Alt det, der ikke sker, og som vi ikke ser

 
 
Billedet viser unge religiøse bosættere, som fester sammen med deres rabbiner, efter de lige har anlagt endnu en bosættelsesudpost på den besatte Vestbred. Fotografiet er taget af en af mine venner, den unge foto-journalist Ilan Mizrahi.

JERUSALEM (25.11.2009): "Der sker ingenting i Mellemøsten lige nu".
    Det hører jeg alle steder fra lige i øjeblikket. Og det gør mig altid bekymret. Når jeg hører det modsatte, bliver jeg på den anden side også bekymret.
    For når der "ingenting sker" i Mellemøsten, betyder det ikke, at ingenting sker. Når ingenting sker i Mellemøsten, så går det faktisk baglæns. Så vokser vreden og frustrationerne, og det er i virkeligheden en nedtælling, til at det hele pludselig eksploderer.
    Eller når ingenting sker, så foregår der i virkeligheden en hel masse bag kulisserne i al hemmelighed. Enten er den ene part i færd med at snyde modparten, eller der kan faktisk være nye positive tiltag i gang i forhold til fredsprocessen, som bedst holdes hemmelige, for at modstanderne af en kompromisløsning på begge sider ikke skal få held til at sabotere forhandlingsforsøgene.
    Men ligegyldigt om det er det ene eller det andet - en fælde eller et forhandlingsforsøg - så betyder det som regel også en nedtælling til uro og ballade. For er det en fælde forberedt i hemmelighed, så bliver der naturligvis vrede, når det bliver opdaget. Mens det, hvis det virkelig ER et forsøg på et ægte fremskridt i fredsprocessen, i de stærke, fundamentalistiske kredse på begge sider, vil blive anset som en virkelig trussel imod deres alt-eller-intet krav. Deres absolutte og ubøjelige krav er nemlig baseret på "Gud vilje", som begge parters fundamentalister er overbeviste om, at de alene forstår. Og man kan ikke gå på kompromis med Guds vilje.

Da den amerikanske præsident Barack Obama i juni i Kairo holdt sin nu berømte tale om USA's Mellemøstpolitik, røg forventningerne til en ny og nærmest paradisisk fremtid i Mellemøsten i vejret med et brag. Så opskruede blev forventningerne, at man ligeså godt kunne læne sig tilbage og vente på skuffelsen. For skulle forventningerne indfries, var der brug for et mildt sagt bibelsk mirakel. Og miraklernes tid er forbi.
    Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas er en af dem, der i dag føler sig virkelig svigtet og bedraget. Af USA's præsident Obama, af Israel, af Europa og af sit eget folk. (Han har dog også selv svigtet, men det er en anden historie). Så svigtet at han har bekendtgjort, at han ikke stiller op igen til det næste palæstinensiske valg. Der er dog stadigvæk mange der tror, at Abbas' udtalelse mere var taktik. En trussel mere end en urokkelig kendsgerning. At han håbede på, at alle ville bønfalde ham om at vende tilbage, og at hans position derfor ville blive styrket. En antagelse der styrkes af, at det valg den 24. januar 2010, som Abbas ikke vil genopstille til, nu er blevet udskudt til en gang i løbet af sommeren.
    Men hans vrede er ægte nok.
    "USAs præsident Obama gør absolut ingenting", sagde Abbas forleden vredt til en argentinsk avis, og han fortsatte med at beskrive, hvor høje hans og andre palæstinenseres forventninger havde været til at USA ville presse Israel til "at respektere international lov og overholde Køreplanen for Fred i Mellemøsten", som han udtrykte det.
    Det, det handlede om, var, at Mahmoud Abbas havde sat sin næse op efter at USA havde tvunget den israelske premierminister Benyamin Netanyahu til et totalt byggestop i de jødiske bosættelser i de besatte områder.
    Det er ikke sket.
    Blandt palæstinenserne vokser vreden og frustrationerne.
    Hver uge meldes der om optøjer og sammenstød. Hvad der er grunden til de individuelle sammenstød er i virkeligheden underordnet. Grundene er aldrig, hvad de giver sig ud for at være. Årsagen er det underliggende hav af opsamlet vrede og raseri. Det skræmmende er, at mange iagttagere kalder det "en krudttønde, der blot venter på den gnist, der skal antænde den".

Så det, at "ingenting sker", er på ingen måde udtryk for stilstand, stabilitet, fred og ro. Snarere tværtimod. Det betyder bare, at vi sover ovenpå en rumlende vulkan.
    Hvad er det så, der i øvrigt heller ikke sker, eller som tværtimod måske i virkeligheden sker, blot i stilhed bag kulisserne?
    Ja, hvis man skal tro på "jungletrommerne", så er Israel og Hamas lige på tærsklen til at indgå en aftale om en udveksling af en kidnappet israelsk soldat, som har siddet fanget hos Hamas i Gaza-striben i 3½ år, til gengæld for helt op imod 1.000 palæstinensiske fanger (ifølge nogle oplysninger) fra israelske fængsler.
    Endnu et af rygterne i den forbindelse er, at en af de palæstinensiske fanger, som måske bliver frigivet i den forbindelse, er Fatah-lederen Marwan Barghouti fra Vestbredden. Han er idømt fem livstidsdomme for mord, men anses af mange for at være en af de få, som er i stand til at forene det stridende Hamas og Fatah.

