Det arabiske opbrud

TRANEKÆR (15.11.2011): Som jeg har skrevet tidligere, så ligger jeg rent hjemmesidemæssigt lidt underdrejet i øjeblikket, fordi jeg både er midt i den ene af mine to årlige foredragsturneer, og samtidig også forsøger at blive færdig med et manuskript til en ny bog. Men hjemmesiden skal naturligvis ikke ligge helt stille. Jeg har nu uploaded en artikel om Det arabiske Forår, som jeg har skrevet til det seneste nummer af Det Udenrigspolitiske Selskabs tidsskrift Udenrigs. Tidsskriftet har det ”Arabiske opbrud” som sit tema, og det er anbefalet læsning for alle, der vil vide mere om, hvad det er, der i øjeblikket foregår i Mellemøsten.

Her er Udenrigs’ egen omtale af det seneste nummer:

Udenrigs nr 2/2011 er netop udkommet med temaet 'det arabiske opbrud'. Steffen Jensen tager os på den store tour d'horizont rundt til de forskellige mellemøstlige og nordafrikanske lande. Vi ser på Tunesiens udfordringer, på rivalernes forår i Yemen, på Jordan som prøvesag og på den humanitære intervention i Libyen. Lasse Ellegaard interviewer den i Damaskus bosiddende danske digter Jesper Berg. Og Michael Seidelin undersøger hvordan de arabiske omvæltninger presser EU's grænser, ligesom der sættes fokus på USA's doktrin med spørgsmålet 'Liberalisme eller engagement'.

Min egen artikel, som du kan læse herunder, bærer naturligvis præg af, at den er skrevet tilbage i juli, og mange ting er sket siden. De faste læsere af hjemmesiden vil også kunne genkende indledningen af artiklen, som jeg har klippet fra en af mine andre artikler til hjemmesiden om mine oplevelser i den dengang belejrede libyske by Misurata. Men Vibeke Sperling, som er redaktør af Udenrigs, bad om, at jeg bredte artiklen lidt ud og også berørte, hvad Det arabiske Forår ville betyde for Israel-Palæstinakonflikten. Nu har Udenrigs været på gaden et stykke tid, så nu kan jeg godt selv offentliggøre min artikel. Så den får du herunder:

 

 

Israel-Palæstina og “Det arabiske Forår”:
Drømmene truer gammel konflikt?

Af Steffen Jensen

”Izzzzzzzzuuuuiiiit!”

Man hører bare lige den skarpe, hvissssslende lyd, alle kaster sig ned i støvet, og et sekund senere kommer drønet, som får indvoldene til at ryste lidt rundt i kroppen, og er man heldig, rejser alle sig op igen. Det er vi. Indtil videre i hvert fald. Men Grad-missiler kommer igen og igen susende hen over hovederne på os og eksploderer med et øredøvende brag, som næsten sprænger trommehinderne. De er ved at skyde sig ind på os, de Gadaffi-loyale regeringstropper, som ligger gravet ned en 4-5 km længere fremme ad hovedvejen vestpå… mod Tripoli. Missilerne er nu kun omkring 20-30 meter fra os og den gruppe oprørere, som kontrollerer det vejkryds, vi befinder os i.

”Allah hu-Akhba”, råber oprørerne hver gang en granat lander. Ingen af dem gør mine til at gå i dækning. Nogle er ved at lave kaffe på et lille bål, et par andre sidder og spiller skak og alle ryger de som skorstene uafbrudt. Hvad betyder faren ved rygning, når man kan blive dræbt af en granat inden dagen er omme?

”Izzzzzzzzuuuuiiiit…  …buuuum!”

Jeg sidder i skyggen foran et udbombet kaffehus i Dafniya, en lille landsby udenfor den belejrede libyske by Misurata, omkring 180 km fra Tripoli, og skriver på denne artikel, mens min fotograf Rasmus Nielsen har stillet vores transportable satellit-uplink op på taget af bilen, og er i færd med at sende dagens indslag hjem til TV2/Nyhederne.

”Ahalan va-Sahalan – Welcome to Libya”, siger en ung dreng på en 18-19 år på gebrokkent engelsk. Han smider sit gamle belgisk producerede 7,62 mm FN-maskingevær på jorden, og sætter sig ved siden af mig.

”How are you? Er det dit første besøg i Misurata”, spørger han.

Jeg nikker og kigger op på ham. Han er så ung, at det skæg, han forsøger at anlægge for at ligne en rigtig hellig kriger, kun er nogle krøllede dun på hagen. Men han har allerede kæmpet imod Gadaffis soldater i tre måneder, fortæller han. Som alle andre vil han vide, hvad jeg tænker, og hvor lang tid, jeg giver Muammar Gadaffi.

