Syriens blodige massakre fortsætter:
Arabisk forår, syrisk vinter
BEIRUT (05.05.2011): Nye syriske troppeforstærkninger rapporteres at være ankommet til byen Daraa i det sydlige Syrien nær grænsen til Jordan, hvor opstanden imod regimet begyndte.
Ifølge rapporter fra øjenvidner i byen er omkring 700 agenter fra sikkerhedspolitiet ankommet i løbet af i dag. 40 kampvogne rapporteres også at være rykket ind i byen ved frokosttid i går. Mad, vand og elektricitet er der lukket af for. Byen er i belejringstilstand. I perioder er det umuligt at få telefonforbindelse til Daraa. Når det nogle gange alligevel lykkes at komme i kontakt med folk i byen er det som regel via mobiltelefonnettet i Jordan.
Omkring 500 mænd og store drenge meldes arresteret og ført bort fra byen i de seneste dage. Beboere i Daraa fortæller også, at de ikke kan gå udenfor på gaderne uden at blive chikaneret, tævet eller arresteret af sikkerhedsstyrkerne. Derfor bliver de fleste ganske enkelt indendørs døgnet rundt.
Det er umuligt at begrave de mange døde efter urolighederne. Myndighederne vil ikke tillade det, da de frygter, at begravelserne vil udvikler sig til anti-Assad-demonstrationer. Derfor opbevarer beboerne de dræbte fra de seneste ugers sammenstød i kølebiler, så ligene ikke går i forrådnelse. Da myndighederne opdagede det, konfiskerede de en kølebil med 274 lig i, og kørte den bort.
Hvorfor kan jeg rapportere det så detaljeret, når de syriske myndigheder nu dag efter dag har forbudt mig og i hundredvis af mine kolleger fra hele verden indrejse i landet? Og når de journalister der allerede befinder sig i Syrien – både syriske, arabiske og andre – har forbud imod at arbejde og straffes hvis de ikke overholder det? Det kan jeg, fordi syriske aktivister selv er begyndt at udfylde det tomrum vi journalister efterlader, når vi ikke kan få lov til at gøre vores arbejde.
Almindelige mennesker fotograferer og filmer sammenstødene med deres mobiltelefoner og sender via telefonnettet eller internettet materialet videre. Ofte forsvinder det i internettets labyrintiske uoverskuelighed. Men det er andre IT-smarte unge syrere begyndt at råde bod på. De bruger ikke bare den nye teknologi til at få informationer om regimets blodige forbrydelser imod civilbefolkningen ud til omverdenen, de bruger også nettet og mobiltelefonerne til at koordinere oprøret rundt om i Syrien.
Rami Nakhleh er en af de centrale figurer i dette oprørske IT-netværk – en cyber-partisan er han blevet kaldt. Jeg havde hørt om ham flere gange. På nettet optræder han under navnet Malath Aumran. I januar flygtede han fra Syrien og har siden levet illegalt og i skjul i Beirut, hvorfra han er med til at organisere oprøret i sit hjemland og distribuere informationer, fotos og videoer til de internationale medier om, hvad der sker inde i Syrien.
Via gode venner i Beirut fik jeg sendt besked til Rami om, at jeg gerne ville møde ham. Et par dage senere får jeg ad omveje besked tilbage om at møde op et nærmere angivet sted, som jeg af sikkerhedshensyn ikke vil beskrive i detaljer, i Ashrafiyeh-kvarteret klokken 11 den næste dag. Her møder jeg den syriske cyber-partisan for første gang. Da han finder ud af, at jeg også skal filme ham, og at det vil tage betydelig længere end de 10-15 minutter, han har planlagt, bakker han ud.
”Det kan jeg ganske enkelt ikke klare”, siger han. ”Der er demonstrationer inde i Syrien netop nu. Aktivisterne bliver massakreret. Myrdet! Jeg kan ikke bruge tid på at blive filmet. Jeg skal arbejde. Jeg bliver nødt til at koordinere tingene. Jeg beklager”, og så forsvinder han igen. Jeg når kun lige at få givet ham mit kort og e-mail-adresse.
Næste dag er der en kort undskyldning fra ham i min mailbox.
Jeg skriver tilbage, at jeg mener, at det kan ses som en del af hans arbejde, at lade mig fortælle hans historie, og bruge den til også at fortælle om det, der foregår inde i Syrien. Efter flere mails frem og tilbage lader han sig overbevise. Dagen efter møder jeg ham i en af de lejligheder, hvor han holder sig skjult.
Jeg er lige begyndt at tale med ham, da hans telefon ringer. Det er en af hans faste meddelere i den nordsyriske by Baniyas, der melder tilbage om situationen. Rami noterer ned direkte på computeren, så det straks kan sendes videre.
”Dit arbejde er enormt vigtigt”, siger Rami opmuntrende til den unge mand i den anden ende. ”I må endelig blive ved. I laver journalisternes arbejde. BBC er ved at lave et dokumentarprogram og har brug for materiale. Alt I sender ud til mig, arkiverer jeg og giver videre til dem. Vi skal have mere materiale fra Baniyas. Det er vigtigt, at verden ser, hvad der foregår”, forklarer han tålmodigt.
En del af billederne, der ledsager denne artikel er taget af denne aktivist i Baniyas i dag og viser nogle af demonstrationerne i den nordsyriske by. Fra ham får vi også at vide, at 30 kampvogne i dag er kørt ind i Sahem Al-Baher-området ca. 10 km fra Baniyas, og at der allerede er kampvogne stationeret i områder omkring byens kraftværk.
