 
MOBILNETTET LUKKET NED
Ellers har det i det hele taget været svært at checke informationerne i dag. Ingen af de mobilnumre, jeg har på folk, svarede. Og gør det stadigvæk ikke. Eller "ikke svaret" er måske så meget sagt. For ind imellem blev røret taget, men det var nogle andre end indehaverne af nummeret, der tog telefonen. Hvem mon?!?

Hele dagen fik jeg for eksempel en vred iransk mandsstemme i røret, når jeg ringede til den danske ambassadørs private mobiltelefon.

Ud på dagen, da jeg begyndte at fange folk på deres e-mailadresser og på deres hjemmetelefoner, fik jeg at vide, at hele mobilnettet ganske enkelt har været lukket ned siden i går.

Det hæmmer naturligvis oppositionens muligheder for at opererer, for de har tidligere i vid udstrækning gjort brug af mobiltelefoner, SMS'er og Twitter til at kommunikere med hinanden og få deres budskab ud til omverdenen.

RÅBENE I MØRKET
Er det så slut for oppositionen, når de ikke kan samle en større protestdemonstration end den, de magtede i dag?

Næppe, men vi vil formentlig begynde at se, at demonstrationerne og protesterne begynder at tage mange andre former end de store massedemonstrationer, som kendetegnede ugerne lige efter det omstridte præsidentvalg i juni.

En af de nye protestformer er råb fra tagene i nattemørket. I går aftes, mens Irans øverste åndelige leder, ayatollah Ali Khamenei talte på TV, opfordrede oppositionen sine tilhængere til at råbe ud af vinduerne og fra tagene.

Og, ifølge mine kilder, gjaldede råbene "Død over diktatoren" og "Allah er stor" ud i det iranske nattemørke. Mens den åndelige leder talte, genlød hovedstaden af råbet "Død over diktatoren". Det var også Den islamiske Revolutions slagord for 30 år siden. Dengang var det rettet imod Shah-styret. Nu bruges det imod et andet diktatur.

Det er i det hele taget et af reformbevægelsens trick: At genbruge slagord, udtryk og symboler, som tidligere blev brugt af Den islamiske Revolution, men nu bruge dem på en måde, så alle ved, at de er udtryk for noget helt andet. Meget iransk!

MASSER AF RYGTER
Man skal dog ikke tro på alt, hvad man hører. Iran har altid været fuld af rygter, og bliver det endnu mere, når der er uro som nu, og troværdige nyhedsformidlere er svære at finde eller ikke-eksisterende.

Flere websites fortalte i løbet af dagen om demonstrationer foran den russiske ambassade, hvor demonstranterne skulle have råbt "luk denne spion-rede".  Og det er ikke fordi demonstranterne troede, at den russiske ambassade udruger spioner (mere end normalt i hvert fald), men det var nemlig også et af slagordene imod den amerikanske ambassade for 30 år siden. Og oppositionen kritiserer Rusland for at være det første land til at acceptere det omstridte genvalg af præsident Ahmadinejad.

Men andre kilder i Iran, som flere gange i løbet af dagen har passeret den russiske ambassade, siger, at hele området omkring ambassaden er afspærret og fuld af politi og sikkerhedsstyrker, og at der ikke var skyggen af en demonstration hele dagen.

HVAD ER NYT?
To ting har jeg dog i løbet af dagen fæstnet mig ved, som jeg synes er lidt nyt og anderledes.

Ligesom officielle demonstrationer i Iran i årevis har spredt israelske og amerikanske flag ud på gaderne og brugt dem som gulvmåtter, så havde oppositionsdemonstranterne i dag lagt billeder af ayatollah Ali Khamenei ned på asfalten, så de kunne træde på ham, og tørrede snavset af deres sko af i den øverste leders ansigtstræk.

Udover den udsøgte fornærmelse og symbolværdi, der ligger i det, så viser det også, at protesterne og en del af reformtilhængerne i hvert fald har bevæget sig fra blot at kritisere et svindlet valgresultat, til nu tilsyneladende at tage kampen op med selve fundamentet for Den islamiske Republik.

En anden ting er, som jeg ikke har set før er, at ayatollah Mehdi Keroubi, som indtil nu mest har været oppositionskandidat nummer to, nu ser ud til at være mere og mere populær iblandt de unge demonstranter på Mir-Hossein Musavis bekostning.

Musavi har ikke deltaget i protesterne på det seneste, mens Keroubi hele tiden viser sig. I dag blev Keroubi endog angrebet af en gruppe af de forhadte Basij-folk, og måtte i al hast beskyttes af sine sikkerhedsvagter, som reddede ham væk. For to uger siden blev den gamle hvidskæggede mand også angrebet på en bogmesse i Teheran, og en af hans sikkerhedsfolk måtte skyde i luften, for at beskytte reform-ayatollahen.

Det er jo lidt ironisk, at mens et stadigt mere og mere reaktionært iransk styre næsten ikke har nogen mullaher eller ayatollaher i ledelsen længere, så er den mest progressive leder af reformbevægelsen selv en turbanklædt ayatollah.

SORT-HVID STUMFILM
Det iranske regime er svækket. Ingen tvivl om det. Et af de mest sigende udtryk, er iransk TVs transmissioner af lokale fodboldkampe.

Iranerne er gale med fodbold. Både at gå til kampene og at se dem på TV. Men det statslige TV udsender nu kampene i sort-hvid, som i de gode gamle dage. Det gør man, for at seerne ikke skal kunne se, hvor mange tilskuere, der har grønne farver – oppositionens bannerfarve – i deres påklædning. Og der er heller ikke nogen lyd på transmissionerne, så diverse slagord ikke ved en fejl slipper ud.

Men den almindelige iranske TV-seer kan sagtens tænke sig til, hvorfor TV-apparatet pludselig går over i sort-hvid stumfilm, når der er fodbold. Og i virkeligheden er det et endnu bedre udtryk for oppositionens styrke og myndighedernes frygt, end hvis et grønt pandebånd og et enkelt slagord slap igennem nu og da.

 

 
Tilføj kommentar