Oprørere slået men ikke færdige ...endnu

ZABADANI (15.04.2012): Allerede ved det første af de syriske regeringsstyrkers check points omkring 6-7 km fra Zabadani er jeg ved at opgive. Vore to repræsentanter fra Informationsministeriet løber lidt for stakåndede rundt, som om der er en krise, og soldaternes kropssprog signalerer, at journalister i det her område slet ikke er noget, de er vante til. Men på forunderlig vis får vi lov til at køre ind. Papirerne er i orden, selvom det er klart, at soldaterne undrer sig.

Zabadani er kendt for at være oprørsk. Byen ligger lige på grænsen til Libanon, og folk har derfor altid haft en ganske betydelig ekstraindtægt fra smugleri frem og tilbage over bjergene. Det forklarer naturligvis også lidt om indbyggernes mildt sagt noget anspændte forhold til myndigheder i al almindelighed og Assad-styret inde i Damaskus i særdeleshed.

Kampvognene og de pansrede mandskabsvogne er her stadig, selvom de ifølge våbenhvileaftalen for længst skulle være trukket ud af byerne. De fleste er gemt væk inde i haver eller indkørsler, så de ikke tydeligt ses fra gaderne, men de er her, og her er også masser af militære check points.

Folk, vi møder, er venlige, men ingen tør tale med os.

Ved gyde mellem nogle forretninger lige overfor politistationen står en gruppe mænd og taler sammen. De ser venlige ud, og jeg går over til dem med min TV2-mikrofon synlig og Rasmus Nielsen med TV-kamera i kølvandet.

”Kan du fortælle mig lidt om situationen her i Zabadani”, spørger jeg den først af mændene, men han gør det venligt men bestemt klart, at han ikke vil i fjernsynet.

”Nej tak. Jeg skal ikke have sagt noget”, svarer han med et undskyldende smil.

”Hvorfor ikke”, spørger jeg.

 

 

”Jeg skal ikke ende i fængsel”, lyder svaret.

”Det er da ikke et særlig problematisk spørgsmål”, forsøger jeg mig.

”Her er det sundere bare helt at holde mund”, forklarer en anden og bevæger hånden hen over læberne, som om han lukker dem til med en lynlås.

Alle griner.

En af dem peger på butikken på hjørnet, hvor vi står. Ruderne er dækket til af presenninger.

”Han blev dræbt for nogle uger siden”, siger den ene af mændene om indehaveren af den lukkede butik.

”Han var ikke en gang involveret i noget som helst. Han kiggede blot ud på gaden, da nogle kampe pludselig brød ud. Han blev skudt lige gennem hovedet.”

Meget imod vores vilje, har Informationsministeriet sat os sammen med et russisk TV-hold, som konsekvent kalder oprørerne for terrorister i deres spørgsmål, og hvis ukrainsk-palæstinensiske oversætter (læs: vagthund fra ministeriet) er så ekstrem i sine holdninger, at hun får regimets talsmænd til at ligne søndagsskoledrenge.

Vi beslutter, at det er bedst at lægge afstand til russerne, og begiver os på egen hånd ned ad gaden.

Folk er utrolig venlige, men ingen tør tale med os. Så fortæller en, at slagteren taler engelsk.

Vi krydser gaden og går ind i hans rene og pæne forretning. Den rødmossede slagter er en smilende og fornøjelig gut, der fortæller vittigheder og tydeligvis har et godt forhold til sine kunder, og han taler udmærket engelsk viser det sig.

”Jeg er egentlig advokat”, forklarer han, ”men på grund af situationen kan jeg ikke arbejde som jurist, så derfor opretholder jeg livet ved at være slagter”, siger han og smiler, som om det også er en vittighed. End ikke en skygge af selvmedlidenhed, hvilket bare får ham til at tage sig endnu mere sympatisk ud.

”Situationen er meget problematisk. Meeeget problematisk… forstår du!”

Han kigger mig dybt i øjnene som for uden ord at forklare, at det er en voldsom underdrivelse, som skal fortolkes som noget, der er meget, meget mere.

”Lige nu er her roligt, og det er godt. Men hvor længe holder det”, siger han og kigger spørgende ud på gaden, som om svaret ligger derude.

 

 

”Ku’ du tænke dig at møde nogen fra Den Frie Syriske Hær”, spørger en mand, som lige er kommet ind i butikken, stille.

”Den Frie Syriske Hær? Her i Zabadani? Men byen er jo på regeringsstyrkernes hænder”, svarer jeg undrende.

”Hvis du vil, så gå ned ad gaden til rundkørslen og følg med ham, der kontakter dig”, siger manden og forlader forretningen.

Rasmus og jeg går ned til rundkørslen og venter. Pludselig kommer vore to biler. Vores egen og russernes med tilhørende repræsentanter for myndighederne. Suk! Hvad gør vi nu?

