Rejser i drømmenes Oman og virkelighedens Wadi Rum

JERUSALEM (29.11.2006): Mine fremtidsplaner som stor dreng og teenager var helt klart at blive arkæolog. I al min fritid og alle mine ferier arbejdede jeg på det lokale museum, og jeg tror, at det var her, den arabiske verden for alvor fangede min interesse.

I begyndelsen af 70’erne skulle Kulturhistorisk Museum være vært for antropologerne og etnograferne ved en stor international museums-konference, som Danmark det år var vært for, og i den forbindelse satsede museet alt på en stor udstilling kaldet ”Rejse i Oman”. Manden bag udstillingen, den danske kulturgeograf Torkil Funder, var stadigvæk i Oman i den sydlige del af Den arabiske Halvø. Derfor blev jeg den på museet, der, måneder inden åbningen af udstillingen, blev tilknyttet projektet. De første uger bestod mit arbejde i at modtage de kæmpemæssige fragtkasser og kister, som Torkil sendte tilbage fra Oman.

Jeg skulle pakke kasserne ud og registrere indholdet. Det var fantastisk. Som at leve et eventyr. Kasserne var skattekister. Hver gang en ny kiste blev åbnet, vældede det ud med farver og fantasi. Men først og fremmest med dufte. Dufte af orienten. Flere af kasserne var nemlig pakket med poser fulde af orientalske krydderier. Kardemomme, spidskommen, jasmin, masala, safran. Her var læssevis af skinnende arabiske kaffekander, fade og skåle, smykker, bløde, kulørte stoffer af silke og damask. Her var keramik, brugsgenstande og endog en kæmpemæssig dør af træ med kunstfærdige udskæringer, som er et af Omans særkender.

I ugevis levede jeg i Aladin’s og Ali Baba’s fantastiske verden i kælderen under museet, mens bjergene af eksotiske og eventyrlige arabiske genstande voksede omkring mig. Selv tørre buske, som i vinden havde kastet henover ørkensandet, og knasende soltørrede akaciegrene havde Torkil Funder forsigtigt pakket i kasser og sendt hjem.

Buskene og grenene placerede vi et lokale, hvori vi havde spredt fire ton sand ud på gulvet. I loftet hang fire kæmpestore, stegende hede filmprojektører og illuderede ørkensol. Her genskabte vi wadi’en i ”den arabiske ørken”. Buske, grene, sten, en udstoppet slange og kæmpe fotostater af wadi’er og akacietræer. Så rundede man et skarpt hjørne, og pludselig var man ude af vildmarken og inde i ”oasen”, og kunne ånde lettet op. Her var dæmpet belysning, køligt, palmegrene, og man kunne høre lyden af rislende vand.

 

 

En af de smukke, traditionelle døre fra Oman. Dog ikke en af dem fra udstillingen på museet i Randers.

Efter at have passeret den udskårne trædør, kom man ind i bazaaren med bjerge af hårdt brændt kaffe med kardemummefrø, de duftende krydderier, kaffekanderne og de bløde stoffer. Varerne væltede ud i gyden fra de små forretninger, som i virkeligheden ”bare” var fotostater på væggene. Gaden var overdækket af et gammelt cirkustelt, vi havde skåret i stykker, så lyset trængte igennem i smalle stråler. En højtaler ovenover afspillede med jævne mellemrum muezzinen, der kaldte de troende muslimer til bøn. Den måtte vi senere stoppe, for museumsbetjenten, der skulle stå udenfor dagen lang, var ved at gå fra forstanden. Han fik i stedet en knap, så han kun lod muezzinen kalde til bøn, når der var gæster i udstillingen.

Det var min første rejse i Arabien – omend den kun fandt sted i fantasien med alle museumsudstillingens genstande som hjælpemidler. Men jeg var solgt. Arabien var en del af verden, jeg måtte opleve. En levevis og et verdenssyn, jeg måtte lære at forstå. Af en eller anden grund har jeg altid været særlig fascineret af ørkenen og beduinerne.

Der er rundt omkring i Arabien rigtige Sahara-agtige ørkener med sandede klitter. Et af de goldeste og mest ugæstfrie områder i verden hedder Rub al-Khali – Den tomme Firkant – og ligger på grænsen mellem De forenede Arabiske Emirater, Oman og Saudiarabien.

Men det nærmeste man i min opfattelse kommer den rigtige ”arabiske” ørken, er Wadi Rum i det sydlige Jordan på grænsen til Saudiarabien. Men det er sikkert bare mig, der har det sådant. For enhver ørken i den arabiske verden, er jo en del af den arabiske ørken.

Judæa-ørkenen mellem Jerusalem og Det døde Hav for eksempel, hvor store dele af Bibelen udspillede sig, er en bakket sten-ørken og helt anderledes end Sahara og Rub al-Khali. Det sydlige Sinai er en bjerg-ørken. Og der er også flade, lerede sletter. Men Wadi Rum… den er for mig den "statsautoriserede" Arabiske Ørken, hvis der findes en sådan.

Jeg har været i Wadi Rum mange gange.

Og hver gang bliver jeg lige fascineret. Grebet af stedets umådelige skønhed.

 

 

Wadi Rum: Her er så smukt, at man taber pusten.

Wadi Rum er både en bjerg- og sand-ørken. Det er i virkeligheden ikke én men et helt system af wadi’er, udtørrede flodlejer der kun fyldes med vand i regntiden, delt op af stejle bjergmassiver, der skyder sig underligt, umotiveret, lodret op af ørkensandet.

Her er så smukt, at man taber pusten. Men det er en barsk skønhed. En skønhed man ikke skal spøge med. For Wadi Rum er en rigtig ørken, og man overlever ikke ret længe i en ørken, hvis man ikke ved, hvordan man skal færdes i den, og hvis man ikke kender stedets oaser og vandhuller.

