Kommentar om Det arabiske Forår:

Først nu fortjener vi vores frihed

JERUSALEM (11.09.2012): ”Får vi væltet Hosni Mubarak, og gi’r det her os frihed, så er det første gang, vi faktisk fortjener friheden”, sagde Mohammed Abdelmonem Asawy til mig midt under omvæltningerne i Kairo i foråret 2012. ”Hvis andre befrier os for diktaturet, ville vi ikke have fortjent friheden, men det gør vi nu, for nu er det os selv, der har kæmpet for friheden og betalt for den med vores eget blod. Det er vores frihed!”

En kort periode midt under revolutionen var Mohammed Abdelmonem Asawy Egyptens kulturminister, indtil han blev sparket ud, fordi Det øverste Militærråd udnævnte sin egen regering i stedet.

 
 

Til daglig leder han Asawy-Kulturcentret, der ligger på et lille stykke jord, hans familie ejer, under 15. Maj-broen mellem Zamalek og Doqi i Kairo. En mellemting, kunne man sige, imellem Den Grå Hal på Christiania og musikscenen i Huset i Magstræde bare på egyptisk. Et fristed hvor unge egyptere, religiøse og sekulære, unge piger og mænd, kunst- og kulturinteresserede, politisk engagerede, og unge der bare vil spille og lytte til musik, kan mødes og hygge sig sammen.

Ved det første frie valg blev Mohammed Abdelmonem Asawy valgt ind i det parlament, som Militærrådet og Forfatningsdomstolen senere erklærede ugyldig. Men som de øvrige parlamentarikere, nægtede Mohammed Abdelmonem at acceptere, at dem, der var udnævnt af diktaturet, skulle vurdere om demokratiets folkevalgte repræsentanter var legitime eller ej. Så sammen satte de sig i skøn tværpolitisk forening op imod landets militære magthavere, og fortsatte med at mødes for at regere landet på trods af de væbnede styrker og sikkerhedspolitiet, som blokerede Parlamentsbygningen.

Selvom Mohammed, som absolut ikke er islamist, hellere havde set en verdslig alliance af partier vinde valget, så accepterer han fuldt og helt, at folket har talt, og at det er islamistiske politikere, han ikke er enige med, der skal lede landet. I det mindste er det ikke generalerne eller en marionet-præsident udpeget af militæret. Og selvom Asawy-Kulturcentret nemt kan komme i konflikt med islamisternes meget snævre moralnormer og puritanske kulturopfattelse, så vil han hellere have den kamp, end fortsætte med at leve under et korrupt regime, ledet af generalerne og landets rige, privilegerede overklasse.

I Egypten som i Libyen og Tunesien er det islamister i forskellige nuancer, indpakninger og sværhedsgrader, der har fået magten efter omvæltningerne. I Libyen ganske vist som en del af noget, der udadtil ligner en sekulær politisk alliance, men i realiteten bestående af en række islamistiske grupperinger. Og når krigsrøgen i Syrien på et eller andet tidspunkt letter, og præsident Bashar al-Assad enten er flygtet, fanget eller død, så kommer islamisterne sikkert også her til at spille en afgørende rolle.

Uanset om vi kan lide det eller ej, så bliver det islamister, der vinder Det arabiske Forår, og det næsten uanset om overgangen fra totalitarisme til demokrati sker fredeligt eller med våbenmagt. De sekulære oppositionspolitikere er ofte totalt ukendte, har været i eksil, er inkompetente, har været en del af regimet (som en symbolsk opposition, så regimet kunnet fremstå som en smule demokratisk), eller de er så nye og uprøvede, at de først skal til at skabe sig en platform og blive kendt i offentligheden.

 
 

Islamisterne derimod har haft flere årtier til det. De har via moskeer, skoler, klinikker og socialcentre, som de selv har opbygget, længe haft en infrastruktur, og har via deres sociale og godgørende arbejde legitimeret sig og vundet befolkningens støtte. Ofte har de eksisteret halvt forbudt/semi-tilladt, så diktatoren havde sig et politisk fugleskræmsel. Arabiske tyranner har altid vidst, at vi i Vesten er totalt islam-forskrækkede. Derfor blev de brugbare. For med dem i opposition, kunne han overfor os i Vesten sige: ”Se! Det er enten mig, med mine metoder, eller I kan få disse Bin Laden-kloner! Hvad vil I helst?”

