Borgerkrigen i Syrien:
Fredsplan eller blodbad?
JERUSALEM (29.03.2012): ”Syrien har accepteret FNs fredsplan”, sagde studieværten begejstret til mig i en nyhedsudsendelse for et par dage siden, ”hvad betyder det for situationen?”
Han havde ret.
Det var sådan, planen blev omtalt af de internationale nyhedsbureauer. En ”fredsplan”, et ”gennembrud” og så videre.
Og de entusiastiske medarbejder i den særlige Syrien-udsending Kofi Annan’s følge, gjorde også deres til at få den tidligere FN-generalsekretærs mission til at tage sig ud som en begyndende succes. Kofi Annan er blevet udnævnt til FNs og Den arabiske Ligas særlige Syrien-mægler, og han taler selv om en ”fredsplan”, som den syriske regering skulle have accepteret.
Men læste man lidt videre, så omhandler planen slet ikke fred, men ”blot” en våbenhvile. Og end ikke en omfattende våbenhvile nu og her, men kun et antal timer hver dag, så nødhjælpsorganisationer kan evakuere de sårede og dræbte.
Hvad der også var værd at bemærke var, at meddelelsen om Syriens accept af planen ikke kom fra Syrien, men fra Beijing, hvortil Kofi Annan netop var nået efter sine møder med de russiske ledere i Moskva. Og i dag – tre dage senere – har styret i Damaskus stadigvæk ikke officielt erklæret, at det har tilsluttet sig planen fra FN og Den arabiske Liga. Tværtimod har en talsmand for det syriske udenrigsministerium gjort det klart, at hvad end Den arabiske Liga bliver enige om på sit topmøde i Bagdad i disse dage, så vil Syrien være imod.
Siden Den arabiske Liga suspenderede Syriens medlemskab, vil Assad-regimet ikke længere have noget med Ligaen at gøre.
Rundt om på slagmarken i Syrien i det, der nu efterhånden må betegnes som en borgerkrig, er der heller ikke noget, der tyder på, at myndighederne har accepteret en våbenhvile. I hvert fald fortsætter bombardementerne og angrebene på oprørernes få tilbageværende positioner inde i landet.
Og det er ikke bare kampene, der fortsætter. Regeringsstyrkerne og kampvognene er ikke blevet trukket ud af befolkningscentrene. Ambulancerne kan fortsat ikke evakuere de sårede. De fanger, som Annan-planen siger, skal løslades, sidder også fortsat i fængsel, der er ikke nogen dialog med oppositionen, journalister kan heller ikke hverken komme ind uden særlig tilladelse eller bevæge sig frit rundt i landet for at rapportere om, hvad der sker.
Kort sagt: Regimet i Damaskus har intet som helst gjort, der antyder, at det har accepteret Kofi Annans nok så opreklamerede plan.
I en rystende beretning indefra det borgerkrigshærgede Syrien beretter den britiske journalist Anthony Loyd i The Times i dag om, hvordan syriske civile og oppositionsaktivister føler, at samtidig med at de stadigvæk bliver slagtet af regimet, så må de også se i øjnene, at omverdenen i enhver praktisk sammenhæng i realiteten har vendt dem ryggen.
”Vi er allerede døde her”, siger de desperate civile til ham. ”Assad behøver ikke nogen undskyldning eller begrundelse for at massakrere os.”
Det kan sagtens være, at vi selv i omverdenen føler, at Syrien står øverst på den internationale dagsorden, og at emnet hele tiden bliver diskuteret på topmøder og ved vigtige konferencer. Tilhører man derimod oppositionen imod Bashar al-Assads regime i Syrien, så fortsætter blodbadet dag for dag, uge for uge, mens vi i omverdenen mest ses som en diskussionsklub, der bare taler og taler, mens den syriske befolkning bliver myrdet.
Men det er naturligvis ikke det eneste problem. Lige så alvorligt er det, at oppositionen imod regimet er også svækket indadtil. Faktisk ved vi ikke, hvem oppositionen egentlig er, endsige hvilket Syrien, der vil opstå, hvis Assad endelig bliver væltet, og oppositionen kommer til.