Min kameramand og jeg er ankommet til lejligheden, som Rami låner af en ven, enkeltvis. Min kameramand måtte forinden skille kameraet ad og pakke det ned i en anonymt udseende taske, og vi kunne ikke tage stativ med. Det ville være for påfaldende. Og det er ikke de eneste sikkerhedsforanstaltninger, vi må igennem. Rami fortæller, at han også først har checket, hvem jeg er, og om han kan stole på mig.
”Hvor meget er du i fare”, spørger jeg den unge mand. ”Den syriske efterretningstjeneste er jo meget aktiv her i Libanon. Og den libanesiske arbejder sikkert sammen med syrerne?”
”Naturligvis er jeg ikke sikker overhovedet. Slet ikke. Men det er lige meget. Jeg får jo også mine venner tilbage i Syrien til at gå ud og demonstrerer. Det er heller ikke sikkert. De løber også en risiko, og det gør jeg også. Derfor kan jeg ikke klage. Der er ingen forskel”, svarer han nøgternt.
På computeren viser han mig et lukket website, hvor han og vennerne inde i Syrien kommunikerer. Her sætter de informationer op til fælles vurdering. Det hele bliver gennemset og checket. Gruppen på nogle få snese har alle mulige forskellige baggrunde. Her er akademikere, menneskerettighedsaktivister, journalister, teknikere, folk med militær baggrund og andre. Hvis jeg viser siden på TV må jeg love at sløre navnene på gruppens medlemmer, så de ikke kan identificeres, beder han.
”Disse aktivister er professionelle. Det er ikke bare frivillige. Og vi kender alle hinanden og har kendt hinanden i mange år. Kun derfor tør vi stole på hinanden. Nu er vi gået sammen for at sikre, at folk i resten af verden får at vide, hvad der foregår i Syrien.”
Informationerne, som denne grupper gennemser og distribuerer videre, kommer fra alle mulige mennesker rundt om i Syrien.
”Vi får informationer alle mulige steder fra, men mange af vore kilder er også ganske almindelige mennesker, der sidder i deres huse og ofte ikke kan gå udenfor. Det er virkelig svært at få præcise informationer. Derfor er det nødvendigt at vi checker og dobbeltchecker”, forklarer han.
Listen over aftagere af materialet fra Syrien er imponerende. Alle verdens store TV-stationer og nyhedsmedier får informationer og video- og billedmateriale fra denne lille lejlighed i et støvet, ramponeret kvarter i Beirut. Men vigtigst for Rami og hans venner er det, at få materialet ud til de arabiske satellitkanaler, så det kan blive udsendt igen og set over hele Syrien, og folk inde i landet på den måde kan se, hvad der virkelig foregår. For de syriske medier fortæller blot rosenrøde løgnehistorier om at alt ånder fred og idyl, fortæller Rami Nakhleh.
”Jeg er ikke leder af oprøret, jeg er blot en af mange i noget man kunne kalde en kollektiv koordineringsgruppe”, siger Rami. ”Denne revolution er uden egentlige ledere, derfor forsøger vi at koordinere imellem alle grupperne og folk som er aktive på jorden og sætte dem i forbindelse med hinanden. Men vi gør naturligvis, hvad vi kan for at inspirere dem.”
Rami selv er sikker på, at demonstrationerne vil føre til ændringer i Syrien.
”Oprøret vokser dag for dag. Det kan vi se. Regimet er ikke i stand til at komme ud af denne situation. Og denne gang er demonstrationerne fredelige og ikke-voldelige, og det er det største problem for myndighederne. Ikke-vold ved de ikke, hvordan de skal hamle op med. De bruger selv vold. Uhæmmet vold, og det vil give bagslag før eller siden”, håber han.
Og han er nødt til at håbe, for de syriske myndigheder ved, hvem han er, og er på jagt efter ham. Og falder Bashar al-Assad-regimet ikke, så kan Rami Nakhleh vinke farvel til at vende tilbage til sit hjemland. Han har allerede gjort sig fortjent til en meget lang fængselsstraf eller det, der er værre. Han kan heller ikke slippe ud af Libanon, for han har sneget sig illegalt ind i landet og har intet pas.
Men hans egen situation vil han ikke tale om. Det er borgerne inde i Syrien det handler om. Deres situation er endnu værre. De er ofre for et brutalt regime, som ikke skyer noget som helst middel for at holde sig ved magten.
Spørgsmålet er, hvor længe verden kan se til, uden at gøre andet end at give regimets topfolk det rap over fingrene, det er, at de ikke længere frit kan rejse ind i EU? Eller ikke længere kan købe våben, som de allerede har mere end nok af og derfor ikke brug for? Indtil nu er det meste af omverdenens – inklusive EU's – sanktioner ret ligegyldige for regimet.
Og mens vi i den vestlige verden betaget følger med i de arabiske lande, der i øjeblikket oplever et frihedens og demokratiets forår, så er syrerne fanget i en bidende kold isvinter, som bliver værre, hvis vi andre ikke gør noget for at hjælpe.
Her er nogle af de videoer, som demonstranterne forskellige steder i Syrien selv har optaget, som i dag er blevet videredistribueret af Rami Nakhleh:
Sakba, 5. maj 2011
http://www.youtube.com/watch?v=EjtkysQryQo&feature=channel_video_title
Banyas, 5. maj 2011
http://www.youtube.com/watch?v=ZeoAn4dWRSU&feature=channel_video_title
Homs, 5. maj 2011
http://www.youtube.com/watch?v=TEkp6OGdnh8
Tal Khalakh, 5. maj 2011
http://www.youtube.com/watch?v=cY2c1zPjPCw