Tidligere støttede vi derfor ofte tyrannerne. Det var, mente vi, et valg mellem pest og kolera. Og tyrannerne, hvor lidt vi end kunne lide dem og deres metoder, sikrede os i det mindste en vis stabilitet i en region, der blandt andet på grund af olien, er strategisk vigtig for os. Nu kommer de islamistiske regeringer så alligevel, og vi skal beslutte, om vi – på trods af uenighed om mangt og meget – vil støtte dem, eller gentage vores fodfejl fra Hamas’ magtovertagelse i Det palæstinensiske Selvstyre.

Da den militante Hamas-bevægelse ved et demokratisk valg i 2006 smed det korrupte Fatah på porten, lukkede vi af til den nye Hamas-regering, som blandt andet derfor blev presset i armene på Iran, og fortsatte sin militante politik overfor Israel. Vores indflydelse blev svækket, Hamas blev mere stålsat anti-forhandling, de korrupte Fatah-bevægelse så ingen grund til at rense ud, og Israel-Palæstinakonflikten er ligeså uløselig som nogensinde, trods vores afvisning af Hamas, og palæstinenserne er så internt splittede, at der ikke er noget, der tyder på en genoptagelse af fredsprocessen i nogen overskuelig fremtid.

Den modsatte politik er heller ikke bare lykken.

Vi i Vesten anser demokrati for at være et ubetinget gode. Derfor argumenterer mange fra vores del af verden for demokrati i den arabiske verden. Det gør de, fordi de tror, at det vil føre til fred og stabilitet i området. Men det vil det ikke. Ikke på kort sigt i hvert fald – og slet ikke på så kort sigt (en valgperiode), som er det maksimale, vestlige politikere sædvanligvis er villige til at acceptere som politisk horisont, når de er virkelig langsigtede.

 
 

Enhver bevægelse fra tyranni eller autokrati til demokrati i den arabiske verden vil uvægerligt blive meget kraftigt influeret af områdets islamistiske bevægelser – islamisterne vil ganske enkelt komme til magten langt de fleste steder – og det vil meget sjældent ske uden ballade, og vil næsten alle vegne føre til ustabilitet. Men fortsætter den demokratiske proces, og det er der på ingen måde garanti for, at den vil, så er der i det mindste et håb om forbedringer på langt sigt.

Det kræver at vi i Vesten er villige til konstruktivt at arbejde sammen med disse bevægelser, selvom vi ikke sympatiserer med deres politiske midler og mål, vi må acceptere tilbageslag, og være villige til at tage et hårdt, upopulært, langsommeligt slid, et møjsommeligt diplomatisk brobygningsarbejde for at støtte kræfter, vi ikke kan lide, så de kan få magten og udøve den – om ikke til alles bedste så i hvert fald til en forbedring af situationen for mange flere end i diktaturets dage – for i det mindste at styrke de demokratiske tendenser, institutioner og få valg til at fungere… ikke bare ved én enkelt lejlighed, men gang på gang – så valg bliver reglen snarere end undtagelsen.

Dertil kommer opbyggelsen af alt det andet, der også skal til, for at et samfund bliver rigtig demokratisk: Uafhængige domstole, ordentlig regeringsførelse, ordentligt uddannelsessystem, fri, kritisk og uafhængig presse og medier, fagforeninger, tale-, ytrings- og forsamlingsfrihed og så videre.

Det bliver langsommeligt. Og det bliver en lige så svær proces for os, som det bliver for befolkningerne og politikerne i den arabiske verden…

…i bedste fald.



Ovenstående er i en kortere form skrevet som en politisk kommentar til Tidsskriftet Goldberg. Læs internetudgaven af Goldberg her, eller køb tidsskriftet i kiosken.

 

 
Tilføj kommentar
 
 
1 Kommentarer: