Smukke drømme drukner i vold og kaos

KAIRO (04.02.2012): ”Hvad skete der med vores revolution”, spurgte Mona, som jeg spiste frokost med nogle dage senere. ”Hvor blev den af? Det rådne system er der stadigvæk. Generalerne har magten, og islamisterne har vundet valget. Hvad fik vi, der startede revolutionen og væltede præsidenten, ud af det hele?”

Hendes nedtrykte spørgsmål er næsten et ekko – om end med lidt andre ord – af den deprimerede konstatering, en af mine andre kvindelige egyptiske bekendte kom med, da jeg havde taget hende med ud i Mansour Street – nær Indenrigsministeriet, hvor kampene mellem demonstranterne og politiet nu stod.

”Klientellet er afgjort et andet”, som hun udtrykte det. ”Hvor er vi blevet af?”

Det var ikke fordi Nadia, min veluddannede, kristne veninde var faret vild i Kairos gader. Hun vidste udmærket, hvor vi befandt os, men hun kunne pludselig ikke finde sig selv eller nogen som sig selv blandt demonstranterne.

Tahrirpladsen havde været fuld af Nadias og Monas slags i starten – i februar 2011. Veluddannede, moderne, vestligt orienterede unge, som både ønskede frihed og demokrati – og faktisk også vidste, hvad det betød. ”Der er næsten ingen af vores slags her mere. Hvad er der sket?”

”Det er ikke de samme unge, som jeg demonstrerede sammen med, da det hele begyndte for et år siden”, siger Nadia. ”Demografien er ændret.”

 

 

Lidt efter rykker politiet frem, og der drysser en mængde tåregasgranater ned omkring os, så samtalen blev ikke meget længere.

”Politiet skyder konstant tåregas imod os for at trænge os tilbage. Men så vender vi tilbage for at evakuere de sårede. Vi bruger ikke vold. Det er dem – politiet, der hele tiden starter konfrontationerne ved at skyde tåregas efter os og provokere os. ”, siger Ayman Abdelfattah Aboud, da tåregastågerne igen letter en smule. Når han ikke kæmper her i gaden nær Indenrigsministeriet driver han et lille supermarked.

I starten var det Tahrirpladsen, der var den egyptiske revolutions bankende hjerte. Det er den formelt stadigvæk, men også kun formelt. For allerede da vi oplevede det, man nu kalder Den anden Revolution, som fandt sted i sensommeren 2011, var konfrontationerne rykket over i Mohammed Mahmoud-gaden, og allerede da var demografien ændret en smule. Nu – efter den tragiske fodboldkamp i Port Said – er det Mansour-gaden, endnu længere borte, der er slagmarken, og endnu en gang har demografien ændret sig.

Målene synes mere diffuse. Volden og konfrontationen synes, selvom flere demonstranter fortsat påstår det modsatte, at være et mål i sig selv og ikke en uønsket sideeffekt af at lave oprør imod det bestående.

Uddannelsesniveauet er dalet mærkbart. Det samme er det sociale niveau blandt demonstranterne. Volden og brutaliteten ligger tit og lurer lige under overfladen. Denne gang er det fodboldklubben Al Ahly’s fanklub – eller snarere hooligans – Ultra’erne, der leder kampene.

De var også med i sensommeren, men da var de den brutale undtagelse, der selvom de andre demonstranter havde forhandlet en våbenhvile med myndighederne alligevel sneg sig ad omveje for at komme i kamp.

 

 

Udgangspunktet er naturligvis volden efter den mærkelige fodboldkamp i Port Said for et par dage siden, hvor Egyptens bedste hold Al Ahly overraskende tabte 3-1 til den undertippede lokale klub, Al Masri. Men Al Ahly’s voldelige fans har også et årtier langt uafsluttet regnskab med politiet, som begge parter hele tiden synes ivrige efter at få afgjort.

Alligevel må man give Al Ahly-fansene ret i, at der foregik noget underligt ude i Port Said, der ikke rigtig stemte.