”You are from the outside. You know stuff”, siger han med tilstræbt amerikansk accent. Han har aldrig været udenfor Libyen. ”Er Gadaffi ved at vælte? Vi hører, at den amerikanske udenrigsminister forhandler med folk i Gadaffis inderkreds. Hvad siger du?”

”Det kan også være psykologisk krigsførelse”, svarer jeg. ”For at få Gadaffis styrker længere oppe ad vejen til at frygte, at han er på vej til at forråde dem bag deres ryg.”

Han nikker og tænker lidt over det: ”Så bliver vi sikkert nødt til at kæmpe os frem hele vejen til Tripoli”, siger han uden at fortrække en mine, som om det så bare er noget, man gør. ”Men det kan tage lang tid.”

Oprørerne her i Misurata-området har været belejret af regeringsstyrkerne i månedsvis, og er konstant under bombardement af Muammar Gadaffis tunge artilleri og Grad-raketter. Alligevel synes de underligt opstemte og sejrssikre.

I de seneste måneder har oprørerne i Misurata kæmpet en indædt kamp for ikke at blive løbet over ende af regeringsstyrkerne, som både i udrustning og træning er dem langt overlegne. Oprørsstyrkernes eneste fordel – måske i virkeligheden deres hemmelige våben – er deres motivation og visheden om, at deres alternativer er til at overskue. Enten vinder de, eller så dør de. Ingen tror, at de har en chance for at overleve, hvis de bliver taget til fange eller kapitulerer.

 

 

”Izzzzzzzzuuuuiiiit…  …buuuum!”

Det er ikke bare lyden af Gadaffi-styrkernes granater, der pifter ind over hovederne og eksploderer. Det er også på en vis måde lyden af Det arabiske Forår. Den lyd foråret har fået her i Libyen.

* * *

Libyen er blot en af de mange skuepladser, hvor Det Arabiske Forår i øjeblikket udspiller sig. Tunesien, Egypten, Syrien, Bahrain og Yemen er andre. Marokko har valgt en mere lempelig linje, som også er udløst af uroen i regionen, og den mulige forsoning mellem palæstinensernes rivaliserende Hamas og Fatah-bevægelser hænger også sammen med det. Der er absolut grøde i den mange steder i Mellemøsten i øjeblikket. Ikke alle steder skyldes uroen og ændringerne nødvendigvis Det arabiske Forår i lige og direkte forstand. For eksempel Sydsudan som lige er blevet udråbt som en uafhængig stat. Men den politiske dynamik, der i øjeblikket præger hele regionen, har givetvis også indflydelse på, hvordan tingene udvikler sig i Sudan. Der er også spændinger i Libanon, som har fået en Hizbollah-kontrolleret regering, mens FN nogenlunde samtidigt har udpeget fire Hizbollah-medlemmer som skyldige i mordet på tidligere premierminister Rafiq Hariri i 2005. Her er der heller ikke nogen direkte forbindelse, men begivenhederne omkring spiller alligevel ind, og de unges krav om anstændig regeringsførelse og respekt for loven andre steder i Mellemøsten registreres absolut også af Libanons unge. Desuden vil de sammenstød, der i øjeblikket finder sted i Syrien, som alt andet hos den store nabo altid få betydning for udviklingen i Libanon. Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad er under pres både fra den åndelige leder Ali Khamenei og også fra sit eget bagland i Revolutionsgarden. Det er heller ikke umiddelbart forbundet med Det arabiske Forår, og alligevel vil begge dele påvirke hinanden. Og på den måde kunne man blive ved.

Hvad er det så der sker, og hvorfor sker det?

På overfladen er mange af årsagerne, utilfredsheden og vreden fælles i de forskellige arabiske lande, som oplevede demonstrationer, væbnede sammenstød og omvæltninger. Men fokuserer man kun på disse ligheder, så mister man samtidig fornemmelsen for alle de unikke grunde, der også er i hvert af de samfund, der er blevet fejet med af Det arabiske Forår.

Det, der begyndte i Tunesien, hvor de daglige optøjer og demonstrationer ret tidligt førte til præsident Zein el-Abedine Ben Ali’s uværdige flugt først til Frankrig, som vendte ham ryggen, og derefter til Saudiarabien. Det fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mangen arabisk diktator. Især da uroen bredte sig som en ørkenstorm fra land til land i den arabiske verden. Egypten, Libyen, Bahrain, Yemen og Syrien. Der er i dag næppe en mellemøstlig præsident, konge, emir, militærdiktator eller autokrat, som ikke i øjeblikket har daglige møder med sine sikkerhedschefer, rådgivere og sammensvorne, for at finde ud af, hvordan de skal ride stormen af, samtidig med at de bare for en sikkerheds skyld forsøger at flytte deres værdier rundt til sikre bankkonti forskellige steder i verden, hvor der ikke stilles ubehagelige spørgsmål om, hvor pengene stammer fra.

