Medierne og
Det arabiske Forår
KØBENHAVN (19.08.2011): Det er naturligvis ydmygende at måtte indrømme det, men Det arabiske Forår kom bag på mig. Det var egentlig ikke, at jeg ikke talrige gange på TV havde spået uro og ballade, når jeg rapporterede fra forskellige arabiske lande, for urimelighederne og uretfærdighederne var så himmelråbende, at det var svært at se, hvordan det kunne fortsætte uden problemer. Og de økonomiske og sociale kontraster så skærende, at en eller anden form for uro næsten syntes uundgåelig. Når man så holdt det sammen med regimernes utrolige korruption og inkompetence, var der blandet en kras cocktail, som enhver med øjne, ører og en portion sund fornuft næsten kunne sige sig selv, måtte være ret så eksplosiv.
Det jeg ikke havde forudset, var hvorfra dette arabiske oprør kom.
De mest potente oppositionsgrupper i snart sagt ethvert arabisk land syntes i lange tider at være forskellige afskygninger af militante islamister og fundamentalister. Når man endelig talte med de organiserede socialistiske og liberale oppositionsgrupper, var det sjældent særlig imponerende. Man talte med dem, for det var dem de danske ambassader som oftest fokuserede på, når de skulle finde nogle grupper at støtte med Danmarks såkaldte ”Arabiske Initiativ”, og derfor også dem, diplomaterne henviste en til, når man spurgte dem om, hvad der skete i det land, de beskæftigede sig med. Og oppositionsaktivisterne var som regel venlige, kedelige og helt igennem ligegyldige personer, som ganske vist sagde alle de rigtige ting (læs: det som donorlandene ønskede at høre), men var så godt som ukendte i den brede arabiske befolkning.
De moderne, vestligt orienterede, ofte sekulære (men ikke altid), frihedshungrende unge, som endte med at stå i spidsen for det, vi nu alle omtaler som Det arabiske Forår, var så godt som totalt ukendte af os i Vesten. De havde – med undtagelse af nogle enkelte prominente bloggere og enkelte menneskerettighedsaktivister – så godt som ikke givet noget blip på de vestlige radarskærme… indtil utilfredsheden brød ud i åbent oprør.
Personkredsen og de metoder den brugte til at koordinere og gennemføre protesterne på kom bag på mig, det kom bag på de udenlandske diplomater (ikke bare de danske), det kom bag på efterretningstjenesterne (ikke mindst de arabiske) og det kom helt bag på de arabiske ledere.
Hvorfor skriver jeg nu det her sidste på sommeren?
Det gør jeg, fordi det er tidspunktet på året, hvor alle de danske ambassadører fra hele verden er hjemme, og Udenrigsministeriet derfor afholder dets årlige ”ambassadør-dag”. I de senere år bruges denne dag til møder, diskussioner, ideudveksling og networking, som det vistnok hedder, mellem diplomaterne, akademikere, NGO’ere, akademikere og journalister som beskæftiger sig med udenrigspolitik.
I år var et af emnerne naturligvis Det arabiske Forår, og jeg var en af oplægsholderne, som skulle tale om mediernes rolle under omvæltningerne og opstandene i de arabiske lande.
Ambassadørdagen i Udenrigsministeriet er omfattet af det man kalder ”Chatham House Rules”, hvilket betyder, at man ikke må citere nogen fra mødet. Til gengæld forventes man at tale frit ud af posen, og ærligt og uden omsvøb sige, hvad man virkelig mener. Det giver naturligvis en anden fri og åben debat, end man normalt oplever, og når alle landets eksperter og diplomater er samlet, er det naturligvis endnu mere interessant. Jeg kan altså ikke citere det, andre har sagt, men jeg kan i det mindste fortælle lidt om, hvad det var, jeg selv sagde i det oplæg til diskussion, jeg selv kom med på mødet.
Informations-revolutionen
En af de fælles negative forudsætninger for de arabiske opstande er naturligvis råddenskaben i de regimer og statsapparater, som mangler legitimitet i befolkningerne og som også brutalt undertrykker sine borgere. Men herefter er de arabiske lande i øvrigt næsten lige så forskellige, som for eksempel de latinamerikanske er det. I nogle sammenhænge endog mere forskellige.
Udefra betragtet synes de nok ret ens. Islam, det arabiske sprog og så videre. Men Islam splitter ligeså meget som den samler. Der er mange forskellige, stridende opfattelser af religionen og dens fortolkninger, desuden er der mange ikke-muslimske minoriteter i den arabiske verden. Arabisk tales så forskelligt, at mange slet ikke forstår hinanden. Etnisk set er der også store forskelle. Socialt, kulturelt og uddannelsesmæssigt endnu mere. Både landene imellem og internt i de enkelte nationer. Og så videre. Man kunne blive ved.
Derfor er det lige så misvisende, som det er pædagogisk illustrativt, at bruge betegnelsen ”Det arabiske Forår”, for det både antyder, at der er tale om et grønt forår, hvor alt – især friheden og demokratiet – spirer frem, så det snart kan begynde at blomstre. Betegnelsen antyder også, at det, der sker i den arabiske verden lige nu, er ret ens fra land til land. At forudsætningerne er de samme og målene ens. Intet kunne være mere forkert.
Selvom alle bruger ord som frihed og demokrati – ikke bare os i Vesten, også demonstranterne i de arabiske hovedstæder og alle mulige andre, så er det næsten sikkert, at det ikke er det samme, vi taler om. Og selvom nogle af demokrati-aktivisterne på Tahrirpladsen i Kairo eller på Ave. Bourghiba i Tunis sikkert drømmer om demokrati i vestlig forstand, som vi opfatter det, så er det næsten helt sikkert, at det ikke bliver det, de opnår. I hvert fald ikke i denne omgang. Og hvad det ender med i Libyen, Syrien og Yemen er ”anyone’s guess”.
