Religion og Israel-Palæstinakonflikten

Hej Steffen

Jeg hedder Rasmus Brix og laver i øjeblikket projekt i 3.g på Mariagerfjord Gymnasium om Israel og Palæstina. Da jeg anser dig som en ekspert på dette område vil jeg høre om din holdning til disse spørgsmål:

• Hvad er religionernes betydning for konflikten?
• Selvom freden har lange udsigter hvad kan en eventuel fred så indeholde? Hvilken løsning ville kunne give en varig fred?
• Komplicerer religionerne fredsprocessen?
• Hvorfor har konflikten taget en religiøs drejning de senere år?

Jeg håber du vil bevare disse spørgsmål så du kan hjælpe mig med mit projekt.
 
På forhånd tak.

Hilsen, Rasmus Brix
26.02.2009

 

 

Kære Rasmus,

Jeg har haft lidt travlt, så jeg beklager, at jeg først får sendt dig svar på dine spørgsmål nu. Jeg håber, at det stadigvæk er tidsnok til at det kan bruges i dit projekt. Mine svar er lidt i noteform, men jeg håber, at du alligevel kan bruge dem.

Hvad er religionernes betydning for konflikten?

Jeg mener, at konflikten først og fremmest er national – ikke religiøs. Men fordi religionerne i denne konflikt tilfældigvis følger de samme brudlinjer som de nationale skel, og fordi religion altid spiller en langt mere fremtrædende rolle i politik i Mellemøsten, end det er tilfældet i Europa og Skandinavien, så lægger religionen naturligvis et irrationelt lag ovenpå en allerede kompliceret konflikt, og gør den endnu mere uløselig.

Når noget ”bare” er politisk, så kan man forhandle om det og finde nogle brugbare kompromisser. Når noget derimod er religiøst, og påstås at være udtryk for Guds vilje, så er kompromis ofte ikke længere en mulighed. Gud er absolut. Han har ikke kun 50% eller 75% ret. Han har altid 200% ret, og man kan ikke gå på kompromis med Guds vilje. Og på begge sider af konflikten er der folk, der vil påstå, at de alene ved, hvad Guds vilje er.

Selvom jeg altså vil påstå, at problemet først og fremmest er politisk og nationalt, Så er det naturligvis også klart, at religionerne spiller en rolle i konflikten. Om det så er religionerne selv, der spiller en rolle, eller om det er de politiske kræfter, der bruger religionerne, fordi de er effektive redskaber til at rejse masserne med, er et andet spørgsmål.

Kræfter i begge lejre – blandt andet de national-religiøse jødiske bosættere og de militante islamistiske fundamentalister – har ulykkeligvis haft meget stort held med at forplumre konflikten med religion. Og selvom jeg mener, at religionen ikke er årsag til konflikten, så kommer man næppe længere udenom at tage religion med i forsøgene på at løse den, hvis religion ikke skal ende med at stille sig i vejen for en løsning.

 

 

Lad mig derfor alligevel prøve at forholde mig til det religiøse:

Set med national-religiøse jødiske øjne, er Vestbredden (eller Judæa og Samaria, som de kalder det) kernelandet i den bibelske jødiske historie.

Det var i Judæa og Samaria, de jødiske byer lå, og hvor profeterne vandrede på bibelens tid. Det var ikke Tel Aviv. Derfor anser disse grupper Seksdageskrigen i 1967 for et slag taget lige ud af bibelen, hvor Gud hjalp israelerne til imod alle odds at genvinde deres historiske hjemland. Og ved at bosætte sig i det, og få den jødiske befolkning i de besatte områder til at vokse, forsøger de at forhindre, at en kommende israelsk regering giver områderne tilbage til araberne i en politisk kompromisaftale, som efter deres mening er imod Guds vilje.

Set med muslimske øjne er Israel/Palæstinaområdet en del af det hellige islamiske land, som alle de områder, der på et eller andet tidspunkt har været underlagt det islamiske khalifat. Israel/Palæstinaområdet har så oveni købet den yderligere betydning, at Al Aqsa-moskéen og Klippemoskéen – som er Islams tredje helligste sted efter Mekka og Medina – ligger i Jerusalem. Derfor er det i mange fundamentalistiske islamisters øjne en hån imod Gud/Allah, at dette område ikke er på islamiske hænder.