 

 

I Egypten bliver den tidligere præsident Hosni Mubarak og hans to sønner snart stillet for retten, hvis Mubarak ikke bukker under for den cancer, hans forsvarsadvokat påstår, at han lider af. Landets præsident igennem tre årtier kan risikere at blive dødsdømt, hvis anklagemyndigheden formår at bevise, at ordren til at bruge dødelig vold imod demonstranterne kom fra ham.

Libyen er indtil videre reelt blevet delt i to. En østlig del som effektivt er på oprørernes hænder, mens det vestlige Libyen fortsat kontrolleres af en stadigt mere utilregnelig oberst Muammar Gadaffi. Libyen befinder sig i en reel borgerkrig mellem en utrænet, amatøragtig men højtmotiveret oprørshær, der dog næppe ville have en chance, hvis NATO ikke bombarderede Gadaffis militær fra luften. Det Nationale Overgangsråd, som den provisoriske oprørsregering officielt hedder, er ved at løbe tør for penge, og med mindre der snart findes en international politisk løsning på oprørernes finansielle problemer, kan revolutionen bryde sammen inden den har nået sit mål.

Syrien befinder sig midt i en langsom, rullende massakre på befolkningen, som uanset myndighedernes brutale vold, alligevel synes at slutte op omkring opstanden i stadigt større tal. Præsident Bashar al-Assad, hvis familie har kontrolleret landet i 40 år, synes ubøjelig. Mange siger, at hans styre, som i en vis udstrækning baserer sig på landets alawitiske minoritet, frygter, at de ikke kun kæmper for deres politiske magt, men også for deres egen fysiske overlevelse, og derfor ikke ser nogen mulighed for forsoning og kompromis. Den nationale dialog, regimet netop har indledt, er der ikke mange af de nye, unge aktivister, der tror på, selvom nogle gamle oppositionspolitikere deltager i den.

I Yemen har præsident Ali Abdullah Saleh overlevet et attentat, men befinder sig på et saudiarabisk hospital, hvorfra der kommer modstridende oplysninger. Hans eget regime siger, at han vil vende tilbage til Yemen i løbet af kort tid og genindtage præsidentposten. Saudierne synes at mene, at præsidenten er langt hårdere medtaget, og har brug for en mere langstrakt medicinsk behandling. Om Saleh faktisk kun er til hospitalsbehandling eller er i en form for medicinsk semi-husarrest, fordi saudierne vil gennemtvinge en magtoverdragelse i Yemen er uklart. Men selv om præsidenten så ikke vender tilbage, er der ikke mange, der tror, at Yemen uden Saleh vil være på vej i retning af frihed, demokrati og reformer.

På østaten Bahrain er det sunnierne, der udgør minoritetsstyret omkring Khalifa-familien. Her kæmper det shi’itiske befolkningsflertal sammen med moderne og mere liberalt indstillede sunnier for også at få del i vore vestlige liberale frihedsidealer. Noget kongefamilien hidtil med held har afværget. Og den holder sig fortsat ved magten med hjælp fra politi og sikkerhedsstyrker, som for en stor dels vedkommende består af jordanere, pakistanere og andre udlændinge, fordi regimet ikke stoler på sin egen shi’itiske befolkning. Når det går rigtig hedt til, sender Saudiarabien sine egne sikkerhedsstyrker i panservogne over til øen, for at stive kongen af.

Det ulmer også i en lang række andre arabiske stater. Der har været demonstrationer i Jordan. Libanon er heller ikke stabilt, om end utilfredsheden her har andre rødder. Algeriet og Marokko har også haft sine demonstrationer. Den marokkanske kong Mohammed VI forsøger sig med en fredelig dialog, sindige liberaliseringer og en ny, lidt mere demokratisk forfatning.

 

 

Uanset hvordan det ender vil året 2011 gå over i historiebøgerne. Intet vil være det samme, når støvet lægger sig.  Vi er oppe på niveau med Den islamiske Revolution i Iran i 1979, Seksdageskrigen i 1967 eller Israels oprettelse og det palæstinensiske flygtningeproblems opståen i 1948. Det er ikke uden grund, at mange analytikere og kommentatorer siger, at de dramatiske begivenheder er på niveau med ”Berlinmurens fald” på arabisk. Det vil dog være naivt at tro, at den arabiske verden er blevet fuld af demokratier, når der igen falder ro over regionen.

Hvis blot nogle af de arabiske lande, når røgen letter, er kommet ”på rette vej” med kurs mod mere frihed og folkelig medindflydelse, så vil Det arabiske Forår kunne beskrives som en kæmpemæssig succes. Hvis blot et eller et par af landene bliver bare en smule mere demokratiske, vil det være fantastisk. Men der vil under alle omstændigheder være tale om et mentalt-politisk jordskælv af dimensioner i en region, som indtil for kort tid siden syntes upåvirkelig og totalt immun overfor frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne.