Mens den forgående plan, som Den arabiske Liga kom med for nogle måneder siden, blandt andet krævede, at præsident Bashar al-Assad skulle træde tilbage og overlade magten til sin vice-præsident, så taler den nye plan, som FNs tidligere generalsekretær Kofi Annan nu har forhandlet, ”kun” om en våbenhvile, humanitær adgang til de civile ofre, dialog mellem parterne og så videre, men ikke om at Assad skal fjernes.
Det gør det svært – om ikke ligefrem umuligt – for oppositionen at tilslutte sig planen. Og intet ville passe regimet i Damaskus bedre end at oprørerne siger nej til det diplomatiske spor. Så kan ingen kritisere præsident Assad for at fortsætte den væbnede kamp, for, vil han hævde, oppositionen giver ham jo ikke noget alternativ.
Men det er ikke oppositionens eneste problem.
Den syriske opposition er internt splittet, og de interne uenigheder bliver tilsyneladende større og større. For et par dage siden udvandrede en af de fremtrædende islamistiske delegerede fra oppositionens møde i Tyrkiet. I går var det kurderne, der forlod mødet i vrede. Oppositionen er splittet på kryds og tværs: Mellem sekulære og liberale på den ene side og islamister af forskellig afskygning på den anden. Mellem repræsentanterne for de forskellige minoriteter – de kristne, druzerne, kurderne og alawitterne – og de sunni-muslimske flertal, som sidder på magten i oppositionen. Mellem de oppositionsrepræsentanter, der sidder i exil i udlandet og de lokale ledere, der står for det væbnede opgør i de forskellige byer inde i selve Syrien og så videre.
Hvad er så status her hvor opstanden i Syrien har rundet et år, og hvor det officielle dødstal snart runder de 10.000 (det er formentlig allerede langt højere), og medierne fortæller os, at det internationale pres på præsident Bashar al-Assad vokser?
De masse-deserteringer af ledende officerer og generaler fra sikkerhedsstyrkerne, som kunne være et tegn på at regimet slår revner, er ikke kommet, og indtil videre er der heller ikke noget, der tyder på, at noget sådant er nært forestående.
Vi har heller ikke endnu set, at store eller indflydelsesrige dele af den rige sunni-muslimske købmands- og handelsklasse i Damaskus og Aleppo har vendt regimet ryggen, selvom netop denne indflydelsesrige del af det syriske samfund lider under de internationale sanktioner. Men mange rige og magtfulde syrere frygter endnu mere det kaos og blodige anarki, som de anser for at være en uundgåelig konsekvens, hvis regimet falder, end de frygter en fremtid under Assad. For disse forretnings- og handelsfolk er stabilitet vigtigere end et luftigt, fremtidigt håb om måske en gang at få mere frihed og demokrati.
Samtidig ser det mere og mere ud til, at regimet efterhånden har nedkæmpet de fleste betydningsfylde lommer af væbnet modstand rundt om i landet. Kampene vil sikkert fortsætte her og der, men regimet ser omverdenens uvilje til at gribe afgørende og effektivt ind i konflikten som et grønt lys til at det kan bruge så megen vold og brutalitet, som det anser for nødvendigt, uden at det vil få betydelige konsekvenser.
Derfor ser det ikke ud til at Assad-regimet står overfor et nært forestående sammenbrud. Det betyder dog ikke, at krisen på nogen måde er overstået. Langtfra.
Tingene i Syrien bliver aldrig de samme igen.
Fra nu af vil regimet bruge meget mere vold og undertrykkelse for at holde sig ved magten. Samtidig er det sandsynligt, at dele af oprørsbevægelsen i en følelse af magtesløshed og desperation vil gribe til terrorangreb imod mål i Damaskus, Aleppo og andre byer, der anses for afgørende for Assad-regimet. Det vil spille lige op til præsident Bashar al-Assad, som hele tiden har påstået, at oprørerne bare er terrorister og kriminelle.
Så summa summarum:
Det bliver først meget værre, inden det måske bliver bedre. Og det er langtfra givet, at der overhovedet er noget håb om, at det bliver bedre… end ikke selvom Assad-regimet måske på et tidspunkt bukker under.
Se Anthony Loyds AV-beretning på The Times’ hjemmeside:
http://www.thetimes.co.uk/tto/news/