Men af mangel på en bedre og mere generelt accepteret betegnelse, så fortsætte vi med at bruge den smukke overskrift ”Det arabiske Forår”, om ikke for andet, så fordi den i det mindste indeholder et smukt håb, som de arabiske befolkninger – især de iblandt dem der risikerer livet for at slippe af med diktaturet og tyrannerne – fortjener.
Det arabiske forår begyndte ikke med det egyptiske politis brutale drab på den unge Khaled Said i Alexandria, eller den tunesiske grønthandler Mohammed Bouazizi’s frustrerede afbrænding af sig selv, som den populære historieskrivning og journalistikken allerede er ved at beskrive det som om. Det arabiske Forår begyndte efter min mening som en informations-revolution. Med oprettelsen af den inter-arabiske satellit-kanal Al Jazeera i 1996.
Al Jazeera brød de arabiske regimers monopol på informationerne og nyhedsformidlingen. Pludselige kom der andre versioner af virkeligheden frem, som befolkningerne aldrig havde hørt før. Der var flere meninger om kendte problemstillinger. Ikke bare den ene, der var statssanktioneret af myndighederne. Og selvom Al Jazeera i starten lå langt fra vestlig journalistik, som vi kender det, så var der tale om flere kvantespring fremad i forhold til hvad almindelige arabere indtil da havde kendt til.
Dernæst kom udbygningen af telefonnettet.
Mange arabiske lande var langt bagefter med udbygningen af deres informations-infrastruktur. Og da landene ofte er vidtstrakte, kæmpemæssige områder er golde og ubeboede og der kan være langt imellem byerne, så var det billigst og hurtigst at udbygge telefonnettet ved at satse på mobiltelefoner. Det er lykkedes i ekstraordinær grad. Alle har mobiltelefoner. Selv ganske fattige synes have ret så moderne telefoner. Og mens telefonnettet for ganske få år siden blev kontrolleret og aflyttet af de lokale sikkerhedstjenester, i særdeleshed hvis man ringede internationalt via centralen, hvilket var den eneste mulighed, så kan alle og enhver i dag ringe internationalt med direct dial. I Syrien skulle man indtil for ganske nyligt have sikkerhedstjenestens godkendelse, før man kunne erhverve sig en mobiltelefon.
Så fulgte internettet.
Først var det kun ganske få, mest familiemedlemmer til folk i regimets inderkreds og andre med ”beskyttelse”, der kunne få adgang til internettet. Så fulgte udvalgte undervisningsinstitutioner og biblioteker. Men brugen blev nøje overvåget. Så begyndte der at komme internet-caféer og pludselig eksploderede det. I dag har om ikke langt de fleste så i hvert fald utroligt mange arabere adgang til internettet, og de bruger det. Flittigt. Mest til pladder, spil, tidsfordriv, musik, forlystelser og så videre… som de fleste andre steder i verden.
Men internettet åbnede også endnu mere op for den informationsrevolution, der allerede var begyndt med etableringen af Al Jazeera og de TV-stationer, der fulgte efter.
Veluddannede politisk engagerede unge, mest fra middelklassen og ofte med viden om og en vis udtalt sympati for vestlige samfund og frihedsidealer begyndte at blogge. Det krævede mod, for begyndte de at beskæftige sig med kontroversielle politiske emner - og de fleste politiske emner er kontroversielle i den arabiske verden – så kunne det give problemer.
Bloggere blev arresteret i et væk. Men de blev modigt ved med at afsløre myndighedernes korruption, politiets brutalitet, diskriminationen imod og misbrug af kvinder og så videre.
For læserne af disse politiske blogs var det en gyser. De havde aldrig tidligere oplevet noget lignende. Men mange andre havde ikke megen sympati for disse unge, vestligt orienterede, forkælede overklassebørn. KFC-generationen blev de ofte kaldt med slet skjult foragt af både myndigheder og etablerede oppositionsgrupper fra liberalister til islamister. De var ikke arabiske nok, islamiske nok, intellektuelle nok, bestikkelige nok, bange nok… de syntes mere interesserede i chat på nettet, vestlige film og musik, hamburgers, fester og smarte biler.
Det var ikke fra den gruppe, man skulle vente politisk fornyelse.
Og det var lige præcist disse unge, der startede Det arabiske Forår.
* * *
Denne udbygning og omskrivning af mine noter bliver langt mere omfattende, end jeg havde troet, og da jeg har andre forpligtelser i dag bliver dette alt, jeg når i denne omgang. Jeg skriver denne beretning færdig i morgen. Beklager, at den kommer som en føljeton. Det er bare et smart reklametrick, så jeg tvinger folk til at vende tilbage til min hjemmeside et utal af gange.
I mellemtiden kan du kigge over på dette netop uploadede fotogalleri af nye billeder fra Det arabiske Forår:
http://www.steffen-jensen.dk/dan/fotogalleri/73-det-arabiske-forar/
Der er også andre billedgallerier fra de omtumlede dage i hhv. Tunesien, Egypten og Libyen længere omme i Fotogalleriet.
http://www.steffen-jensen.dk/dan/fotogalleri/62-revolution-i-tunesien/
http://www.steffen-jensen.dk/dan/fotogalleri/64-omvaeltninger-i-egypten/
http://www.steffen-jensen.dk/dan/fotogalleri/66-borgerkrig-i-libyen/