* * *

Vi har også en tendens til at omtale alle uroligheder, demonstrationer og protester i den arabiske verden i disse måneder som en del af ”Det arabiske Forår”. På den måde ser vi alt som en del af den samme bølge af vrede og frustrationer, som om demonstranterne fra Tunis til Sana’a er en del af et fælles oprør med ens årsager, samme mål, og inspireret af en fælles ideologi, og det er langtfra tilfældet.

Der er næppe nogen tvivl om at samtidigheden betyder, at den ene opstand rent taktisk og teknisk er blevet inspireret af den anden. Men der er lige så mange årsager, forudsætninger og baggrund, der skiller de forskellige oprør, som forener dem. Og disse forskellige rødder og forudsætninger betyder også, at landenes chancer for at nå de mål, demonstranterne drømmer om, er ligeså forskellige.

Tuneserne er stort set en nation af rimeligt veluddannede middelklasse borgere, som for en meget stor dels vedkommende er ret vestligt orienterede. Befolkningen er forholdsvis homogen, og tilhører samme, rimeligt moderate udgave af islam. Trods sine mangler og myndighedernes løbske korruption var det tunesiske samfund også inden revolutionen ganske velorganiseret. Omkring 80 procent af befolkningen ejer deres eget hus.

 

 

Egypten er en kæmpemæssig nation, hvor størstedelen er fattige med en meget sparsom skolegang bag sig, de er ofte meget fromme og troende muslimer, og selvom vi i omverdenen er rimeligt velinformerede om revolutionen på Tahrir-pladsen i Kairo, så er der mange egyptere i landsbyerne i deltaet eller i Øvre Egypten, som ikke har oplevet nogen mærkbare forandringer i deres og det lidt de ved om, hvad der er foregået i Kairo, hører de fra de aktivister fra Det muslimske Broderskab, som er langt mere aktive i landdistrikterne og fattigkvartererne i storbyerne, end de unge, moderne reformaktivister, der faktisk stod for den egyptiske revolution.

I modsætning til Egypten, som har en distinkt national identitet, der strækker sig årtusinder tilbage i historien, og en befolkning som stort set har været bofaste i storbyer og agerbruger i landsbyer, så er Libyen en relativ ny nationalstat med en befolkning, der baserer på stammer, hvis oprindelse er nomadestammer fra ørkenen. Et stammesystem, som kunne være gradvist forsvundet i takt med urbaniseringen, men som Gadaffi holdt i live og spillede på i en del og hersk politik, der var med til at sikre ham magten.

Og mens både Tunesien og Egypten begge har et relativt veludviklet civilsamfund i betydningen af organisationer, fagforeninger og meget andet (med alle de begrænsninger der naturligvis følger af at fungere i et ikke-demokratisk samfund), så mangler Libyen fuldstændig denne form for organisering af befolkningen.

I Tunesien er det gamle system næsten blevet luget ud, hvilket betyder, at befolkningen nu skal til at bygge nye strukturer op fra grunden. Mens Egypten, selvom revolutionen siges at have sejret, ikke ledes af de revolutionære, men tværtimod af militæret, som var en integreret del af det regime, der angiveligt skulle være væltet. Og libyerne, når de kommer til det punkt, hvor Gadaffi er forsvundet, skal til at lappe landet sammen efter en blodig borgerkrig.

Syrien ved vi endnu ikke hvor ender. Selvom de færreste tror, at regimet har mange chancer for at overleve på længere sigt, så er det umuligt at sige, hvor længe Bashar al-Assad og folkene omkring ham kan holde sig ved magten. Især når de viser sig villige til uden skånsel at bruge militæret og sikkerhedsstyrkerne imod befolkningen, og militæret trods rapporter om visse deserteringer indtil videre stort set har vist sig villig til at adlyde ordrer, selv når disse har været at vende våbnene imod deres egen befolkning.

Mens militæret stillede sig på befolkningens side i Tunesien, og ikke har tradition for at spille nogen større politisk rolle, så er de væbnede styrker i Egypten en enorm politisk og økonomisk magtfaktor, og selvom de officielt har stillet sig på befolkningens side, og ubestrideligt har været en stabiliserende faktor midt i omvæltningen, så er det stadigvæk et åbent spørgsmål om det egyptiske militær har forsøgt at beskytte så stor en del af det gamle system som muligt eller blot sine egne investeringer, økonomiske interesser og politiske indflydelse, snarere end ærligt at dele demonstranternes ønske om grundlæggende og gennemgribende at reformere det egyptiske samfund.