I øjeblikket er et af problemerne i fredsprocessen, at der ikke er EN og kun EN palæstinensisk adresse. Ingen ved, hvem der repræsenterer den palæstinensiske side? Fatah på Vestbredden eller Hamas i Gaza-striben? Hvis den ene part siger ét, siger den anden straks det diametralt modsatte. Derfor er det også sikkert, at laver man en aftale med den ene, vil den blankt blive afvist af den anden, hvilket gør forhandlinger lidt problematiske.
    Hvis Marwan Barghouti kan forene de stridende fløje i det palæstinensiske samfund og skabe en troværdig palæstinensisk regering, så kan palæstinenserne igen tale med én stemme, og der vil igen være én og kun én adresse, som både kan tage beslutninger, som faktisk gælder, og som også sidder med ansvaret, hvis aftalerne ikke bliver overholdt.
    Den anden ting, som rygterne vil vide også foregår bag kulisserne i øjeblikket, er en aftale mellem USA og Israel om et byggestop i de jødiske bosættelser i de besatte områder.
    Ifølge flere israelske aviser i dag, vil Israels premierminister Benyamin Netanyahu en af de kommende dage meddele, at Israel vil gennemføre et 10 måneder langt byggestop i de jødiske bosættelser.
    At der måske ER noget om snakken antydes af at lederen af det koordinerende bosætterråd, YESHA Council, Pinchas Wallerstein til den israelske avis Yediot Ahronot siger:
    "Jeg kan simpelthen ikke tro, at en højreorienteret regering kan finde på at gå med til en sådan aftale."
    Og hvor svært han tilsyneladende har ved at tro på det, ses af hans næste bemærkning:
    "Jeg håber, at regeringen vil tage sig meget bestemt af (læs: straffe) den person, som har stået bag denne aftale. Hvis det ikke sker, må man jo tro, at regeringen selv støtter den."

Det lyder jo alt sammen meget godt, hvis der er noget om snakken.
    Et byggestop i bosættelserne. Fangeudveksling. Mulighed for en fungerende palæstinensisk regering...
    Hvori består problemerne?
    For det første er det eneste, palæstinenserne har brug for, ikke bare en stærk leder, som han samle de stridende fraktioner, så der igen kan komme gang i fredsforhandlingerne. For problemerne internt i det palæstinensiske samfund består fortsat.
    Fatah tabte ikke det palæstinensiske valg på grund af de manglende fremskridt i fredsprocessen, men på grund af svindlen og korruptionen i bevægelsen. Palæstinenserne var trætte af at se, at millioner og atter millioner doneret fra omverdenen til det palæstinensiske folk, blodt endte i lommerne på en lille gruppe ledende Fatah-folk.
    Og Hamas vandt ikke valget, fordi folk troede, at de med deres væbnede aktioner i stedet kunne løbe Israel over ende og en gang for alle vinde krigen. Palæstinenserne stemte mere IMOD Fatah, end det stemte FOR Hamas. Og når deres hverdag alligevel ikke blev forbedret af fredsprocessen, fordi pengene røg i de forkerte lommer, så kunne de lige så godt få sig en mindre rådden og mere ærlig regering.
    Meningsmålinger blandt palæstinenserne viser, at et pænt flertal ønsker en stat i fred side om side med Israel (ikke fordi de elsker Israel, men fordi de ved, at det er det mindst dårlige alternativ), OG en ærlig, ren regering, der står til regnskab overfor sin befolkning.
    Så med mindre en ny palæstinensisk leder, for eksempel en Marwan Barghouti, får renset effektivt ud i Fatah, og får Hamas til at acceptere fredsforhandlinger med Israel som vejen frem, så består de strukturelle problemer fortsat på den palæstinensiske side.

Der er heller ikke noget, der tyder på, at en Marwan Barghouti’s første prioritet, hvis han skulle blive frigivet, vil være interne opgør med Fatah på den ene side og Hamas på den anden. Han skal først vise sig som en, der kan samle palæstinenserne. Vække tillid. Og der vil han have folkets forkærlighed for konspirationsteorier imod sig.
    For hvis en prominent palæstinensisk fange, idømt ikke mindre end FEM gange livstid, pludselig bliver frigivet af israelerne, for at kunne sætte sig i spidsen for palæstinenserne, så vil mange palæstinensere automatisk blive mistænksomme. Hvad har israelerne gang i? Er de ved at placere en agent som vores leder? Der er allerede rygter blandt palæstinenserne om at Barghouti slet ikke sidder i fængsel, men hele tiden har levet et godt liv i en israelsk kibbutz, og blot venter på at israelerne får brug for ham.
    Desuden vil Fatah, Marwan Barghouti og hele ideen om forhandlinger yderligere være svækket af selve fangeudvekslingen. For en massefrigivelse af palæstinensiske fanger til Hamas, for en enkelt israelsk soldat, som Hamas har stået for, vil, ligesom Israels ensidige tilbagetrækning fra Gaza-striben og nedlæggelse af bosættelserne i området i 2005, komme til at fremstå som endnu et bevis for, at Hamas' væbnede kamp leverer mange flere kontante resultater til palæstinenserne end alle Fatah's forsøg med diplomati og forhandlinger med israelerne.
    Så både på grund af det, men også på grund af kendskab til Marwan Barghouti's holdninger inden sit fangenskab i Israel, så er der ikke noget der tyder på, at de krav en præsident Barghouti i fremtiden vil komme til forhandlingsbordet med, vil være mere tiltrækkende for en israelsk højre-nationalistisk regering, end dem, den tidligere har afvist fra Mahmoud Abbas. Så derfor er der heller ikke noget der tyder på, at nye fredsforhandlinger med en ny palæstinensisk præsident vil blive mere smertefrie og levere flere resultater, end de mange tidligere kuldsejlede forsøg har.

