Krigen har været i gang længe

JERUSALEM (11.01.2012): En motorcykel med en passager på bagsædet snoer sig ud og ind igennem den støjende, kæmpemæssige, permanente trafikprop, man i daglig tale kalder Teheran. Pludselig stopper den ved siden af en bil. Passageren hæfter noget, der senere viser sig at være en magnetisk bombe, fast til bilen, og motorcyklen suser af sted igen. Sekunder senere eksploderer bomben, og alt er på et splitsekund forvandlet til rygende kaos.

Det kunne være en bid af manuskriptet til en James Bond-film eller den syvende udgave af Mission Impossible, men det er virkelighed i dagens Iran.

 

 

Præsident Ahmadinejad's sabelraslen får omverdenen til at reagere. Men det er ikke nyt. Krigen har i virkeligheden været i gang længe.

En bliver dræbt ved bobningen og to andre såret. Alle tre befandt sig i bilen. Den dræbte er, får man først at vide, professor ved Teherans Universitet. De fleste der følger situationen forventede, at professoren sikkert også havde noget med det iranske atomprogram at gøre. For havde han det, så føjer likvideringen sig ind i en hel række af sådanne aktioner, som de sidste par år har haft iranske atomteknikere og andre med forbindelse til -programmet som mål.

Den 32-årige Mostafa Ahmadi Roshan var, viser det sig, også atomforsker og chef for en afdeling af den iranske uranberigelses-anlæg i Natanz i Isfahan-området.

De iranske myndigheder var ikke sene til at rette en anklagende pegefinger imod den israelske efterretningstjeneste Mossad.

”Angrebet og den magnetiske bombe, der blev brugt, var af samme type som dem, der tidligere er blevet brugt til at likvidere andre iranske forskere. Det er zionisternes værk”, fastslog vice-guvernør Safarali Baratloo kort tid efter angrebet, som de iranske myndigheder kalder en terroraktion.

I december blev 11 mennesker dræbt ved en eksplosion i et stålvalseværk med forbindelse med atomprogrammet.

 

 

Det iranske atomanlæg i Natanz.

I slutningen af november blev den iranske by Isfahan, som er hjemsted for flere dele af det iranske atom-program, af en kæmpemæssig eksplosion. Hvad der blev ramt er uklart, hvilket øger mistanken om, at det må have haft forbindelse med programmet.

I midten af november blev en base for Revolutionsgarden lige udenfor Teheran ramt af en voldsom eksplosion. 17 fremtrædende medlemmer af Revolutionsgarden blev dræbt sammen med en ekspert i missilteknologi.

I juli blev en ansat i Irans Atomenergi-organisation skudt og dræbt af to bevæbnede motorcyklister.

I maj blev en del af et olieraffinaderi i Abadan ødelagt af en eksplosion, som officielt kaldes et resultat af et ”teknisk problem”. En blev dræbt og seks såret. Det skete mens præsident Mahmoud Ahmadinejad besøgte raffinaderiet.

I november 2010 blev Majid Shahriyari, en atomingeniør, dræbt af en bombe, der blev placeret på hans bil. Samme dag blev Fereydun Abbasi-Davani, som også er atom-tekniker, såret ved et lignende bombeangreb… og listen kunne fortsættes.

Læg hertil forskellige computerorme og –virus imod de mainframes, der er altafgørende for atomprogrammet. Disse cyberangreb på computersystemerne har betydet væsentlige forsinkelser i det iranske atomprogram – i særdeleshed centrifugerne, der skal berige uranen.

Man kan sagtens forstå de iranske myndigheders mistanke. Ligesom man naturligvis også godt kan forstå, at der er nogen i verden, der gerne vil forsøge at ramme det iranske atomprogram, uden direkte at skulle flyve tusindvis af kilometer og bombe det fra luften og både sætte piloters liv på spil uden at kunne være sikker på resultatet.

Det kan ikke komme som nogen overraskelse for nogen, der har fulgt situationen i Iran de seneste år, at der er brede kredse i befolkningen… meget, meget brede kredse, der er inderligt og bitterligt imod præstestyret. Derfor kan det næppe heller komme som nogen overraskelse, at det formentlig er mere end let for enhver udenlandsk efterretningstjeneste at rekruttere vrede, systemkritiske iranere til at hjælpe sig i kampen imod præsident Ahmadinejads regime.

 

 

Også Irans missilproduktion er under angreb.

Om det er Israel, USA, Saudiarabien eller andre – eller dem alle sammen i skøn forening, der står bag, kan vi endnu ikke vide med sikkerhed. At nogen tager affære, kan vel næppe komme som en overraskelse.

Men når nogen spørger, som det sker med jævne mellemrum, om Israel efter Ahmadinejads sabelraslen kunne finde på at angribe det iranske atomprogram, så er svaret, at det kan man naturligvis ikke afvise. Det er ikke sket endnu. Og sker det, kan det blive en meget rodet business.

Men det betyder ikke, at krigen ikke allerede er i gang. Det har den formentlig været længe.