Israel og Hamas i kamp:

De sejrer ad helvede til

Fattigdommen i Gaza vokser og arbejdsløsheden er stigende. Selvom det andre steder ville få borgerne til at kritisere deres politiske ledere, så synes det her i Gaza-striben tværtimod blot at øge støtten til Hamas.
Fattigdommen i Gaza vokser og arbejdsløsheden er stigende. Selvom det andre steder ville få borgerne til at kritisere deres politiske ledere, så synes det her i Gaza-striben tværtimod blot at øge støtten til Hamas.

JERUSALEM (02.03.2008): Jeg er desværre først kommet tilbage til Mellemøsten i dag. Den store storm over Europa i går forstyrrede flytrafikken, og jeg blev sendt på en stor omvej over Østeuropa, som først bragte mig til Israel her i formiddags.
    Derfor har jeg brugt det meste af dagen på at læse 14 dages aviser, tale med folk og sætte mig ind i en situation, som tilsyneladende er løbet løbsk i de seneste dage. Så mine skriverier herunder bygger altså blot på mine telefonsamtaler og research fra kontoret i Jerusalem i dag og endnu ikke på egne oplevelser ude ”i felten”.

Israels offensiv i Gaza-striben
Israel vil ikke indstille angrebene på Hamas i Gaza, siger Israels premierminister Ehud Olmert, selvom angrebene og det store antal civile palæstinensiske ofre har ført til en voldsom international fordømmelse af Israel. FN og EU står sammen i kritikken. Det samme gør Vatikanet og Saudiarabien – selvom deres ordbrug naturligvis er forskellig.
    Og på et niveau kan man naturligvis godt forstå Ehud Olmert, for byen Sderot, som kun ligger fire kilometer fra Gaza-striben, bliver daglig ramt af raketter. På en enkelt dag i sidste uge flere end 40 palæstinensiske missiler.

 
 
Israel svarer som sædvanlig militært igen med voldsom styrke. Men premierminister Ehud Olmert har indenrigspolitisk set sikkert ikke noget valg.


Hamas har tydeligtvis fået nye og bedre raketter. Nu kan de ramme Ashkelon, som ligger længere væk fra Gaza-striben end Sderot gør. Og mens der i Sderot ”kun” bor omkring 20.000 mennesker, så har Ashkelon omkring 120.000 indbyggere. Dermed er risikoen for et stort antal civile israelske ofre pludselig mangedoblet.
    De frygtindgydende perspektiver er naturligvis også gået op for israelerne. Og Israel er mentalt set langt dårligere rustet til at klare store civile tab, end palæstinenserne er.
    Det øger naturligvis det indenrigspolitiske pres på Olmerts regering, som ifølge meningsmålingerne ville tabe et valg nu til det endnu mere højre-nationalistiske Likud-parti. Så indenrigspolitisk har Olmert sikkert ikke andet valg.
    Men et spørgsmål er, hvem der i øjeblikket manipulerer med hvem? Det vender jeg tilbage til.

Kilder i den israelske hær citeres i flere israelske medier for at sige, at man vil fortsætte med at bombardere Hamas, indtil de stopper med at sende raketter imod Ashkelon. Hvis citatet er korrekt, så afslører det, at de israelske militære planlæggere mener, at Hamas kan bombes til at stoppe den væbnede kamp. At Hamas i længden ikke kan klare at blive bombet.
    Hvis det virkelig er en korrekt opfattelse af den israelske politiske og militære ræsonéren, så er det for mig ret ubegribeligt. Hvordan Israel kan have været i konflikt med Hamas i mange år, og tilsyneladende stadigvæk forstå lidt om gruppen og den måde de militante islamister tænker på.

Lad mig forsøge at forklare:
    Israel har indledt en militær offensiv imod Hamas i Gaza-striben.
    Israelske kampvogne og infanterienheder er rykket et lille stykke ind i den nordlige del af Gaza-striben ved Beit Hanoun. Det har Israel også gjort mange gange tidligere. Normalt er det fordi palæstinenserne fra dette allermest østlige hjørne af Gaza-striben nemmest kan ramme byen Sderot, der blot ligger fire kilometer længere østpå.
    Men hvis man skal tro Israels forsvarsminister Ehud Barak, så har Israel måske – måske ikke – planer om at genbesætte hele Gaza-striben. Og – selvom man måske godt kan forstå det raseri, der kan føre til en sådan udtalelse, så er det efter min mening højest usandsynligt, at Israel faktisk skulle se en sådan genbesættelse af det palæstinensiske kaos i Gaza-striben som noget der på nogen som helst måde skulle være i Israels interesse.
    Det betyder dog ikke, at vi ikke i den nærmeste fremtid kan se en endnu større israelsk militæroperation længere ind i Gaza-striben end nu, hvis Hamas’ raketangreb fortsætter, eller hvis Hamas har held til at gennemføre et succesfuldt angreb på de israelske styrker, som nu er inde i Gaza-striben.
 