Jeg går tilbage op ad gaden og på vejen tager jeg en lille dreng med. Jeg får slagteren til at forklare drengen, at han skal stoppe, hvem end det er, der vil kontakte os, og sige til ham, at vore ledsagere kommer fra Informationsministeriet.

Jeg går tilbage og forsøger at få russerne og vores egen bil til blot at køre videre uden os, med en besked om at vi indhenter dem senere, men det lykkes ikke. De vil ikke lade os alene. Og pludselig dukker fyren, der skal ledsage os, op.

Nu må det bare gå, som det bedst kan.

Det hele er lidt forvirrende.

Hvordan det præcist går til, at folkene fra ministeriet begynder at følge efter en person fra oppositionen, ved jeg ikke, men vi bliver i hvert fald guidet ud i den del af byen, hvor kampene har stået.

Op og ned ad gader, rundt i gyder. Ser på ødelagte bygninger. Taler med beboerne.

Folkene fra ministeriet er lidt rådvilde. Det var sikkert ikke det, de havde planlagt. Vores gruppe vokser. Flere og flere lokale slutter sig til.

Jeg spørger igen om situationen og stikker mikrofonen op i det nærmeste ansigt. Til min store overraskelse svarer den unge mand.

 

 

”Situationen er forfærdelig. Ubeskrivelig. De syriske regeringsstyrker har bombet os. Alle ødelæggelserne her skyldes dem. Den Frie Syriske Hær forsøger at beskytte os imod regeringsstyrkerne. Oprørerne er vore venner”, siger den unge, som kalder sig ”Samir”, hvilket ikke er hans rigtige navn.

Allerede det han nu har sagt til mig, kan give ham voldsomme problemer med myndighederne, men hverken han eller hans venner beder om, at vi ikke filmer dem eller at blive sløret. Alene det viser noget om deres modstandsvilje.

Ind og ud af huse. Se! Granathuller og ruinrester. Hæsblæsende tempo. Op og ned ad sønderskudte trappeopgange. Film! Ud i en smal gyde, igennem en baggård og videre. Vi skal se det hele.

Pludselig går det op for mig, at vi har tabt både russere og ”overfrakkerne” fra ministeriet.

En glædelig overraskelse på sin vis.

Men hvordan er det gået til?

Jeg aner det ikke.

Jeg har end ikke forsøgt at ryste dem af. Men i min iver for at holde trit med de lokale unge, er de officielle guides blevet hægtet af på en eller anden måde.

De næste timer bliver en guidet tur i ødelæggelse og myndighedernes brutalitet overfor sin egen befolkning. Chokerende og deprimerende.

 

 

Folk her er seje. De tager de hug, der kommer i deres retning… og de rejser sig igen og kæmper videre. De ved godt, at ingen kommer dem til hjælp. Omverdenen er fuld af gode viljer men ingen handling. Alle taler om, hvor forfærdeligt de syriske oprørere har det, men ingen gør noget, der for alvor ændrer på situationen. Syrerne er alene. Alene med et af de brutaleste regimer i verden. De ved det. De er ikke glade for det. Det er næppe retfærdigt, men sådan er det.

Hvorfra de alligevel får deres usvigelige tro på fremtiden er ubegribeligt.

Selv vil de sikkert sige på grund af deres tro og deres sags åbenlyse retfærdighed og rimelighed.

”Der er ikke nogen tvivl om at Bashar al-Assad ikke overlever det her”, siger ”Youssuf”. ”Vores tro, beslutsomhed og sejrsvilje er stærkere end hans. Han er ovenpå nu, men vi er ikke slået. Langtfra. Vi har Gud på vores side, og til slut vil vi sejre og Assad og hans regime forsvinde.”
 
I mellemtiden er vi nået op på vejen igen, og dér er vore biler med indbyggede russere, ukrainsk-palæstinensisk hystade, og vrede og lidt chokerede ”overfrakker”.

Egentlig skal vi se noget mere, men på vejen bliver de unge pludseligt nervøse. Vi er kommet for tæt på militæret, og de er bange for, at vi er opdaget af hærens snigskytter. Stemningen bliver anspændt. Vore ministerielle guides bruger anledningen til at sige, at det er nok, nu går turen tilbage til Damaskus.

Det er OK med os. Vi har allerede fået meget mere end vi havde drømt om, da vi i morges satte os ind i bilerne foran Informationsministeriet.

Vi har besøgt et område, som officielt er på regeringsstyrkernes hænder, og ikke ligger særlig langt fra hovedstaden. Midt i et område, som den Assad-tro overklasse fra Damaskus elsker at have feriehuse i. Og selvom det på overfladen ganske vist ser ud som om oppositionen er slået og myndighederne er godt og sikkert tilbage i sadlen igen, så er det også klart, at oprøret stadigvæk ulmer lige under overfladen.

Opgøret om magten i Syrien er langtfra overstået.