Og helt anderledes forholder det sig naturligvis med de militære styrkers rolle i Libyen og Syrien. I Libyen har store dele af de væbnede styrker skiftet side og kæmper nu sammen med oprørerne. Her har man også ”befriet” en betydelig del af landet, hvorfra man har en base til at fortsætte kampen fra. I Syrien er militæret fortsat rimeligt loyalt overfor regimet, og oprørerne har ikke haft held til at erobre et egentligt landområde endsige etablere en egentlig oprørsledelse.

Og sådan kunne man blive ved land for land med at fremhæve lige så mange forskelle som ligheder.

 

 

* * *

Israel-Palæstinakonflikten er til en vis grad blevet fortrængt fra avisforsiderne, og den er heller ikke længere TV-nyhedsudsendelsernes faste tophistorie. Andre araberes kamp har brudt palæstinensernes monopol på de internationale mediers opmærksomhed. Og Israel er langsomt (for langsomt formentlig) ved at indse, at landet i Washington ikke længere udelukkende ses som en strategisk gevinst i Mellemøsten, men i stigende grad i visse situationer også opfattes som en byrde. I en række krisesituationer i Mellemøsten fra Golfkrigen i 1990-91 og frem har Israel ikke kunnet assistere USA. Tværtimod har en israelsk medvirken kunnet sabotere USA's og Vestens forholde til de vestvendte arabiske lande – som vi fejlagtigt har en tendens til at kalde ”moderate”, der i de pågældende situationer har været mere brugbare for Vesten i forsøgene på at løse konflikterne.

Udover den bratte opvågning til denne nye virkelighed, så præsenterer bølgen af revolutioner og systemkritiske optøjer, som lige nu skyller hen over den arabiske verden, naturligvis også Israel – men også palæstinenserne – for en hel række nye, umiddelbare problemer og udfordringer.

På et niveau er Israel forståeligt nok bekymret de fredsaftaler, landet har med de umiddelbare naboer Egypten og Jordan. Men Israel følger også nøje situationen i Syrien, som ikke bare er afgørende for stabiliteten langs våbenhvilelinjerne i Golanhøjderne, men som også spiller afgørende ind på det, der sker i Libanon. Og ikke mindst følger Israel med i, hvordan Iran ude på sidelinjen stille og roligt, uden selv at foretage sig ret meget, øger sin indflydelse i et Mellemøsten, hvor det ene arabiske regime efter det andet synes at vakle, og hvor USA's og Vestens indflydelse ikke længere er en given ting.

Ved det egyptiske valg til september får vi at se, om Det muslimske Broderskab får en så fremtrædende plads i en kommende regering, som det lige nu kunne tyde på. Sker det, frygter Israel både for fredsaftalen og for Egyptens fremtidige politik overfor Hamas i Gaza-striben. En netop offentliggjort meningsmåling i Egypten viser imidlertid, at omkring to tredjedele af egypterne ønsker at bevare fredsaftalen med Israel, mens ”kun” 11 procent vil have den ophævet. To procent ønsker ændringer i fredsaftalen, mens 20 procent ikke svarede på spørgsmålet. Man skal dog ikke altid tage den slags meningsmålinger alvorligt i denne her del af verden. Der er også meningsmålinger, der viser, at et stort flertal vil have en pluralistisk, demokratisk stat. Og samtidig vil et stort flertal også have en lovgivning baseret på den islamiske Sharia-lov.

Jordan er endnu forholdsvis rolig. Men den ulmende utilfredshed, der har været i landet i mange år, synes i lyset af uroen i resten af regionen nu endnu mere truende, set fra Jerusalem. Og landet grænser op til Vestbredden, samtidig med at størsteparten af Jordans befolkning er palæstinensisk, så trues kong Abdullahs styre, kan det blive problematisk for Israel. Trues roen og stabiliteten i Jordan, bliver israelerne mindre tilbøjelige til at ville forhandle om Vestbreddens fremtid som en del af eventuel palæstinensisk stat. For vakler Jordan, så begynder Vestbredden for mange israelere igen at ligne en strategisk nødvendighed som buffer østover.

Selvom den syriske præsident Bashar al-Assad absolut ikke vækker nogen varme følelser i Jerusalem, så har både han og hans far i 40 år i det mindste været noget af en konstant, som israelerne kunne kalkulere med. Vælter han, eller vakler hans regime, og tvinges han dermed endnu mere i armene på Iran, kan de få alvorlige konsekvenser for sikkerheden i det nordlige Israel. Både langs våbenhvilelinjen i Golan-højderne ind mod Syrien, men også grænsen til det sydlige Libanon, hvor den shi’a-muslimske milits Hizbollah, som støttes af Syrien og finansieres, udrustes og trænes af Iran, har den reelle kontrol – trods tilstedeværelsen af en 12-14.000 mand stor FN-styrke og libanesiske regeringssoldater.