 
Konflikten er med til at holde Hamas ved magten. Hamas og palæstinenserne kan klare langt større tab i døde og fysiske ødelæggelser, end Israel er villig til at acceptere.


Væbnet konflikt kammouflerer Hamas’ politiske fiasko
Men hvad israelerne tilsyneladende allermindst forstår, er at denne væbnede konflikt faktisk tjener Hamas' interesser!
    Flere af mine kilder i Gaza-striben siger, at Hamas inderst inde har indset, at det aldrig vil lykkes dem at regere et palæstinensisk samfund og skabe fremgang, arbejde og social og økonomisk velstand, selvom de naturligvis ikke vil indrømme denne fiasko offentligt.

Derfor er det mindst dårlige scenarie for Hamas i øjeblikket en væbnet konflikt med Israel, fordi den giver en mere behagelig forklaring på Hamas’ manglende regeringsevner end indrømmelsen af, at organisationen politisk set er medfødt handikappet.
    Det bedste Hamas kan håbe på lige nu i forhold til deres regeringsdrømme er, at Mahmoud Abbas’ rivaliserende Fatah-regime også vælter på Vestbredden (hvilket slet ikke er umuligt), så de eventuelt sammen med de Abbas-kritiske Fatah-grupper på Vestbredden også får magten her. Men selv om de på den måde vil ende som den eneste power broker på den palæstinensiske scene, vil de stadigvæk ikke kunne fungere som en regulær regering, fordi det forudsætter en eller anden form for politisk anerkendelse af Israels eksistens, og det er Hamas stadigvæk ikke rede til. Derfor vil de fortsat være under internationale og israelske politiske og økonomiske sanktioner. Og formentlig i en post-Abbas-situation endog skærpede sanktioner. ...ude af stand til at skimte nogen mulighed for politisk og økonomisk succes, synes den militære konfrontation med Israel som det mindst dårlige alternativ, set fra Hamas’ perspektiv.
Så på den måde ude af stand til at skimte nogen mulighed for politisk og økonomisk succes, synes den militære konfrontation med Israel som det mindst dårlige alternativ, set fra Hamas’ perspektiv.
    Hvorfor?
    Af en lang række grunde.
    Hvis Hamas kan være i en stadig konflikt med Israel, en tilstand som Hamas er langt mere vant til og rutineret i, end gruppen er som politisk ansvarligt og regeringsbærende parti, så leverer Israel – og ikke Hamas’ fiasko som regering – undskyldningen for, hvorfor Hamas er ude af stand til at levere de fremskridt, som gruppen lovede i valgkampen. Hamas behøver ikke indrømme, at islamisterne er kronisk ude af stand til at regere, for de israelske missiler får skylden. ”Israel lader os ikke få lov til at lede landet”, kan de bare sige.

Hamas’ raketangreb på Israel har ført til meget voldsomme israelske modangreb. På et par dage er omkring 100 palæstinensere blevet dræbt. De fleste medlemmer af de væbnede grupper, men også mange uskyldige civile.
    De palæstinensiske civile tab bekymrer ikke Hamas. Efter deres mening har de dræbte det allerede bedre som martyrer, end de havde det i en ussel og ydmygende tilværelse på jorden. Derimod lider Israel politisk og diplomatisk under sin egen overreaktion. Ikke desto mindre reagerer Israel næsten på auto-pilot hver eneste gang landet bliver angrebet udover normalen. Og Hamas ved lige præcis hvilken knap, de skal trykke på.
    Desuden har Israels overreaktion og de mange palæstinensiske dræbte i dag tvunget præsident Mahmoud Abbas i Ramallah til at afbryde fredsforhandlingerne med Israel. Dermed er de forhandlinger med ”den zionistiske fjende”, som Hamas i forvejen var imod, blevet stoppet – og det er i sig selv en sejr. Og det er dermed også blevet sikret, at Mahmoud Abbas heller ikke vil kunne præsentere palæstinenserne for fremskridt, som skyldes en diplomatisk proces – og det er endnu en sejr for Hamas og den væbnede kamp.

Den interne splittelse i det palæstinensiske samfund, som Hamas valgsejr førte med sig, kan konflikten med Israel også afhjælpe.
    For med en større trussel udefra, forsvinder opmærksomheden fra den interne splittelse. Det ydre pres fra Israel afhjælper manglen på et indre bindemiddel internt i det palæstinensiske samfund. Palæstinenserne står nu sammen imod Israel uanset om de tilhører Fatah eller Hamas. Ethvert forsøg på at nuancere debatten eller måske endog tale om at stoppe angrebene på Israel, vil lige nu opfattes som nationalt forræderi. Endnu en sejr for Hamas.
 