Beduinerne er ørkenens fyrster. De kender deres ørkener ud og ind. Ørkenen er deres ”hjemmebane”.  De kender hver en kilde, hvert et vandhul, hver en busk, som deres geder kan bide lidt grønt af, hver en skyggefuld klippehule og så videre.

Og stadigvæk, selvom beduinerne med deres geder, kameler og telte er totalt tilpassede livet i ørkenen, så kan selv de kun overleve, fordi de samtidig også er så utroligt nøjsomme. De har næsten ingenting. Men det lidt, de har, det deler de venligt og villigt med den fremmede, der passerer deres lejr. Beduinerne er noget nær de venligste og mest gæstfrie mennesker, man kan forestille sig.

Da jeg tilbage i 80’erne første besøgte Wadi Rum interviewede jeg faktisk en gammel beduin-sheikh, der selv havde været med i emir Feisals styrker sammen med den britiske oberstløjtnant T. E. Lawrence under Den første Verdenskrig. Han havde sidenhen også havde været statist i storfilmen ”Lawrence of Arabia”, som havde Peter O’Toole i hovedrollen, da den blev indspillet i Wadi Rum. Men den sheikh er desværre død for otte år siden.

Beduinerne er for mig de oprindelige arabere. Dem som den arabiske kultur har udviklet sig ud fra. Og selvom profeten Muhammed og mange af hans tidlige tilhængere var købmænd, så var de dengang – for omkring 1400 år siden – så tæt forbundet med beduinerne, som var de handelsmænd, der bragte varerne igennem ørkenen til de forskellige markeder i den arabiske verden, at det efter min mening også er helt klart, at beduinkulturen har haft en afgørende indflydelse på udviklingen af Islam.

Derfor rejste vi naturligvis også til Wadi Rum, da vi i forsommeren skulle producere dokumentarserien ”Vredens Ansigt”.

 

 

Min datter blev holdets still-fotograf.

Vi havde allerede filmet i lang tid, og jeg burde være rejst hjem. Det havde jeg lovet. Min datters 15-års fødselsdag skulle fejres, og jeg har på grund af mit arbejde måttet undvære så mange familiefester, at det var smertefuldt, at skulle bryde endnu en aftale, men jeg havde ikke noget valg. På grund af Israels krig med Hizbollah i Libanon havde vi måttet afbryde dokumentarproduktionen, og bruge mere end en uge på at dække krigen. Så nu var vi håbløst bagefter i produktionsplanen. Derfor tog jeg kun hjem til Jerusalem for at hente min datter, og i stedet for en fødselsdag med kage og stearinlys hjemme i haven, blev hun blev udnævnt til still-fotograf og sluset ind på TV-holdet. På den måde kom hun til at tilbringe en uge i ørkenen og i stedet fejre sin fødselsdag sammen med beduinerne.

Sheikh Hamd, som formentlig kun er i slutningen af 60’erne, selvom han med sit furede ansigt og venlige tandløse smil mere ligner en på 80, fortalte os lange historier om aftenen ved bålet i det sorte beduintelt, som er vævet af gedeuld. Om beduinkulturen, stammens historie, ære, stolthed og skam, reglerne for hvordan man omgås hinanden og beskytter sin stammes ære og overlevelse.

Sheikh Hamd’s fulde navn er sheikh Hamd Awad Eid al-Zalabeh af Howeitat-stammen. En af hans nevøer, Hussein, bliver vores guide, og han tager os rundt i ørkenen. Han organiserer en kamelkaravane, som beduinerne jo ellers ikke længere bruger. Både fordi handelsvejene nu bruger andre ruter, og varerne transporteres med lastbiler, tog og skibe. Men også fordi bedouinerne nu selv bruger 4-hjulstrukne jeeps i stedet for kameler.

Vi var ude at vandre med en af stammens store flokke af får og geder, og det lille vandhul, som flokken drak fra, bestod kun af den lille smule kondensvand, der hver nat satte sig på to stejle klippevægge i en meget smal kløft, og derefter dryppede ned i bunden. Der er simpelthen ingen kildevæld eller oaser i den her del af Wadi Rum.

I dag er det et mindre problem, for nu fragter mange beduiner bare vand ind i tankbiler. Men indtil for ganske få år siden, var det sådanne små vandhuller, hele stammens overlevelse afhang af. Så dem forsvarede man med sit liv.

 

 

Kamelkaravanen. Det er min datter, der sidder på den første kamel. Gummiskoene afslører hende.

Vi skulle også til TV-produktionen bruge en kamelkaravane og en mindre beduinstamme på vandring igennem ørkenen. Det og utroligt mange andre ting organiserede Hussein også for os. Et sted måtte han dog melde pas. Kvinderne ville ikke filmes. Selv havde han ikke noget imod det, men kvinderne sagde nej. Så min datter, still-fotografen, blev nu også udnævnt til beduinkvinde. Hun blev hevet ind i den ellers lukkede del af teltet, hvor kvinderne opholder sig. Her klædte de hende under stor fnisen ud som beduinkvinde.

Så i ”Vredens Ansigt” er den ene beduinkvinde man ser i kamelkaravanen faktisk min datter. Den anden er en ung beduindreng, som også er blevet klædt ud. Pludselig var vi faktisk meget godt tilfredse med de arabiske kvinders gamle tradition med at bære slør for ansigtet.

Og min datter fik sig en fødselsdag, som hun sent vil glemme.

Se flere billeder fra Wadi Rum ovre i fotogalleriet.

Se evt. også dokumentarserien "Vredens Ansigt" hvor der er flere lange afsnit fra Wadi Rum.