Roen langs Golan- og Libanon-grænsen er, set fra Jerusalem, et håndtag, som lederne i Damaskus bruger til at skrue op og ned for efter behag. Det fik Israel en forsmag på i maj. Hvert år markerer palæstinenserne ”Den store Katastrofe” – An Naqba – den 15. maj, dagen hvor Israel blev oprettet i 1948. I år, hvor Syriens præsident havde sat sine væbnede styrker ind imod ethvert folkeligt tilløb til protester og demonstrationer, lykkedes det underligt nok for tusindvis af palæstinensiske og syriske demonstranter at begive sig igennem de syriske militære linjer i Golanhøjderne – et af de mest militariserede dele af Syrien – igennem grænsehegnet, igennem minefeltet, igennem FN-styrkens ingen-mands-land og igennem det israelske grænsehegn, hvorefter de blev mødt af israelske militære styrker, som skød på dem og flere blev dræbt. Nøjagtig det samme udspillede sig langs grænsen til det Hizbollah-kontrollerede Syd-Libanon. Hele setup’et gentog sig i Golan måneden efter til An-Naqsa-dagen, som er palæstinensernes markering af nederlaget i ’67-krigen.

* * *

Hvad Det arabiske Forår fører til på den palæstinensiske side, får naturligvis også konsekvenser for Israel.

Urolighederne i Syrien påvirker Hamas. Den militant-fundamentalistiske Hamas-bevægelse har sit politiske hovedkvarter i Damaskus. Og Khaled Mashal, som er organisationens politiske generalsekretær, er blevet endnu stærkere internt i bevægelsen, fordi det også er ad denne vej, Iran kanaliserer sin ganske betydelige finansielle hjælp til Hamas. Frygten for den fremtidige stabilitet i Syrien var uden tvivl en vigtig grund til at Hamas efter et par års afvisning pludselige ønskede en politisk kompromisløsning med ærkerivalerne i Fatah. En anden grund var, at omvæltningerne i Egypten havde fjernet Hosni Mubarak, som hadede Hamas, og bragt mere samarbejdsvillige og Israel-kritiske folk ind på en række ledende poster. Derfor blev Egyptens rolle som mægler mellem Hamas og Fatah betydeligt styrket.

Så Det arabiske Forår har allerede ført til en forsoningsaftale mellem de to rivaliserende palæstinensiske bevægelser og et løfte om at de vil danne en samlingsregering med det formål at føre det palæstinensiske samfund frem til et valg, så palæstinenserne igen kan få en legitim regering og tale med én stemme. Men trods alle smukke ord, så synes forsoningen ikke at være blevet til meget mere end det – smukke ord. Indtil videre har vi kun de fine taler og ikke så megen handling.

På Fatah-siden fik Det arabiske Forår straks præsident Mahmoud Abbas til at tale om nye valg. Hans egen præsidentperiode udløb for flere år siden. Da forhandlingerne med Israel har været kørt uhjælpeligt fast siden Benyamin Netanyahu rykkede ind i premierministerens kontor, førte til en ny palæstinensisk strategi. Kunne man ikke opnå en tilfredsstillende løsning med Israel, så kunne man unilateralt forberede den palæstinensiske stat, og så bede resten af verden om at anerkende den – udenom Israel. Men med de tilsyneladende nye demokratiske vinde, der var begyndt at blæse i den arabiske verden, og de forventninger det udløste i Vesten, så blev et valg og en vis form for legitimitet en nødvendighed. Så det proklamerede præsident Abbas.

Det seneste er dog, at den palæstinensiske præsident nu har meddelt, at der hverken kommer en palæstinensisk samlingsregering eller noget valg inden september, hvor palæstinenserne efter planen vil forsøge at få FN og resten af verden til at anerkende den palæstinensiske stat.

Det er dog i forhold til palæstinenserne værd at huske på, at de allerede har været der, hvor de moderne, veluddannede unge i de arabiske lande, som ønsker frie, demokratiske valg, bare kan drømme om at nå til. Palæstinenserne er faktisk det eneste arabiske folk, der allerede har væltet en siddende regering, og gennemtvunget et politisk systemskifte – ikke ved et militærkup, men ved et frit, demokratisk valg. Det skete i 2005, hvor palæstinenserne efter årtier med Fatahs og PLOs mismanagement og korruption satte de traditionelle magthavere på porten, og i stedet valgte islamisterne i Hamas. Formentlig mere på grund af Hamas’ løfter om ren regeringsførelse og islamisk social retfærdighed en på grund af organisationens terrorkrig imod Israel.

Palæstinenserne – eller deres to ledende politiske organisationer – har så desværre også selv sat dette demokratiske forspring, de har haft, over styr ved at kaste deres samfund ud i en lang, blodig og ødelæggende borgerkrig. At denne interne strid har svækket dem, og undergravet deres forhandlingsposition overfor Israel – hvilket naturligvis er ”en gave på en sølvbakke” til en Netanyahu, som så uden omkostninger kan påstå at han ønsker forhandlinger – får naturligvis mange palæstinensere til at påstå, at det i virkeligheden er Israel, der står bag splittelsen.