 
Hamas’ politikorps. Mens organisationen ikke synes i stand til at regere og skabe fremskridt og stabilitet for sin befolkning, så ligger Hamas’ ekspertise i den væbnede konfrontation med Israel.


Jeg ved ikke, hvem det er, der er ved ”at sejre ad helvede til”. Om det er Israel eller om det er Hamas.
    Israel kan sagtens som altid vinde en strålende militær sejr og slå Hamas’ væbnede greb (inklusive masser af civile palæstinensere som løber i vejen for krigen) til plukfisk, men det vil også samtidig som altid blive en dundrende politisk fiasko.
    Hamas kan også sejre ved at tvinge Israel ud i talrige militære overreaktioner, som nok svækker det rivaliserende Fatah og Mahmoud Abbas og styrker Hamas internt. Men når røgen en gang letter, så har Hamas vundet sig en ruin af et palæstinensisk samfund.

Den libanesiske forbindelse
Der er også en libanesisk/Hizbollah/iransk/syrisk vinkel på hele balladen, som naturligvis bare gør det hele endnu mere kompliceret.
    I Libanon går der i disse dage rygter om et nært forestående væbnet opgør.
    Saudiarabien har anmodet alle dets statsborgere om at forlade landet. Der har også været forlydender i Libanon om at Kuwait og et par andre Golf-sheikhdømmer har gjort det samme, men det afviser de samme Golfstaters ambassader i Beirut. Samtidig er det amerikanske krigsskib USS Cole ankret op ud for Libanons kyst.

Libanon er selv fanget i et voksende internt politisk kaos.
    Regeringen er lammet. Oppositionen blokerer for valget af en ny præsident. Den tidligere præsident, den pro-syriske Emile Lahoud, trådte tilbage i november sidste år, og siden har det libanesiske parlament 15 gange forgæves forsøgt at samles for at stemme om en ny præsident.
    Den syrisk-kritiske regeringens flertal skrumper ind. Blandt andet fordi flere regeringsmedlemmer og andre fremtrædende anti-syriske libanesere har en tendens til at blive dræbt ved bombeeksplosioner.

Syrien blev efter tre årtier som besættelsesmagt endelig tvunget ud af Libanon i foråret 2005. Det skete efter at Libanons tidligere premierminister Rafiq Hariri var blevet myrdet i februar 2005 – også ved en bombeeksplosion. Mange libanesere beskylder Syrien for at stå bag mordet. Siden har Syrien mobiliseret sine allierede i Libanon – eller de har mobiliseret sig selv. Resultatet har været en krig med Israel, politisk kaos, økonomisk ruin og en voksende frygt for at Libanon igen er ved at blive trukket ud i en blodig borgerkrig.
    Den libanesiske regering støttes af USA, Vesten og en lang række arabiske lande med Sauriarabien i spidsen. Mens Syrien og Iran støtter den Hizbollah-ledede opposition. Det kunne være en af grundene til at saudiaraberne nu forlader Libanon, og til at USS Cole er ankret op ud for kysten. Formentlig den mest sandsynlige forklaring.
    Hizbollah’s udgave af begivenhederne er tværtimod, at det er Israel, der forbereder et militært angreb på Libanon. Indtil videre er det dog kun Hizbollah, der har truet med væbnet konflikt langs den israelsk-libanesiske grænse.

Siden organisationens militære leder, Imad Mughniyah, blev dræbt af en bombe i den syriske hovedstad Damaskus i midten af februar, har Hizbollah-lederen sheikh Hassan Nasrallah, som påstår at Israel stod bag mordet på Mughniyah, truet med krig. Israel afviser af have haft noget med mordet at gøre, men er i øvrigt ganske godt tilfreds med at Mughniyah nu er ude af billedet.
    Israel frygter dog, at Hizbollah kunne bruge mordet på Imad Mughniyah og kampene i Gaza-striben som en undskyldning til et angreb på Israel.
    I særdeleshed hvis det på et tidspunkt tyder på, at Hamas er ved at ”køre træt”, og måske vil søge at få en våbenhvile i stand med Israel, eller endnu værre – set med Hizbollah’s og præsteskabet i Teherans øjne – forhandle med den jødiske stat. Sker det, kunne Hizbollah se en konflikt med Israel som den bedste måde at forhindre en sådan israelsk-palæstinensisk tilnærmelse på.

* * *

Vil du se flere billeder fra Gaza-striben, så kig over i foto-galleriet:

http://www.steffen-jensen.dk/dan/fotogalleri/47-gaza-striben-en-tikkende-bombe/

 

 
Tilføj kommentar