Selvom freden har lange udsigter, hvad kan en eventuel fred så indeholde? Hvilken løsning ville kunne give en varig fred?

En holdbar fred skal efter min mening bygge på mindst disse to ting:

1. En uafhængig, demokratisk palæstinensisk stat i de besatte områder – med grænser mere eller mindre efter ”den grønne linie” fra før ’67-krigen. Det betyder blandt andet en nedlæggelse af om ikke alle så i hvert fald næsten alle jødiske bosættelser i området.

2. Sikkerhedsgarantier for Israel. Formentlig som en demilitarisering af den palæstinensiske stat, og en række andre mekanismer, som kan sikre Israel imod militante palæstinensiske grupper. Samt at palæstinensiske flygtninge fra nabolandene kun skal have mulighed for at flytte til den nye palæstinensiske stat – ikke til det egentlige Israel.

Lige nu er det meget svært at se, hvordan man kan nå dertil, sådan som situationen er.

 

 

På den ene side er palæstinenserne splittet mellem to rivaliserende regimer: Hamas i Gaza-striben og Fatah på Vestbredden. Så en national samlingsregering mellem de to, eller i hvert fald én og kun én regering, der repræsenterer palæstinenserne, synes at være en forudsætning. Det samme må det siges at være, at Hamas, hvis gruppen bliver en del af en sådan regering, må anerkende Israels ret til at eksistere.

For det andet er Israel også splittet. Det har det netop overståede valg vist. Højre- og centrum-venstrefløjen er næsten lige stærke. En ny regering er endnu ikke dannet. Men vælgerne er rykket til højre, så det bliver den nye regering formentlig også, selvom den sagtens kan have elementer fra centrum og venstresiden med. En sådan højre-nationalistisk-ledet regering vil ikke være i stand til at komme med de indrømmelser, der er nødvendige for at få en fredsaftale.

Alligevel vil jeg påstå, at et flertal af både de almindelige palæstinensere og de almindelige israelere ønsker fred og sikkerhed for sig selv og deres børn. Israelerne ønsker at slippe af med truslen fra palæstinenserne og de arabiske lande. Palæstinenserne ønsker et liv i frihed i deres egen uafhængige stat.

Både blandt israelerne og palæstinenserne er der stærke religiøse og nationalistiske kredse, der argumenterer for, at deres eget folk har rettigheder, der trumfer modpartens, og som samtidig afviser, at modparten har noget som helst legitimt krav på bare en lille smule af det område, som begge folkeslag gør krav på. Derfor er et indre opgør med disse kræfter nødvendigt på begge sider.

Men efter min mening er flertallet i begge lejre rede til at opgive i det mindste dele af det de opfatter som deres historiske hjemland til modparten, for til gengæld at få fred og sikkerhed.

Komplicerer religionerne fredsprocessen?

Det har jeg vist allerede svaret på ovenfor.

Hvorfor har konflikten taget en religiøs drejning de senere år?

Jeg mener ikke, at den religiøse drejning først er sket i de senere år. Der har altid været visse religiøse elementer i konflikten. Også fordi religion hernede er så tæt sammenvævet med etnicitet, historie, nationalitet, kultur og så videre.

Den religiøse drejning begyndte på den jødiske side efter Seksdageskrigen i 1967, hvor religiøse bosættere begyndte at kolonisere de besatte områder, og så det som et religiøst påbud, som skulle fremskynde Messias’ komme.

På den muslimske side begyndte det med Den islamiske Revolution i Iran i 1979, og har så senere fået endnu en opblomstring med Hizbollah’s opståen i Libanon i 1982, Hamas i de palæstinensiske områder i 1988 og til slut med den inspiration, som Hamas og Islamisk Jihad får fra Osama Bin Ladin og Al-Qaeda. 

Det var svarene. Jeg håber, de hjælper dig, og er brugbare.  Held og lykke med dit projekt.

De bedste hilsner

Steffen
05.03.2009