Angriber Israel?

TRANEKÆR (16.11.2011): I det sidste par uger, har jeg holdt foredrag overalt i det ganske land, og det fortsætter et par dage endnu. Uanset emnet for de foredrag, jeg har holdt, har der næsten hver eneste aften været et spørgsmål fra publikum om truslerne fra et Iran med atomvåben, og risikoen for at Israel vil bombe det iranske atomprogram.

Derfor lige inden jeg haster ud af døren til denne aftens foredrag blot disse hurtige strøtanker om situationen.

 

 

Atomtruslen fra Iran
Der er en udbredt frygt for at Israel i den nærmeste fremtid vil angribe Iran, for at stoppe præstestyrets atomprogram. Jeg bliver spurgt om det ved hvert eneste foredrag, jeg har holdt.

Israel har truet. Oplysninger om at det israelske luftvåben over italiensk luftrum har gennemført øvelser i gennemførelsen af et sådant angreb er tilsyneladende blevet lækket til medierne. Premierminister Benyamin Netanyahu er vred, og har beordret en politiefterforskning af, hvordan sådanne oplysninger kunne slippe ud. USA og mange andre lande advarer Israel om de uoverskuelige konsekvenser, hvis landet angriber Iran.

Situationen ser virkelig faretruende ud.

Der er ikke nogen tvivl om, at et atomvåbenbevæbnet Iran udgør en alvorlig trussel imod Israel, og derfor er der naturligvis heller ikke nogen tvivl om, at Israel længe har forsøgt at finde ud af, hvordan man skal tackle denne trussel.

Men…

Uden at kunne være sikker på, at det efterfølgende er korrekt, så er min umiddelbare fornemmelse, at planlagde Israel virkelig angribe Iran, så ville landet bare gøre det. Det sidste man i så fald ville gøre, ville være at tale om det. Overraskelsesmomentet ville være afgørende, og det er nu i hvert fald tabt.

Som jeg fornemmer det, så er der mere tale om en tilrettelagt lækage af informationer til medierne, som for at virke troværdig kræver voldsomme fordømmelser. Målet er at få resten af verden til at tro, at truslen om angrebet er ægte, at få de vestlige lande til at frygte for de kaotiske og uoverskuelige forhold efter et sådant angreb, og derfor blive motiveret til at gennemføre endnu mere effektive økonomiske og politiske sanktioner imod Iran i stedet.

 

 

Kampen er allerede i gang
Der er næppe nogen tvivl om at slaget om Irans atomprogram allerede er i gang og har været det meget længe. Men der er ikke tale om bombetogter gennemført af det israelske luftvåben… endnu i hvert fald.

Israels og andre vestlige og arabiske efterretningstjenester har efter min mening allerede længe arbejdet sammen om at indsamle informationer og bekæmpe atomprogrammet i Iran. Masser af iranere er blevet rekrutteret i den kamp. Det sker i stor stil i De forenede Arabiske Emirater, som er et af iranernes foretrukne feriemål.

Denne undergrundskrig består i at sætte computer-bugs ind i de iranske forsvars- og atomforsknings-computernetværk. De forstyrrer og ødelægger dele af programmet indefra. Desuden bliver atomteknikere og –forskere hele tiden enten dræbt eller truet. Andre overbevises om, at det er bedre at droppe deres arbejde eller at flygte til udlandet. Hele tiden eksploderer bomber og andre genstande, som konstant rammer Revolutionsgarden – Den islamiske Revolutions stormtropper, som formentlig mere eller mindre regerer landet. Og der er givetvis masser af andre metoder, der hele tiden bliver brugt i kampen imod præstestyret og dets drøm om at blive en atommagt.

 

 

Negative fall out problematisk
Det betyder naturligvis ikke, at Iran aldrig vil blive ramt af et bombeangreb – israelsk eller andet – for at stoppe atomprogrammet.

Problemet med et sådant angreb er bare, at iranerne naturligvis har taget ved lære af Israels luftangreb på Iraks atomvåbenprogram i 1981. Alle de centrale dele af dette program befandt sig i atomreaktoren Oziraq udenfor Bagdad. Den lå til gengæld så langt fra Israel, det mellemliggende luftrum var arabisk og fjendtligt, og ingen troede derfor, at et israelsk luftangreb overhovedet var muligt. Det var det imidlertid, det blev gennemført, og det virkede.