Al Masri havde netop vundet. Overraskende. Hvorfor fejrede Al Masri-tilhængerne ikke bare sejren? Hvorfor valgte de tværtimod at gå i flæsket på de ellers meget mere voldelige Ultra’er fra Al Ahaly. Og hvorfor så politiet totalt passivt til, mens Al Ahaly-holdet af tilskuere blev jagtet hen over banen og med nød og næppe reddede sig i sikkerhed i omklædningsrummene? Og ikke mindst – hvordan kunne 74 mennesker – fortrinsvist Al Ahaly-fans – blive dræbt ude på tilskuerpladserne mens op imod 1.000 blev såret, samtidig med at politiet stod i deres riot gear og glanede inde på grønsværen?

”Det gav ikke mening”, siger en tydeligt ophidset Mahmoud fra Al Ahaly, da han skal fortælle mig, hvorfor han tror, at der er tale om en mere ondsindet sammensværgelse. ”Hvorfor skulle Al Masri-fans’ene angribe os? Det var jo dem, der havde vundet. Det var da mere logisk, at de ville fejre sejren”, siger han.

”Det hele var planlagt på forhånd”, supplerer hans ven, som siger, at han hedder Hussein. ”Alle troede at Al Masri ville tabe, og derfor ville det se naturligt ud, at holdets fans gik amok. Men så vandt de helt overraskende, men det var ikke muligt for myndighederne at stoppe dette setup, for pøblen havde allerede fået at vide, hvad den skulle gøre. Nu forekom det bare helt urealistisk.”

 

 

Men tingene HAR ændret sig her i Egypten.

Vold og kriminalitet florerer.

Siden revolutionen er antallet af kidnapninger eksploderet. Flere dusin er blevet bortført i løbet af de seneste måneder. Politiet har totalt mistet overblikket, hvis de nogensinde har haft det.

Bare i de seneste dage har der været flere brutale væbnede røverier mod banker – blandt andet den store internationale britiske bank HSBC, imod pansrede pengetransporter og endog imod et alderdomshjem.

Den egyptiske revolution går i mange forskellige retninger på en gang. Ingen har kontrollen, og enhver bølle kan opkaste sig til general, og så er han ikke længere en utilpasset voldsperson, men er pludselig blevet en revolutionshelt.

Dette tiltagende anarki fik vi også at mærke i dag.

Først bliver min tegnebog stjålet. Så bliver den kort tid efter fundet igen, dog kontanterne, men i det mindste med mine kreditkort og kørekort – dog også med mine visitkort hvorpå der står ”TV2/DANMARK”.

 

 

Samtidig med at en ung venlig egypter vil give mig tegnebogen tilbage, bladrer en anden den igennem med en mine som om han er fra sikkerhedspolitiet og har ret til at kigge i andres ting.

”Her kan du se, at vi er ærlige på den revolutionære side. Vi stjæler ikke”, siger den første. Han har næsten ret. Han ved ikke, at der også var kontanter i tegnebogen.

Men en anden er langtfra tilfreds. Han har nu fundet ud af, hvor vi kommer fra.

”DANMARK!!! Vi vil ikke have nogen fra Danmark her. Gå med Jer. Forsvind. Vi vil ikke have noget dansk her. I hånede og fornærmede profeten. Skrid med Jer!!!”

”Ta’ det roligt”, forsøger ham, der lige har givet mig tegnebogen tilbage, men den anden har allerede kørt sig selv op, og nu skriger han så højt, at andre begynder at strømme til. Det er bedste at se sig om efter nødudgangen.

”Forsvind, I røvhuller! Danmark-lort! Danmark-shit!!!”

Vi begiver os målbevidst ned ad gaden uden at løbe, men en lille håndfuld Al Ahly-bøller følger efter. En af dem vil have penge. Han har set, at jeg havde givet noget til ham, der gav mig min tegnebog tilbage, og nu ville han også betales. Om ikke for andet, så bare for ikke slipper vennerne løs på os.

Først da vi kommer ind i en taxa, som speeder væk fra kvarteret, kan vi ånde lettet op.

Revolutionen har virkelig ændret sig.

Det er en anden demografi, som min veninde udtrykker det.