 

 

Palæstinenserne klager konstant – med en vis ret – over de forskellige israelske regeringers manglende fleksibilitet i fredsprocessen og uvilje til at forstå de begrænsninger Det palæstinensiske Selvstyre opererer under. Men palæstinenserne har også selv ladet en lang række muligheder gå sig forbi. Senest har Israels insisteren på at fortsætte byggerierne i de jødiske bosættelser på trods af amerikanske indsigelser, bragt en helt usædvanlig kulde ind i det ellers varme forhold mellem Washington og Jerusalem. Det kunne palæstinenserne have udnyttet til at vise sig endnu mere forhandlings- og kompromisvillige. Men muligheden blev forspildt, fordi præsident Abbas troede, at han tværtimod kunne udnytte uenigheden til at stå endnu stejlere på sit krav om et totalt byggestop. Resultatet er, at han overhovedet intet har at vise frem. Hverken et byggestop eller en forhandlingssejr.

Palæstinenserne – eller snarere nogle palæstinensere – har taget ved lære af andre arabiske unges taktik under Det arabiske Forår. De lært at bruge de sociale medier på internettet og mobiltelefonerne til at koordinere og kommunikere. Og de har også lært, at ikke-voldsmodstand imod veludrustede, regulære sikkerhedsstyrker er en sikker vinder i mediernes dækning og dermed i skabelsen af en international opinion, som kan bruges politisk.

Det palæstinenserne ikke har forstået eller taget ved lære af fra Det arabiske Forår er, at mens de andre arabiske samfunds unge har protesteret imod deres egne myndigheders onder og deres egne samfunds mangler, så bruger palæstinenserne stadigvæk ethvert våben, de kan få i deres hænder, til kampen imod israelerne og ikke til at få deres eget samfund renset ud og op at stå. De kunne have udnyttet muligheden til at kræve, at deres egen ledelse lever op til nogle mindstekrav om ordentlig og transparent regeringsførelse, respekt for loven, effektiv korruptionsbekæmpelse, respektere menneskerettighederne og så videre. Den helt uvante selvkritik, vi så udspille sig i de andre arabiske samfund, har vi endnu ikke set blandt palæstinenserne. Selvom vi ved, at utilfredsheden og kritikken er der.

* * *

Situationen i Israel er ikke meget bedre. Her synes regeringen ligeså forstenet i et for længst forsvundet verdensbillede, uden evne til at fornemme, at verden – ikke mindst den arabiske – har ændret sig.

De arabiske lande har tilbudt Israel fred, anerkendelse og normalisering af forholdene til gengæld for en palæstinensisk stat på Vestbredden, i Gaza-striben og med Øst-Jerusalem som hovedstad samt en ”retfærdig løsning på det palæstinensiske flygtningeproblem”. Det er en unik mulighed for en fredsløsning, som blev inkluderet i den såkaldte ”Køreplan for fred i Mellemøsten”. Den chance har Benyamin Netanyahus højre-nationalistiske regering også ladet gå fra sig, fordi den prioriterer fortsatte byggerier i nogle ligegyldige bosættelser – som alligevel er dødsdømte på længere sigt – højere end en fredsaftale, der bygger på territorielt kompromis.

Der er ikke mange iagttagere eller analytikere, der er i tvivl om, at når freden en gang kommer, så kommer den til at tage udgangspunkt i den såkaldte Clinton-plan fra slutningen af 2000. Det er mere eller mindre også den, præsident Barack Obama henviser til, når han taler en palæstinensisk stat efter 67-linjerne med mindre variationer. Derfor er det ikke længere spørgsmålet om en sådan løsning kommer. Men mere om Israel skal tvinges til at acceptere den, og dermed får den trukket ned over hovedet, eller om det bliver en Israel positivt forhandler sig frem til og dermed også får indflydelse på.

Den indflydelsesrige amerikanske New York Times-kommentator Thomas L. Friedman er citeret for at have sagt, at Israels premierminister Benyamin Netanyahu er som en mand, der er sprunget ud fra fyrretyvende etage, og undervejs i det frie fald påstår, at alt er OK, fordi han ikke har mærket nogen smerte, blot fordi han endnu ikke har ramt jorden. Og det er en meget god analogi.

At Israel bliver nødt til at gennemføre drastiske ændringer af landets politik i forhold til palæstinenserne og fredsprocessen har været åbenbar længe – ikke blot på grund af Det arabiske Forår.

Befolkningsudviklingen gør, at der nu er lige så mange palæstinensere, som der er jøder i området fra Jordanfloden til Middelhavet – de områder vi normalt omtaler som Israel og de besatte områder – Vestbredden og Gaza-striben. Alene derfor er Israels fremtid truet.