Hvad så med det byggestop i bosættelserne, som nu måske bliver en kendsgerning en af dagene?
    Det har også sine medfødte skavanker.
    For det første kunne det tyde på, at premierminister Netanyahu har haft held til at holde Jerusalem udenfor byggestoppet, som i så fald "kun" vil omfatte Vestbredden. Det vil gøre det næsten umuligt for palæstinenserne at acceptere det.
    Israel har for et par dage siden meddelt, at det har givet grønt lys for opførelsen af yderligere 900 lejligheder i Jerusalem-forstaden Gilo i byens sydlige udkant. Selvom de fleste israelere anser Gilo for at høre til Jerusalem og derfor være en del af Israel, så ligger bydelen på jord, der blev erobret i 1967-krigen. Derfor anser palæstinenserne (og det meste af resten af verden) det for besat område, og Gilo derfor for at være en bosættelse.
    Så hvis Israel og USA bekendtgør et byggestop i bosættelserne, samtidig med at der bygges løs i Gilo, så vil mange palæstinensere mene, at de er blevet snydt og bedraget, og det vil være så godt som umuligt at gå videre med en forhandlingsproces, uanset om man hedder Marwan Barghouti eller Mahmoud Abbas.
    På den anden side vil israelerne opfatte det selvsamme scenarie diametralt modsat.
    For det første vil de formentlig på hjemmefronten se massevis af demonstrationer og ballade fra bosætternes og den religiøst-nationalistiske højrefløjs side i protest over byggestoppet. Der vil blive forsøg fra nogle af de unge, yderligtgående bosætteres side på at oprette nye bosættelsesudposter, som politiet og militæret vil rydde under stor bevågenhed fra den israelske presse side. Israelerne vil i medierne se kaos og anarki sprede sig i deres samfund, som ellers i de sidste par år har været relativt roligt.
    Det vil mange opfatte som en meget høj pris at betale, uden tilsyneladende at få andet til gengæld, end at modparten sætter sig til forhandlingsbordet. Desuden vil mange huske, at "udbetalingen" også var 1.000 palæstinensiske fanger for én enkelt israelsk soldat. Hvis svaret fra den palæstinensiske side så er et: "Nej, det er ikke nok. Vi vil ikke forhandle alligevel", så vil det få mange israelere til igen af føle, at de ikke har nogen troværdig partner at forhandle med på den anden side. Præcist som de følte det, da fredsprocessen brød sammen i Camp David i sensommeren 2000.

Derfor har premierminister Benyamin Netanyahu indbygget en "nødudgang" i aftalen om byggestop i bosættelserne: Det varer kun i 10 måneder. Hvis der ikke er sket mærkbare fremskridt i fredsprocessen inden da, så ophører byggestoppet. Og på det tidspunkt skal ingen så kunne komme og sige, at Israel ikke gjorde sit. Det var palæstinenserne, der endnu en gang missede deres chance, vil være Netanyahus argument.
    For den israelske premierminister er "risikoen" for at palæstinenserne i samlet, enig front vil kunne præsentere Israel for et tilbud, som er umuligt at afslå, og derfor kræver egentlige israelske territorielle indrømmelser, meget begrænset. Så når det hele derfor endnu en gang bryder sammen, kan han i det mindste ikke beskyldes, for at have saboteret fredsprocessen. Og undervejs håber han at redde det anspændte forhold til USA, ved at have bøjet sig for byggestoppet i bosættelserne, om end det kun var midlertidigt.

Så den deprimerende udsigt for fremtiden er desværre fortsat: Fremskridt eller ingen fremskridt - det er næsten ligegyldigt, for det er under alle omstændigheder som regel et tilbageskridt.
    Der er absolut INGEN tillid parterne imellem. I mange sammenhænge er der heller ingen tillid de forskellige fløje imellem internt hos parterne selv. Og betragtet igennem dette prisme af mistillid og frygt synes alt, de andre gør, som en forklædt fælde, og ethvert forsøg på en fremstrakt hånd fra ens egne ledere, som en farlig og naiv blottelse.
    Så længe tilliden ikke bliver genoprettet, er det meget svært at se, at noget som helst andet vil kunne lykkes.
    Desværre.


 
Tilføj kommentar