Wadi Khaled i Libanon:

På grænsen til blodbadet

 
 

 

WADI KHALED, LIBANON (13.02.2012): Det tager evigheder at nå frem til Wadi Khaled. Både fordi det ligger i Libanons allerfjerneste hjørne. Så langt mod nordøst, som man overhovedet kan komme. Men også fordi området på det seneste er blevet lukket af af den libanesiske hær. Den eneste vej ind og ud af dalen er blokeret af et militært check point, og er man ikke fastboende i dalen, kommer man kun ind med særlig tilladelse fra sikkerhedstjenesten i Tripoli, og den tager det mindst tre dage at få.

Ser man på et landkort, kan man se, at Wadi Khaled strækker sig som en underlig libanesisk ”halvø” et godt stykke ind i Syrien. Fra grænsen i Wadi Khaled er der ikke mere end 30 kilometer til det borgerkrigshærgede Homs. Så tæt på er man, at man kan høre de dybe drøn af tungt artilleri, når den syriske regeringshær bombarderer civilbefolkningen derovre.

For folk her i dalen er det særlig svært at være vidner til den langsomme massakre, der foregår lige ovre på den anden side af grænsen, for de fleste her er i familie med dem, der bor ovre på den anden side.

Alle i den her del af dalen er involveret, for i de seneste uger er det strømmet over med flygtninge. Nogle er kommet længere ind i Libanon inden hæren blokerede udgangen af dalen. De sårede bringes stadigvæk videre ind til Tripoli. Men de øvrige flygtninge må blive. Omkring 4.000 anslår Mahmoud Ahmad Khazal, at her er lige i øjeblikket. Det er 10% af befolkningen.

”Hvorfor har den libanesiske hær lukket af ind til os her i dalen”, spørger Mahmoud Ahmad Khazal, som er formand for lokalrådet i den her del af Wadi Khaled.

”Hvorfor skal I for eksempel have tilladelse for at komme herind? Er dalen her ikke en del af Libanon? Vi har syriske kampvogne med kanonerne rettet imod os på tre sider”, siger den vrede lokalrådsformand. ”Man kan ikke påstå, at Libanon er en uafhængig nation. Vi er omgivet af et diktatorisk Syrien, som også har sine agenter solidt plantet her i Libanon.”

”Hizbollah opererer som en stat-i-staten, og tjener ofte interesser, som ikke er libanesiske. Vi har brug for en nation, der er baseret på lov og orden, og hvor alle er lige for loven. Sådan er det ikke i dag”, siger han g fortæller, at Den frie Syriske Hær inde i Homs-området inde i Syrien har fanget 25 bevæbnede mænd, som kæmpede sammen med regeringsstyrkerne, men som enten var iranere eller Hizbollah-folk fra Libanon.

Mahmoud Ahmad Khazal er også vred over at de libanesiske myndigheder ikke hjælper med til at forsørge de syriske flygtninge. De lokale fra Wadi Khaled tager sig selv af flygtningene og får kun meget lidt hjælp udefra. Mange flygtninge er indkvarteret privat, mens andre bliver huset i de lokale skoler.

 
 

På vejen rundt i dalen støder vi dog på en af den syriske oppositions egne hjælpeorganisationer, som uddeler brugt tøj til de betrængte flygtninge.

En af dem, der tålmodigt står i kø, for at få klæder til sine børn, er en deserteret syrisk soldat, som først vil have sin familie i sikkerhed herovre på den libanesiske side, inden han selv slutter sig til Den Frie Syriske Hær. Han er netop ankommet med otte personer. Sin kone, bror og fem børn.

”Jeg gjorde tjeneste i den præsidentielle garde. Men da vore officerer beordrede os til at skyde på en masse bedende civile inde i moskéen under fredagsbønnen nægtede mange af os at adlyde ordren. Det bliver man henrettet for, så derfor deserterede vi og søgte fra Damaskus til Homs og derfra videre her til Libanon”, fortæller Abdel Hakim Abdel Majid al-Abdallah, som til min store overraskelse både opgiver sit rigtige navn og ikke har noget imod at blive filmet, så han kan identificeres.

Hans beskrivelse af de uhyrligheder, der foregår ovre i Homs lige på den anden side af grænsen, er rystende.

”Situationen er meget, meget dårlig. Den er ulidelig. Der er konstante, daglige bombardementer af civile boligområder. Huse bliver jævnet med jorden. Kvinder voldtaget og børn dræbt. Civile mænd, kvinder og børn bliver dræbt”, gentager han som om han ikke er helt sikker på, at jeg tror på det. ”Det er en forfærdelig situation.”

Inde i et klasseværelse i den lokale skole har Mohammed Abu Rahme indrettet sig med sin familie og en anden flygtningefamilie fra Homs. Hans kone går straks i gang med at lave kaffe til os, da vi uanmeldt dukker op.

Jeg spørger om vi må filme dem, og her er der heller ikke nogen problemer. De ved, at de alligevel ikke kan vende tilbage, så længe Bashar al-Assad stadigvæk er ved magten. Men selvom de har efterladt alt hvad de ejer, så opretholder de en underlig, næsten virkelighedsfornægtende sejrsstemning i det omdannede klasseværelse.

”Med Guds hjælp vil regimet styrke i grus, og vi vil vende tilbage med det uafhængige syriske flag vejende i vores hænder”, siger Mohammed Abu Rahme højtideligt. ”Assad er færdig!”

Flygtninge er ofte slagne, traumatiserede mennesker, men her er der intet, der tyder på, at de syriske flygtninge og oprørere, vi møder, har tabt kampgejsten.

Måske er det fordi syrerne kan begynde at se enden på Assad-æraen, at de ikke længere er så bange. For nogle dage siden, da jeg filmede og interviewede sårede flygtninge og oprørere på et hospital inde i tripoli, skulle folk overtales til at give interviews. Og dem der endelig bøjede sig, skjulte deres ansigt og opgav fiktive navne af frygt for, hvad der ville ske med dem og deres familier tilbage i Syrien.

Her i Wadi Khaled er der ingen vi taler med, der vil filmes fra ryggen eller være anonym. De står ved deres meninger. Og meningerne er klare og kompromisløse.

 
 

Jamila Rahmoun står og venter på os, da vi kommer ud. Hun kræver at blive interviewet. Hun er bedstemor, som er flygtet med alle kvinderne og børnene i sin familie. Mændene er blevet tilbage for at slås. Hendes kamp består i at sikre de flygtede så godt hun kan, og så vil hun have, at verden skal vide, hvad der sker inde i Syrien.

”Jeg håber og beder til at Gud om at kløve Bashar Assads hovedskal. Det er alt jeg beder om at få ud af mit liv. Hvis bare det sker, har mit liv ikke været forgæves”, siger den gamle dame, mens hun holder sit barnebarn i hånden.

”Alt der har med Bashar at gøre, hader jeg. Og alle der arbejde sammen med ham, er jeg imod. De skal straffes.”

Strømmen af flygtninge ind i Wadi Khaled er begyndt at stile af. Ikke fordi mange ikke stadigvæk forsøger at komme ud. Men den syriske hær har netop udlagt miner langs med grænsen bliver vi fortalt, og nye militære enheder forsøger at blokere de civiles flugtvej.

Et par dage inden vi ankom, trådte en flygtende dreng på en mine, og fik begge ben sprængt væk. Han er nu bragt videre ind på et hospital i Tripoli.

 

 
Tilføj kommentar