Israel bliver nødt til at finde ud af, hvordan det vil forholde sig til områderne og den befolkning, der bor i dem. Israel erkendte tidligt i landets historie, at de arabere, der ikke flygtede i 1948, måtte blive ligeberettigede borgere med stemmeret, med retten til egne politiske partier og til at stille op og blive valgt. Den samme ret bliver palæstinenserne i de besatte områder nødt til at få, hvis Israel ikke vil opgive områderne. Men sker det, kan palæstinenserne, fordi de snart er et flertal, stemme Hamas’ Ismail Haniya eller en anden lignende islamist ind som landets premierminister, og dermed kan Israel næppe længere siges at være en jødisk stat. Vælger Israel for at undgå dette, at palæstinenserne ikke skal have demokratiske rettigheder, så kan Israel i længden ikke påstå at være en demokratisk stat, fordi flertallet ikke har demokratiske rettigheder.

 

 

Derfor synes Israels eneste alternativ på længere sigt, hvis israelerne, som meningsmålingerne viser, ønsker at forblive en jødisk og demokratisk stat, at være at trække sig ud af de besatte områder.

Det er faktisk i Israels interesse, at der etableres en palæstinensisk stat.

De arabiske lande – eller mange af dem i hvert fald – og også store dele af deres befolkninger har for længst accepteret Israels eksistens. Ikke af lyst, men fordi det er en realitet. Og de er rede til at leve med den. Mange israelere ville blive overrasket over at opdage, hvor fleksible mange arabere er blevet i forhold til kravene til en sådan løsning. Den palæstinensiske sag er ikke længere et semi-religiøst dogme i den arabiske politiske debat, og det giver en fleksibilitet og nogle løsningsmuligheder, som ikke var der tidligere.

* * *

Det arabiske Forår har allerede haft indflydelse på situationen mellem Israel og palæstinenserne. Hvordan det videre går, afhænger af, hvordan ”foråret” udvikler sig. Går ”foråret” over i en dejlig ”sommer”, eller kommer vi til at opleve en arabisk ”isvinter”. Det er der endnu ikke nogen, der ved. Men går de arabiske omvæltninger godt, så afhænger påvirkningen på Israel-Palæstinakonflikten af, hvor konstruktiv parterne hver især vælger at bruge de erfaringer og udviklinger, der i denne tid kommer til dem fra deres nærmeste nabolag.

Vælger palæstinenserne at bruge læren fra Det arabiske Forår som et våben imod Israel eller som et redskab til at opbygge et bedre Palæstina med en ledelse, som bekymrer sig om sit eget folks velfærd? De unge demonstranter i nabolandene tror ikke længere på deres lederes propaganda om, at alt ondt skyldes fjender udefra. De ved, at problemet er deres eget, og de forsøger lige nu at løse det. Fremtiden handler ikke om at ødelægge et naboland, men om at bygge sit eget op. Mange palæstinensere mener allerede, at et talentfuldt folk som dem selv fortjener og burde kunne kræve flere politiske alternativer end et korrupt og råddent Fatah på den ene side og et ubøjeligt, militant og islamistisk Hamas på den anden. Spørgsmålet er, om de går i gang med at skabe dette alternativ og opbygge et velfungerende samfund indefra, eller hellere vil slås med Israel militært og politisk, som de allerede har gjort det i årtier.

 

 

Og vælger Israel at se ændringerne i de arabiske lande som en mulighed eller som en trussel? Som et udtryk for, at en ung arabisk generation ønsker et frit, åbent, liberalt samfund i fremskridt som det israelske, og at den udvikling præsenterer en en unik mulighed for Israel til at få fred og blive en del af regionen? Eller har Israel i den grad vænnet sig til at have diktatorer og autokrater som naboer, så regeringen i Jerusalem føler sig sikrere bag mere panser og højere murer snarere end tage risikoen for at kunne få fred og få afsluttet krigstilstanden? Spørgsmålet er endnu en gang, om Israel prioriterer landområder og jødiske bosættelser højere end Israels egen fremtid som en jødisk og demokratisk stat?

Omvæltningerne præsenterer både palæstinenserne og israelerne for et utal af trusler, problemer, udfordringer og muligheder. Hvordan det videre kommer til at gå afhænger af deres beslutninger og valg. Indtil videre er der ikke noget der tyder på, at nogen af dem har mod, dristighed eller visioner til at gøre op med den linje de hver især hidtil har ført. Og når det så ender med at gå galt – hvad det sandsynligvis vil gøre, så vil de igen traditionen tro give hinanden skylden for at drømmene endnu en gang er bristet.

Steffen Jensen er journalist. Han har været TV2s Mellemøstkorrespondent siden stationens start i 1988.