Men dermed er det overraskelsesmoment opbrugt. Det virker ikke anden gang. Iranerne ved nu, at Israel kan klare distancen. Alle ved også, at de arabiske golfstater frygter det iranske program ligeså meget som israelerne, så det er allerede sikkert, at skal Golfstaterne blot ikke involveres direkte i selve angrebet, så vender de gerne ”det blinde øje til”, mens Israel overflyver deres territorium til og fra et sådant angreb.

Iranerne har taget ved lære af irakernes fejl, og har spredt atomproduktionen, -udviklingen og de færdigproducerede komponenter på et hav af lokaliteter. Mange af dem er gemt i underjordiske komplekser eller i tunnelsystemer dybt inde i bjerge og klippeformationer.

 

 

Det meste, man kan håbe på, kommer ud af et bombeangreb er, at en del af programmet bliver ødelagt eller beskadiget. Derfor er det maksimale, der kan opnås, at atomprogrammet bliver forsinket. Ikke totalt tilintetgjort. Det vil sige, at Israel – og de arabiske lande – efter en årrække vil sidde i præcist den samme situation, som de gør i dag. Så et luftangreb vil kun udskyde problemet. Ikke løse det endegyldigt.

Og det er ikke det eneste problematiske ved et bombeangreb. For ikke nok med at bombeangrebet ikke definitivt vil gøre det af med atomtruslen, Iran vil også svare igen på et sådant angreb. Hvordan det vil ske, er det næsten umuligt at forudse, for mulighederne for at hævne sig på Israel, de arabiske lande og den vestlige verden er så mangfoldige, at det næsten er umuligt at beskytte sig selv effektivt imod det.

Mest oplagt vil det naturligvis være, at Iran direkte svarer igen med et gengældelsesangreb. Men netop fordi der er det mest oplagte, er det næppe det, der vil ske. I stedet kunne Iran benytte sig af for eksempel Hizbollah-militsen i Libanon, som Teheran i forvejen finansierer, udruster og træner. Desuden er den palæstinensiske Hamas-gruppe også blevet en del af de internationale terrorgrupper, som Iran støtter både med våben, raketter, militære rådgivere og penge. En offensiv fra begge disse to grupper på Israels nord- og sydgrænse, kan gøre livet surt for en meget stor del af den israelske befolkning.

Hizbollah har tidligere på iransk foranledning angrebet israelske og jødiske mål i resten af verdenen, og det kunne de begynde på igen. Antallet af bløde, ubeskyttede mål er så overvældende, at det vil være et rent mareridt, om Mellemøstkonflikten på den måde bliver globaliseret.

 

 

Den sunde fornuft
Jeg kan ikke påstå, at den sunde fornuft er den kvalitet, der oftest ligger bag de beslutninger, der træffes i Mellemøsten. Derfor kommer min og andre vestlige iagttageres vurderinger ofte til kort. (En tidligere dansk ambassadør i Iran betroede mig en gang, at ”dumheden er en alvorligt undervurderet faktor i Mellemøsten”.) Alligevel vil jeg påstå, at et israelsk luftangreb på Iran er mindre akut, end det måske tager sig ud i medierne.

Men en af de konstruktive, fremsynede og dristige tiltag, der burde og kunne komme ud af den nuværende situation kunne være, at den israelske regering får øjnene op for, at den virkelige strategiske trussel imod Israels overlevelse på langt sigt er Irans atomprogram, som også er en trussel imod Israels arabiske naboer, og den palæstinensiske befolkningseksplosion.

Derfor: Tager Israel for alvor fat på problemerne med at få løst konflikten med palæstinenserne, så de kan få deres egen stat, så er der ikke længere nogen forhindring for at få en regional israelsk-arabisk alliance imod Iran, som vil være langt mere effektiv end noget, vi i øjeblikket kan forestille os.

Men noget sådant kræver en meget stor portion af den sunde fornuft, der desværre er sådan en sørgelig mangelvare her i Mellemøsten.